Hvad sker der når vi dør?
Det lette svar er naturligvis: vent og se!
Det lidt mere tænksomme svar noterer sig, at nogle mennesker har haft såkaldte nærdødsoplevelser, hvor de bagefter fortæller om mødet med deres afdøde slægtninge, en følelse af velvære og kærlighed og en fornemmelse af, at kærligheden gør livet værd at leve. Nogle taler om at møde "et lys", at komme igennem "en tunnel" eller lignende.
Så måske sker der noget efter døden. Vi må naturligvis være åbne for, at sådanne nærdødsoplevelser kan være vores hjerne der snyder os- lidt som når vi drømmer eller er i total narkose under en operation.
Her vil jeg prøve at fortælle lidt om Bibelens bud på døden. Jeg vil ikke fortælle om "opstandelsen", men i stedet fokusere på om der mon umiddelbart sker noget når vi dør- altså bortset fra begravelsen!
Hvis vi læser i de gamle jøders Bibel (Det Gamle Testamente) fortælles der ikke rigtigt noget om et bevidst liv efter døden. De døde går til dødsriget, som er stedet for de døde under jorden (Ez 31:15-17)- med andre ord, bliver de begravet. Dødsriget er støvets sted (Job 17:16), fyldt med mørke (Job 10:21), stilhed (Salme 94:17) og glemsel (Salme 88:12).
Det lyder jo lidt trist og livløst. Enkelte steder liver dødsriget dog lidt op som i Es 14:9-10 hvor der står:
"Dødsriget dernede ryster,
når du kommer;
dødningene vækkes op,
alle jordens herskere;
alle folkenes konger
rejser sig fra deres troner.
De hilser dig alle
med disse ord:
»Også du er blevet afmægtig ligesom vi,
nu ligner du os".
Her hilses der da i det mindste i dødsriget, men det er jo lidt trist- det er afmagtens sted!
Hvis vi vender os væk fra den officielle Bibel og i stedet kigger lidt på den senere jødiske litteratur sker der noget interessant: Lige pludseligt kommer der liv i dødsriget. Især et sted er interessant, fordi det leverer tankegods som Jesus synes at bruge- det virker som om han kender dette steder og bruger det aktivt i sin undervisning af disciplene. Stedet er Enoch's bog kapitel 22:1-14 (den kan læses her http://www.heaven.net.nz/writings/thebookofenoch.htm i engelsk oversættelse- Enoch's bog blev fundet sammen med de såkaldte "Dødehavsruller" i 1948), som fortæller om nogle "hule steder", hvor "de døde sjæles ånder forsamles... disse steder er lavet for at modtage dem indtil deres dommedag" (vers 3-4, min oversættelse fra engelsk). Videre forklares det, at stedet er inddelt i to adskilte dele, hvor de retfærdige er ved en vandkilde, medens de "onde" afventer deres dom i pine i den anden del (vers 8-11).
Lignende tankegods kan forøvrigt findes i en historie der florerede blandt jøderne på Jesu tid. Historien fortæller om den rige skatteinddriver Bar Ma'jan som dør og får en pompøs begravelse. På samme tid døde en fattig student og blev begravet uden pomp eller pragt. Alligevel befandt studenten sig i Paradis ved rindende strømme, medens Bar Ma'jan befandt sig nær en flodbred, men uden at kunne komme hen til vandet (historien var en omskrivning af en gammel Egyptisk historie og kan læses her: Jeremias, parables, siderne 178-9,183).
Der var altså jøder på Jesu tid der troede på et liv i en slags "åndeverden" efter døden. Hvordan forholdt Jesus sig til denne lære- fremmed som den var for det gammeltestamentelige dødsrige? Det får vi svaret på i beretningen om den rige mand og Lazarus:
"Lignelsen om den rige mand og Lazarus
Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«" Luk 16:19-31
Jesus ikke bare accepterer tankerne om et efterliv i dødsriget, hvor de gode velsignes, medens de onde pines- han giver oven i købet historierne sin egen drejning, nemlig at det gælder om at omvende sig og lytte til profeterne medens man lever her på jorden- i dødsriget er det for sent!
Der er altså sket noget- nok beskrev 14:9-10 som et magtesløst og trist sted for de onde. Jesu lære om dødsriget giver ikke dem nyt håb, men Jesus kommer med tilføjelsen, at de gode har det godt i dødsriget. Så endeligt er der lidt godt nyt fra Bibelen om "livet" umiddelbart efter døden.
Det der sker i Det Nye Testamente er at en begyndende ånd/legeme dualisme begynder at forme sig. Vi begynder altså at se tegn på liv, uafhængigt af det menneskelegeme som definerer menneskets sjæl i Det gamle Testamente. Steder, hvor vi kan læse om en sådan dualisme i Det Nye Testamente er:
"Så er vi da altid ved godt mod, og vi er det, selv om vi ved, at vi ikke kan være hjemme hos Herren, så længe vi har hjemme i legemet" 2 Kor 5:6
"Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag. For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt". 2 Kor 4:16-18
"Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – blev rykket bort til den tredje himmel. Og jeg ved om dette menneske – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – at det blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale". 2 Kor 12:2-4
Det vi lærer af disse steder er, at der findes liv uafhængigt af legemet- og at dette liv har noget med Paradis at gøre. Bibelen sammenligner det med et indre kontra et ydre menneske- Det indre menneske beskrives som "usynligt"- men det pointeres, at det ydre menneske i sin nuværende form ikke kan være sammen med Gud (jvfr. 1 Kor 15:50-54).
Kort sagt- Bibelens lære udvikler sig, efterhånden som historien skrider frem. I begyndelsen er dødsriget et sted uden tanke eller liv, senere bliver det et afmagtens liv (for de onde), men med kristendommen tages der hul på en beskrivelse af efterlivet, hvor "de gode" venter i Paradis. Parallelt med denne udvikling ses en begyndende ånd/legeme dualisme at tage form, hvor delen der ikke er bundet af legemet kan besøge eksempelvis Paradis.
Så der er iflg. Bibelen et liv efter døden (også før opstandelsen). Om det er dette liv nærdøds oplevelserne fortæller om, skal jeg lade være usagt. Og det er naturligvis også op til læseren selv at bedømme om man overhovedet vil tro på Bibelen!
Det lidt mere tænksomme svar noterer sig, at nogle mennesker har haft såkaldte nærdødsoplevelser, hvor de bagefter fortæller om mødet med deres afdøde slægtninge, en følelse af velvære og kærlighed og en fornemmelse af, at kærligheden gør livet værd at leve. Nogle taler om at møde "et lys", at komme igennem "en tunnel" eller lignende.
Så måske sker der noget efter døden. Vi må naturligvis være åbne for, at sådanne nærdødsoplevelser kan være vores hjerne der snyder os- lidt som når vi drømmer eller er i total narkose under en operation.
Her vil jeg prøve at fortælle lidt om Bibelens bud på døden. Jeg vil ikke fortælle om "opstandelsen", men i stedet fokusere på om der mon umiddelbart sker noget når vi dør- altså bortset fra begravelsen!
Hvis vi læser i de gamle jøders Bibel (Det Gamle Testamente) fortælles der ikke rigtigt noget om et bevidst liv efter døden. De døde går til dødsriget, som er stedet for de døde under jorden (Ez 31:15-17)- med andre ord, bliver de begravet. Dødsriget er støvets sted (Job 17:16), fyldt med mørke (Job 10:21), stilhed (Salme 94:17) og glemsel (Salme 88:12).
Det lyder jo lidt trist og livløst. Enkelte steder liver dødsriget dog lidt op som i Es 14:9-10 hvor der står:
"Dødsriget dernede ryster,
når du kommer;
dødningene vækkes op,
alle jordens herskere;
alle folkenes konger
rejser sig fra deres troner.
De hilser dig alle
med disse ord:
»Også du er blevet afmægtig ligesom vi,
nu ligner du os".
Her hilses der da i det mindste i dødsriget, men det er jo lidt trist- det er afmagtens sted!
Hvis vi vender os væk fra den officielle Bibel og i stedet kigger lidt på den senere jødiske litteratur sker der noget interessant: Lige pludseligt kommer der liv i dødsriget. Især et sted er interessant, fordi det leverer tankegods som Jesus synes at bruge- det virker som om han kender dette steder og bruger det aktivt i sin undervisning af disciplene. Stedet er Enoch's bog kapitel 22:1-14 (den kan læses her http://www.heaven.net.nz/writings/thebookofenoch.htm i engelsk oversættelse- Enoch's bog blev fundet sammen med de såkaldte "Dødehavsruller" i 1948), som fortæller om nogle "hule steder", hvor "de døde sjæles ånder forsamles... disse steder er lavet for at modtage dem indtil deres dommedag" (vers 3-4, min oversættelse fra engelsk). Videre forklares det, at stedet er inddelt i to adskilte dele, hvor de retfærdige er ved en vandkilde, medens de "onde" afventer deres dom i pine i den anden del (vers 8-11).
Lignende tankegods kan forøvrigt findes i en historie der florerede blandt jøderne på Jesu tid. Historien fortæller om den rige skatteinddriver Bar Ma'jan som dør og får en pompøs begravelse. På samme tid døde en fattig student og blev begravet uden pomp eller pragt. Alligevel befandt studenten sig i Paradis ved rindende strømme, medens Bar Ma'jan befandt sig nær en flodbred, men uden at kunne komme hen til vandet (historien var en omskrivning af en gammel Egyptisk historie og kan læses her: Jeremias, parables, siderne 178-9,183).
Der var altså jøder på Jesu tid der troede på et liv i en slags "åndeverden" efter døden. Hvordan forholdt Jesus sig til denne lære- fremmed som den var for det gammeltestamentelige dødsrige? Det får vi svaret på i beretningen om den rige mand og Lazarus:
"Lignelsen om den rige mand og Lazarus
Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«" Luk 16:19-31
Jesus ikke bare accepterer tankerne om et efterliv i dødsriget, hvor de gode velsignes, medens de onde pines- han giver oven i købet historierne sin egen drejning, nemlig at det gælder om at omvende sig og lytte til profeterne medens man lever her på jorden- i dødsriget er det for sent!
Der er altså sket noget- nok beskrev 14:9-10 som et magtesløst og trist sted for de onde. Jesu lære om dødsriget giver ikke dem nyt håb, men Jesus kommer med tilføjelsen, at de gode har det godt i dødsriget. Så endeligt er der lidt godt nyt fra Bibelen om "livet" umiddelbart efter døden.
Det der sker i Det Nye Testamente er at en begyndende ånd/legeme dualisme begynder at forme sig. Vi begynder altså at se tegn på liv, uafhængigt af det menneskelegeme som definerer menneskets sjæl i Det gamle Testamente. Steder, hvor vi kan læse om en sådan dualisme i Det Nye Testamente er:
"Så er vi da altid ved godt mod, og vi er det, selv om vi ved, at vi ikke kan være hjemme hos Herren, så længe vi har hjemme i legemet" 2 Kor 5:6
"Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag. For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt". 2 Kor 4:16-18
"Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – blev rykket bort til den tredje himmel. Og jeg ved om dette menneske – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – at det blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale". 2 Kor 12:2-4
Det vi lærer af disse steder er, at der findes liv uafhængigt af legemet- og at dette liv har noget med Paradis at gøre. Bibelen sammenligner det med et indre kontra et ydre menneske- Det indre menneske beskrives som "usynligt"- men det pointeres, at det ydre menneske i sin nuværende form ikke kan være sammen med Gud (jvfr. 1 Kor 15:50-54).
Kort sagt- Bibelens lære udvikler sig, efterhånden som historien skrider frem. I begyndelsen er dødsriget et sted uden tanke eller liv, senere bliver det et afmagtens liv (for de onde), men med kristendommen tages der hul på en beskrivelse af efterlivet, hvor "de gode" venter i Paradis. Parallelt med denne udvikling ses en begyndende ånd/legeme dualisme at tage form, hvor delen der ikke er bundet af legemet kan besøge eksempelvis Paradis.
Så der er iflg. Bibelen et liv efter døden (også før opstandelsen). Om det er dette liv nærdøds oplevelserne fortæller om, skal jeg lade være usagt. Og det er naturligvis også op til læseren selv at bedømme om man overhovedet vil tro på Bibelen!