Hvad føler vi ved tanken om at dø?

noget stort, noget frygteligt?
Nej, det har vi hverken fantasi eller format til.
Detirriterende er, ikke at vide vi skal dø,
Men at de andre skal leve videre.
Det sårer os, at det hele ikke kan fungere uden os.
At verden ikke går i stå, at solen står op alligevel,
at menneskene taler og ler.
Vi kan undværes, og det er det hele.
Så hvis I vil huske mig,
så giv mit syn til en der aldrig har set en solopgang.
Giv mit hjerte til en hvis eget hjerte kun har forvoldt endeløse smertensdage.
Giv mine nyrer til et menneske. som er afhængig af en maskine, for at eksistere.
Tag mine knogler, hver muskel, hver fiber og nerve i min krop, og prøv om det kan hjælpe til, at få et handicappet barn på benene.
Udforsk hver krog af min hjerne,
tag mine celler og lad dem gro.
Brænd hvad der bliver tilovers af mig, og spred asken ud for vinden,
så den kan hjælpe blomsterne i deres vækst.
Hvis I vil begrave noget,
Så lad det være mine fejl og svagheder.
Gør I alt dette,
- Vil jeg leve evigt.

Desværre har jeg ikke selv skrevet det, men jeg synes det er smukt, og ville dele det med jer:)
Jeg har det med mig videre i livet.
/Karina

Virkelig smukt og sandt

Endelig Fred.

I min alder har man set mennesker dø.
Så vidt jeg kan se er det faktisk ikke slemt.
Stille og fredeligt for de fleste.
Jeg håber, at det til mig vil komme stille og roligt så jeg er parat til at komme derhen hvortil Gud har bestemt os efter denne verden.
the old haker

Ja, den er sød :-)
Fortsat god aften til dig Karina

Jeg er ikke bange for at dø, men kun måden det sker på. Det bedste er jo en hurtig og smertefri død.....gid alle måtte opleve det, npr det nu ikek kan være anderledes at vi en dag skal væk herfra

Puha hvor var det smukt...det var bare det jeg ville sige...lige mine ord.

Det er nogle meget smukke tanker, du her sætter på tråden - især er jeg glad for "begrav mine fejl og mangler".
Men mine egne tanker om døden har ændret sig med min alder:
I min ungdom var det utænkeligt, at jeg skulle dø. Og det, selv om jeg har været med til at begrave to skolekammerater. Den slags rammer altid de andre.
I min voksne periode så jeg forældre begrave deres børn, og det blev min helt store skræk, at jeg selv skulle komme til at begrave mine børn - noget så naturstridigt er næsten ikke til at bære.
Nu, i min alderdom har jeg ikke mere, jeg skal nå, ikke mere, der lige skal gøres færdigt.
Når min tid kommer, er jeg klar.
Men jeg kan stadig glæde mig over livet, og jeg har ikke travlt med at komme herfra, jeg er ikke mæt af dage.
Men tanken med genbrug af det af mit hylster, er meget sympatisk. Og hvis der er noget af mig, der kan bruges til gavn for andre, vil det kun glæde mig - det opfatter jeg som "normal" lægevidenskab. Lige modsat har jeg det med kloning, men det er en helt anden historie :-)

og det fik mig til at melde mig som organdonor...og de må tage rub og stub...og der skal IKKE indhentes nogen godkendelse fra min familie. Min familie ved at hvis de respekterer MIG, så respekterer de mine beslutninger...og det er at hjælpe med det jeg kan hjælpe med...hvadend det måtte være.
Hvad jeg føler ved tanken om at dø? Hmmm...jeg har faktisk været der....På grund af mononucleose havde jeg fået meninghitis og encefallitis...først hamrende syg...så lidt rask....så tilbagefald. Ja, man forventede jeg ville dø, og det gjorde jeg så...ved ikke hvorlænge...Men i "styrtet" så jeg min lille treårige datters store, klare, naive og undrende øjne. Hun var ikke tilstede, men i mit hjerte tænkte jeg kun på hende...jeg kunne simpelthen ikke forlade hende! Jeg ved ikke hvordan den slags ting sker...men helt stille lå jeg bare ubevægelig i denne hospitalsseng, mens det skete....
Det var fantastisk fredfyldt. Oceaner af kærlighed og fred. Du drømmer ikke drømme, der ligner det!
Min farfar kom og besøgte mig...ikke igennem nogen tunnel eller det man, tit hører...han kom bare og besøgte mig. Og jeg kunne genkende ham på hans tøfler, hans ur, hans vest...Han smilede til mig og sagde mit navn...Jeg kunne genkende gløden i hans gnistrende brune øjne og se hans gamle sorte tænder da han smilede til mig. Men hans læber bevægede sig ikke, da han talte.....Det var ikke lydbølger, jeg opfattede med mine ører. Det han sagde kom indefra mig selv...Han sagde "Du skal igennem meget, og her er energien til at gøre det med" Så placerede han en lysende ildkugle af millioner af volts kærlighedsenergi i mit bryst. Og så var han egentlig væk igen....
Først derefter gik det op for mig, at han havde været død i 1½ år....Det var slet ikke uhyggeligt eller underligt. Det var helt naturligt. Jeg undrede mig slet ikke! Dagen efter var jeg rask, stod op og gik i bad for første gang i tre uger.
Da sygeplejerskene kom ind på min stue, kunne de ikke finde mig...gik sådan lidt i småpanik...De havde jo forventet jeg ville dø...og så gik jeg bare i bad ;o)
Der er millioner af bud på, hvad det konkret var jeg oplevede, men ingen sikre!...Om det er et mirakel, en engel, en nærdødsoplevelse, et sammendrag af de sidste krampetrækninger fra en sygdom i hjernen...det ændrer jo ikke det faktum at jeg blev rask mod forventning.
Lægerne kunne ikke forklare det, og gad ikke spekulere på hvad det var...
Min daværende mand var jo den, der i baggrunden stod og skulle forberede sig på at miste sin kone, og tage sig af sin lille treårige datter fremover...vi er skilt for mange år siden, men ses da ind i mellem, og nogengange snakker vi om det...Det var ihvertfald også mærkeligt for ham.
Og nu er det ikke sådan at jeg bare negligerer denne oplevelse...for det er klart det stærkeste, mest fantastiske og positive jeg i hele mit liv har oplevet....Jeg tror aldrig jeg oplever noget større! Og det gav mig oceaner af styrke.
Hvad han sagde til mig blev til virkelighed...Jeg har i mit liv gennemgået nogle utroligt svære og tunge forløb, hvor jeg blev udsat for smerte, angst og tab i mængder du ikke drømmer om...men styrken fra den enorme kærlighed og styrke min farfar havde med til mig...hjalp mig igennem til sidst...hjalp mig til at bekæmpe dette livs allerstøreste fjende ANGST. For jeg er ikke angst mere.
Angst er ikke det samme som at være bange. Jeg kan godt være bange for at der sker mine børn noget, eller bange hvis jeg bliver truet...Angst er det absolut modsatte af kærlighed...efterlader folk nedbrudte i ligegyldighed og ensomhed.
En usigelig glæde ved livet fik jeg af mit kig ind til den anden side. Det hjælper mig faktisk til at være taknemmelig og ydmyg hver eneste dag og overfor alt hvad jeg oplever, lærer og overfor alle de mennesker, jeg møder.
Det er helt ok med mig, hvis du ikke "tror" på det guddommelige mirakel i denne oplevelse, det er jo slet ikke budskabet i det...hvis der er noget budskab i det, så er det noget med at leve livet præcis nu og her. Være tilstede lige nu! lad være med at tænke på HVIS nu du havde gjort nogle ting anderledes...eller HVIS nu der sker et eller andet i fremtiden. Det er ikke vigtigt for din tilstedeværelse og dit engagement i dine medmennesker...for det KAN du kun være i det øjeblik du er levende...og det ER lige nu. Ikke imorgen og ikke igår....
Okay....en af Halfevils infernalske indlæg...men du kender dem jo ;o) Håber bare du forstår hvad jeg mener når jeg siger:
mine tanker om døden...den kommer når den kommer og det er ok, jeg er enormt glad for det liv jeg har fået!