Hvad gør man socialt?

Altså jeg er højere begavet en 87% af befolkningen og højere begavet end 91% af alle kvinder.
Jeg har gennemgået nogle seriøse IQ tests og det gav mig et svar på, hvorfor jeg klarer mig dårligt socialt.
Det er svært at finde niveauet og jeg forsøger tit at gøre mig lidt dummere end jeg er, for ikke at misundelige typer skal begynde at konkurrere, men det er da skideirriterende. Folk tror så at jeg bare er dum. Gad godt at møde nogle ligesindede, men jeg ligger under mensa-niveau, da det kun er for de 2% højest begavede...
Nogle der kender til socialt samvær for højt begavede kvinder? Tænkte på dem der er ca. 90-98% højere begavet end den kvindelige befolkning...

Der skulle selvfølgelig stå: Højere begavet end ca. 90-98% af alle kvinder.

du skriver dette for at provokere. Det håber jeg, for man må da have lavt selvværd hvis man sådan skal hæve sig over "gennemsnittet".
Jeg har også en iq over gennemsnittet men det er da ikke noget jeg normalt taler om.
Jeg synes ikke jeg er mere end gennemsnittet - og nej det er ikke janteloven der taler. Men ganske almindelig ydmyghed.
Men hvad er kloghed, kloghed er også empati, at respektere andre. Den der er klog ved at der er mere at lære. Den der er mindre klog tror han/hun ikke kan lære mere.
Ydmyghed er noget danskere ikke kender ret meget til.
Jeg er fuldstændig ligeglad med at Laudrup tjener så og så meget, godt for ham - han har knoklet for det. Vi kunne alle have tjent mange penge hvis vi gider og pukle.
Men ydmyghed, det ord er i få danskeres ordforråd.
Jeg er mig og sådan må folk tage mig - på godt og ondt.

Hej.
Jeg kan sagtens sætte mig ind i dit problem.
Jeg tror nu nok du kan finde ligesindede i Mensa, du behøver jo ikke komme til de officielle møder.
Der er jo i øvrigt mange andre "over gennemsnittet, og højere endnu" folk, som ikke lige er logisk begavede (mensatesten går jo på logisk tænkning), men så måske heller ikke har de sociale problemer.(?)
Jeg tror de fleste med sociale inkompetencer er folk der er meget logisk tænkende, men det er bare en ide jeg personligt har, en slags fordom måske.
Jeg ved ikke om du har sociale vanskeligheder (manglende kompetencer)
Eller om du blot mangler modspil da du er et mere bevidst menneske, eller er for nørdet :)
Hvis det er kompetencer du mangler, vil jeg mene du skal forsøge dig med alm. begavede mennesker, men det har du vel forsøgt dig med...

Hejsa - jeg kan levende sætte mig ind i dit problem. Min egen IQ har ved flere forskellige tests vist sig at være mensa-egnet (dvs. jeg rent faktisk tilhører den 2%-fraktil, der tilhører de højest begavede).
Jeg har selv samme problem - og ja for almindeligt/middelbegavede kan de ikke sætte sig ind i, at det rent faktisk kan være et problem. I min studietid på universitetet var jeg nogle gange blandt ligesindede, desværre mistede jeg kontakten til dem. Idag har jeg det man kalder "normalt begavede" venner - hvis jeg kommer til at "blotte" min viden får jeg påstemplet mærkatet "kloge åge", selvom jeg anser min viden som almen viden. På samme måde, hvis der er en logisk sammenhæng, der skal gennemskues.
Kommer jeg til at "afsløre" min intelligens, så kommer jeg ret hurtigt til at være den, der skal ordne/sørge for alle de svære opgaver, hvilket selvfølgelig ofte er en dejlig udfordring, men pludselig sidder man i rollen, hvor de komplicerede og tidskrævende opgaver helt umærkeligt, nærmest pr. automatik ryger over på mine skuldre. Her taler jeg så både om det arbejdsmæssige og på privatfronten. Jeg ved ikke om det er et mønster fra naturens orden, men jeg kommer hurtigt til at sidde i den rolle, hvis jeg da ikke ligefrem begynder at foregive at jeg er dummere, end jeg rent faktisk er.
Så jeg kender UDMÆRKET til det, at man forsøger at virke "dummere" end man i virkeligheden er - blot for ikke at blive sat op på en pedistal, så andre f.eks. kan fralægge sig ansvaret eller blot give en prædikatet "sær". Bla. har min kæreste en venindekreds, hvor man ikke skal sige for mange sofistikerede eller lidt intellektuelle bemærkninger, før de er koblet helt af og er helt forvirret. Så føler man sig pludselig som en ensom marsmand, der sidder på den anden side af Månen :-/
Jeg må sige, at jeg også ofte har tænkt på at søge et fællesskab, hvor jeg bliver intellektuelt stimuleret noget mere. Jeg har dog ikke overvejet medlemskab af Mensa - primært fordi jeg tidligere i mit liv har kendt nogle medlemmer af den forsamling og ordet "selvoptagethed" var det, der faldt mig først for.
Egentlig søger jeg bare nogle helt almindelige ligesindede, som er nede på jorden, men som kan stimulere mig lidt mere intellektuelt. Det er så ved gu' ikke meget sjov ved at skulle sætte farten ned rent mentalt for at andre kan følge med...and I mean it!

Jeg får at vide, at jeg er meget socialt anlagt, jeg kan f.eks. rigtig godt lide at lave noget aktivt sammen med andre mennesker, f.eks. klatring eller roning, altså foreninger hvor der virkelig er liv.
Jeg scorer så netop højt på den logiske scala (f.eks. mensa-tests). Dog er jeg også meget musisk anlagt - begyndte at spille klassisk musik på altfløjte som 6årig og klassisk klaver som 7årig, klassisk guitar som 8årig og blues-guitar som 9årig samt har spillet en del i bands på hobbybasis.
Rent fysisk scorer jeg også højt, dyrker bla. bjergbestigning og triathlon (foruden klatring og roning).
Intellektuelt er jeg nok også over niveau, jeg har f.eks. altid interesseret mig for kortlæsning og historie - nok fra før jeg startede i 1. klasse faktisk.
Min primære force er imidlertid tal og formler - der ved jeg godt, at jeg er uhyggelig skrap og fik derfor også hurtigt prædikatet "fessor" i folkeskolen.
Så det at man scorer højt på logiske tests betyder ikke automatisk at man er asocial.
Mine sociale problemer er dog, som nævnt i andet svar her i tråden, at jeg ofte mangler intellektuel stimulans og er blange for at blive udråbt som "klog" - fordi det somregel fører en masse tunge opgaver over på mine skuldre. Tidligere tog jeg gerne alle disse opgaver og så det som en slags belønning - altså som et bevis for en påskønnelse af min person...der er dog i den senere tid gået op for mig at man får alt for lidt igen på den konto..det er livet simpelthen ikke værd at spilde tid på....

Er jeg ikke i stand til at svare jer, Thi min EQ ligger på 350, så i' vil jo ikke kunne fatte en ski' hvis jeg svarede
Væl... ?
;-)

For at runde den af:
Når opgaver bliver smidt over til mig, sker det efter nogle automatikker, som jeg ikke helt kan gennemskue - jeg prøver ofte at spole filmen tilbage og jeg kommer frem til at mine venner og kolleger er ret gode til at fralægge sig ansvaret. Jeg har også lagt mærke til, at hvor jeg er enten ny mand på en arbejdsplads eller ny i en forening, så er der en anden der har jobbet med at tage alle de "trælse" opgaver...men efter nogen tid ligger opgaverne på mine skuldre.
Måske kommer det sig af, at jeg tidligere i mit liv stort set ALDRIG har sagt nej (med mindre vi taler om dødsfald/begravelser eller noget i den dur) og først på det seneste har lært at sige nej. Men jeg har også lagt mærke til, at selvom jeg er hård og på konkrete forespørgsler er blevet mere fast i mine afslag, så ender de trælse opgaver ad omveje alligevel ved mit bord.
Så tænker jeg selvfølgelig på, om det er en del af naturens orden. Det er virkelig noget, der går mig på - nok specielt fordi jeg ikke kan lægge min samvittighed fra mig - den forfølger mig så at sige 24x7. Det er nok i virkeligheden min største brist - at smide samvittigheden væk for en stund og lære at leve lidt mere. Så livet ikke længere er en lang pligt. For jeg må efterhånden sige, at der er så mange pligter på kryds og tværs at jeg har lidt svært ved at se, hvor jeg står i forhold til at nyde livet. For det sidste gad jeg godt lære noget mere om. Altså at turde kaste ansvaret fra sig og stole på, at andre kan gøre det lige så godt som jeg selv. Så, nu kom det da i det mindste ud...og det er jo nok slet ikke for sent, når man tager min alder i betragtning...

"Utroeligth'..."
;-)

Du arbejder i Netto
så er sagen helt klart
;-)

Et af mine bedste "ligesindede" venskaber er faktisk fra min studietid med et fritidsjob som "kassedame" i Netto, hvor jeg havde en kollega som jeg virkelig svingede godt sammen med - som gav mig virkelige udfordringer intellektuelt - og her taler vi ikke om at læse stregkoder eller tælle kassen op. Desværre diffunderede dette venskab langsomt ud i det blå.

Mange tak for dit svar.
Det jeg tror jeg mener med meget logikbundne folk er nok, at de ofte kan have svært ved at finde en form for situationsfornemmelse når de er sammen med andre mennesker.
Men det er altid rart at få afkræftet sine fordomme :)

der står i vejen for dig. Du mangler simpelthen nogle sociale kompetancer, som du altså ikke, trods din høje IQ, har kunnet udvikle selv. Det kan der jo være mange årsager til. Din forældre har ikke lært det, f.eks.
Som du beskriver dig problem vil jeg foreslå dig at kigge lidt på NLP eller evt simpelthen kontakte en coach og få nogle "værktøjer" ad den vej. Færdigheder skal du jo udvikle selv.

Er de steder, hvor jeg har mødt flest højt begavede.
Men jeg tror du bruger din begavelse som undskyldning for ikke at lære at begå dig socialt.
Som alt andet er det noget man kan lære og blive god til.

at specielt højt begavede har svært ved at begå sig socialt. Og det skyldes netop den højere begavelse... de er ikke på niveau/bølgelængde med den gennemsnitlige peson og falder derfor ikke i "hak" med den!

Hej højtbegavede.
For det første blev jeg glad for at læse dit indlæg. Jeg oplevede engang en højt begavet kvinde (vist nok i fjernsynet), som udtalte sig om de der var mindre begavede end hende som om de var en slags aber. Det var utroligt højrøvet og provokerede mig vildt. Dit indlæg har fået mig til at tænke, at hun måske godt var klar over at hun havde et socialt problem, men bare ikke fik givet udtryk for det den gang.
Siden har jeg fået er rigtig god veninde hvis mand er højt begavet (Mensa niveau) og han er heldigvis sød og rar. Hun fortalte mig om et internet-sted hvor man kunne lege med at taste sig selv, der havde han og hans to sønner scoret vildt højt, mens hun selv havde fået returneret en IQ på 100.
For sjov gik jeg selv derind og scorede over 140, men der var en del gætteri med i spillet, så det er vist ikke til at tage bogstaveligt.
Jeg funderede over det efterfølgende. Som du ved er der forskellige intelligenser, og den test afprøvede kun IQ. Min veninde har tydeligt en høj social intelligens, og det er det som gør at jeg sætter så stor pris på hende.
I mine unge dage var jeg vild med matematik, men nu bruger jeg mit krudt på at undervise, og det at forklare indviklede ting på en enkel måde er det der giver mig allerstørst arbejdsglæde.
I min fritid er jeg meget optaget af psykologiske mekanismer og det at forstå hvorfor folk gør som de gør (også mig selv). Jeg vil gerne kunne rumme forskelligheden og det at vi hver har vores egen virkelighed for derved at acceptere at jeg ikke forstår alting og at andre mennesker kan have gode grunde til at gøre det de gør, selv om det ser dumt ud fra min (begrænsede) synsvinkel. Det giver en synd form for ydmyghed...
Faktisk er det den indfaldsvinkel jeg vil foreslå dig.
Hvor i landet bor du?
Venlig hilsen P&C

Det jeg har erfaret er, at hvis jeg bruger min begavelse overfor andre, føler mange (ikke alle) sig trådt på tror jeg, for det fører ofte til at folk pludselig råber ad mig eller er for "gode" til at hilse på mig osv.
Derfor har jeg lært at forsøge at virke lidt dummere end jeg er, for at slippe for den slags. Jeg er typen der altid ville kunne vinde en diskussion, men jeg har lært at stoppe på et tidspunkt, hvor de andre ikke har flere argumenter og så går jeg og brænder inde med det jeg ville have sagt. Jeg kan "se" igennem almindeligt begavede folk og ved derfor hvor jeg skal stoppe for at lade dem få det sidste ord. Men jeg bryder mig ikke om altid at lægge låg på min begavelse og spille skuespil i stedet.
Somme tider prøver jeg alligevel at komme med noget af det jeg brænder inde med, men jeg oplever at det bliver overhørt, da almindeligt begavede mennesker jo ikke forestiller sig at jeg kunne tænke det længere og derfor er de ikke sådan aktivt lyttende, da de tror de selv har "vundet".
Håber det var bedre forklaret. Men jeg har altså ingen uddannelse og kan derfor ikke få adgang til universiteter osv. Jeg havde nogle andre problemer i mine teenageår, der gjorde at jeg ikke passede min skole og har derfor ikke fulgt med siden 5. klasse. Dog fik jeg almindelige gennemsnitskarakterer da jeg tilmeldte mig den almindelige folkeskoleeksamen uden at forberede mig. Jeg tænkte på et tidspunkt at jeg ville prøve at tage en HF, men fandt ud af at den bygger for meget ovenpå ting jeg aldrig har lært, og nu er jeg 35 år, og møder ikke andet end almindeligt begavede mennesker på forskellige jobs osv.

Ifølge de utallige IQ test jeg har taget, så ligger jeg på Mensa niveau og jeg har ikke problemer socialt. Jeg har heller aldrig oplevet misundelse eller konkurrence. Hvorfor tror du at folk er misundelige på din IQ? Praler du med den? Der er ingen af mine venner der kender mit IQ tal og jeg kender heller ikke deres. De er ikke blege for at fortælle mig når jeg snakker sort og det går der ikke noget af hverken dem eller mig af. Tværtimod, så giver det et billigt grin. Det er simpelthen ikke vigtigt.
Man kan lære at begå sig socialt. Der er absolut ingen grund til at gøre dig dummere end du er. Det kan tværtimod virke som om du ser ned på folk, især hvis de er klar over hvad du gør. Jeg mener ikke, at intelligens er noget så simpelt som et IQ tal og at du måske vil blive overrasket over hvor intelligente folk er selvom de ikke ville score over 100 i en IQ test - og der er jo forskellige former for intelligens ud over den, der kan måles med en standard IQ test. Jeg var ikke klar over procentsatserne du nævner, men de overrasker mig meget. Jeg går bestemt ikke rundt og føler mig som noget unikt eller et geni.
Jeg vil sige, at bliver du nødt til at skjule din intelligens for at blive accepteret eller for at folk ikke skal begynde at konkurrere med dig, så omgås du måske de forkerte mennesker? Er det ikke venner eller familie, men derimod kollegaer eller andet, hvorfor så ikke bare lade dem konkurrere? Der er vel ingen der siger, at du skal hoppe med på vognen?
Savner du at snakke specifikt og højtteoretisk om et emne, så er det en god ide at lede på nettet for at komme i kontakt med folk, der har denne viden. Jeg kan garantere dig for, at gør du det, så skal du nok få kam til dit hår. :)

godt indlæg :-)

Jeg er glad for, at jeg er højt begavet socialt, jeg nyder de fleste selskab jeg havner i og mennesker interesserer mig... synd for dig, at du ikke er klogere, tror at du går glip af rigtig meget ;-)
Ps. Kan ikke lide dit ord "ligesindede" Du er jo klog, så prøv at tænk over hvorfor, at det er et grimt ord...

begreberne "klog" og "intelligent". -Det er ikke det samme og følges ikke altid ad.
Man kan ikke være begavet socialt. Man kan være begavet på en sådan måde at man har let ved at lære nye og komplekse ting, at se sammenhænge og kunne udtænke løsninger.
At være "begavet socialt" er en forkert måde at udtrykke den sociale side på. At være meget socialt anlagt er en egenskab og ikke sammenhængen med intelligens.

Nogle psykologer har opstillet et antal intelligenser, vist 7 stik. Det er dog blevet kritiseret og er ved at blive udvisket igen.
Man hælder til at der er én intelligens, hvilket er evnen til at lære nye komplekse ting, at se sammenhænge og udtænke løsninger.
Derforuden er der nogle personlige egenskaber som sociale egenskaber, musikalske egenskaber, kropslige egenskaber m.f. -Disse egenskaber har ikke noget at gøre med hvor "skarp" man er og er derfor ikke intelligenser.

Hvad er så mest intelligent? At kunne lave en atombombe eller at kunne skabe fred og dialog mellem mennesker?? At kunne kurrer en sygdom eller at eller at kunne få folk, til at forstå hvordan man forebygger...

på dem der bliver misundelige eller føler sig trådt på.
Jeg har intet behov for at hæve mig over dig. Men du har tydeligvis et behov for at fryde dig over at et intelligent menneske har et problem.
Du fortæller jo kun om din egen misundelse.
Jeg er ikke misundelig på dig, men glæder mig da over at du klarer dig socialt. Hvorfor kan du ikke glæde dig på mine vegne over intelligens og se mit problem som noget der er ærgeligt? At du ikke har medfølelse, men trang til at nedgøre mig, viser at du er et eksempel på de mennesker jeg er nød til at spille lidt lavere begavet overfor hvis jeg skulle møde dig, da du ellers ville give mig den kolde skulder.

Det ved jeg med sikkerhed. Dels fordi du blander begrebet klog sammen med IQ.
Dels fordi du tror jeg ikke er ydmyg, men fordømmer mig som en der har et personligt behov for at hæve mig over gennemsnittet.
Jeg har aldrig fortalt andre end min kæreste om den høje IQ. Hvor har du fra at det skulle være et behov for mig at fortælle om det? Min kæreste er selv højere begavet end 95% af befolkningen og vi taler godt sammen.
Du har ikke en høj IQ i forhold til gennemsnittet, for så havde dit indlæg slet ikke set sådan ud.

det er vist dig der føler dig trådt på og er misundelig... Som du kan læse så syntes jeg det er synd for dig at du ikke er så socialt begavet. Iøvrit så syntes jeg, at det er fedt, at der er mennesker der har en høj IQ, men synd at de ikke, kan sætte sig ned/op på andres niveau...

Du taler tydeligvis sandt omkring din begavelse. Det er rigtig rart at høre fra en der forstår hvad jeg skriver.
Men faktisk er der flere højt begavede mænd end kvinder. Faktisk har tror jeg det er "lettere" at finde ligesindede kammerater, når man er mand. Jeg kender også godt de problemstillinger du beskriver omkring opgaveløsninger osv. Højt begavede er folk som du og jeg der godt kan se og indrømme at der er ting vi skal/kan lære.
Synes bare du skulle vide at jeg er glad for at læse dine indlæg.

Det er ikke svært at spille dummere og sætte sig lidt ned på niveau, men det er frustrerende og jeg synes derfor stadig du er et lyst-levende eksempel på dem der ikke kan "tåle" at opdage hvis andre er højere begavet.

Her er definitionen på ordet "ligesindet":
Ligesindet: (også subst.) som har samme holdninger og meninger.
(Ref: Politikens Nudansk Leksikon)
Så du er ude på dybt vand, når du giver ordet farve (her: negativ ladning).

For mig lyder det lidt til, at du har alt for travlt med at diskutere med andre og få det sidste ord i enhver diskusion.
Det undrer mig nu også, at du har så travl med at fortælle, at der er flere mænd end kvinder, der er højt begavet (ja, jeg kender Helmuth Nyborgs forskning). De kvinder der er højt begavet har formentlig en uddannelse, så det kan være derfor, at du ikke møder dem i de kredse, du færdes i.
Nu er din intelligens jo i den pæne ende af skalaen, men ikke så højt, at der ikke er kvinder repræsenteret.
Jeg gætter mig til, at du ikke har ret meget viden om specifikke emner og derfor ikke færdes i de kredse, hvor viden og intelligens mødes. Det er noget skidt ikke at blive udfordret intellektuelt, man bliver stresset af ikke at blive stimuleret. Man keder sig, hvis der ikke er en udfordring, tag de stiluli du kan og glæd dig over dem.
Måske skulle du tage nogle enkeltfag på evt. universitet i noget du synes er spændende. Der er ikke adgangskrav for enkeltfag så vidt jeg husker.
Jeg gider ikke gå rundt og gøre mig dummere end jeg er bare for at blive accepteret. Jeg undrer mig indimellem over, hvor enkle ting folk gider gå op i og hvad de snakker om, men jeg taler ikke ned til folk og jeg lytter.
Jeg nyder at møde mennesker med viden, pli, intellekt og hvis de er gode til at formidle deres viden, så er det endnu bedre.

Jeg har ikke travlt med at diskutere og få det sidste ord. Jeg er faktisk helst fri, men da jeg ofte møder nedværdigende bemærkninger (som jeg mener bunder i ubevidst misundelse) er det frustrerende at bide i mig hvad jeg gerne ville sige til det. Nogle hader mig simpelthen selvom jeg slet ikke åbner munden. Jeg er efterhånden blevet en meget stille person. Det skal måske også lige siges at jeg førhen har levet af mit udseende i nogle år (med tøj på) så jeg er nok ekstra udsat for ubehageligheder.
Men altså udover din første linie, synes jeg du rammer plet!
Enkeltfag på universiteter.... det må jeg undersøge...

to know one.
Jeg har lidt det samme problem ... ser lidt for godt ud, savner en passende partner. Dem jeg finder er enten nørder eller grimme. Den sidste var godt nok begavet, men uskolet .. hans viden var simpelthen manglende. Den forrige havde en fantastisk viden og intelligens, men en anden generation .. osv.
Normalt er det folk hjerne, der interreserer mig, men en velholdt krop er ikke at foragte.

at de der er begavet under gennemsnittet, men indenfor normalområdet, ofte er dem der selv føler sig overbevist om, at de er blandt de klogeste og bedst begavede borgere. Simpelthen fordi de ikke er bevidst/logisk tænkende om alt det de ikke kan forstå. Det er slet ikke logisk for dem at der er noget udover deres "horisont".
Os der er højere begavet end normalområdet og nok også nogle af de normalt-begavede, der ligger lidt over gennemsnittet er jo bevidste om alt det vi ikke ved noget om og det at vi har evnerne til at lære en masse, gør også at evnen for at kunne se alt det vi ikke ved eksisterer i os. Vi tror derfor ofte at vi er lavere begavet end vi egentlig er.
Jeg havde skudt mig selv til at være indenfor normalområdet, men under gennemsnittet. Men da jeg fandt ud af at jeg har en høj IQ, tænkte jeg denne teori. Den passer meget godt på de erfaringer jeg har gjort mig rundt omkring med andre mennesker. Dem der slet ikke kan tænke så meget i sammenhænge, er typisk dem der tror jeg er dum og de selv er højt begavede. Hvis jeg f.eks. ikke kan grine af en vits på deres niveau, begynder de at forklare pointet, da de jo tror jeg ikke har fattet den. Jeg spiller bare lidt dum og siger f.eks.: "Aha sådan".

Jeg tror også der er større chancer for et lykkeligt liv, hvis man er født til en 95-105 IQ. Man har færre spekulationer, men alligevel tror de nok selv at de enkelte spekulationer de har er store...
Ja min hjerne har desværre også ændret sig, for hvis jeg havde fulgt med i skolen og var færdes blandt universitetsstuderende osv. tror jeg faktisk jeg havde været på Mensa-niveau (det er min søster og vi var lige fra start, hvis ikke jeg endda var højere end hende).
Jeg tror det er fint at være født middel, men det er frustrerende at være født meget høj og så skulle affinde sig med at blive lavere p.g.a. "forkert" miljø.
Men nu har jeg undersøgt det med enkeltfag på uni. -der er også gymnasielle krav. Jeg må simpelthen starte på AVU... men der går så nogle år før jeg rykker videre til HF og videre til uni. Uoverskueligt mange år for en 35 årig...
Jeg tror også at papirene giver selvtillid.

Kig lidt på at tage adgangskursus på DTU, det er nok sjovere end alm. Hf/gym enkeltfag.
http://www.dtu.dk/Uddannelse/Adgangskursus.aspx
Der står ganske rigtigt, at der er adgangskrav til f.eks. DTU, men jeg ville nu ringe og høre om de rent faktisk tjekker det for enkeltfagsstuderende. Noget andet er så om du vil kunne følge med, så lad vær med at vælge kvantekemi og teoretisk fysik som de første fag.
Det er ret skræmmende, hvordan hjernen nærmest visner, når man ikke bliver udfordret, hvis man f.eks. havner i et ufaglært rutine job. Det gode er, at man ret hurtigt kommer op i omdrejninger igen, når først stimuli kommer.
Du kunne prøve at læse den novelle jeg omtaler i min profil, den kan godt omsættes til at handle om én som dig.
Generelt skal man bryde rutiner bare for at give hjernen lidt at arbejde med, kør en anden vej, brug den anden hånd, lær noget nyt, bevæg dig på en anden måde.

Så mange år behøver det da heller ikke at tage. Vælg nogle enkelte fag ud, som du interesserer dig for, og byg så videre på dem. Afhængig af hvor dine interesser ligger, er det ikke sikkert, at du behøver at starte helt nede på AVU-1. Livet giver trods alt også noget erfaring, som de unge, som har fulgt den slagne vej, ikke har. Prøv at snakke med en studievejleder på VUC. Der vil du kunne få noget vejledning.
Da jeg var 34 gik jeg i gang med min anden uddannelse (pga helbredshensyn)(og jeg har lige taget den tredje for få år siden (pga stor ledighed)), så lad være med at bruge din alder som undskyldning. Gennemsnitsalderen er vel efterhånden ca. 80, så du har mange år til at indhente de manglende kundskaber.
Jeg tror, at du ved at finde nogle områder, som interesserer dig, og dygtiggøre dig på disse områder vil kunne finde nogle lige"mænd", som vil kunne stimulere dig intellektuelt.
Held og lykke med det!
mvh hønemor1001

Hej Højt begavet!
Jeg tror, at det handler mere om interesser, end det handler om at finde nogle med den samme IQ som dig selv. Som en af de andre påpeger, så kan det godt være en belastning f.eks. at være sammen med Mensa-medlemmer. (Jeg har ikke egen erfaring med dem!)
Jeg er selv en storhader af smalltalk, og det siger mig ikke en pind at være til den slags fester, hvor det handler om at drikke hjernen ud, og så er man allerede ude på et sidespor i forhold til en temmelig stor del af den danske befolkning. Men det er altså muligt at finde "ligesindede", som har samme interesser som en selv, og jeg tror det er i den retning, du skal lede.
mvh hønemor1001

Jeg kan huske dengang jeg startede på HF. Jeg opfyldte adgangskravene, fordi jeg havde taget eksamen i 3 folkeskolefag 3-4 år forinden. Men jeg opdagede hurtigt at alle fagene byggede ovenpå ting jeg aldrig havde hørt om og jeg fattede derfor ikke meget og gav op. Måske var jeg bare heldig med mine 3 folkeskoleeksamener.
Senere gik jeg på HG, hvilket er handelskolens grundskole under gymnasieniveau. Her fik jeg et gennemsnit på 13 i de nye fag -altså dem som ikke byggede på noget folkeskole, men de fag der byggede ovenpå folkeskolen måtte jeg knokle for, men endte med at få rimelig pæne karakterer.
Derfor tror jeg ikke den der med DTU's forberedende hold ville gå for mig. Jeg tror de tager som en selvfølge at man har noget almen viden fra folkeskolen. Jeg kan tydeligt huske bl.a. fysik fra HF. Alle de andre havde almen fysik-viden gennem 4 års fysik i folkeskolen. Det var for højt et niveau at starte på, når jeg aldrig havde haft fysik før.
Jeg tror også jeg skal snuppe en sludder med en studievejleder på vuc. Vil nok gerne være enten forsvarsadvokat eller sælger i eget firma af en slags... Ikke p.g.a. af titler, men fordi jeg tror evnerne er bedst sådan eller måske noget psykologisk...
Har desværre også fyldt mig med stoffer da jeg var ung, så jeg husker ikke altid så godt længere. Er der nogle der ved om man kan genoptræne sådan noget?

lidt på om det kun handler om interesse, men det er da nok en del af det.
Men jeg tror stadig det altid vil handle en del om intelligens. F.eks. kan jeg nævne fra sidst jeg sad i et socialt selvskab at folk talte om at få børn. En person sagde at man i hvert fald ikke skulle få børn hvis ikke man havde råd til det.. Hun kiggede på mig og sagde "ik'". Jeg har nok ikke lignet en der var enig, men jeg nåede ikke at svarer før en anden straks brød ind og sagde: "Det tænker man da ikke på, når man ligger der og laver dem". Den første person skiftede emne og talte videre om noget andet. Inde i mit hoved var det helt ulogisk at være for eller imod om folk får børn når de ikke har råd til det. Jeg tænker straks i flere vinkler som f.eks. at børn af studerende kan være en god investering for samfundet af flere grunde. Dels slipper man for at have forældrene på barsel, når de er videre i arbejde, da de jo har overstået det kapitel inden og dels har vi vel alle en interesse i at investerer i børn -især børn med gode fremtidsmuligheder, men omvendt kan det også være en ulempe hvis en dårligt fungerende enlig mor på bistand får det ene barn efter det andet -altså set økonomisk.
Disse vinkler var bare logisk tænkning allerede da første bemærkning om emnet var faldet. Det er ikke fordi jeg absolut skal sidde og gå i dybden med alting, og jeg er sikker på, at der er mange flere vinkler hvis man gik i dybden, men det er bare for at fortælle at der hvor pointen er for andre, har den slet ikke givet mening for mig. Det med om man er for eller imod at folk får børn, når de ikke har råd, var slet ikke nogle logiske points for mig. Men for dem var det logisk og de havde så hver sin holdning til det.
Det er bare et af mange eksempler.

Det lyder som nogle af de dialoger jeg har ind imellem...
Jeg har ikke forbundet det med noget intelligens-bestemt, men en eller anden form for mild modsigelseslyst, som bliver vakt hos mig selv, når en der betyder noget for mig udtrykker sig bombastisk.
Desværre giver det af og til problemer. Fx. tror jeg at min kæreste tit opfatter mig som en "Rasmus modsat", mens jeg selv bliver lidt ked af den ubehagelige atmosfære, der opstår blot fordi jeg gerne vil se tingene på andre måder.

...så når du siger "kun", er det din egen fortolkning af det, jeg skriver.
Selvfølgelig betyder IQ'en da noget, men i dit første indlæg synes jeg, at du tillægger den mere vægt, end den fortjener.
Men i dit eksempel er jeg da helt enig med dig i, at det er en meget mere kompliceret diskussion at snakke om "børn/ikke børn". Selvfølgelig er der en økonomisk vinkel både en personlig og en samfundsmæssig, men vi må heller ikke fornægte det instinktive, egne interesser osv.
Men jeg synes, at det handler ligeså meget om overfladiskhed fra dine veninders side. Ud fra din beskrivelse virker de ikke som om, de er en pind interesserede i at gå i dybden og få en nuanceret diskussion. Det lugter for meget af "sort/hvidt" eller "Bush's: Either you are with me or you are against me!" For mig er tilværelsen ikke så enkel, man kan ikke se tingene sort/hvidt. Livet er på alle måder meget mere kompliceret end som så.
Du kan også se den slags overfladiskhed i mange debatter her på SOL. Folk er kun interesserede i nemme løsninger. Det er vel meget menneskeligt at "ville putte ting i kasser" og lede efter nemme løsninger/forklaringer, men hvis man er interesseret i at gå i dybden med noget, er min erfaring, at der aldrig er nogen nemme løsninger eller forklaringer.
Når jeg skriver, at det handler "mere" om interesser, er det fordi jeg har oplevet at have mange dybe diskussioner med mange forskellige synsvinkler på problemerne med folk med såkaldt normal intelligens. Det handler altså, som jeg oplever det, langt fra kun om IQ.
mvh hønemor1001

Det lyder som om, at det er længe siden, du forsøgte dig på HF. Nu ved jeg ikke, hvor mange år du har "ligget i blød i stoffer", men hvis det er mange år siden (HF-forsøget), og du ikke har været totalt tabt for omverdenen, så skal du altså ikke forklejne "livets skole". Du har nogle personlige erfaringer, som jeg ikke har, og du har sandsynligvis lært dig selv bedre at kende - langt langt mere end de fleste mennesker nogen sinde kommer til.
Hukommelsen kan selvfølgelig være skadet, men da vi kun bruger en brøkdel af vore hjerneceller, og da hjernen måske kan gendanne eller danne nye celler (i modsætning af hvad man tidligere har troet), så TROR jeg, at du kan genoptræne din hukommelse. Du skal "vække" nogle af de hjerneceller, som du ikke tidligere har brugt.
Læser du forresten avis (eller tidsskrifter/blade)? Det kan være en god kilde til at opsamle nogle af alle de ting, du er gået glip af, mens du var på stoffer. Mange ting bliver forklaret på en forståelig måde, og uden at du skal igennem hele leksikonnet forfra og bagfra.
Jeg håber du kommer i gang med noget, som fanger din interesse, og jeg håber du finder nogle mennekser, som er mindre overfladiske end de veninder, som du beskrev i dit eksempel.
Held og lykke!
mvh hønemor1001

eller kom hjem til mig. Din intelligens vil passe fint her. Jeg er nemlig ikke så klog som en kvinde.....