Jeg syntes allerede du er godt integreret, ud fra din beskrivelse i tråden her. Men desværre er din slags alt for få. Ahmed er desværre langt fra den eneste med fundamentalistiske islamistiske synspunkter i Danmark.
Jeg syntes du skulle læse "Mit syn på islam" skrevet af Ayan Hirsi Ali og som jeg bringer her:
”Om hellig krig, frafald og kvinders rettigheder i islam.
Alle islams tilhængere er ubestrideligt enige om, at definitionen på islam er “underkastelse for Allahs vilje”.
Denne guddommelige vilje er skitseret i Koranen og i Muhammads lære og gerninger, således som det er nedskrevet i Hadith eller Sunna.
Mens Koranen anses for at være Guds sande og uforfalskede ord åbenbaret til Muhammad gennem englen Gabriel, så har Sunnaen mindre vægt og har altid været årsag til uenigheder blandt muslimske lærde.
Imidlertid er islamiske teologer nået til consensus vedrørende autoriteten af et sæt på seks bind fra Sunnaen, kaldet ”Sahih Sita” eller de autentiske seks.
Vedrørende emnerne hellig krig (jihad), frafald og behandlingen af kvinder er Koran og Sunna helt klare.
Det er enhver muslims pligt at udbrede islam til de vantro, først gennem dawa (at hverve proselytter), og derefter gennem jihad, hvis de vantro nægter at omvende sig.
Det er obligatorisk for de vantro at acceptere islam.
Fritaget for denne pligt er Bogens Folk: Kristne og jøder. Begge grupper har et valg. De kan tage imod islam og nyde samme rettigheder som andre muslimer, eller de kan fastholde deres tro og føre et liv som dhimmier (andenrangsborgere).
Juridisk set har en dhimmi ikke samme rettigheder som en muslim. For eksempel kan en muslimsk mand tage sig en jødisk eller kristen kone, men jøder og kristne har ikke lov til at gifte sig med muslimske kvinder.
Hvis en kristen eller jøde dræber en muslimsk mand, bør han dræbes omgående. Modsat bør en muslims blod aldrig spildes som gengæld for kristnes eller jøders blod.
Det er ligeledes en pligt for enhver muslim at beordre dyd og forbyde last.
Frafald, den værste forbrydelse en muslim kan begå, bør straffes med døden. Straffen behøver ikke blive effektueret af staten, men kan nemt håndhæves af civile.
Når det handler om at opretholde islamisk lov, er retfærdigheden lagt i hænderne på enhver muslim.
Hvad angår behandlingen af kvinder i Koran og mere udførligt i Sunna, så tildeles piger en position i familien, der kræver af dem, at de er føjelige – de er økonomisk afhængige af deres mandlige slægtninge, der samtidig har retten til deres kroppe.
I islam er der et strengt underdanighedshierarki. Først og fremmest er alle mennesker Allahs slaver.
I muslimske samfund skal børn adlyde deres forældre. Derudover skal kvinder og kvinder ubetinget adlyde og servicere deres mandlige værger og især deres ægtemænd.
Dette dekret om ægteskabelig lydighed er på ingen måde gensidigt.
I islam er en kvinde inkompetent og skal altid have en værge.
Ansvaret for formynderskabet kan overgå fra far til bror til onkel, indtil pigen bliver bortgiftet, hvorefter hendes ægtemand overtager formynderskabet.
Ægteskab bliver typisk arrangeret uden at pigen har noget valg, og arrangementet indbefatter ofte en medgift.
Således er det også i dag ganske almindeligt under islams religiøse styre, at en kvindes rettigheder slet og ret bliver solgt til en mand, hun måske ikke kender og sandsynligvis ikke elsker.
Hvad angår undervisning af piger under islam, er der en klar indoktrinering i ulighed. I islam består undervisning i videregivelse af reglerne om underkastelse for Allahs vilje.
En væsentlig del af denne ”undervisning” er en fastslåen af kønsroller. Piger dikteres først og fremmest underdanighed i forhold til Gud, dernæst til familien og endelig til ægtemanden.
Der er en streng betoning på ærbarhed, defineret af jomfruelighed. En muslimsk pige oplæres til voldsomt at vogte sin jomfruelighed som et udtryk for loyalitet over for Skaber, familie og ægtemand.
Denne form for undervisning hæmmer hendes chancer for nogensinde at blive selvhjulpen eller økonomisk uafhængig. Kvinders mangel på social lighed og frihed er en direkte følge af islams lære. Under islam skal en kvinde altid bede sin mand om lov, og hun skal ubetinget adlyde.
Kravet forsvinder i det enestående tilfælde, at han beder hende om at svigte Gud – så har hun lov til ikke at adlyde.
Selvom det er sandt, at kvinder i islam, teknisk set, har frihed til at drive handel og eje noget, så gør i bedste fald den totale lydighed over for værger denne ”frihed” hypotetisk.
Målet med den undervisning, der i islam gives til piger, er at opnå kontrol over kvindelig seksualitet.
Resultatet af denne indoktrinering er, at muslimske piger finder det legitimt og ofte verbalt forsvarer deres underordnede status.
Et muslimsk samfund er villigt til at gå meget langt for at opretholde seksuel kontrol – så langt, at det ofte krydser grænsen til det absurde og – i vestlig forstand – det kriminelle.
I islam er en pige giftemoden, når hun har haft sin første menstruation. Muhammad blev forlovet med sin kone Aisha, da hun var seks år gammel, og han giftede sig med hende (havde samleje) med hende, da hun blev ni.
Millioner af muslimske mænd verden over følger i Muhammads fodspor – et af de mest prominente eksempler var den afdøde Ayatollah Khomeini.
Under sharia-loven (islamisk lov), der praktiseres i Saudiarabien, Iran og dele af Nigeria, er kvinders borgerlige rettigheder dramatisk reducerede.
Trusler om fysisk afstraffelse i form af piskning og stening gør udsigterne for kvinders økonomiske uafhængighed og seksuelle frihed helt umulige.
Helt mirakuløst vil man selv under så barske omstændigheder finde kvinder, der er relativt veluddannede, har noget at skulle have sagt med hensyn til valg af ægtemand og formår at tjene til livets ophold. Men det skal stå klart, at disse undtagelser skyldes medfølelse og fremskridtsvenlighed hos familier, der har været under vestlig indflydelse, og ikke regler, der stammer fra islam.
I vores søgen efter forsoning mellem muslimske og vestlige samfund er det vigtigt at erkende, at muslimer er lige så forskellige som islam er monolitisk.
Islam forsøger at forene mere end en milliard mennesker af forskellige geografisk oprindelse, sprog, etnicitet og kultur samt uddannelsesmæssige baggrunde i én religiøs stamme.
Og selvom jeg normalt anerkender, at stereotypisering af troende er svært, eftersom tro er noget subjektivt, så vil jeg alligevel for diskussionens skyld skelne mellem fem forskellige typer muslimer.
Den første gruppe indbefatter de muslimer, der forlader deres tro, fordi den ikke stemmer overens med deres samvittighed eller moderniteten. Den gruppe er vigtig for udviklingen i den islamiske verden, fordi de stiller de påtrængende og kritiske spørgsmål, troende sædvanligvis undgår. Eks-muslimer, der bor i vesten, er kun lige begyndt at finde deres ståsted og drage fordel af den åndelige og sociale frihed, der er til deres rådighed.
Den anden gruppe består af ægte muslimske reformatorer, såsom Irshad Manji, der erkender det forældede i Koranens teologiske befalinger og profetens umoral. De har en tendens til at lægge vægt på de tidlige kapitler i Koranen, der opfordrer til godhed, generøsitet og spiritualitet. De anfører, at de senere kapitler, hvor islam bliver politiseret og begreberne sharia, jihad og martyrium bliver introduceret, bør læses i den kontekst, de blev skrevet i for 1400 år siden.
Den tredje gruppe udgøres af de muslimer, der støtter islams gradvise og dominerende udbredelse i hele verden. De udnytter de friheder, de har i et demokrati, til at underminere samfundet, og selvom de oprindelig var imod voldsanvendelse, forudser de, at når først de troendes antal når et kritisk punkt, så kan man tage sig af de sidste rester af vantro med vold, hvorefter sharia-lov kan implementeres over hele verden. Ayatollah Khomeini anvendte denne metode med succes i Iran. Erdogan i Tyrkiet går i hans fodspor. Tariq Ramadan, med dybe rødder i Det Muslimske Brdoerskabs arv, går ind for et sådant program blandt europæiske muslimer.
Den fjerde gruppe er den mest synlige og umiddelbart truende. I denne gruppe finder vi et stigende antal kompromisløse muslimer, der har defineret martyrium som deres eneste mål.
Det er en hær af unge mænd, der af et magthungrende præsteskab piskes frem til et selvmorderisk vanvid. Dette præsteskab har offentlige platforme og arbejder ustraffet fra institutioner, der ikke røres og ofte støttes finansielt af de nationale autoriteter.
Den femte gruppe er stort set ineffektiv og kun en trussel i kraft af, at de nægter at erkende sandheden. Her finder vi elite-præsteskabet, der gør et show ud af at prøve at forene islam med moderniteten. De motiveres af selvbevarelse og har ingen interesse i virkelig reform.
De tager udvalgte passager fra de hellige bøger for at fremstille islam som fredelig, idet de ignorerer de mange passager, der opildner til vold, såsom de vers, der beordrer drab på frafaldne.
Det er fra de to første af disse fem grupper, at fremskridt og reform skal komme. Hvad angår resten, så vil den vestlige verden gøre klogt i at indse islams realiteter – en religion, der blev nedskrevet for over tusind år siden med vold og undertrykkelse som kardinalpunkter.”
(Born in Somalia and raised a devout Muslim, Ayaan Hirsi Ali is an active critic of Islam, an advocate for women’s rights and a leader in the campaign to reform Islam. Her willingness to speak out and her abandonment of the Muslim faith have made her a target for violence and threat of death by Islamic extremists. She is currently a fellow at the American Enterprise Institute, in Washington D.C., and is the author of the bestselling memoir "Infidel.")
Oversat og bearbejdet fra engelsk:
http://newsweek.washingtonpost.com/onfai...id=opinionsbox1