hvad kan man forlange af en anden

ved ikke helt hvordan jeg skal opsummere 7år kort. Men - jeg elsker min kæreste som jeg begyndte at komme sammen med for 7 år siden.Han er en fantastisk person, kreativ, flot, venlig, vi har de samme værdier.
Han er 14 år ældre end mig, har aldrig haft egen bolig (har boet med venner eller på lejede værelser) - går slet ikke op i at eje ting. Han er italiener og vi har pendlet frem og tilbage i 7 år nu, det har været vilkårene pga. studier og arbejde.
MEN, jeg ville ønske at han ville have lært dansk - eller bare forsøgt det, så han f.eks. kunne komme til dk og arbejde, kunne kommunikere med min familie osv...han har alle år sagt at han 'var igang med at lære' men det har han altså ikke. Jeg ville gerne forsøge at flytte ned til ham, hvilket jeg jobmæssigt og sprogmæssigt nu er i stand til, men jeg vil ikke bo i et lille lejet værelse hos hans ven.
Jeg har faktisk i flere år bedt ham enten gøre noget ud af sit dansk, så han kan forsøge at komme og bo i min lejlighed og få et job her - eller om han ville lede efter en lille lejlighed så jeg kunne komme ned og bo hos ham. Han har aldrig gjort nogen af delene, og synes iøvrigt jeg er urimelig. Nu har jeg nyligt gjort forholdet forbi - men han argumenterer virkelig for at jeg reagerer helt urimeligt...så nu kommer jeg helt i tvivl.... kan man tillade sig at stille sådanne kriterier som jeg har gjort? Synes vores forhold har været som 'andre' forhold, i det omfang vi har været sammen - altså med både godt og skidt - men de ting jeg har beskrevet ovenfor synes jeg alligevel er grundlæggende vigtige : at man finder et sted sammen, gør noget for at kunne skabe et liv sammen osv. Når jeg har sagt at det føles som om han ikke er villig til at tage de næste skridt for at vores forhold kan gå videre, siger han at jeg tager fejl og bliver iøvrigt meget såret... er virkelig forvirret og i tvivl om hvad jeg skal stille op og tænke... er der nogen der har råd/lignende erfaringer?

sad lige og læste igennem og blev nødt til at tilføje: min nu x-kæreste har altid sagt og siger stadig at det er mig han vil være sammen med resten af sit liv - det er heller ikke det jeg tvivler på, men jeg synes bare man er nødt til at skabe nogen fysiske rammer at have det liv sammen i...det er nærmest det han ikke er enig i tror jeg...

på den måde. Pyh, det var godt nok lang tid...
Men helt ærligt det lyder lidt som om, at han ikke rigtigt vil dig. Han er sikkert glad for dig, men når han ikke er villig til at tage nogle valg, hvad kun du så bruge det til i længden???
Og nu ved jeg godt, at det ikke er pænt at spørge om, men er du helt sikker på, at han ikke har en anden i Italien?

- boheme, også så det vil noget
http://da.wikipedia.org/wiki/Boheme
- Men du har da også en fundamentskrise inde på livet. Hvis du vil ham, bliver det på vennens værelse indtil HAN kører træt i det.

...man kan selvfølgelig aldrig vide 100% men jeg tror 100% på at han ikke har en anden. jeg kender hans omgangskreds - de fleste er gift - hans familie har jeg det godt med, vi ses og skriver meget sammen. han har aldrig rigtig skrevet med min familie pga. sproget... faktisk er det mig der nok har været tættest på at 'have en anden' - men det blev nu aldrig til noget... jeg ville også beskrive ham som 'boheme' - men kan man virkelig leve sådan et helt liv...

Det er ikke urimeligt at han efter 7 år med relativt begrænsede muligheder for samværd, ikke har taget sig sammen og skabt rammerne for at i kan være permanent sammen det ene eller andet sted.
Jeg opfatter det sådan at han sikkert elsker dig, men ikke nok til at give slip på sin egen frihed og sorgløshed. Jeg følger ham 100% i ikke at ville eje noget, det vil jeg fanme heller ikke! Men, man kan leje lige så fint og kan han ikke engang overveje en selvstændig lejlighed til jer, er jeg ikke sikker på han er noget for dig.
I er hvert sit sted og måske bliver det aldrig anderledes. Kom videre med dit liv.

være at de rammer der betyder så meget for dig som dansker er fuldstændig værdiløs for en italiener??
Jeg ved godt at det måske lyder forkert... men jeg er selv fra sydtyskland, jeg har boet 14 år i Danmark, og jeg har til dagen i dag ikke forstået den danske mentalitet helt. Heller ikke grammatikken :-)
Dansker bruger ufattelig meget tid på at være så perfekte, det perfekte hjem, den perfekte bil, den perfekte karriere, de perfekte børn.... osv, og når alt er skabt perfekte, så er deres liv alligevel ikke så perfekte...
Min kæreste og jeg var forleden til den "perfekte" bryllup, hvor vi bagefter blevet vist rund i deres perfekte hus ... hvor der blevet snakket om køkken fra ... og møbler fra ... osv, men jeg kan faktisk ikke huske at have set brudparen kysse hinanden udover traditionen hvor man slå med bestik på tellerkener...
Måske skulle du satse på kærligheden og så prøve selv at finde en lejlighed til jer.. (mænd er jo heller ikke altid så forpuldede hurtig)
og ang hans dansk - det er virkelig svært for os udlændige at lære det, jeg var næsten selv ved med at give op flere gang.
Jeg håber du finder ud af det, ... (og min mening om dansker var ikke ment som kritik, bare sådan som jeg opfatter det)

det her handler jo ikke om at det er svært at lære dansk eller om det perfekte liv set med en danskers øjne.
Det handler om et par som er forelsket hvor den ene vil noget den anden simpelthen ikke har lyst til. ganske simpelt. og foregår også danskerne imellem, så det er helt normalt.

Du kan INTET forlange af den anden, den anden vælger, det er sådan du skal se på det.
du siger ikke hvor længe du har ønsket han skulle finde noget til jer dernede, eller hvor længe han har kendt til dette ønske? ligeledes nævner du ingen alder, blot en alders forskel, det gør det hele en anelse mere kompliceret at svare på.
Jeg tror du har ret i at han ikke har en anden, men jeg tror han elsker sin frihed alligevel. tager du den fra ham, vil han måske ikke længere være den mand du forelskede dig i. DU må træffe et valg, da du jo som nævnt intet kan forlange af ham.
Det første er, kan du undvære dit familie her i Dk? kan du leve et liv muligvis uden børn? hvad er dine værdier og kan du leve efter dem dernede? vil du kunne forsørge dig selv, skabe et netværk udenom ham?
hvis ja, så kunne du jo finde et job og en bolig i Italien og stadig være sammen med din fyr uden at i bor sammen ! måske vil i komme hinanden nærmere og alt kan ske, eller du kan leve dit eget liv dernede. der er jo mulighed for at vænne hjem igen.
men inden da. overvej om DU vil gå så lang blot i et FORSØG på at redde noget af forholdet. Det var det bedste forslag jeg kunne komme op med, på baggrund af de sparsomme informationer. Men du skal tænke dig godt om, og husk at han åbenbart ikke ville gøre det samme for dig ! Det er muligt at i tænker i forskellige former for kærlighed.

Hvad vil med sådan en taber???
Spille resten af dit liv med ham.
Send ham hjem til sin Mor.

jeg synes ikke det du skriver er kritisk men derimod meget rigtigt! det er jo lige netop det, at han ikke har gået op i at alt skal være så perfekt, som har tiltalt mig - jeg bliver tit skræmt af hvor perfekt alt skal være herhjemme...
Du skriver du er sydtysker - min (ex)kæreste og jeg, har gennem årene kendt mange dansk-udenlandske par - nok fordi der er mere til fælles. de har alle forsøgt at lære ihvertfald lidt af hinandens sprog. det er ikke det, at han ikke har lært dansk, der har såret mig - det er det at han slet ikke har forsøgt...han har først forsøgt at sige 'jeg elsker dig' nu her fornyligt. jeg ville aldrig forlange af ham at han skulle kunne sproget nær flydende - jeg har boet to år i californien, og efter to år med kun engelsk havde jeg selv kæmpe problemer med udtalen af dansk i et par uger...og jeg er indfødt dansker!
Men for mig var det jo også mere og mere klart at hvis han ikke kan dansk - så må vi bo i hans land. Det vil jeg også meget gerne (jeg har boet mange steder i mit liv) - men han har jo så ikke rigtigt åbnet op for det heller...jeg ville være glad for bare at have et sted med eget køkken og bad,så vi ikke skulle dele med fremmede - jeg er ret ligeglad med hvor stort det er, postnr. osv.
det er faktisk ihvertfald de sidste 5 år jeg har, i begyndelsen antydet, at disse ting (sprog - et sted at bo sammen osv) var vigtige for mig - med årene er mine 'antydninger' selvfølgelig blevet mere og mere til krav eftersom intet er sket. Og jeg ved at i min kærestes øjne er disse krav = at jeg er blevet mere og mere hysterisk... hvilket jeg sagtens kan forstå han synes - samtidig har jeg hele tiden hørt fra familie og venner, at han da var sløv, hvad ville vi leve af, har han stadig intet sted at bo osv osv... han er 46 nu. Jeg ved at hans egen familie også bekymrer sig over at han intet sted har at bo, intet fast job har osv.
jeg ved ikke om jeg finder ud af det... når jeg reflekterer over det hele, synes jeg at det er ironisk, at alle de ting hos ham jeg forelskede mig i ,også er dem der har gjort at jeg er blevet frustreret over vores forhold.