Hvad er forelskelse for en størrelse!?

Hej alle
For en uge siden slog jeg op med min kæreste. Der var selvf. flere grunde, men bl.a. syntes jeg også at der "manglede" noget. Er svært at forklare. Nu er jeg ligesom begyndt at tænke... Har jeg egentlig nogensinde rigtig været forelsket? Hvordan fungere det egentlig når man er rigtig forelsket og ved man det bare? Nu er jeg jo kun 22 år så vil ikke sige noget om den eneste ene, men jeg tror da på at man bliver forelsket mere end en gang. I "alle" de forhold jeg har været i er det altid mig der har slået op. Og jeg er bare i tvivl om, om jeg virkelig har været forelsket, om jeg er på udkig efter noget uopnåeligt. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af det. Måske er jeg bange for at binde mig?
Samtidig føler jeg mig lidt ensom, min sidste alene boende veninde er lige flyttet sammen med sin kæreste. Så alle mine veninder bor nu sammen med deres kærester og 2 af dem har endda børn. Ikke fordi jeg føler mig presset, unormal eller noget. Men det er ligesom om jeg sætter for høje krav, men alligevel tænker jeg, hvorfor tage til takke med noget, hvis jeg ikke føler mig helt tilfreds😕
//Penzeze

- Klart at hvis ensomhed er en udpræget følelse, når man ikke har en kæreste, er man måske lidt nemmere at "overtale", men det er nu en skidt begrundelse for at kæreste med nogen som helst.
- Hvorfor i alverden skulle du lade dig nøje? Eller have en kæreste, bare for at have en? Det ville være skidt, om pladsen var optaget af mr. okay-det-går-jo-meget-godt, når mr. right pludselig dukker op som lyn fra en klar himmel, ikke?

Man skal aldrig stille sig tilfreds med at være ok.
Ok er bare ikke godt nok, når det er ens liv det handler om.
Hvis man indstiller sig selv på at være ok, snyder man både sig selv og den man er ok sammen med, for at opleve glæden ved et forhold der er fantastisk, givende, udfordrende, svært og udviklende.

Er du kræsen? Hvis ikke, stop med legen inden dit skæbne bryder frem og du vil risikere KAN komme til at leve som en idioter. Ta dig sammen som du har skrevet, og det synes jeg at du skal gøre. Lige meget om man er ung eller ej for pigerne/kvinderne synes altid at mændene er styge ulv 😉 Og de venner som du nævnte. Det er ikke sikker at de kommer til at leve sammen evigt. Kærligheden er svært at overvinde, når man har noget andet på hjernen end på hjertet 😉 Vær TÅLMODIG, når mange der ikke kan det. Men tro mig du kommer til at opleve noget usel en dag, når du er sådan. LÆR, OPLEV OG ERFARE DEN. Brug det du har lært i skolen. Det kan hjælpe dig til forståelse af livet m.m.

Kære Penzeze
Du kan tro, at du ved det, når det sker - for din verden vil pludselig være fuldstændig forandret - du vil kun tænke på ham, og du vil helst være sammen med ham i 48 timer i døgnet. Arbejde, venner og veninder - de er fuldstændige ligegyldige i den periode, hvor du er hårdest ramt. Og jeg skriver ramt, for det er næsten som en form for sindsyge, når det sker.
Du bliver euforisk; du forsøger at krybe ind under huden på ham, og han har ABSOLUT INGEN FEJL i den periode - mad og drikke betyder heller ingen ting - der er kun HAM i din verden.
Nogle mennesker vil se med mistro (og misundelse) på dig, så længe det står på - du vil ofte virke latterlig i andres øjne, fordi du er så opslugt af ham. Hvis du er heldig, vil du oven i købet kunne bruge denne skønne kraft til at oplyse andre mennesker omkring dig, og hvis du får overskud, kan du give en masse til andre omkring dig.
MEN, forelskelsen forsvinder også (heldigvis), for man kan ikke være i denne tilstand alt for lang tid. Der er nok bred uenighed om, hvor længe man kan være forelsket, men jeg har selv oplevet den vildeste forelskelse i min ex i de første ca. 9 mdr., hvorefter det gik over i kærlighed (den holdt da om ikke andet i 25 år - hvor jeg ind imellem igen blev forelsket i ham).
Men det er en vidunderlig tilstand, og jeg kan godt forstå, at du ønsker at opleve den. Men den kommer som regel, når du mindst venter den - og du er jo ikke så gammel endnu, så du burde have gode chancher for at opnå en vild forelskelske - eller to - eller flere.
Så - som jeg skrev til at begynde med - du ved det, når du ved det.
Held og lykke udi denne vanskelige kunst.
Hilsen fra hende, der heldigvis nu igen er forelsket - som 53-årig Q - dog lidt mere modereret end da jeg var 25.

Nej, synes absolut ikke jeg er kræsen. Men det er jo heller ikke noget med at dem jeg er sammen med er jeg bare sammen med for at være sammen med nogen. I starten er jeg virkelig sådan, wow, men så går det ligesom hurtigt af. Men synes tit at jeg dater min kærester, i et godt stykke tid, inden jeg indleder et fast forhold, netop for at være sikker. Måske kan jeg bare ikke binde mig.

Hvorfor skal du også binde dig - verden er da mindst lige så sjov, når man ikke er bundet. Det er måske i virkeligheden dit eget ego, der forhindrer dig i det - fordi du måske slet ikke er parat endnu. Jeg forstår dig heller ikke helt - der er da ingen lov, der påbyder en at være sammen med nogen - heldigvis.
Nyd i stedet for din ungdom og frihed; tro mig, en dag kommer din dag også - men nyd det dog så længe. Lige pludselig er det dig, de andre er misundelige på; dig, der har din frihed og ikke er afhængig af andre. Det opdager dine veninger tidsnok, især når de allerede har fået børn.
Så vent til den rigtige dukker op - som jeg skrev før: du ved det, når du ikke er i tvivl.

jae, det er måske rigtigt nok. Det er heller ikke frodi jeg Vil være sammen med en. Mere det der med, om jeg er i stand til det. Men det kan godt være at som du skriver, at jeg bare ikke er klar til det.

Der er nok nogen som har set for mange film og føler trang til at blæse solskin op i ... Virkeligheden er at ja, du kan være heldig og falde for en. Ja det kan være du ER følelsesmæssigt hæmmet - for det er der nogen der er. Lad være med at skrive svar om at den store kærlighed nok skal komme - det er der ingen garanti for. Hvor mangle singler findes der i dag og dør som singler?
Kære Penzeze - hvad gør dig glad? At være sammen med en - eller at være dig selv og ikke være bundet af noget? Tænk på hvad DU kan li, hvilke ting som gør dig glad, fremfor at spejle dig selv i hvordan vennerne er og har det...

Øh, for det første... Tag det lige roligt hva, det er da et åbent forum, og hvis det er noget jeg gerne vil dele så gør jeg det. Om du synes det er plat eller ej. Og hvis du har læst det jeg skrev ordentlig skrev jeg, at jeg ikke spejler mig i mine venner. Ellers havde jeg nok boet sammen med nogen nu.
Og folk har jo forskellige holdninger, hvis folk tror at den store kærlighed kommer, så lad dem dog. Personligt ved jeg ikke hvad jeg tror på. Tror på at man ikke får noget forærende. Men derfor kan jeg da sagtens dele min tanker uden at blive nedgjort!?
Jeg gør skam det der gør mig glad, men derfor kan man da godt være i tvivl.