I syv sind

Min kæreste og jeg har i nogen tid ikke rigtig kunne få vores forhold til at fungere. Men ingen af os har kunne slå op fordi vi jo stadig elsker hinanden. Vi er vi nået til det punkt hvor vi blir nødt til at træffe en beslutning, men vi skifter begge hele tiden mening. Først er det den ene der vil slå op og så er det den anden. Da jeg endelig tog skidtet kunne han ikke klare det, og var 100% sikker på det var forkert. Jeg prøvede at stå fast og prøvede at overbevise mig om at det var det rigtige jeg havde gjort. Så dagen efter var det omvendt...jeg fortrød og ville havde ham tilbage, og han sagde han ikke vidste om han kunne. Vi ha snakket om dt meget idag og jeg tror jeg er sikker på at jeg er villig til at give det en chance til...elsker vi hinanden skal det nok fungere, men det vil tage tid. Men nu tvivler han, han siger han har det 50-50 men inden jeg sagde hva jeg ville hældte han mest til at slå op. Så ville han se weekenden ud når vi mødtes, men det er bare ikke fedt, hvis han ik ved om han vil eller ej. Jeg har selv været meget i tvivl, men tror jeg er sikker nu....hva skal jeg gøre? Skal jeg vente på han finder ud af det? Eller skal jeg stå fast ved at jeg egentlig havde slået op? Ligemeget hvad vi gør, vil det føles forkert siger han. Er virkelig fortvivlet.

Hold da op, som det dog føles som om jeg selv har skrevet indlæget her! Lever vi to på præcis samme måde eller hvad?
Jeg har HELT de samme problemer med min mand, vi er dog gift. Og den ene dag vil jeg skilles, den anden dag vil han. Og alligevel kan ingen af os gennemføre det, fordi vi elsker hinanden og ikke kan undvære hinanden, men det er alle de problemer vi har, der gør at vi får nok..
Det er måske det samme med jer? Hvad er det sådan der gør at det ikke fungerer mellem jer?
Skænderier? og om hvad? Kan ikke rigtig komme med nogle råd, når du ikke helt har skrevet hvadd det er der går galt mellem jer.
Men kan da starte med at sige, det er synd at ende et forhold, når man elsker hinanden, og godt kan få det til at fungere, hvis man bare giver det en chance..
Hvor gamle er i? hvor længe har i været sammen?

jeg er ca. i samme båd, vi har boet sammen i 4 år, men jeg har tit haft lyst til at slå op..det er underligt for jeg elsker min kæreste højt..ved ikk hva der sker oppe i mit hovede...tror måske det handler om at jeg vil leve livet før jeg bliver gammel og at jeg pludselig føler at have slået mig ned for tidligt....men er svært for tør ikke slå op med min kæreste, som jeg jo virkelig elsker!

men skjuler det nok mere end jeg gør...
nå der er vist flere med samme problem, så håber jeg da at nogen kan hjælpe os, der elsker vores kærester men alligevel overvejer at slå op! :-( Til f.eks. anonym, så er vi 35 og 26 år...

vi har været sammen i lidt over 2 år. Jeg er 19 og han er 22. Vi diskuterer over de mindste ting, og snerrer meget af hinanden selvom der ingen grund er til det....vi har begge meget at se til for tiden hvad angår skole og uddannelse. Tror en af grundene er at vi er blevet for afhængige af hinanden, vi bor langt fra hinanden så ses kun hver weekend og der laver vi ikke rigtig noget mere. Vi har snakket om at vi skal give hinanden mere frihed...spørgsmålet er bare om det er for sent at gøre noget. Vi har prøvet det sidste halve år.

Oki , jeg er selv 19, og min mand er 23.. Ret tæt på . Vi diskuterer også en del, da jeg er ret stædig, men han er værre! Min mand går også i skole, (politiskolen) Mens jeg arbejder, og starter i skole til januar.. Jeg har selv prøvet det med at jeg boede i kbh, mens min eks. boede i århus.. er det omkring den samme afstand mellem jer? eller hvordan.. Jeg kan godt se det er hårdt for dig på den måde,når man kun ses i weekenden. Jeg tror det er fordi i begge går hele ugen og glæder jeg til at se hinanden, men så blir i måske skuffet når weekenden kommer? fordi i har forventet for meget? Og måske er det den savn og den kærlighed i har mellem jer, der gør at i så har savnet hinanden for meget, at det ender op i et skænderi hver gang..
Mere frihed? jeg forstår ik?? hvor tit skal i så ses? Hvis jeg ik ser min mand hver dag, ville jeg gå hen og dø.. men dog.. Det er aldrig for sent synes jeg.. Vi har også haft disse problemer siden januar..
Måske snakker i for meget sammen i hverdagen? prøv måske at lade der gå nogle dage, hvor i ikke skriver til hinanden hele tiden og ringer. såda savner man hinanden..
Forige nat skrev jeg denne besked til min mand da han var ude om natten:
Hey, vil bare lige sige, når du engang har tænkt dig at vende snuden hjem af, så hold dig gerne fra mig i nat, og også imorgen, og gerne i meget lang tid, da jeg ingen interesse har i at komme tæt på dig anymore. på forhånd tak...
Jeg skrev det nok mest for at prøve at se om jeg mister noget for ham, hvis vi nu ikke havde så meget kropskontakt til hinanden..

Off topic: Det er sundt at diskutere, men noget andet, hvis man skændtes.
Bom bom, på en eller anden måde tror jeg at nogen har taget min vending "at komme op at diskutere" til sig - det var egentlig bare ment i spøg som svar på andres gøren grin med mine underdrivelser. Men nu har min vending åbenbart bredt sig som ringe i vandet de sidste 12-15 år...så man nu siger "diskutere" når man i virkeligheden mener "at skændes".

Til jer 3 stakler her i tråden:
Konfliktskyhed og tryghedsnarkomani er roden til alt ondt, det tærer jer op indefra. For dét er lige præcis - just excactly - hvad der er forhindringen for jer til at komme videre i jeres liv.
Bare det at I OVERVEJER at slå op, det er et bevist på at I BØR tage beslutningen, så I kan komme videre i jeres liv. Gang på gang, når I tænker over fremtiden UDEN jeres kærester, så tænker I på "hvad må jeg forlade" istedet for at tænke på "hvad er jeg påvej hen imod".
Mit ultrakorte svar til jer alle: tænk sidste sætning istedet. Altså "Dér vil jeg hen" og tænke over din mulige fremtid istedet for at tænke over, hvad du mister. Kun derved formår man at lave syvmileskridt i tilværelsen og undgår at stå i stampe i et ulykkeligt parforhold.
Så: TÆNK PÅ HVOR GODT I KAN FÅ DET!

jeg an godt se hvor du vil hen, og du har da ret !
men har du selv prøvet at være i et forhold, hvor du elskede din partner over alt, og du ikke kunne slå op , fordi du et eller andet sted går og håber på..... at det altså bare ville gå godt en dag?
Det er altid nemt at sige "gå" end at gøre det..

vi bor ca 62km fra hinanden. ved ik rigtig om det er fordi vi forventer for meget, for ingen af os glæder os så meget mere eller savner hinanden. Det jeg mener med frihed er at hvis den ene har lyst til at tage i byen kan vi bare gøre det, være mere impulsiv. Og er der en weekend den ene skal i byen, så vente med at ses til næste. Vi snakker sammen ca. 3-4 gange om dagen, nogle gange flere andre gange kun 2. Vi har før prøvet ikke at snakke et par dage, men det kunne vi ik holde. Foreslog det samme igen her den anden dag, men han vil føle det som en pause og det gider han ik. Det er enten eller.
Sidste onsdag aftalte vi at holde en uges pause uden at skrive/snakke sammen. Men dagen efter skrev min kæreste at han bare gerne ville være sammen med mig, og vi forventede begge at nu var det godt...men nej. Allerede da han kom var det som før. Ved sq ik hva vi skal

Det der med at sige "gå", det har jeg aldrig prøvet og ved heller ikke om det er nemmere end at sige "jeg går".
Jeg har selv prøvet at leve i sådan et forhold som du nu lever i. Sådan gik det faktisk op og ned i hele 7 år. Det var 7 år som jeg i bagklogskabens klare lys sagtens kunne have brugt til noget helt andet og langt mere spændende...
Men på et tidspunkt gik det helt i hårdknude - pludselig blev det hele for meget - stilstanden og trygheden føltes som et kvælertag for mig. Og så valgte jeg altså at sige at jeg slog op med hende. Jeg sagde simpelthen til hende "Jeg elsker dig, men hvis jeg skal nå de ting jeg vil i mit liv så kan vi ikke blive sammen - på samme måde ved jeg også allerede at du vil mange ting i dit liv - så lad os da gøre en ende på det på en fredelig måde" så kort sagde jeg det (måske ikke helt ordret). Naturligvis gjorde det ondt - men lige efter jeg havde fået reaktionen fra min daværende kæreste blev jeg GLAD.
Herefter skal jeg så sandelig love for at jeg kom videre i livet! - tog et rigtig godt job i udlandet og kom senere på en stor jordomrejse som jeg som 36årig ellers havde droppet alt om. Idag er jeg 41 og har tusindfold flere oplevelser på bagen igennem de sidste 7 år end de 7 års komplet dødvande som mit forrige forhold var havnet i.

Hvis jeg nu tænker tilbage til mine unge dage (jeg husker dem som var det i går hehe), husker jeg også perioder med dyb fortvivlelse og total desperation. Der var perioder, hvor min senere kone og jeg nærmest blokerede og bare ikke kunne finde ud af at lukke op.
Vi klarede skærene (i første omgang) ved at gå dybt i os selv og forsøge at finde ud af, hvad det egentlig var, der gjorde, at vi "låste".
Jeg låste, fordi jeg var bange for at "committe", at tage konsekvensen af min kærlighed og give slip på min ungkarletilværelse, det jeg troede var "frihed".
Min senere kone låste, fordi jeg udsendte blandede signaler, så hun turde ikke tro på mine ord, hun læste mit kropssprog i stedet - big mistake :-)
Efter godt 20 års ægteskab havde jeg glemt lektien, så det endte op i, at vi skiltes. Ganske vist stadig venner, men den dag i dag, efter syv års single-tilværelse, er der stadig ikke nogen, der kan række hende vandet. Det var en hård lektie, men det betyder ikke, at andre skal gå hen og lave de samme fejltagelser.
Så mit råd til de unge med problemer er: snak for fanden - bliv ved med at snakke, indtil skællene falder fra øjnene og I er klar over, hvad I selv mener. Og giv fanden i, hvad omverdenen synes. Et råd på SOL'en er intet i forhold til en beslutning, som I er nået frem til på egen hånd.

som nævnt har vi foreløbigt været i forhold i lidt over 4 år - og jeg tror jeg er ved at have det præcis ligesom du, "Lorten på Bordet", havde det - det minder faktisk temmelig meget omkring mine følelser omkring mit nuværende forhold. Så er det bare det med at turde gøre det, desværre har jeg altid haft uendeligt langt fra tanke til handling :o(
Men det giver mig da forhåbninger med din historie...bestemt! Og kæresten kan jo ikke være tjent med at jeg vedbliver at tøve med at slå op - og omvendt.

Oki men hvad skændes i så over når i endelig ses? Men jeg tror bestemt det er fordi i et eller andet sted ik ser hinanden andet end i weekenden, og så blir det nok bare for meget når i så ses...
Kan jeg forstå på dit indlæg her, at i har forbudt hinanden at tage i byen? Hehe , sødt hvis det er sådan.. Men jo self kan i da prøve at lade der gå 2 uger inden i ses, men pas bare på med ikke at det blir for lang tid, og at i så på den måde glider fra hinanden stille og roligt.. det ville være rigtig synd!!
Jeg foreslog også engang min mand en pause, hvilket han ikke gad som din fyr, fordi det var for meget for ham, og han vidste at hvis vi tog en pause, ville det være færdigt, uden det var mit eller hans valg.
Jeg mener, jeg synes absolut ikke du skal ende det, for hvis du elsker ham som du siger, blir det alt for hårdt for dig at kommer over det.. tro mig, har prøvet det ! og det gider du ikke..
pr.phil havde engang et afsnit hvor han sagde
Man er ikke klar til en skilsmisse, eller et brud på et forhold hvis:
man stadig elsker hinanden
er sure på hinanden
har ting man ikke har fået sagt
hvis man ikke kan gå uden at være i tvivl
og mange mange andre punkter..
det skal du nok tænke lidt over..
Hvad laver i sådan når i ses? Bio? Spise ude? hygge?

for det meste begynder vi at skændes fordi min kæreste ikke kan lade være med at drille, og når han driller bliver jeg sur og så begynder det...eller også siger den ene noget den anden blir sur over så så går den derfra. Her den anden dag tog jeg mig selv i at blive sur fodi min kæreste ikke gad tage en pose op på båndet da vi handlede ind.
Vi har ikke forbudt hinanden det, men vi gør det ikke hvis den ene blir urolig. Jeg er meget jaloux og prøver virkelig at lægge det fra mig, men det gør at han ik vil tage i byen når han ved jeg ik vil ha det godt med det.
Når vi er sammen er vi mest på hinandens værelse og ser tv eller den ene sidder ved computeren. En gang imellem tager vi ud og shopper eller i bio eller handler ind og der har vi det godt...men ligeså snart vi keder os er den gal, og det gør vi bare for meget. Vi ved ik hva vi skal.
Lyder meget klogt det med dr. phil. Men hvis vi blir ved med at være sammen og være i tvivl går vi ned på det....bare i denne uge har jeg tabt 3 kilo pga fustration.

..lader jo til at jeg er lidelsesfælle med dig og "fortvivlet"...
Så så jeg godt det afsnit med Dr. Phil - selvom det er meget amerikaniseret, så er det ikke altid så tosset, det han siger....
Vi har stadig meget dybe følelser for hinanden, men alligevel tvivler jeg tit på om det er min kæreste jeg vil blive gammel med og få fast bolig med, etc - det lyder mærkeligt for vi har boet sammen i 4 år om få måneder...og egentlig er vi også gode til at lave ting sammen og "komme ud", gå i biffen, være sammen med venner, tage på museum, cykle i naturen, har et spændende sexliv, er generelt gode til at kommunikere osv. Alligevel føler jeg mange gange vores forhold står i stampe og er i tvivl....
Uh lige før da jeg læste "Lorten på Bordet"'s svar så tænkte jeg på endeligt at slå op med kæresten - men efter din Dr. Phil reminder, så er jeg lige vendt 180°. Uh, det er svært!! :-(
Men hvad med jer? hvorfor tvivler I egentlig på hinanden?

Ja du har ret i at det er meget amerikaniseret, men et skide godt program synes jeg.. Hehe jeg er da ked af hvis min besked fik dig til at ombestemme dig, hvis du da ellers var så sikker. det undskylder jeg! Men på den anden side, så må jeg da sige, at det er en god ide lige at tænke over tinene først .
Puha, hvis jeg skal fortælle om vores problemer, blir jeg aldrig færdig, da det er en rigtig lang historie. kan sige at til hverdagen har vi intet at skændes over sådan rigtigt, det eneste der skaber vores problemer er bare nogle småting han gør, som pisser mig ret meget af.
Men sådan er det vel bare.. jeg tænker tit på det dr.phil sagde den dag og kan ikke leve op til en eneste af hans punkter.. så må vente lidt endnu ;)

Og HEP for fanden.
Specielt HEP til sætningerne
"Jeg låste, fordi jeg var bange for at "committe", at tage konsekvensen af min kærlighed og give slip på min ungkarletilværelse, det jeg troede var "frihed".
Min senere kone låste, fordi jeg udsendte blandede signaler, så hun turde ikke tro på mine ord, hun læste mit kropssprog i stedet - big mistake :-)"
Og
"Så mit råd til de unge med problemer er: snak for fanden - bliv ved med at snakke, indtil skællene falder fra øjnene og I er klar over, hvad I selv mener. Og giv fanden i, hvad omverdenen synes"
For hvor er det godt skrevet. Dit liv ligner til forveksling rigtig mange andres.
Det er helt utroligt som kvinder typisk læser signaler. Og hvis kvinder gør det, og manden siger noget der ikke stemmer overens med signalerne, ja.. så lyver mændene i kvindernes øjne.
Og (alt for) mange mænd låser fordi de er bange for at comitte.
Det er en skam, for mange kunne bennefitte af at slippe det de tror er frihed og give sig selv fuldt og helt til det der kan være det bedste der er sket i deres liv.
Og hvis det viser sig at det ikke er det bedste, så opdager man det jo hen ad vejen, lige som man ville have gjort hvis man ikke gav det hele. Man er bare ikke oplevelsen rigere.
Jeg tror på at give alt. Alt hvad man har i sig tror jeg på at man skal give til den man elsker. Det er klart det kan gøre ondt, men det dør man ikke af.
A

Men vi har fat i noget vigtigt, ikke ?
DU har fat i noget vigtigt: Giv alt hvad man har i sig.
Det kommer mangefold tilbage :-)

i forholdet er?
I stedet for at gå imellem at slå op og ikke slå op. I vil tydeligvis ikke af med hinanden, så der må være noget ander I kan arbejde på.
Sørg dog for at gøre op med jer selv om I mon er sammen med personen af ren og skær vane eller om det er kærlighed (kan selvfølgelig være svært at vurdere)

Jeg gjorde det med min kæreste engang, at vi begge skrev ned hvad der var forkert i forholdet, vi gav papirerne til hinanden og talte lidt om det. Derefter gik vi hver til sit i en uge hvor vi ikke havde kontakt til hinanden og derefter mødtes vi igen og vi havde savnet hinanden rigtig rigtig meget. Det var på den måde lettere for os at få sat fokus på de områder i forholdet vi gerne ville have ændret. Det hjalp og vi er sammen i dag.
Måske det var en idé?

Det er så vigtigt, at jeg tror at hvis ikke man gør det, så har man dødsdømt det på forhånd.
Nemli! RIGTIG vigtigt!
Sådan er det bare.
Hvis du tror at et forhold eller et ægteskab er slut på friheden... Hvis du tror at du ikke skal give hele dig... SÅ LAD VÆRE!!! Mest for din egen skyld.
Sådan ser jeg det.
(og lad det så være usagt at den jeg bor sammen med, ikke har fattet ovenstående)
A
Matte - Du ramte hovedet på sømmet

vi har prøvet at finde ud af hvad der gjorde at forholdet ik fungerede, og prøvet at ændre det...men det er som om at lige meget hvor meget vi ændrer, dukker der enten nye ting op eller også falder vi tilbage i de samme problemer igen. Vi har før prøvet det med ik at snakke sammen et par dage, men det kunne ingen af os holde til. Min kæreste er ik meget for det med pause, han vil føle det ik er andet end selvpineri og uvished. Det er enten eller. Jeg troede vi har prøvet at og givet alt hvad vi havde i os, men nu kan jeg godt se, at jeg måske ikke helt har alligevel. Jeg er meget jaloux og har en eller anden underlig trang til at over-dramatisere når vi skændes, når han siger det til mig, benægter jeg selvfølgelig. Men efterfølgende kan jeg godt se det og blir ked af det....Har nok ikke gjort nok for at lade være, fordi jeg ikke rigtig var klar over at der virkelig var en risiko for at det en dag ville blive for meget for ham