Hvad får en kvinde til at holde følelsesmæssig afstand, afviser mig mere end 1½ år ind i forholdet?
Det forholder sig sådan at, jeg for ca. ½ år siden måtte forlade min kæreste, fordi jeg konstandt blev neglicheret af hende, både følelses og behovsmæssigt. Dette gentog sig også når jeg udtrykte min utilfredshed over dette. Krænkelserne, som dette adstedkom var så masive og hyppige, at jeg til idenifiserede mig med hendes behandling af mig og til sidst selv behandlede mig selv sådan. Tabet af integriditet var så stort, at nærmest mistede mig selv i forholdet.
Afvisningerne kom ofte til udtryk på den måde, når jeg gjorde tilnærmelser til hende, dvs. risikerede mig og blev afvist midt i et kys. Der var ingen opvarmning til en evt. hyggelig nat og når hun var klar skulle jeg være klar, ikke før. Det kunne jeg ikke altid lige klare, med 30 afvisninger i bagagen. Til at starte med gik hun i sort, når jeg ikke kunne få "gøjseren" op at stå på komando. Jeg fortalte hende at jeg ikke var sådan indrettet, at jeg i mit tidligete ægteskab var udsat for seksuelle krænkelser og derfor var nød til at føle en gensidig hengivelse, tillid og trykhed.
Jeg kommer selv fra en familie med dysfunktion i form af alkoholmisbrug og vold og har selv været i misbrugsdehandling, hvori bl.a. indgik krop/gestalt-terapi. Der lærte jeg en masse om mig selv, bl.a. en del om det du beskriver om mennesker der elsker for meget. Noget af det jeg forelskede mig i, var mig selv jeg så i hende, på et langt tidligere tidspunkt i mit liv.
Hendes misbrug består overvejende i et arbejds/beskæftigelsesmisbrug, med en omnipotent adfærd. Hendes forældre og familiemæssige bagrund er præet af arbejdsmisbrug og nogen alkoholmisbrug. Deres værdinormer er præet af penge og kariære, hvilket giver en åbenlyse fordele til at fortsætte misbruget. Muresten, penge og flere muresten og flere penge, dette givet anderkendelse i samfundet. Jeg har selv forsøgt denne model til at blive lykkelig, men det virkede ikke for mig. Idag er jeg ludfattig og har en stor gæld, nok heller ikke et pluds på min konto i forhold til hende.
Hendes mor er det mest distræte menneske jeg har mødt, hendes far er det man kalder en knudemand og deres interesse for deres barnebarn var microskopisk lille. Endnu en ting jeg selv kender fra min egen familie. Jeg var den 6. min ex'kæreste havde boet sammen med i en alder af bare 35år og det var aldrig muligt at lave faste aftaler om afhentning af hendes barn, end ikke da jeg skulle begynde at studere igen.
Hendes behov var der ikke noget i vejen med at få opfyldt, men mine behov blev ignoreret også når jeg direkte udtrykte dem. Gættelege var også en kunst hun var i besidelse af, en kunst jeg forsøgte at sætte en stopper for. Magtkamp og følelsesmæsig afstraffelse, i form af tavshed og afstandtagen, tilbageholdelse af kærlighed var dagens orden, så kunne jeg selv gætte hvad der var i vejen. Jeg var på konstant overarbejde.
Hendes evner for at manipulere og lave skjulte dagsordener var eminente, til trods for hendes konstante frygt for selv at blive manipuleret med. Det var okay for hende at være utilfreds, udtrykke vrede, gå amok osv..Der var jo en grund til det, men bare ikke for mig og alligevel holder jeg vildt meget af hende.
Inden forholdet gik i stykker, hjalp jeg hende igang med terapi og har selv måttet i terapi igen, fordi der stadig er noget jeg ikke har lært mht. nærrelationer. Og ja, det gør forbandet ondt at se virkeligheden i øjne, men den er det eneste vi kan bruge til noget. Omkostningerne syntes at være umådelig store, men har jeg noget andet fornuftigt valg? Smiler!!!
Venlige hilsener
Roma uomo
Afvisningerne kom ofte til udtryk på den måde, når jeg gjorde tilnærmelser til hende, dvs. risikerede mig og blev afvist midt i et kys. Der var ingen opvarmning til en evt. hyggelig nat og når hun var klar skulle jeg være klar, ikke før. Det kunne jeg ikke altid lige klare, med 30 afvisninger i bagagen. Til at starte med gik hun i sort, når jeg ikke kunne få "gøjseren" op at stå på komando. Jeg fortalte hende at jeg ikke var sådan indrettet, at jeg i mit tidligete ægteskab var udsat for seksuelle krænkelser og derfor var nød til at føle en gensidig hengivelse, tillid og trykhed.
Jeg kommer selv fra en familie med dysfunktion i form af alkoholmisbrug og vold og har selv været i misbrugsdehandling, hvori bl.a. indgik krop/gestalt-terapi. Der lærte jeg en masse om mig selv, bl.a. en del om det du beskriver om mennesker der elsker for meget. Noget af det jeg forelskede mig i, var mig selv jeg så i hende, på et langt tidligere tidspunkt i mit liv.
Hendes misbrug består overvejende i et arbejds/beskæftigelsesmisbrug, med en omnipotent adfærd. Hendes forældre og familiemæssige bagrund er præet af arbejdsmisbrug og nogen alkoholmisbrug. Deres værdinormer er præet af penge og kariære, hvilket giver en åbenlyse fordele til at fortsætte misbruget. Muresten, penge og flere muresten og flere penge, dette givet anderkendelse i samfundet. Jeg har selv forsøgt denne model til at blive lykkelig, men det virkede ikke for mig. Idag er jeg ludfattig og har en stor gæld, nok heller ikke et pluds på min konto i forhold til hende.
Hendes mor er det mest distræte menneske jeg har mødt, hendes far er det man kalder en knudemand og deres interesse for deres barnebarn var microskopisk lille. Endnu en ting jeg selv kender fra min egen familie. Jeg var den 6. min ex'kæreste havde boet sammen med i en alder af bare 35år og det var aldrig muligt at lave faste aftaler om afhentning af hendes barn, end ikke da jeg skulle begynde at studere igen.
Hendes behov var der ikke noget i vejen med at få opfyldt, men mine behov blev ignoreret også når jeg direkte udtrykte dem. Gættelege var også en kunst hun var i besidelse af, en kunst jeg forsøgte at sætte en stopper for. Magtkamp og følelsesmæsig afstraffelse, i form af tavshed og afstandtagen, tilbageholdelse af kærlighed var dagens orden, så kunne jeg selv gætte hvad der var i vejen. Jeg var på konstant overarbejde.
Hendes evner for at manipulere og lave skjulte dagsordener var eminente, til trods for hendes konstante frygt for selv at blive manipuleret med. Det var okay for hende at være utilfreds, udtrykke vrede, gå amok osv..Der var jo en grund til det, men bare ikke for mig og alligevel holder jeg vildt meget af hende.
Inden forholdet gik i stykker, hjalp jeg hende igang med terapi og har selv måttet i terapi igen, fordi der stadig er noget jeg ikke har lært mht. nærrelationer. Og ja, det gør forbandet ondt at se virkeligheden i øjne, men den er det eneste vi kan bruge til noget. Omkostningerne syntes at være umådelig store, men har jeg noget andet fornuftigt valg? Smiler!!!
Venlige hilsener
Roma uomo