hvad med os??

Hvad gør man når man har mistanke om at en kærste er bi/ homosexuel? Han vil ikke tale om det, snakker hele tiden uden om.
Hvad med mig, ham os vores datter? Jeg elsker ham og kan ikke forstille mig et liv uden ham.
Jeg har tænkt på at hvis han ville have lov til at have sex med en anden mand, kan jeg så
leve med følensen om at skulle dele ham med en anden? Bare ved tanken er jeg jaloux.
Når det kommer til stykket er jeg nok meget egoistisk, men jeg er bange for at han vil syntes bedre om sex med en anden mand. Vil gerne høre fra nogle som har en mening eller endnu bedre erfaring

Ja, du har fået et problem på halsen, men er det nu så galt. Prøv at tage en snak med ham om din mistanke og spørg ham om der er noget andet han vil prøve af med sig selv, i er vel ikke i en sådan situation, at i ikke kan tale om tingene. Det er muligt, at det er en fantasi han har og måske skal han have prøvet fantasien før ham får fred med sig selv, får han fred med sig selv, så skaldu se så bliver han hos dig, det kan også være en løsning for ham, at han måske får en ven, der så gør at han kan leve sit liv sammen med og jeres barn, men for ikke at gøre dette for langt, så vil jeg gerne svare dig mere privat, så skriv til mig.
hilsen chris_gard@sol.dk

Hej fortvivlede
Hvis han snakker uden om, ja så er du altså nødt til at acceptere dette og give ham den tillid der skal til i et forhold. Også selv om du er overbevist om du har ret.
Mit råd til dig/jer er at tage en virkelig dyb og ærlig snak om tingene. Du skal dog først og fremmest overveje om du mener at kunne "tåle sandheden" uden at bebrejde ham det ene eller andet og hav med i dine overvejelser hvordan du helt inderst inde føler omkring dette - både som menneske og som partner. Ens seksualitet er nemlig en så personlig ting at selv partneren kan komme for tæt på og vi har alle individdets ret til at have det inderste rum for os selv.
Har selv en mand der har erklæret sig interesseret i at dyrke sin bi side. Det er noget jeg som kvinde lige skulle tænke over en ekstra gang. Jeg er afklaret omkring at han selvfølgelig skal have retten til og muligheden for at finde ud af sig selv, men er også MEGET bevidst om mine egne følelser i den forbindelse. Selvfølgelig føler jeg mig også utryg/bange og ked af det og tænker "Hvorfor kan jeg ikke give ham det han har brug for". Men sådan er tingene desværre bare ikke altid skruet sammen.
Med eftertanke
En_Fynsk_K