Hvad husker du?

Det er interessant, hvad vi vælger at huske. Ny forskning viser, at et overfald huskes bedre end en solopgang.
Undersøgelsen viser endda, at det er de dårlige minder, som vi husker mest korrekt af de følelsesladede minder.
Elisabeth Kensinger fra Bosten College, som har forfattet undersøgelsen siger til metroXpress:
Det er faktisk lige meget, om en begivenhed mest er positiv eller negativ. Faktum er, at vi næsten altid husker de dårlige detaljer langt mere nøjagtigt end de gode.
Øv øv, hvorfor husker vi ikke det gode?
Der er da meget mere god energi i at huske gode ting, som man kan mindes i lang tid og altid tage frem og blive glad af igen og igen.
Er det ikke bare et valg, om man vænner sig til at huske på det gode eller det dårlige?
Husker du på gode eller dårlige ting?
Og hvad husker du?
Jeg vælger helt klart at huske på det gode. En dejlig dag sammen med mennesker, som jeg holder af, kan varme længe. Tanken om en dejlig, varm sommerdag kan jeg tage frem fra mindeposen, når det er allermest vinterkoldt og glæde mig til, at vi atter får godt vejr.
Hvorfor huske på det dårlige, det fylder så meget og kaster intet godt af sig?

egentlig er min hukommelse ik ret god, men de dårlige ting, gider jeg ikke at gemme på, og mine veninder syns jeg er kedelig, for jeg har aldrig sladder, slet ik dårligt sladder, men jeg elsker at sidde i solen om sommeren, for at ku tænke på, at jeg tog tid til mig selv og solen da muligheden var der, og kan trække det frem og mindes med glæde, de lækre stunder når det nu bliver kedelig kold blæsende regnvejrsdag midt i februar, men ofte kan jeg nemt finde det gode humør frem, de dage alligevel, f.eks ved at gå tur i ruskevejr, og gør det til noget dejligt, at ha et varmt hus, med varm cacao at komme hjem til, men nogle gange, kan jeg godt blive lidt irritabel over ikke at kan huske de kedelige ting, nogle gange er det, hvis min mand og jeg skændtes, og han finder meget lort frem, og jeg ikke kan huske, når han har lavet af lort, for jeg kan kun huske, vores dejlige tider, alt det andet er ikke lagret. Men det er måske derfor vi bor sammen på 24. år.

Hvis man har en grundlæggende positiv indstilling til livet og forventer det positive, gør det voldsomt indtryk på en, når verden viser sig fra den negative side. Når vi er børn, er vi jo grundlæggende tillidsfulde og fulde af fortrøstning til, at andre mennesker - og livet i det hele taget - vil os det godt. Når vi møder modstand, uretfærdighed, sorg og smerte rykker det derfor ved vores verdensbillede, og det gør selvfølgelig kolossalt indtryk. De oplevelser skal vi bearbejde og gennemleve, før vi - forhåbentlig - kan huske at nyde solopgangen igen.
Dermed vil jeg mene, at det reelt kan være et tegn på en sund og positiv livsindstilling, når man i tankerne vender tilbage til de negative og triste oplevelser - dem, der om ikke andet for en tid har rystet ved ens verdensbillede.
Har man haft en primært lykkelig opvækst med kærlige forældre, vil den ene oplevelse, hvor far eller mor viste sig fra en anden side, eller hvor livet "tillod" sig at gøre ondt, fx ved kaninens eller Mormors død, vel naturligt fylde uforholdsmæssigt meget, fordi det var en ny og smertefuld erfaring. Fars og mors nærvær og omsorg var jo helt selvfølgelige størrelser, som ikke lagrede sig som enkeltstående lykkestunder, men som var lige så naturlige som det, at der var vand at drikke, når man var tørstig.
Har man en negativ indstilling til livet - belært af triste erfaringer - burde man måske efter denne logik blive tilsvarende positivt overrasket, når livet viser sig fra den gode side. Men risikoen for, at man ikke opdager solopgangen og kærligheden og alt det andet gode, livet byder på, er stor, når man ikke forventer at møde den. Man tør ikke tro på det ubetinget positive og kan ikke dvæle i nuets lykkefølelse, fordi man har lært, at sådan er livet ikke - i morgen går det nok galt.

er der nogen der ved om der er i cirkus på fyn i dag??

Jeg har en tendens til at huske det dårlige frem for det gode.
Ved ikke helt hvorfor - og jo måske.. min mor er handicappet, og sidder idag i kørestol. Det gjorde hun ikk for 15 år siden, da kunne hun gå. For os var det normalt at hun gik som hun gik, for andre lignede det en der var fuld. Vi børn blev altid sure når vi hørte de uvidende danskere sige at hun da ikke skulle tage børn med i byen i den tilstand.
Jeg tror det har sat sine spor at være vokset op med dette.
Jeg elsker min mor over alt på jord og bebrejder hende ingenting, men jeg bebrejder de danskere, der tror de ved alt.
Tænk hellere over om det kunne være andet der gjorde at personen gik lidt anderledes eller bare var anderledes end dig selv.
Det er folk som disse, der gør mig bitter, og det gør at jeg som regel husker det dårlige frem for det gode.
Idag er det mig selv der er blevet syg, og har det på samme måde som min mor, og kan idag mærke smerten efter de "kloge" danskers tilråb.
Vær dog så voksen at turde tale med folk istedet for at råbe noget kun du selv kan høre alligevel.
Vi gør ingenting, bliver ikke sure. Vi bliver glade istedet for.

jeg er heldig hvis man kan sige det at jeg ikke kan huske en skid,
men mener da jeg bedst husker det posetive.

Fordi, vil jeg mene, vi ikke har færdigbearbejdede denne episode.
Vi lære af resultater, mest fra de dårlige, men det kræves indsats, eller forståelse.
Mener jeg o)
vh
Tom

Jeg husker både på de gode og de dårlige ting jeg har oplevet i livet, f.eks. den første dag i skolen, mine barndomsminder, den første kæreste i skolen, åh ja han hed Torben Larsen, hvad jeg lavede, af dumme og skøre ting i min ungdom, det første rigtige kys. Min grønne Puch maxi, da jeg fødte mine børn og deres barndom, med alle deres sjove og skøre bemærkninger.
Men jeg husker sandelig også alle de dårlige ting. Såsom dødsfald i familien osv.

Dødsfald i familien og andre smertefulde oplevelser og kriser eflader dybe sår i en liv, men jeg tror stadigt på, at alle slags sår kan heles, hvis blot man har energi og mod på at bearbejde disse dårlige minder udfra et nyt og større perspektiv. Jo mere, du betragter det udfra forskellige livsperspektiver, jo mere mening vil det give dig i forhold til dig selv og dit liv!
Eks. Som dreng fandt jeg sammen med min lillesøster min mor død i sengen om morgen, inden vi skulle i skole. Vi troede begge to, at hun sov, men lægen som blev tilkaldt konstaterede, at hun var sovet ind på grund af den mængde alkohol, hun havde indtaget i løbet af natten. Vi var selvfølgelig i dyb sorg, og kom aldrig helt over oplevelsen. Indtil jeg en dag fik mod på at tale min lillesøster om hændelsen. Vi spurgte vores far om, hvad han vidste omkring dødsfaldet. Han forklarede så (kunne ikke tale om det i mange år), at hun rent faktisk var i live - men hun døde af lægens fejlmedicinering. Han ville ikke klage over lægen, da vores mor i mange år havde haft en ulykkelig alkoholmisbrug, og hun i perioder havde det så svært at hun ønske at leve længere. En tragisk historie - men jeg fik placeret dødsfaldet i en meningsfyldt sammenhæng og det gav mig ro i sindet...Jeg tænker ikke længere denne hændelse som en dårlig minde, men derimod som en betydningsfuld og meningsdannende oplevelse, som har gjort meg mere livsklog og taknemmelig, fordi jeg er så heldig ikke at være alholmisbruger.

Jeg husker mest det dårlige. Jeg kan også huske de gode ting. Men de dårlige minder er dem jeg bedst kan huske, og jeg kan bedst huske hvordan følelserne var og sådan. De gode minder er nogen som jeg ikke rigtig kan huske.

Jeg bruger meget tid og energi på negative ting, skænderier el. lign. da jeg jo hele tiden spekulerer på hvad jeg gjorde galt, hvorfor den anden part tog det så ilde op og jeg helst vil leve i harmoni og fred med mine omgivelser. Selvtilgivelse er den sværeste disciplin overhovedet, for jeg vil helst ikke virke oerfladisk eller ufølsom (hvad jeg ikke anser mig selv for at være).
Ok, tiden læger alle sår, siger man jo og det eneste sikre her i livet er at vi alle sammen skal forlade det på et tidspunkt... og vi er her for at lære og begå fejl alle sammen...

For mig er harmoni og fred et uopnåeligt mål, som selv de bedste munker bruger hele deres liv på at opnå. Hvis du skal skabe grundlaget for at få harmoni og fred i din tilværelse, skal du først og fremmest undgå at bruge energi på ting og sager, du alligevel ikke har indflydelse på. Dernæst skal du lære at se dig selv og andre udfra et positiv vinkel, der peger fremad og ikke bagud. Selvfølgelig skal du lære af "dine" fejl, men ofte er de dårlige erfaringer/ minder overhovedet ikke brugbar i forhold til nu'et.
Derfor spørger jeg dig: Hvad får du konkret udaf at fokusere på de negative ting og samtaler? Og hvorfor pålægger du egentlig dig selv hele ansvaret for, at der sker negative ting eller der skændes omkring dig?. Hvordan kan du overhovedet komme frem til, at du alene har ansvaret for, at det hele går galt, når I er flere om det?
Når man tilgiver er det ikke ensbetydende med at man er blevet overfladisk eller ufølsom. Tilgivelser kan man efter min overbevisning ikke gøre nok. Det er netop et udmærket redskab til at skabe indre harmoni og fred. Hvis du tilgivelse andres fejl og mangler, viser du samtidigt et menneskelig overskud i selve situationen. Det giver indre ro, mulighed for at føre dialog indad og udad på en konstruktiv og anerkendende måde, en mulighed for at du kan komme vider i stedet for at forblive fastlåst i en uløseligt problem.
Håber, du kunne bruge det til noget....

Intet er så skidt at det ikke er godt for noget. Alt det "dårlige" som er sket én i tidens løb har ligesom "alt det gode" været med til at forme den person man er i dag. Selvom noget umiddelbart er destruktivt kan det på en anden måde være konstruktivt. Der er noget "godt" i "ondt" og omvendt. Alle de oplevelser vi gør os lærer vi jo netop noget af, specielt de "dårlige" og gudsketakoglov for det. Nogle vælger ikke at lære noget af alt det dårlige og ubehagelige (Se filmen Adams Æbler) og luller sig selv ind i en lille drømmeverden.
Jeg faldt engang på cyklen. Smerten/lidelsen jeg selvfølgelig modtag var udholdeligt, men det var sgu kun godt. Havde smerten ikke været der (havde min krop ikke signaleret eller måske alarmeret!) så havde jeg jo ikke tænkt videre over dette og så ville jeg ikke gøre noget ved min skade. Og måske brække benet. Smerte og lidelse er fantastisk! Hurra!
Du siger at du VÆLGER at huske på det gode. HVAD er det gode? Fortrænger du så ALT hvad du mener er destruktivt for dig i stedet for at tage ved lære af det?
"Hvorfor huske på det dårlige, det fylder så meget og kaster intet godt af sig?"
For at være den man er.