Hvad gør jeg her???

Jeg er kvinde sidst i 30erne, min ven er mand midt i 30erne.
Vi har gennem de sidste 8-9 mdr haft et meget tæt venskab, vi har haft kontakt så godt som hver eneste dag.
For tiden har han mange ting om ørerne, er blevet fyret fra sit job, problemer i sit ægteskab med ikke at kunne få barn nr 3 og har en stresset hverdag med to små børn, hus, have osv.
Han har bedt mig om ro, hvilket også er fint og det har jeg accepteret. Vi smsser dog lidt af og til og jeg svarer og spørger lidt ind til hvordan tingene går osv.
Han svarer kort og virker irriteret over at skulle svare på mine sms.
Vi har begge ønsket det tætte venskab, hvori vi deler alle oplevelser og tanker med hinanden, men nu lukker han mig ude..
Han virker afvisende når jeg fortæller ham at jeg savner ham og han begyndte i sidste uge på at vi ikke længere skulle ha vores venskab for han magter det ikke længere.
Nu har han ændret det lidt, han vil have at vi overhovedet ikke snakker sammen den næste uges tid og derefter vil han se om han glæder sig til at vi skal snakke.
Da er det jeg går og tænker, hvis man har et tæt bedsteven venskab og man ikke kan mærke indeni om man holder af sin ven, bare ved lige at stoppe op og tænke over det, OGSÅ selv om man er stresset...er der så i det hele taget et venskab at bygge videre på??
Jeg elsker ham af hele mit hjerte, men jeg er ved at blive lidt i tvivl, om jeg er den eneste der føler noget her. Jeg vil gå meget langt for at få tingene til at køre, men jeg vil ikke bare ofre mig selv og egne følelser konstant for at tilfredsstille ham.
Vi har alle behov for ro og fred af og til, men alligevel...jeg synes hans ord virkede lidt for ledende efter at finde sin kærlighed til vores venskab.
Hvad gør jeg her??? Og hvad mener I til min historie?
Jeg har skrevet ham en sms om at hvis han ikke kan mærke nogen lykke ved vores venskab, ved lige at stoppe op og tænke på det, så er der vist ikke længere noget tilbage fra hans side, men jeg har ikke sendt den til ham, lovede jo at vi skulle være fra hinanden i en uges tid...
Håber I kan finde rundt i dette her, det virker lidt rodet skrevet, men eller må I spørge..
Hjælp mig please.... 😖

jeg medgiver at dit indlæg er rodet , men tror nogenlunde jeg forstår det .
han er stresset og du føler dig sat ud på et sidespor .
det får mig ærligt talt til at tænke om du har for meget tid , eller for få venner ( ikke ondt ment ) men det virker som om du omklamrer ham for meget og har tiden til at tænke for meget
han har jo rigeligt synes han og er nu også ny fyret , du må give plads , lad være med at kontakte ham - lad ham kontakte dig ,
jeg synes personligt at de venskab lyder lidt forskruet på en eller anden måde .
godt i har et venskab dog , men kvæl ikke hinanden

Hvis det er et venskab, så slap lige lidt af. Men er det mere end det du ønsker, så se at komme ud af hans liv, det fortjener han og ikke mindst hans familie.

Det jeg tænker mest over, er om det er et venskab, når han ikke nu og her kan sige hvad han føler, kan I ikke om alle jeres bekendtskaber/venner og familie, svare dem på nu og her om I føler noget for dem eller ej, om I har lysten til at tilbringe tid sammen med dem eller ikke???
Ingen af os ønsker mere end det vi har, vi har hidtil haft en slags veninde-venskab, bare mand/kvinde. Det er ikke kun mig der kræver hans opmærksomhed, det er også omvendt, bare ikke den sidste tid...

over,hvordan en gift mand kan have sådan et tæt venskab med en single kvinde? Jeg mener,skulle han ikke have haft dette venskab med sin egen kone? Du skriver,at hans familie og ham selv fortjener hende ud af deres liv,øh,lige et øjeblik: Hvorfor valgte manden kvinden som sin åbenbart fortrolige ven i første instans? Det minder mig om gifte mænd som har sidespring eller elskerinder .Det er da mandens valg,ingen tvinger ham med en skyder for panden....

Jeg går igennem noget af det samme lige for tiden, bare lidt mere rodet.
Jeg tror I er blevet hinandens krykker, (skabt en afhængighed), hvilket også kan være rigtig dejligt. Bortset fra vi mennesker ikke må have brug for nogen.
Jeg tænker han måske har brugt dig når tingene ikke har været så gode derhjemme, ligesom du har brugt ham. Måske en slags bror/søster ting.
Nu er tingene så vokset ham over hovedet og han kan ikke rumme dine problemer osse. Eller måske bare dig, fordi du fylder for meget. Det er ikke ondt ment, jeg skriver det.
Det er rigtig af dig, at give ham plads. Måske kommer han tilbage, måske gør han ikke. Det skal du så acceptere og hvordan kan man det, når han er den bedste omend ikke kun ven i verden ?
Det bliver den sværeste tid for dig og jeg føler med dig.
Afslutningsvis vil jeg gerne lige tilføje. Det er utroligt svært at være venner med mænd, netop fordi du deler dem med en anden kvinde. Det kan mændene godt have svært ved, ligesom vi kvinder kan det.

- så sandelig også at give plads. Du forlange for meget plads.
- En sand ven kan man sagtens have uden at tale med ham i et halvt år. Når man mødes er det bare som om, man fortsætter hvor man slap.
- Det er ikke VENligt at ville have så meget plads som du fordre.
- Og så giver du mig en fornemmelse af, at have en skjult agenda.

- eller også lyver du for dig selv.

Jeg bemærker, at jeres venskab kun har 8-9 mdr. på bagen. I løbet af den tid, I har kendt hinanden, er han røget ind i problemer både på hjemmefronten og i forhold til sin jobmæssige situation. Det er ikke spor underligt, at han i den situation har brug for fred og ro til at samle sig - og til at være sammen med de primære mennesker i hans liv, konen og børnene.
Du har og vil altid have en mindre væsentlig rolle i hans liv, end hans familie har, og det er naturligt, at du i perioder vil ryge ud på et sidespor. Rigtige venner er netop dem, man indimellem ikke har megen kontakt til, og som man kan "vende tilbage til", når overskuddet og lysten er der.
Man SKAL, også i kriser, være der for sin familie, hvilket kan være hårdt nok. Hvis man OGSÅ føler, det er et krav, at man skal have kontakt med sine venner flere gange ugentlig, så kører man let træt og sur i det. Så risikerer venskabet at ryge.
Det bekymrer mig, at du er så afhængig af et andet menneske, som dog "kun" er en ven. Hvis en af mine veninder for en tid "melder sig ud" - og den slags behøver ikke at blive sagt højt, det kan jeg selv mærke - så respekterer jeg det og lader kun sjældent høre fra mig. Det vil sige et par gange om måneden, højst. Selvfølgelig er det vigtigt at vise sin ven/veninde, at man er der endnu - men hvis det får form af sms´er flere gange om ugen, virker det stik modsat hensigten: Som et halvfornærmet "Hvorfor svarer du ikke?", "Har du glemt mig?" etc. - og ikke som et "Er du ok?".
Jeg synes, du skal lade ham være en tid og "dyrke" andre venskaber. Hvis I har et tilstrækkeligt godt venskabsfundament, dukker han op igen.

Jeg har ikke skrevet noget om min egen status.
For at skuffe dig, så er jeg både gift og har børn, ældre børn end han.
Piger har hele livet veninder, vi deler alting med, hvorfor kan mænd ikke have det?
Og ikke nødvendigvis skal de altid være af samme køn, de nære venner vi har!!

Men hverken mænd eller kvinder, har tid til et venskab der fordre daglig kontakt. Jeg har en ven, jeg har haft i mere end 20 år, men hverken han eller jeg har haft de forventninger til hinanden som du har til ham.
Er det fordi, det er nemmere at tage sig af hans problemer end af dine egne, at hans er så vigtige for dig?

Tak for jeres svar.
Jeg er ganske enig i jeres synspunkter, om hvordan det er at have en ven osv.
Det der egentlig bare undrer mig i mit venskab til ham, er at han skal have lidt over
en uge til at finde ud af, hvad han føler og måske bliver det enden og vores venskab slutter...
Hvis hvilken som helst ven spørger mig om jeg føler noget for vedkommende, så vil jeg med det samme kunne mærke efter og svare på det.
Dernæst undrer det mig også, at han overvejer at bryde vores venskab, som I ganske rigtigt også skriver, så kan der til tider gå nogen tid mellem at man snakker sammen,
og når man så gør, så fortsætter man hvor man slap sidst.
Han virker nemlig som om han går og tænker, okay hvis jeg ikke savner hende og ikke glæder mig til vi skal være sammen igen, så kan det være lige meget og vi skal aldrig have kontakt igen....det er hvad der bekymrer mig og gør mig ked af det.

Vi har tit talt om det at vi føltes som en slags bror/søster, vi kan skændes, grine og græde sammen og indtil nu, har vi altid kunnet finde stien igen og er kommet videre.
Vi har aldrig haft problemer med vore ægtefæller, for vi skjuler jo ikke vores venskab og vi snakker også meget om hinanden. Vi er åbne om vores venskab og åbne omkring det at vi føler meget for vores venskab og hinanden.
Jo han er virkelig den bedste ven i verden for mig, derfor gør dette så forfærdelig ondt, selvom det kun er en uge...men det er sørme lang tid, når vi plejer at ha kontakt så godt som hver dag på den ene eller anden måde [:*(]
Jeg håber SÅ meget at tingene løser sig for os[l]
Tak for dit svar og held og lykke med dit eget venskab😉

anonym der undrede sig over hvorfor min ven har en veninde og hvorfor han ikke deler ting med sin kone istedet.
Daglig kontakt er heller ikke hvad jeg skriver om. Hvori ligger mine forventninger som du læser dem?
Ingen har tænkt på det jeg egentlig spørger om:
Kan I ikke svare en ven på hvad I føler for ham nu og her? Behøver I have 1 uge til at tænke over det i?

Mit hovedspørgsmål igen, da det ikke lige er det folk svarer på :)
: Da er det jeg går og tænker, hvis man har et tæt bedsteven venskab og man ikke kan mærke indeni om man holder af sin ven, bare ved lige at stoppe op og tænke over det, OGSÅ selv om man er stresset...er der så i det hele taget et venskab at bygge videre på??

Hvorfor begynder du at spørge ham, hvad han føler for dig? Det er intimiderende og de fleste vil opfatte du "fisker". Går du generelt og spørger folk, hvad de "føler" for dig?

I min bog er 8-9 måneder et bekendtskab og bestemt ikke noget jeg overvejer, hvad jeg "føler" for.
Spørg mig 5 år senere, så ved jeg det MÅSKE.

Personligt ville jeg blive forlegen og pinligt berørt, hvis en nær ven/veninde afkrævede mig et svar på, om jeg "kunne mærke indeni", om jeg holdt af ham/hende.
Jeg tror, at det, at du stiller ham spørgsmålet og vil have et svar, direkte kan have påvirket hans følelser for dig og altså ændret det potentielle svar.
Du virker grænseoverskridende på mig - og hektisk, forpustet, insisterende.

Du skriver I har gennem de sidste 8-9 mdr haft en tæt kontakt, dermed går jeg ud fra I har kendt hinanden længere tid.
Folk læser vist dit indlæg som det passer dem bedst!
Jeg forstår din undren, når han siger, han har behov for en pause til at finde ud af om han vil fortsætte det.
Derved mener du, at han ikke kan mærke dig indeni - som jeg forstår det - og den undren kan jeg kun give dig ret i.
Jeg kan godt mærke om jeg føler noget for mine venner eller ikke og når I har så tæt et forhold som du beskriver, så er følelserne overfor hinanden vel noget I ofte har talt om.
Giv ham pausen og vent på hans tilbagemelding, måske kommer han til at savne dig før tid og henvender sig selv inden ugen er gået.
Pøj pøj 😉

Han trækker sig og ved ikke om vi helt skal cutte vores venskab, altså aldrig ses igen eller om han bare har brug for tid til at komme på rette køl igen.
Jeg siger at cutte er dramatisk og om han slet ikke føler noget inderst inde for vores venskab og mig og om det er så nemt for ham bare at cutte.
Det ville han tænke over i denne uge, samtidig med at han ville finde ud af hvordan og om vi skulle fortsætte vores venskab.
Det er hvad jeg har spurgt om og NEJ jeg spørger ikke alle og enhver om hvad de føler for mig, det rager mig en høstblomst, men mine tætte venner som jeg så kommer på kant med og ligefrem overvejer om at cutte vores venskab, med dem kommer man altså ind på følelser også!! Du har åbenbart ingen så tætte venner siden du aldrig har snakket følelser med nogen før!!

Tak for dit svar og faktisk fik du ret :D
Han har ringet i dag og vi har fået en rigtig god snak og er stadig nære
venner :D
Tak for alle indlæg, desværre få der lige fattede hvad jeg spurgte om...

af et venskab, der afgør hvor meget man føler af venskabelig kærlighed til at andet menneske.
Tænk på Hun har nok snakket mere med ham på et halvt år, end du har gjort med din ven i fem år.