Hvad tror Enoch?

Hvad tror Enoch på??
Jeg er ikke meget for, at fortælle det. Alligevel, jeg vil godt fortælle lidt om mig selv. Først og fremmest for, at ingen skal være i tvivl, tror jeg på følgende:
Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.
Vi tror på Gud Fader, den almægtige, himlens og jordens skaber.
Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne søn, vor Herre, Som er undfanget ved den
Helligånd, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet,
nedfaret til Dødsriget, på tredie dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende
ved Gud Faders, den almægtiges højre hånd hvorfra han skal komme at dømme levende
døde.
Vi tror på Helligånden, en hellig, almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes
forladelse kødets opstandelse og det evige liv.
Amen.
Jeg tror på Bibelen. Jeg tror , at den gamle danske Asatro har sit sidestykke i Bibelens fortællinger. Jeg tror, at Bibelen er Jødernes hellige bog og at den Gud der benævnes der, er Jødernes Gud Jehova. Navnet er rettere Jahveh også kendt af Abraham under navnet El-shadaj.
Jeg tror på skabelsen, men ikke som så mange opfatter skabelsesberetningen i Bibelen. Jeg tror Bibelens skabelsesberetning er sand, men den fortælle ikke beretningen, men sin egen historie, som kan forstås, som man vil.
Jeg tror på de første mennesker, som benævnes i Bibelen, som Adam og Eva, som pseudonym for mennesket i al almindelighed.
Jeg tror på, at skabelsen var den proces, som ”koderne” i energien udtrykte i et forløb.
Jeg tror på mennesket, som Guds børn og Gud, som menneskets Far, forstås på den måde, at vi projectere Gud og i den forstand projectere vi os, som Guds børn.
Jeg tror på, at Guds rige er inden i os. Hvis det ikke er det, kommer vi aldrig til at se Guds rige.
Jeg tror Jehovas Vidner er falske profeter. De er interesseret i imperialistisk verdensherredømme på Gud Jehovas vegne.
Jeg tror på det gode i mennesket. Jeg tror på, at vi skal leve sammen i fred med alle religioner og forstå hinanden, som forskellige måder at tilbede gud på.
Jeg tror nogle spirituelle filosofier er bedre end andre til, at forløse det optimale menneske. Jeg tror på fred, men også at vi må kæmpe for fred.
Jeg tror på det gode i mennesket, men også på det onde og at vi må bekæmpe det onde med det gode.
Jeg tror på mig selv, at jeg har et ansvar for alle andre.
Jeg tror på demokrati og ytringsfrihed. Jeg tror på kvindernes ligeberettigelse, men også at vi mænd bærer et større ansvar for at det altid skal gå vore kvinder godt.
Jeg tror på arbejde og uddannelse og frihed og lighed og broderskab.
Den stærke skal stå op for den svage.
Jeg hader løgn og falskhed. Sig sandheden og tag konsekvensen. Jeg tor på viljen til sejr. Jeg tror på naturen og wild life og at vi alle skal dyrke motion og sport og sparsommelighed og flittighed og …..
Min Kristne trosbekendelse kan uddybes, men ikke fortolkes. Sådan, som Herren var sådan, er Herren i dag. Gud er den samme i går og i dag og i morgen.
Jeg elsker Jesus af hele mit hjerte, sind og sjæl.
Jeg tror på den hellige treenighed, men at Gud er Gud og Gud Herren er én Gud. Amen
Der er ikke tre guder eller to guder, Kun én Gud som har åbenbaret sig på forskellig vis; deraf betegnelsen.
Alle, som har brug for min hjælp kan få den. Jeg har stillet mig til rådighed for menneskeheden, derfor arbejder jeg internationalt for en bedre verden, hvor alle kan føle sig ligeværdige, uanset religion, hudfarve eller politisk observans.
Undskyld denne personlige udmelding, men….
Enoch

....vi andre tror på Bibelen.

Kære Enoch:
Til alle tider, på alle steder og til alle folkeslag og nationer, er sandheden blevet givet, for kun sådan er det retfærdigt. At mennesker så har lavet det om til religioner og strides indbyrdes om hvis religion der er bedst og til tider forbander eller endda bekriger anderledes tænkende. Det er menneskers opfindelse, disse onde handlinger, og har aldrig været Guds intetion; for Gud er jo retfærdigheden selv og kærligheden selv.
Til alle tider og på alle steder har mennesker fordrejet sandhedens kærlighedsbudskab, enten af uvidenhed eller ved bedrageri for at opnå fordele til sig selv. Drivkraften er begæret om magt over andre, ved at styre deres tankegang med skræmmebilleder som de åbenbart har opfundet til lejligheden ( Bl.a. ved trusler om et opfundet helvede samt djælve og dæmoner og en satan, hvilket alt sammen, som det fremstilles dogmatisk, er løgn og latin, fra ende til anden.).
Fald ikke i den dogmatiske grøft. Du som ellers har sådan en god og sund tankegang. Jesus er ikke Guds selv, og treenigheden er noget som mennesker har opfundet. Hvor taler Jesus om en treenighed? Læg mærke til at mange af de ting som understøtter det dogmatiske, ikke er noget som Jesus har sagt, det står bl.a. i de breve, som har en meget tvivlsom oprindelse. Hvem har skrevet dem? Og hvorfor nævnes evangeliet kun i ental selv om der forekommer fire forskellige af slagsen i Bibelen? Har der eksisteret et oprindeligt evangelium, fra hvilket de fire er mere eller mindre afskrevet? Og hvem har udvalgt dem, og hvad med dem som blev fravalgt, fordi de ikke passede ind i tidens dogmatiske opfattelse???
Det er ikke ordene i sig selv der afgør om et skrift er af sandhed, det er Ånden i ordene; der når ind til hjertet hos menneskene og genkendes som værende Guds lære; vel at bemærke: Hos dem, som ikke er blinde i deres hjerter.
"Fjernt og nær genkender det Aller Helligste sit eget væsen, ja, i hver og en af jer kunne Faderskabet og Moderskabet åbenbares, for Faderen og Moderen er Ét i Gud."(Urevangeliet 50,8)
OPFORDRING: Læs hvad Jesus faktisk siger i Bibelen m. m. (Det tror jeg nu også, at du gør.) og GLEM dogmatiken; for det dogmatiske menneskeskabte har intet med Guds sandhed at gøre; det dogmatiske er EN STOR LØGN!!!
Selv om nok så mange gentager den, så vil det aldrig gøre en løgn til sandhed! Men fordi så mange har gentaget den, så er folk efterhånden begyndt at godtage denne løgn, ikke mindst på grund af kirkernes terrorregime og skræmmetaktik igennem historien. Så megen ondskab er blevet begået af mennesker, der påstod at videregive kærlighedes budskab, fra Gud! Er det kun mig der kan se, at der er noget rivende galt med religionerne? Se, størstedelen af disse er ondskaben i forklædning! Men hvor mange forstår at det er sådan det hænger sammen.
De skriftkloge og farisæere, som Jesus dengang advarede imod, dem adskiller nutidens teologer og præster sig ikke fra; forskellen er ens; det er dem, før som nu, Jesus advarede os sande søgende imod. Kun navnet er ændret, ikke hykleriet og bedraget og den åndelige forførelse/vildledning. Er det kun mig, der kan se det?
"Ve jer, I lovkyndige! thi I har taget kundskabens nøgle; selv er I ikke gået ind, og dem, som ville gå ind, har I hindret deri."(Lukas 11,52)
Tag ikke fejl: Jeg elsker Jesus' lære, som han videregav fra Gud. "Det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig." (Joh. 14,24)
Alle, der vender sig bort fra at begå ondskab, og som øver sig i kærlighed og retfærdighed, kan blive Guds sønner og døtre; og det var det Jesus viste os ved hans eksempel, til efterfølgelse. Han sagde jo: "Jeg er vejen!" Hvilken vej? Vejen til Riget? Ja, lige præcis!
Jesus talte til disciplene og til folk rundt omkring dem: "Hvem er Guds søn? Hvem er Guds datter? Det er alle dem, som vender sig fra alt ondt og øver retfærdighed, og som elsker barmhjertighed og vandrer i ærbødighed med deres Gud."(Urevangeliet 58,1)
Hvis du spørger mig om vejen til Vanløse, fordi du naturligvis ønsker at komme til vanløse, så vil jeg pege, måske på et kort, og angive: "Der er vejen; den bør du følge, hvis du ønsker at komme til Vanløse. På lignende måde viste Jesus os vejen til Himmeriget, da han sagde: "Jeg er sandheden, vejen og livet"; hvis man ønsker at finde Himmeriget, så må man også følge den vej som Jesus viste os ved sit livs eksempel, og hans lære om Guds sandhed og visdom. Kun sådan, ved at søge sandheden i kærlighed, kan man en dag nå Himmeriget. Men dette er en trinvis proces, som kræver al den kærlighed man kan give, resten af livet og så længe man lever. Det liv som vi kender her på jorden, er kun forstadiet til selve livet. Her lærer vi, dér ærer vi.
Kærligst, Lightsearch

Så meget sandhed har jeg sjældent set på en gang. Der er kun nogle få ting, hvor vi ikke er enige.
Med venlig hilsen, ftg.

Kære ftg:
Rart at du er enig i det meste. Det glæder mig. Men, hvad er du ikke enig i?
Kærligst, Lightsearch.

Kære Lightsearch,
Tak for dit kærlige brev til mig. Du er en åndelig fader til mennesker og jeg oplever dig, som fornuftig og afbalanceret.
Du har valgt en form, som jeg tidligere i mit liv har tænkt meget over. Nemlig Jesu egne ord. Om det var muligt ( jeg fik aldrig tid) udelukkende, at have en ”Bibel” kun med Jesu egen udtalelser.
Nå, det var drømmen. Jeg har ligeledes fulgt med i alle de arkæologiske fund , af andre skrifter fra andre ”grifler” om Jesus og tiden derefter.
Qumran samfundet m.m. Thomas Evangeliet det koptiske Filip Evangeliet iblandt andre, codex II, Cairo.
Jeg værdsætter dine tanker og jeg er overbevist om, at du ikke er alene. Lysets mestre.
Jeg tror også, som du, at Herren selv har givet ”Sandheden” til jordboerne og at de lige siden har stredes om den.
Når jeg læser Mormons bog, og ser de beretninger om folkeslagene andre steder på jorden, der kæmpede mod hinanden i enten Guds navn eller deres egne, trods det, at de besad hellige skrifter, ja så må jeg give dig ret i det.
Når jeg ser den muslimske verden og deres handlinger både indbyrdes og imod en hel verden så bedrøves jeg thi de lære, at Allah er kærlighed og barmhjertighed.
Skræmmebilleder, ja dem er der nok af. Selv frygter jeg ikke noget eller nogen, kun én ”frygter ” jeg og det er Herren. Jeg ”frygter” for, at mishage min gud og Herre og det til trods for, at jeg ved min Gud er kærligheden en person og selve barmhjertigheden selv og at jeg ikke har noget at frygte. Jeg har altså ikke noget at frygte grundet Jesus.
Jeg tænker på Jesus, som gav sit liv for min skyld, at jeg skulle kunne komme til at stå som retfærdig ved hans blod.
Derfor deltager jeg ”så ofte, som jeg gør det” i nadveren for at takke for livet.
Du kan være ganske rolig. Jeg falder ikke i nogen dogmatisk grøft. Jeg kender Herren og jeg ved godt hvad du prøver at fortæller mig om Gud og Jesus og Den Hellige Treenighed.
Jeg har så bare valgt, at gå ind i den tankegang for, at forholde mig til Guds væsen.
Jeg tror ikke Jesus er Gud selv, men at Gud åbenbarede sig i Jesus, således, at Jesus var både et menneske benådiget, men også iboende Gud.
Jeg kan ikke forestille mig et religiøst samfund, som Jehovas Vidner, adskille sig på en så sekterisk måde, både i forhold til alle andre religioner, Kristendommen og så samfundet. Det er langt fra min stil. Jeg vil hellere prøve, at forstå de forskellige dogmer og derfra tage mit udgangspunkt for en mulig forståelse, religionerne inden for kristenheden, imellem.
Med hensyn til Evangeliet, eller Evangelierne så tror jeg, at der oprindelig har været et Evangelium. Det ligger i sagens natur, men når flere fortæller og skriver om det, bliver der uvægerligt flere om budet.
Med hensyn til samlingen og ”fremstillingen” af Det Nye Testamente, er der her vigtige personer fra tiden omkring Apostlen Johannes ( forfatteren til Johannes Åbenbaringen), som her skal nævnes. Clemens Romanus, i Rom; Ignatius, i Antiokia; Polykarp i Smyrna, som var direkte Johannes discipel.
Du kan hente alle disse oplysninger fra bogen Bibelens Tilblivelse Dr. J. Paterson Smyth 1918.

Med hensyn til ordene ja, det kender jeg meget godt. Når jeg læser Bibelen og beder over teksten, kommer altid Gud Herren selv og åbenbarer ordet gemt i skriften.
Derfor værdsætter jeg Biblen frem for andre Hellige bøger.
Det er én af grundene til, at jeg har tro på jødernes hellige skrift og jødernes hellige gud, frem for andre betegnelser for Gud.
Ja, jeg tror på Jehavah, men som Jehovas Vidner har tilsmudset navnet, er jeg dybt bedrøvet over.
Jehavah er et meget helligt navn, som ikke kan bruges, som de gør.
Jeg glæder mig til at læse Urevangeliet igen, den Aramaiske tekst, som betegnes, som det muligvis oprindelige evangelium. Dog må man huske, at enhver kunne forfatte evangeliet med kendskab til de aktuelle begivenheder. Tak for tilskyndelsen.

Jeg er enig med dig, at Guds ord i sin oprindelse, kan ikke sammenlignes med Dogmatik. Dogmatik er efter min mening til for, at vi kan begå os i Ordet.
Når det er sagt, kan jeg også godt se fejlene med den metode, men det mener jeg kan være udmærket.
At vi altid skal huske på det oprindelige Guds ord, er efter min mening en selvfølge.
Jeg ville ikke udskifte Ordet med dogmatik.
Jeg vil bruge dogmatikken til, at komme rundt om og igennem en mulig forståelse af Ordet for ikke, at danne en sekt eller en n y gren af Kristendommen. Sådan var det også i det Gamle Israel. Sådan udviklede historien sig og det tror jeg det vil blive ved med at gøre.
Dog mener jeg, at du har stor vægt i dine udtalelser.
Hvis jeg må citere dig:

”Jesus talte til disciplene og til folk rundt omkring dem: "Hvem er Guds søn? Hvem er Guds datter? Det er alle dem, som vender sig fra alt ondt og øver retfærdighed, og som elsker barmhjertighed og vandrer i ærbødighed med deres Gud."(Urevangeliet 58,1) ” citat slut.
Det er lige mine ord. Det er det jeg har sagt hele tiden. Amen
Må jeg citere dig igen:
Du skriver,
”Jesus os vejen til Himmeriget, da han sagde: "Jeg er sandheden, vejen og livet"; hvis man ønsker at finde Himmeriget, så må man også følge den vej som Jesus viste os ved sit livs eksempel, og hans lære om Guds sandhed og visdom”. Citat slut.
Her samstemmer jeg med denne udtalelse. Har vi Jesus har vi ”sandheden” vejen og livet.
For mig handler det ikke kun om, at følge jesu eksempel ( det gør det også ),. Men det handler om, at være eet med Jesus.
Ikke blot i ord og handling eller ” jeg mener det samme som Jesus ”, nej det er for letkøbt. Jeg tror på ordet i Galaterne kap.4 vers 6
” Og fordi I er sønner, har Gud i jeres hjerter sendt sin Søns Ånd, som råber: Abba, Fader.
Alt i alt, er det god visdom og lære du bringer her og jeg takker dig.
Din Enoch

Min kære ftg,
Ja, det tror man virkelig, når du endda skriver det.
Jeg ved godt "sandheden" er en anden. Den sandhed du samstemmer med, er den Jehovas Vidner forstår. Det du ikke samstemmer med, er den Jehovas Vidner ikke forstår.
Hvad kan det bruges til? Intet. Absolut intet. Det eneste der kan bruges er en person ,som kender samstemmende sandheder, om muligt vedkommende kan bevæges, overtales eller hjernevaskes til også, at acceptere " de sidste sandheder", som personen åbenbart ikke har forstået endnu.
Det er det du skriver.
Slangen søger at opsluge.
Enoch

Kære ftg,
Jeg ved godt hvad du mener. Vi andre = Jehovas Vidner og dem, som du prøver at læne dig op ad.
Bibelen du taler om = Jehovas Vidners egen Bibel , vel og mærke jeres ”fortolkning” af samme.
Længere er den ikke.
Men jeg takker dig for at have læst mit vidnesbyrd.
Enoch

Alt hvad du har skrevet i dit indlæg er sandt. Det eneste sted, hvor hvor jeg ikke er enig, er med hensyn til urevangeliet. De fire evangelier er alle skrevet af Jesu disciple. Mattæus og Johannes fulgtes med Jesus. Lukas er kendt for at have undersøgt alting meget grundigt. Prøv selv at læse hvordan han indleder Lukasevangeliet:
"1 Eftersom mange har påtaget sig at udarbejde en beretning om de kendsgerninger der fuldt ud bliver troet iblandt os, 2 sådan som de der fra begyndelsen var øjenvidner og budskabets tjenere har overleveret os dem, 3 har også jeg besluttet, efter omhyggeligt at have gået alle ting igennem forfra, at skrive dem ned til dig i logisk rækkefølge, højtærede Theo´filus, 4 således at du kan blive helt klar over hvor sikre de ting er som du er blevet mundtligt undervist i." (Lukas 1:1-4)
Også Markus var en af Jesu disciple. De fire evangelister fortæller hver sin beretning, og ved at studere dem grundigt vil man opdage, at deres beretninger stemmer overens.
Med venlig hilsen, ftg.

Kære Enoch:
Du skrev:
'Tak for dit kærlige brev til mig. Du er en åndelig fader til mennesker og jeg oplever dig, som fornuftig og afbalanceret.'
L: Jeg ved, at du mener det godt men... kun Én er vores åndelige Fader, nemlig Gud, så den titel vil jeg gerne have mig frabedt, venligst! Men resten tager jeg til mig. Tak for de smukke ord.
Du skrev:
'Om det var muligt (jeg fik aldrig tid) udelukkende, at have en "Bibel" kun med Jesu egen udtalelser.'
L: Her er Urevangeliet et godt eksempel. Husk: Det er Ånden i ordene, der har betydning, ikke, om man historisk kan "bevise" et skrifts oprindelse. For så ville man nok få problemer med at bevise Bibelens autensitet. Jesus sagde: "De ord, jeg taler, de er Ånd og de er Liv."
På min hjemmeside kan du finde både Urevangeliet og Thomasevangeliet, samt Bhudda's læreord (Dhammapada) og hinduisternes Bhagavad-Gita. Guds sandhed er overalt, men mennesker ser det ikke.
Adressen er: http://medlem.jubii.dk/lightsearch/
Du skrev:
'Jeg værdsætter dine tanker og jeg er overbevist om, at du ikke er alene. lysets mestre.'
L: Her vil jeg tillade mig, at sige som Jesus: "Det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig." (Joh. 14,24)
"Den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men imod den, som udsendte mig."(Markus 9,37)
"I har fået det for intet, giv det for intet."(?)
Du skrev:
'... kun en "frygter" jeg og det er Herren.'
L: Nu bryder jeg mig ikke så meget om udtrykket "frygter" også selv om du sætter det i citationstegn. Jeg elsker sandhed, kærlighed og retfærdighed m.v. og fordi disse er Gud selv elsker jeg Gud og alt hvad Gud er; for Den Ene Evige lærer mig hvordan jeg, engang, skal blive et retfærdigt menneske. "'Og de skal alle være oplært af Gud. Enhver, der har hørt og lært af Faderen, kommer til mig."(Joh. 6,45)
Jeg tager ofte afstand fra folks handlinger, men jeg elsker deres potentiale, for at udtrykke det sådan. At tage afstand fra ondskab eller uheldig opførsel, er ikke at dømme (Jeg uddeler jo ikke nogen straf.), det er at vurdere ud fra kærlighedens lov. Jesus irettesatte tit folk, men på en kærlig måde, så de samtidig havde mulighed for at lære noget om, hvad retfærdighed er. Og selv om de ikke ville tage imod det, så lærte de, som iagtog episoden måske noget af værdi. For ... "uden kærlighed findes ingenting af værdi". Og... "Kærlighed dækker en mængde af synder".
Du skrev:
'Jeg har så bare valgt, at gå ind i den tankegang for, at forholde mig til Guds væsen.'
L: Jesus lagde ikke fingrene imellem, når har irettesatte datidens falske profeter, de religiøse!
"Men nu søger I at slå mig ihjel, et menneske, der har sagt jer sandheden, som jeg har hørt af Gud... I har djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres fader. Han har været en morder fra første færd, og han står ikke i sandheden; thi der er ikke sandhed i ham... Men mig tror I ikke, fordi jeg siger sandheden.... Den, som er af Gud, hører Guds ord; derfor hører I det ikke, fordi I ikke er af Gud."(Joh. 8,40-47)
Sådan sagde Jesus til jøderne, men det kunne lige så godt have været til de skriftkloge eller farisæerne; og sådan ville han sige til de religiøse i dag. Det er jeg ikke det mindste i tvivl om!
Om en af Jesus' smukkeste taler (og mange tilhængere forlod ham ved den lejlighed), sagde tilhørerne: "Det er en hård tale, hvem kan holde ud at høre på den?"(Joh. 6,60) Hav dette i tankerne, når du læser det næste, som jeg vil præsentere dig for, for det er i den bedste mening jeg skriver følgende:
Følgende vil blive svært for mange at tage imod:
Dogmatiken er udelukkende menneskers opfindelse, og menneskabt "moral". Du kan intet lære om Guds væsen, ved at forholde dig til en lære der kun indeholder menneskebud, og ikke, guddommelig visdom.
Hvis jeg var dig, ville jeg holde mig langt fra alt der har noget at gøre med stædigt fastholdte læresætninger, af religiøs art, kaldet dogmatik. For de er af mørket. Guds lære er af Gud og fører til lyset. Menneskers lære er skabt for at tilfredsstille deres egne begær efter magt, rigdomme m.m. og fører folk længere ud i mørket.
Den, der dyrker religion, gør det for sin egen skyld; og den, der dyrker retfærdighed, gør det for andres skyld. Hvad er da størst?
Hvordan behandlede datidens religiøse Jesus? De hadede ham, og ønskede at lukke munden på ham, ved at slå ham ihjel. For han afslørede deres gerninger i mørket, og han afslørede deres hykleri. Vil folk reagere anderledes i dag overfor sandhedens repræsentanter? Næppe!
Nutidens teologer og præster adskiller sig overhovedet ikke fra datidens skriftkloge og farisæere, der er kun navnet til forskel; hykleriet og den forklædte ondskab er præcis den samme som dengang. Det er der mange der ikke forstår, at det var dem, som Jesus advarede os imod. Og det er dem, som foregiver at være retfærdige mennesker, men de er ulve i fåreklæder. Og de vil lære andre om kærlighed? De, som modsiger sig selv og som risikerer at føre andre længere ud i mørket end de selv er! De, som øver uret, ved at vidne falsk! Det er faktisk en synd at være religiøs. Det kommer som en overraskelse for de fleste.
Først oplevede jeg at Jesus sagde én ting i skrifterne, men at de religiøse udlagde det som noget helt andet (Jeg har gennem nogle år bevæget mig i de religøse kristne kredse, og sat mig ind i, hvordan de tænker.). De modsiger sig selv og Bibelen. Og de siger at de tror på Bibelen, og i samme åndedrag siger de så, at man ikke bør efterleve det, som Jesus siger. Sikke noget vrøvl. Men sådan er det hele vejen igennem med de religiøse. Jeg forstår godt, at nogle af dem er blevet politikere, det er nærmest et beslægtet fag.
Du siger, at du forsøger at efterleve Jesus ord. Det glæder mig, for "Vær ordets gørere, ikke kun dets hørere, ellers bedrager I jer selv"(Romerbrevet; og et af de få steder i brevene, som jeg er enig i!)
Jesus sagde bl. a. "Vil du gå ind til livet, så hold budene", men hvor mange kristne gør det? De mener ikke at de skal overholde budene, "når bare de tror", for så kommer de automatisk i Himmelen, uden at skulle gøre noget som helst for det, andet end at synge nogle salmer og udføre nogle få underlige ceremonier. Men... "...snæver er den port og TRANG den vej, som fører til livet, og FÅ er de, der finder den."(Matt. 7,14) Og hvis man så spørger til modsigelserne siger de: "Du skal ikke forstå, bare tro", men når man forstår, så kan man tro. For hvad mening er der i at sige, at man tror på nogen, men i øvrigt ikke forstå hvad manden taler om. A hva? Sikke noget selvmodsigende vrøvl! Men sådan prøver de at lukke munden på folk, som stadig har en smule fornuft i behold. Sådan forsøger de at styre folks tanker til, at blive lige så overtroiske som dem selv, og tro blindt på påstande!
Min konklusion er: Når religionen går ind, så går fornuften ud!
"Lad dem kun være! De er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften." (Mattæus 15,14)
"Ve jer, I lovkyndige! thi I har taget kundskabens nøgle; selv er I ikke gået ind, og dem, som ville gå ind, har I hindret deri." (Lukas 11,52)
Det er derfor jeg advarer dig, Enoch, og det er ikke for sjov jeg gør det. Hvis du virkelig ønsker at finde sandheden, så bed Gud om at få den, men vær oprigtig, når du beder, for husk: Gud kender dit hjerte, og ved om du virkelig mener det. Du kan blive en af dem, der vidner om sandheden, en af hans disciple. men det kræver stadig at du glemmer alt om dogmatiken, og kun beskæftiger dig med den, for at afsløre det religiøse bedrag og selvbedrag, samtidig med at du fortæler om sandheden, så folks hjerter kan blive opfyldt af lys. (Sådan gjorde Jesus!)
Det skal da retfærdigvis nævnes, at der findes mange søde og rare mennesker der kalder sig for religiøse, særligt dem, som endnu ikke er viklet så kraftigt ind i det dogmatiske net, at de er udenfor fornuftens rækkevidde. jeg tror, at du er en af dem.
Kærligst, Lightsearch.

Kære ftg:
Ingen kan tænke, spekulere eller studere sig til hvad sandhed er, man kan kun elske sig til hvad sandhed er. Når sandheden, som Jesus siger, er åbenbaret for små børn, imens den er skjult for de kloge og lærde, så vil jeg godt se de børn, der sidder og studerer Bibelen og tænker sig til, hvad sandhed er. Men børn kan elske sig til sandheden, fordi de elsker retfærdighed, og når de udøver denne vil sandheden blive mere og mere åbenbaret for dem. Og samtidig opfordrer jesus os til at blive som børn, for at vi kan tage imod den, som et barn. Men hvor mange religiøse gør det? Gør du?
"Sandheden" er for mange religiøse det, som passer ind i deres opfattelse og som stemmer overens med dogmatiken i forhold til deres gren af religion. Hvis f.eks. noget som jesus har sagt ikke lige passer ind i deres opfattelse af "sandheden", så er det, i følge dem, ikke gældende. Og det er ofte dem der siger at man skal tro på hvert et ord der står i Bibelen. Bibelen indeholder meget sandhed, men meget er desværre også blevet fordrejet eller udeladt igennem tiderne. Mange forskellige skrifter fra mange forskellige trosretninger indeholder dele af sandheden, men igen, ligesom tilfældet med Bibelen, har man også her udeladt vigtige ting og tilføjet det, som passede ind i den dogmatiske overbevisning. Sørgeligt, men sandt.
Det det drejer sig om, er ganske simpelt at skrive, og meget svært at efterleve: "I skal ikke gøre mod andre, hvad I ikke vil have, at andre skulle gøre mod jer", OG "I skal gøre mod andre, hvad I gerne vil have, at andre gør mod jer"; og når disse to efterleves, er det det samme som: At elske Gud af hele sit hjerte og med hele sin sjæl og med hele sit sind. Den vej rundt skal det gøres. Og når man gør det man elsker, så vil man elske det man gør; og så vil man opleve hvad sand frihed vil sige. for så er man på vej til, at rense onskaben ud af sit hjerte, og blive et retfærdigt menneske, en Guds søn eller datter!
"Ang. Urevangeliet, så vil jeg citere mig selv:
Det er ikke ordene i sig selv der afgør om et skrift er af sandhed, det er Ånden i ordene; der når ind til hjertet hos menneskene og genkendes som værende Guds lære; vel at bemærke: Hos dem, som ikke er blinde i deres hjerter; dem, som kender til uselvisk kærlighed!"
"Fjernt og nær genkender det Aller Helligste sit eget væsen."(Urevangeliet 50,8)
Så hvis du elsker sandheden og Jesus' lære om samme, så vil du elske visdommen i Urevangeliet. Afvis den ikke, før du har prøvet at tage imod det, som et lille barn ville: Åben og med villighed til at lære noget nyt, som i virkeligheden er en ældgammel universel lære fra Gud, men måske præsenteret på en, for dig, anderledes måde. Men mærk Ånden i ordene og fryd dig. Begræns ikke dig selv, når du kan berige dig selv. Gør dig selv denne tjenste.
Kærligst, Lightsearch.

Hvad vil du undskylde for?
At du er naive og kun tror?
At du modsiger dig selv ved at tro på biblen, men bestemmer selv hvordan du vil tro?
/t

Jeg vil godt lige vende tilbage til dig lidt senere. Hvis du vil have tålmodighed, så skal du få svar.

Kære ftg:
Helt ok. Giv dig bare god tid.
Kærligst, Lightsearch.

...os alle sammen der har så stor en kærlighed som dig. Bibelen er, efter min mening "inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning." (2.tim.3:16) Når vi er kommet ud i vanskeligheder, har mistet kærligheden, eller hvad det nu kan være, så kan vi, ved at læse i Bibelen, lære hvad der er det rigtige at gøre. For eksempel har Jesus sagt, som du også selv siger: Alt hvad I ønsker at menneskene skal gøre imod jer, det skal I i virkeligheden gøre imod dem. Når man læser dette, og handler i overensstemmelse dermed, så har man da lært noget ved at læse i Bibelen. Eller hvad nu, hvis man er fyldt med had? Bibelen siger: Hvis I tilgiver menneskene deres overtrædelser, så vil Gud også tilgive jer. (Matt.6:14) Hvis man er fyldt med had, og man så tilgiver de mennesker som man hader, så kommer kærligheden i stedet. Hadet forsvinder simpelthen når man tilgiver andre. Den tyske digter Heinrich Heine har sagt: "Min oplysning skyldes ene og alene at jeg har læst i en bog...Bibelen. Den kaldes med fuld ret Den Hellige Skrift. Den der har mistet sin Gud kan genfinde ham i denne bog." Min oplysning skyldes også at jeg har læst i Bibelen. Jeg har også erfaret at have miste min Gud (min barndoms Gud), og har genfundet ham igennem Bibelen. Hvordan kan det gå til? Jo, Bibelen siger: "HELE SKRIFTEN er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning."
Det tror jeg på.
Med venlig hilsen, ftg.

Kære Lightsearch,
Tak for et velmenende brev. Nu er du jo en ”kapacitet”, som end ikke Jehovas Vidner ønsker, at blive uvenner med.
Det gælder ikke for mig.
Bare rolig. Du har min fulde respekt. Jeg holder virkelig meget af dig. Ingen tvivl om det.
Men, nu skal du høre min mening.
Hverken dig eller Jehovas Vidner eller nogen anden sekt eller gruppe eller religion ”what so ever”, har nogen sinde fundet den absolutte sandhed.
Hverken i urevangeliet eller i Koranen eller Bibelen eller Vedaerne eller Mormons bog eller; skal jeg blive ved?
Personligt vil jeg nævne de Hellige Bøger jeg respektere meget, blandt andre:
Urevangeliet, Thomas Evangeliet, Filip Evangeliet, Bibelen, Koranen, Vedaerne, Bahai, Buddha, Kon-fu-tse .
H.C.Andersen Eventyr, you name it.
Så jeg vil ikke starte en ny sekt på fundamentet Urevangeliet, ej heller på:
Gregor fik tilnavnet "Lysbringeren", og blev den armenske kirkes første
overhoved med titel af "Katolikos".
Dette skete ifølge den officielle historieskrivning i år 301.
Siden har den armenske kirke levet et forholdsvis isoleret liv i forhold til
de andre store kirkesamfund, de katolske og de ortodokse.
Meshrop Mashtots opfandt det armenske skriftsprog, da han i
begyndelsen af det 5. århundrede oversatte Biblen til armensk.
Armenierne var fraværende ved koncilet i Chalchedon i år 451, da de var
travlt optaget med at forsvare sig i nogle historiske slag mod perserne;
dette kan være en af grundene til, at de aldrig kom med i forhandlingerne
omkring det dogme, der vedtog "Kristi ene person i to naturer" – Lige
siden er armenierne blevet regnet til "monofysitterne" sammen med bl.a.
de koptiske og syriske kirker.
citat slut
Jeg vil forholde mig til alle religioner og ud fra deres forståelse og lære, vil jeg behandle dem efter ”det ord du giver her på Debatten”;
Det er sagen for mig i en nøddeskal.
Noget andet er; Torsdag d. 14.4.225 fik jeg et syn fra Herren, som jeg vil fortælle dig.
Jeg blev ført af Ånden til Himmelen, som var dimensionen på den anden side af tiden.
Her oplevede jeg mig selv, som et Åndeligt Væsen.
Jeg blev overmåde forbavset over skønheden af stedet og omgivelserne, som mindede utroligt meget om jorden. Her mødte jeg min skytsånd Opri, som bød mig velkommen og tilbød mig, at tage med rundet for at se den verden.
Jeg spurgte hvorfor han netop havde ønsket, at gøre dette nu i mit liv og han svarede:
Det er fordi du har fundet nåde for Herrens øjne.

Nå, tænkte jeg. Det var da smukt. Vi tog så rundt omkring og han viste mig et store ”hus”. Bygningen var kolossal, og jeg kom straks til at tænke på templet i Jerusalem.
Jeg har aldrig set det, men i mit sind har jeg. Nå, men vi kom ind og selve ”huset” blev større og større imedens vi betrådte det.
Det er svært, at beskrive skønheden og beskaffenheden af bygningen, men følelsen af ”himmelen” var helt klar.
Vi kom til de forskellige sale og Opri forklarede mig, at dette var ikke et virkeligt hus, men noget jeg kunne se, grundet min ”henrykkelse” i ånden.
Ok, tænkte jeg. Jeg er med. Opri viste mig først en velkomst sal. Her var der mange repræsentanter for forskellige menneskevæsener.
Jeg fik at vide, at hver og én repræsenterede de forskellige grupperinger i den jordiske verden og at de var omtalt i Bibelen nærmere betegnet i Åbenbaringens bog.
OK, tænkte jeg, den kender jeg jo godt. Ser det sådan ud i ”virkeligheden”. Nu skulle jeg så rundt og se de andre sale.
Jeg blev så forbavset, at jeg blev helt stum. Aldrig har jeg set sådan en skønhed. Der var også fuldt med væsener. Mennesker, men det var ligesom om de ikke var, som jeg vidste mennesker er, men alligevel. Der var ingen tvivl, det var mennesker.
Opri fortalte mig så, at disse tilhørte religionen, betegnet Buddhisme.
Ok. Efterhånden kom vi det hele igennem og hver gang vi forlod en sal, fulgte en repræsentant for de forskellige religioner og ismer og erhverv med til det næste.
Lige pludselig stoppede Opri op. Han gjorde tegn med hånden på læben, at vi skulle være meget stille. Jeg, som stod lige ved siden af ham spurgte forsigtigt; hvorfor?
Han svarede mig med et smil, ” Jo, Enoch, ser du. I denne meget store og smukke sal befinder Jehovas Vidner sig. Det blev jeg glædelig overrasket over at høre og følte, at det havde jeg det godt med.
Jeg spurgte Opri, hvorfor vi skulle være så stille? Han svarede mig med et smil: Jo, vi skal være meget stille, for de tror de er de eneste heroppe.
Vi gik videre og kom til et meget smukt og fantastisk rum. En sal som var lidt mindre end de andre, men i skønhed overgik dem alle.
Umiddelbart så det ud til, at der kun var én person derinde. Han sad på en guldstol og rakte sine arme ud mod os, delegationen ( uden repræsentanter for Jehovas Vidner ) og bød os velkommen.
Nu kunne jeg se, at der var mange andre, men at de i deres fremtoning så helt antikke ud.
Han præsenterede sig som The Great Lightseeker. Jeg kunne næsten ikke lade være med at komme med et lille udbrud.
Jamen, dig kender jeg jo. Hvor det glæder mig, at se dig i sådanne omgivelser. Gud velsigne dig. I samme øjeblik vågnede jeg op at min ”henrykkelse” og befandt mig i mit eget hjem.
Lidt fortumlet og glædelig overrasket.
Så Hr. lightseeker. Jeg er med dig. Ingen tvivl om det. Derfra og så til at benægte alle andre og deres forståelse og deres tro dogmer og ritualer.
Jeg vil heller gå ind i situationen og der inde vil jeg lyse og velsigne, at Gud personligt vil lukke op for forståelse og lade sit lys skinne i dette mørke.
Jeg vil lige fortælle dig en anden personlig oplevelse jeg havde her til morgen til min morgen andagt:
Den er fra , ja jeg skal lige give dig det ord fra Herren, som jeg fik Torsdag morgen: Ezekiel kap. 20 vers 40 og 41:
”Der vil jeg tage nådigt imod dem……….Jeg tager nådigt imod jer, som liflig offerduft, når jeg fører jer bort fra folkene og samler jer, fra de lande, hvor I blev spredt, og jeg viser min hellighed på jer for øjnene af folkene”
Og så i dag:
Esajas kap. 9 vers 1.
”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys;
lyset skinner for dem, der bor i mørkets land”.
Dette ord vil jeg gerne dele med dig.

Din ven
Enoch

Jeg har lige besøgt din hjemmeside, og læst bagsideteksten til Urevangeliet, hvor der står at urevangeliet er det oprindelige evangelium, hvorfra de andre evangelier er skrevet.
I Lukasevangeliet 1:1-4 står der:
"Eftersom mange har påtaget sig at udarbejde en beretning om de kendsgerninger der fuldt ud bliver troet iblandt os, sådan som de der fra begyndelsen var øjenvidner og budskabets tjenere har overleveret os dem, har også jeg besluttet, efter omhyggeligt at have gået alle ting igennem forfra, at skrive dem ned til dig i logisk rækkefølge, højtærede Theo´filus, således at du kan blive helt klar over hvor sikre de ting er som du er blevet mundtligt undervist i." (Lukas 1:1-4)
Det vil altså sige, at det der står i Urevangeliet, og det der står i Lukasevangeliet er det samme. Hvis ikke, så forsøger du at gøre Bibelens ord ugyldige ved hjælp af Urevangeliet.
Med venlig hilsen, ftg.

Kære ftg:
Der står ikke helt det samme i Urevangeliet, som i Lukas, lige så lidt, som de fire evangelier stemmer overens i ordlyden. Men det, der er afgørende er, at Ånden i ordene er præcis den samme; og man har valgt at bevare ordlyden fra Bibelen, dér hvor indholdet stemmer overens med Urevangeliets ordlyd, fordi folk er kommet til at holde af de formuleringer af Jesus-ordene, som de skrives i de fire evangelier.
Bibelens vidnesbyrd om sandhed, som den er videregivet fra Gud af jesus, i det nye testamente, er fire andre vidnesbyrd om sandheden i lighed med Urevangeliets. Hvordan får du det til, at jeg forsøger at gøre bibelen ugyldig? Det kan jeg ikke se. Jeg holder lige så meget af den sandhed der står i Bibelen, som den i Urevangeliet og den i Dhammapada og den i bhagavad-Gita og den i Thomasevangeliet. Urevangeliets vidnesbyrd er bare det mest uspolerede vidnesbyrd jeg nogen sinde er stødt på.
Det er Ånden i ordene der afgør om et skrift indeholder Guds visdom, det har jeg da skrevet flere gange. Hvis du vil begrænse dig til Bibelen, så er det dit valg. Men du går glip af megen visdom.
Hvilket i følgende sætninger, fra kærlighedens lov, fra Urevangeliet, er du uenig i?:
"I skal ikke gøre mod andre, hvad I ikke vil have, at andre skulle gøre mod jer", OG "I skal gøre mod andre, hvad I gerne vil have, at andre gør mod jer"
Overstående er summen af kærlighedens lov, og det er det det hele drejer sig om. Og hvis du er uenig i det, så er du også uenig i, hvad jesus siger i Bibelen, for i Matt. 7,12 står der:
"Derfor, alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem; thi sådan er loven og profeterne" Forskellig ordlyd, samme indhold. Det er også det der bliver kaldt: "Den gyldne regel". Urevangeliet understreger faktisk det der står i Bibelen. Se det, og fryd dig!
Hvis du elsker kærlighed og retfærdighed, så vil du også elske jesus ord i Urevangeliet. Men hvis du holder fast i de menneskeskabt dogmer, som jesus aldrig har sagt, så risikerer du at vidne falsk, og lægge ord i hans mund, som han aldrig har talt. Gør ikke det, medmenneske!
Kærligst, Lightsearch.
"Den, som kun ser med sine øjne, ser ikke det væsentlige, alene den, der ser med hjertet, kan rigtig se."

På bagsiden af Urevangeliet siges der:
" "Urevangeliet"

Opdaget og udgivet på engelsk af Rev. G. J. Ouseley;
ved Klaus E. Berger; forlaget IKAN
Bagsidetekst:

"Dette skrift kan identificeres som det oprindelige evangelium,
fra hvilket de andre blev mere eller mindre nøjagtig afskrevet;
yderligere kom de i talrige variationer med vigtige udeladelser,
ved uheld eller med vilje, for at tilpasse dem til verdens korrupte smag."
G. J. Ouseley
Som jeg har fortalt dig, vandrede Mattæus og Johannes sammen med Jesus. Den beretning de fortæller, er det de selv har oplevet. Lukas, som var læge og historiker, var kendt for sin omhyggelighed, og han havde gennemgået alting meget nøje inden han skrev sin beretning. Også Markus var en af Jesu disciple.
Mattæus skrev sit evangelium ca år 41,
Markus skrev sit omkring år 60-65,
Lukas skrev sit omkring år 56-58
og Johannes skrev sit ca år 98.
Der var ikke tale om at de skrev af fra et oprindeligt Urevangelium, for de var alle ledere i den kristne menighed, og deres opgave var at bevare ordet uforfalsket. Hvis du undersøger vidnesbyrdene, vil du opdage, at Bibelen er verdens mest veldokumenterede bog. Der findes tusindvis af ældgamle håndskrifter, der beviser Bibelens ægthed. Du kan læse de følgende indlæg.

Bibelens 40. bog — Mattæusevangeliet
Skribent: Mattæus
Skrevet i: Palæstina
Fuldført: ca. 41 e.v.t.
Spænder over: 2 f.v.t.–33 e.v.t.
LIGE siden oprøret i Eden har Jehova fremholdt det trøstende løfte for menneskene at han gennem sin „kvindes“ afkom ville tilvejebringe en udfrielse for alle der elsker retfærdighed. Han besluttede at dette afkom, Messias, skulle fremstå af Israels nation. Efterhånden som århundrederne gik, lod han de inspirerede hebraiske skribenter nedskrive mange profetier der viste at Afkommet skulle være konge i Guds rige og hellige Jehovas navn ved for stedse at rense det for den forsmædelse det har været udsat for. Disse profeter omtalte mange enkeltheder vedrørende ham der skulle hævde Jehovas navn og tilvejebringe en udfrielse fra frygt, undertrykkelse, synd og død. Da nedskrivningen af De Hebraiske Skrifter var fuldført, var håbet om Messias slået fast i jødernes bevidsthed.
2 I mellemtiden var der sket store forandringer i verden. Som forberedelse til Messias’ komme havde Gud manøvreret med nationerne så der var skabt de bedste betingelser for at den gode nyhed om denne begivenhed kunne spredes vidt og bredt. Den femte verdensmagt, Grækenland, havde frembragt et verdenssprog. Rom, den sjette verdensmagt, havde samlet de nationer den havde besejret, til et verdensimperium, og anlagt veje der forbandt alle dele af riget. Mange jøder var blevet spredt rundt om i dette rige, og derved havde andre hørt om deres Messiasforventninger. Og nu, mere end 4000 år efter løftet i Eden, var Messias fremstået! Det længe ventede lovede afkom var kommet! Nogle af de begivenheder der fandt sted mens Messias trofast gjorde sin Faders vilje her på jorden, hører til de vigtigste i verdenshistorien.
3 Tiden var atter inde til at nedskrive inspirerede beretninger om disse betydningsfulde begivenheder. Jehova ledede ved sin ånd fire trofaste mænd til uafhængigt af hinanden at skrive om Jesus, hvorved der fremkom et firfoldigt vidneudsagn om at Jesus var Messias, det afkom og den konge der var givet løfte om, og fire beretninger med mange enkeltheder fra hans liv, hans tjeneste, hans henrettelse og hans opstandelse. Disse beretninger kaldes „evangelier“, og ordet „evangelium“ betyder „god nyhed“. Selv om de fire evangelier er sideløbende og ofte skildrer de samme begivenheder, er de på ingen måde enslydende. De tre første evangelier kaldes ofte „synoptiske“ (fra et græsk udtryk der betyder „samme syn“), fordi de i det store og hele behandler Jesu liv på jorden under samme synsvinkel. Men hver af de fire skribenter — Mattæus, Markus, Lukas og Johannes — fortæller sin egen beretning om Kristus. Hver fremhæver et bestemt tema, har en særlig hensigt med det han skriver, lader sin personlighed skinne igennem og har dem i tanke som han i første række skriver for. Jo mere vi undersøger deres skrifter, desto klarere ser vi at disse fire inspirerede bøger har hver sit særpræg, supplerer hinanden og stemmer overens.
4 Den første der nedskrev den gode nyhed om Kristus var Mattæus. Hans navn er sandsynligvis en forkortet form af det hebraiske Mattitjah´, der betyder „Jehovas gave“. Mattæus var en af de tolv apostle Jesus udvalgte, og han havde et nært, fortroligt forhold til Mesteren mens denne rejste rundt i hele Palæstina og forkyndte og lærte om Guds rige. Før han blev en af Jesu disciple var han skatteopkræver, en beskæftigelse jøderne betragtede med den største afsky, fordi den var dem en stadig påmindelse om at de ikke var frie men underlagt Romerriget. Mattæus blev også kaldt Levi, og han var søn af Alfæus. Han tog straks imod Jesu indbydelse til at følge ham. — Matt. 9:9; Mark. 2:14; Luk. 5:27-32.
5 I Mattæusevangeliet siges der ikke noget om hvem der har skrevet det, men tidlige kirkehistorikere lader os ikke i tvivl om at det er Mattæus. Der findes måske ingen bog af den alder der får sin skribent så klart og enstemmigt fastslået som Mattæus’ evangelium. Lige fra Papias af Hierapolis (begyndelsen af det andet århundrede e.v.t.) har vi en række gamle vidnesbyrd om at dette evangelium er skrevet af Mattæus og at det er en ægte del af Guds ord. McClintock og Strongs Cyclopedia siger: „Forskellige passager fra Mattæusevangeliet citeres af Justinus Martyr, af forfatteren til brevet til Diognetus (se Ottos Justin Martyr, bind ii) og af Hegesippus, Irenæus, Tatian, Athenagoras, Theofilus, Clemens, Tertullian og Origenes. Det er ikke alene på grund af citaternes indhold, men også på grund af den måde de anvendes på — disse forfattere benytter dem tillidsfuldt som man benytter en anerkendt autoritet og giver ikke udtryk for den mindste tvivl — at vi betragter det som bevist at den bog vi har i dag, ikke har undergået nogen pludselige ændringer.“ Den omstændighed at Mattæus var apostel og som sådan havde Guds ånd, gør at vi kan have fuld tillid til hans beretning.
6 Mattæus skrev sin beretning i Palæstina. Det nøjagtige tidspunkt kendes ikke, men efterskrifterne på nogle håndskrifter (alle af senere dato end det tiende århundrede) siger at det var i år 41 e.v.t. Visse ting tyder på at Mattæus oprindelig skrev sit evangelium på det hebraisk som folket talte dengang, og senere oversatte det til græsk. I sit værk De viris inlustribus (Om berømmelige mænd) skriver Hieronymus i kapitel III: „Mattæus, der også hed Levi og som fra at være tolder blev apostel, skrev som den første et evangelium om Kristus i Judæa på det hebraiske sprog og med hebraiske bogstaver, til gavn for dem af de omskårne der var blevet troende.“ Hieronymus tilføjer at dette evangeliums hebraiske tekst på hans tid (det fjerde og femte århundrede e.v.t.) blev opbevaret i det bibliotek som Pamfilus havde samlet i Cæsarea.
7 I begyndelsen af det tredje århundrede skrev Origenes om evangelierne, ifølge kirkehistorikeren Eusebios: „Det første blev skrevet af . . . Matthæus . . . Han udgav det for de troende, der kom fra Jødedommen, og han skrev det paa det hebraiske Sprog.“ At det i første række blev skrevet for jøderne fremgår af slægtsregisteret der viser at Jesus retsligt set nedstammer fra Abraham, og af de mange henvisninger til steder i De Hebraiske Skrifter som peger frem til Messias. Det er rimeligt at tro at Mattæus brugte Guds navn Jehova i form af tetragrammet når han citerede fra afsnit i De Hebraiske Skrifter der indeholdt navnet. Det er grunden til at Mattæusevangeliet i Ny Verden-oversættelsen indeholder navnet Jehova atten gange, ligesom det er tilfældet i den hebraiske oversættelse af F. Delitzsch fra det 19. århundrede. Mattæus må have haft samme indstilling som Jesus hvad Guds navn angik, og kan ikke have ladet den fremherskende jødiske overtro hindre ham i at bruge navnet. — Matt. 6:9; Joh. 17:6, 26.
8 Eftersom Mattæus havde været skatteopkræver er det ikke så mærkeligt at han var nøjagtig i sin omtale af penge, tal og værdier. (Matt. 17:27; 26:15; 27:3) Han var meget taknemmelig over at Guds barmhjertighed havde gjort det muligt for ham, en foragtet skatteopkræver, at blive en forkynder af den gode nyhed og opnå en så nær tilknytning til Jesus. Mattæus er den eneste af evangelisterne der anfører Jesu ord om at der foruden ofre kræves barmhjertighed. (9:9-13; 12:7; 18:21-35) Mattæus var i høj grad blevet opmuntret af Jehovas ufortjente godhed, og der er derfor ikke noget at sige til at han husker og medtager nogle af de mest trøstende ord Jesus udtalte: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle. For mit åg er skånsomt og min byrde er let.“ (11:28-30) Disse milde ord må have virket meget opmuntrende på den tidligere skatteopkræver, hvis landsmænd uden tvivl kun havde haft hån og spot tilovers for ham!
9 Mattæus fremhæver at temaet eller grundtanken i Jesu forkyndelse var „himlenes rige“. (4:17) For ham var Jesus forkynderen og kongen. Han anvender udtrykket „rige“ så ofte (over 50 gange) at hans evangelium kan kaldes evangeliet om Riget. Mattæus var mere interesseret i at præsentere Jesu offentlige taler og foredrag i logisk rækkefølge end i at følge en strengt kronologisk orden. I de første atten kapitler afviger Mattæus fra den kronologiske orden for at fremhæve forkyndelsen af Riget; men i de sidste ti kapitler (19-28) har han i det store og hele ordnet stoffet kronologisk, uden dog at glemme at betone budskabet om Riget.
10 Toogfyrre procent af stoffet i Mattæusevangeliet findes ikke i nogen af de tre andre evangelier. Til disse 42 procent hører mindst ti billedtaler eller illustrationer: Ukrudtet blandt hveden (13:24-30), den skjulte skat (13:44), perlen af stor værdi (13:45, 46), voddet (13:47-50), den ubarmhjertige træl (18:23-35), arbejderne og denaren (20:1-16), faderen og de to sønner (21:28-32), kongesønnens bryllup (22:1-14), de ti jomfruer (25:1-13) og talenterne (25:14-30). Bogen omhandler begivenheder fra Jesu fødsel i år 2 f.v.t. til hans møde med disciplene i år 33, lige før han steg op til himmelen.
BOGENS INDHOLD
11 Introduktion af Jesus og nyheden om „himlenes rige“ (1:1–4:25). Som rimeligt er, begynder Mattæus med Jesu slægtsregister og viser at Jesus er Abrahams og Davids retmæssige arving. Derved fanges den jødiske læsers opmærksomhed straks. Derefter følger beretningen om Jesu mirakuløse undfangelse, hans fødsel i Betlehem, astrologernes besøg, Herodes’ mord på alle Betlehems drengebørn under to år, Josefs og Marias flugt til Ægypten med Jesus og deres tilbagevenden til Nazaret, hvor de bosætter sig. Mattæus henleder omhyggeligt opmærksomheden på profetiernes opfyldelse for at bevise at Jesus er Messias. — Matt. 1:23 — Es. 7:14; Matt. 2:1-6 — Mika 5:2; Matt. 2:13-18 — Hos. 11:1 og Jer. 31:15; Matt. 2:23 — Es. 11:1, NW, 1984-udgaven, fodnote.
12 Mattæus’ beretning springer nu næsten 30 år frem. Johannes Døber forkynder i Judæas Ørken: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“ (Matt. 3:2) Han døber de angrende jøder i Jordan og advarer farisæerne og saddukæerne om den kommende vrede. Jesus kommer fra Galilæa og bliver døbt. Straks daler Guds ånd ned over ham og en stemme fra himlene siger: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ (3:17) Derpå bliver Jesus ført op i ørkenen, hvor han, efter at have fastet i 40 dage, fristes af Satan Djævelen. Tre gange tilbageviser han Satan med citater fra Guds ord, og til sidst siger han: „Forsvind, Satan! For der står skrevet: ’Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.’“ — 4:10.
13 „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“ Dette opildnende budskab forkyndes nu i Galilæa af den salvede Jesus. Han opfordrer fire fiskere til at forlade deres net for at følge ham og blive „menneskefiskere“, og sammen med dem rejser han ’rundt i hele Galilæa, underviser i deres synagoger og forkynder den gode nyhed om riget og kurerer enhver form for sygdom og enhver form for skrøbelighed blandt folket’. — 4:17, 19, 23.
14 Bjergprædikenen (5:1–7:29). Da skarerne begynder at følge Jesus, går han op på bjerget, sætter sig og begynder at undervise sine disciple. Han indleder sit betagende foredrag med ni „saligprisninger“: Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov, de som sørger, de der har et mildt sind, de som hungrer og tørster efter retfærdighed, de barmhjertige, de rene af hjertet, de som stifter fred, de som bliver forfulgt for retfærdigheds skyld og de som bliver skældt ud og bagtalt. „Fryd jer og spring af glæde, for jeres belønning er stor i himlene.“ Han kalder sine disciple „jordens salt“ og „verdens lys“ og forklarer hvilken slags retfærdighed — noget helt andet end farisæernes og de skriftlærdes formvæsen — der kræves for at komme ind i himlenes rige. „I må altså være fuldkomne, ligesom jeres himmelske Fader er fuldkommen.“ — 5:12-14, 48.
15 Jesus advarer mod hykleriske bønner og mod gaver der gives for et syns skyld. Han lærer sine disciple at bede om at Faderens navn må blive helliget, om at hans rige må komme og om at de må få deres daglige fornødenheder. I hele Jesu bjergprædiken er det Riget der træder i forgrunden. Jesus formaner dem der følger ham, til ikke at bekymre sig om eller udelukkende arbejde for materielle værdier, for Faderen kender deres virkelige behov. „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ — 6:33.
16 Mesteren giver vejledning om menneskers indbyrdes forhold: „Derfor, alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ De få der finder vejen til livet, er dem der gør hans Faders vilje. De der øver lovløshed vil kunne kendes på deres frugter og vil blive forkastet. Den der adlyder Jesu ord, sammenlignes med „en klog mand som byggede sit hus på klippen“. Hvilken virkning havde hans foredrag på folkeskarerne? De var „helt forbløffede over hans måde at undervise på; for han underviste dem som en der havde myndighed, og ikke som deres skriftlærde“. — 7:12, 24-29.
17 Riget forkyndes i større omfang (8:1–11:30). Jesus gør mange mirakler — han helbreder spedalske, lamme og dæmonbesatte. Han viser endda sin magt over vinden og bølgerne ved at få en storm til at lægge sig, og han oprejser en pige fra døden. Jesus får inderligt ondt af folkeskarerne da han ser hvor medtagne og omtumlede de er, „som får uden hyrde“. Som han siger til sine disciple: „Høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.“ — 9:36-38.
18 Jesus udvælger og udsender de tolv apostle. Han giver dem nøje instruktioner om hvordan de skal udføre deres arbejde og understreger hvad der skal være den centrale lære i deres forkyndelse: „Mens I nu går, skal I forkynde og sige: ’Himlenes rige er kommet nær.’“ Han giver dem kloge og kærlige formaninger: „I har fået det for intet, I skal give det for intet.“ „Vis jer . . . forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer.“ De vil blive hadet og forfulgt, selv af nære slægtninge, men Jesus siger: „Den der finder sin sjæl vil miste den, og den der mister sin sjæl for min skyld vil finde den.“ (10:7, 8, 16, 39) Så tager de af sted for at undervise og forkynde i de byer de er blevet udsendt til. Jesus oplyser at Johannes Døber er „Elias“, det sendebud der skulle komme før ham, men „denne generation“ tager hverken imod Johannes eller ham, Menneskesønnen. (11:14, 16) Derfor: Ve denne generation og de byer der ikke har ændret sind skønt de har set hans kraftige gerninger! Men de der bliver hans disciple, vil finde ny styrke for deres sjæle.
19 Farisæerne tilbagevises og fordømmes (12:1-50). Farisæerne prøver at finde fejl hos Jesus i hans holdning til sabbatten, men han tilbageviser deres anklager og udtaler en svidende fordømmelse af deres hykleri: „Giftslangeyngel, hvordan kan I sige noget godt, når I er onde? For af hjertets overflod taler munden.“ (12:34) Der vil ikke blive givet dem noget tegn ud over profeten Jonas’ tegn: Menneskesønnen skal være tre dage og tre nætter i jordens hjerte.
20 Syv billedtaler om Riget (13:1-58). Hvorfor taler Jesus i billeder? Han forklarer sine disciple: „Jer er det givet at forstå himlenes riges hellige hemmeligheder, men dem er det ikke givet.“ Han priser dem lykkelige fordi de ser og hører. Nu giver han dem god belæring. Efter at have forklaret billedtalen om sædemanden, fremholder han billedtalerne om hveden og ukrudtet, sennepsfrøet, surdejen, den skjulte skat, perlen af stor værdi, og voddet — billedtaler der alle skildrer noget i forbindelse med „himlenes rige“. Men folk tager anstød af hans ord, og han siger til dem: „Det er kun i sin hjemegn og i sit eget hus at en profet ikke æres.“ — 13:11, 57.
21 Kristi senere virksomhed og mirakler (14:1–17:27). Jesus bliver dybt bedrøvet da han hører at Johannes Døber er blevet halshugget på den holdningsløse Herodes Antipas’ befaling. Han bespiser på mirakuløs vis en skare på over 5000, går på søen, tilbageviser endnu en anklage fra farisæerne der, som han siger, ’overtræder Guds bud på grund af deres overlevering’. Han helbreder en dæmonbesat, „halte, invalide, blinde, stumme og mange andre“, og bespiser igen mere end 4000 ved hjælp af syv brød og nogle småfisk. (15:3, 30) Som svar på et spørgsmål Jesus stiller, siger Peter: „Du er Messias, den levende Guds søn.“ Jesus roser Peter og erklærer: „På denne klippe vil jeg bygge min menighed.“ (16:16, 18) Jesus begynder nu at tale om sin forestående død og om sin opstandelse på den tredje dag. Men han lover også at nogle af hans disciple „ikke skal smage døden førend de ser Menneskesønnen komme i sit rige“. (16:28) Seks dage senere tager Jesus Peter, Jakob og Johannes med op på et højt bjerg for at de skal se ham i hans herlighed. I et syn ser de Moses og Elias tale med ham, og de hører en stemme fra himmelen sige: „Dette er min søn, den elskede, som jeg har godkendt, hør på ham.“ Efter at de er kommet ned fra bjerget fortæller Jesus dem at den lovede „Elias“ allerede er kommet, og de forstår at han taler om Johannes Døber. — 17:5, 12.
22 Jesus vejleder disciplene (18:1-35). Mens de opholder sig i Kapernaum taler Jesus til disciplene om ydmyghed, om den store glæde ved at finde et får der er faret vild, og om at bilægge uoverensstemmelser mellem brødre. Peter spørger: ’Hvor mange gange skal jeg tilgive min broder?’ og Jesus svarer: „Jeg siger dig: Ikke indtil syv gange, men indtil syvoghalvfjerds gange.“ For at understrege dette fortæller Jesus billedtalen om trællen hvis herre eftergav ham en gæld på 60 millioner denarer. Denne træl lod senere en medtræl fængsle på grund af en gæld på kun 100 denarer, og som følge heraf blev den ubarmhjertige træl ligeledes overgivet til fangevogterne. Jesus pointerede: „På samme måde vil min himmelske Fader også behandle jer, hvis I ikke hver især af hjertet tilgiver jeres broder.“ — 18:21, 22, 35.
23 De sidste dage af Jesu tjeneste (19:1–22:46). Begivenhederne udvikler sig hurtigt og spændingen stiger efterhånden som de skriftlærde og farisæerne bliver mere og mere ophidsede over Jesu forkyndelse. De stiller en fælde for ham angående spørgsmålet om skilsmisse, men må gå med uforrettet sag; Jesus viser at den eneste bibelske grund til skilsmisse er utugt. En rig ung mand kommer til Jesus og spørger hvordan han kan få evigt liv, men går bedrøvet bort da han får at vide at han skal sælge alt hvad han har og følge Jesus. Efter at have fremholdt billedtalen om arbejderne og denaren taler Jesus igen om sin død og opstandelse og siger: „Menneskesønnen [er] ikke kommet for at lade sig betjene men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange.“ — 20:28.
24 Jesus går nu ind i den sidste uge af sit jordiske liv. Han holder sit indtog i Jerusalem ’som konge og ridende på et æsel’. (21:4, 5) Han renser templet for pengevekslere og andre profitmagere, og hans fjenders had forstærkes yderligere da han siger: „Skatteopkræverne og skøgerne går forud for jer ind i Guds rige.“ (21:31) Hans billedtaler om vingården og kongesønnens bryllup rammer hovedet på sømmet. Han besvarer farisæernes spørgsmål om hvorvidt man skal give kejseren skat ved at fortælle dem at de skal tilbagebetale „kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds“. (22:21) Det lykkes heller ikke saddukæerne at fange ham i ord. Ved Jesu svar falder deres underfundige spørgsmål til jorden, og han begrunder opstandelseshåbet. Atter kommer farisæerne til ham med et spørgsmål om Loven, og Jesus siger at det største bud er at man skal elske Jehova helt og fuldt, og det andet er at man skal elske sin næste som sig selv. Derpå spørger Jesus dem hvordan Kristus både kan være Davids søn og Davids herre. Ingen kan svare ham, og fra den dag tør ingen mere stille ham spørgsmål. — 22:45, 46.
25 ’Ve jer, hyklere!’ (23:1–24:2). Da Jesus taler til skarerne ved templet kommer han med endnu en skarp fordømmelse af de skriftlærde og farisæerne. Ikke alene har de gjort sig selv uegnede til at komme ind i Riget, men de bruger også alle kneb for at hindre andre i at komme derind. Ligesom hvidkalkede gravsteder ser de pæne ud udvendig, men indvendig er de fulde af fordærv og råddenskab. Jesus slutter med at udtale denne dom over Jerusalem: „Jeres hus overlades til jer selv.“ (23:38) Da han forlader templet forudsiger han dets ødelæggelse.
26 Jesus giver ’tegnet på sin nærværelse’ (24:3–25:46). På Oliebjerget spørger disciplene ham: „Hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ I sit svar peger Jesus frem til en tid med krige — „nation skal rejse sig mod nation og rige mod rige“ — hungersnød, jordskælv, tiltagende lovløshed, verdensvid forkyndelse af „denne gode nyhed om riget“, udnævnelse af „den trofaste og kloge træl“ der bliver sat over alt hvad hans herre ejer, og mange andre sider af det sammensatte tegn der skal angive ’Menneskesønnens komme i herlighed når han sætter sig på sin herligheds trone’. (24:3, 7, 14, 45-47; 25:31) Jesus slutter denne betydningsfulde profeti med billedtalerne om de ti jomfruer og om talenterne, som viser at de der er vågne og trofaste vil blive belønnet, og billedtalen om fårene og gederne, der viser at „gederne“ vil „gå bort til evig afskærelse, men de retfærdige til evigt liv“. — 25:46.
27 Begivenhederne på Jesu sidste dag (26:1–27:66). Efter at Jesus og hans apostle har fejret påsken, indstifter Jesus noget nyt idet han opfordrer sine trofaste apostle til at nyde det usyrede brød og vinen som symboler på hans legeme og blod. Senere går de ud til Getsemane, hvor Jesus beder. Der kommer Judas med en bevæbnet skare og forråder Jesus med et hyklerisk kys. Jesus bliver ført til ypperstepræsten, og de øverste præster og hele Sanhedrinet søger at finde et falsk vidnesbyrd imod Jesus. I overensstemmelse med Jesu profeti fornægter Peter ham da han stilles på prøve. Judas fortryder og kaster sine blodpenge ind i templet, hvorefter han går hen og hænger sig. Om morgenen bliver Jesus stillet for den romerske landshøvding Pilatus, der — under pres fra pøbelsværmen som præsterne har hidset op og som råber: „Hans blod komme over os og over vore børn“ — overgiver ham til at blive pælfæstet. Landshøvdingens soldater gør nar af hans kongeværdighed og fører ham så til Golgata, hvor han pælfæstes mellem to røvere. Over hans hoved anbringes følgende indskrift: „Dette er Jesus, jødernes konge.“ (27:25, 37) Efter flere timers lidelser dør Jesus ved tretiden om eftermiddagen. Han bliver lagt i en ny mindegrav der tilhører Josef fra Arimatæa. Det har været det mest begivenhedsrige døgn i historien!
28 Jesu opstandelse og sidste befalinger (28:1-20). Mattæus’ beretning når nu sit højdepunkt, idet han fortæller den bedste af alle nyheder: den døde Jesus er opstået — han lever igen! Tidligt om morgenen på den første dag i ugen kommer Maria Magdalene og „den anden Maria“ ud til graven og hører engelen bekendtgøre den glædelige nyhed. (28:1) Som en bekræftelse herpå viser Jesus sig for dem. Fjenderne prøver at modarbejde sandheden om hans opstandelse ved at bestikke de soldater der har holdt vagt ved graven til at sige: „Hans disciple kom om natten og stjal ham mens vi sov.“ Senere har Jesus endnu et møde med sine disciple i Galilæa. Hvilken befaling giver han dem til afsked? Denne: „Gå . . . ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn.“ Ville de blive ledet i dette forkyndelsesarbejde? Jesu sidste udtalelse, ifølge Mattæus, indeholder følgende forsikring: „Se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ — Matt. 28:13, 19, 20.
HVORFOR DEN ER GAVNLIG
29 Mattæusevangeliet, det første af de fire evangelier, danner bro mellem De Hebraiske Skrifter og De Kristne Græske Skrifter. Umiskendeligt viser det hvem der er Messias og Kongen i Guds lovede rige, fremholder de krav menneskene må opfylde for at blive hans disciple, og oplyser hvilken gerning disse må udføre her på jorden. Først forkyndte Johannes Døber, dernæst Jesus og til sidst disciplene at „himlenes rige er kommet nær“. Men ikke nok med det; Jesu befaling gælder helt frem til afslutningen på tingenes ordning: „Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ Det var og er stadig en uvurderlig forret at tage del i Rigets gerning og gøre „disciple af folk af alle nationerne“ ved at følge Mesterens eksempel. — 3:2; 4:17; 10:7; 24:14; 28:19.
30 Mattæus’ evangelium er virkelig ’en god nyhed’. Dets inspirerede budskab var ’en god nyhed’ for dem der tog imod det i det første århundrede, og Jehova Gud har sørget for at det er blevet bevaret som ’en god nyhed’ helt frem til vor tid. Selv ikkekristne har måttet indrømme at dette evangelium rummer en vældig kraft. For eksempel skal hindulederen Mohandas (Mahatma) Gandhi have sagt til Lord Irwin, tidligere vicekonge i Indien: „Når Deres og mit land kan mødes om den lære Kristus nedfældede i Bjergprædikenen, da vil vi have løst ikke alene vore landes, men hele verdens problemer.“ Ved en anden lejlighed sagde Gandhi: „Drik endelig i dybe drag af de kilder der er givet jer i form af Bjergprædikenen . . . For undervisningen i den prædiken var stilet til hver og en af os.“
31 Men hele verden, også den del af den der hævder at være kristen, har stadig store problemer at kæmpe med. Det er et lille mindretal af sande kristne der værdsætter, studerer og følger Bjergprædikenens råd og alle de andre sunde formaninger i Mattæusevangeliet, og de har opnået uvurderlige velsignelser. Man kan have stort udbytte af igen og igen at studere Jesu kloge ord om hvordan man finder sand lykke, om moral og ægteskab, om kærlighedens magt, om hvilke bønner Gud hører, om åndelige værdier i modsætning til materielle, om at søge Riget først, om at vise respekt for det der er helligt og om at være årvågen og lydig. Det 10. kapitel i Mattæusevangeliet indeholder Jesu vejledning til dem der tager forkyndelsen af den gode nyhed om Riget op. Jesu mange billedtaler indeholder værdifuld belæring til alle ’som har ører at høre med’. Desuden kan Jesu profetier, heriblandt hans detaljerede forudsigelse af ’tegnet på hans nærværelse’, give os et stærkt håb og en urokkelig tillid til fremtiden. — 5:1–7:29; 10:5-42; 13:1-58; 18:1–20:16; 21:28–22:40; 24:3–25:46.
32 Mattæusevangeliet omtaler et væld af opfyldte profetier. Mattæus citerer ofte fra de inspirerede Hebraiske Skrifter for at vise hvordan profetierne er blevet opfyldt. Opfyldelsen af disse profetier er et ubestrideligt vidnesbyrd om at Jesus er Messias, for det ville have været fuldstændig umuligt at tilrettelægge alle disse detaljer på forhånd. Sammenlign for eksempel Mattæus 13:14, 15 med Esajas 6:9, 10; Mattæus 21:42 med Salme 118:22, 23; og Mattæus 26:31, 56 med Zakarias 13:7. Sådanne opfyldelser giver os også en stærk forvisning om at alle de profetier som Jesus ifølge Mattæus’ beretning selv har udtalt, vil blive opfyldt når Jehovas herlige hensigter angående „himlenes rige“ bliver til virkelighed.
33 Gud havde draget omsorg for at mange enkeltheder vedrørende Kongens færden på jorden var blevet skildret i profetier som var nøjagtige selv i de mindste detaljer, og Mattæus påviste omhyggeligt opfyldelsen af mange af disse profetier da han nedskrev sin beretning under inspiration. Når de der elsker retfærdighed grunder over alle de opfyldte profetier og alle de løfter der omtales i Mattæusevangeliet, kan de glæde sig over at have kundskab om „himlenes rige“ og tillid til at Jehova gennem det vil hellige sit navn. Det er dette rige ved Jesus Kristus der skænker uudsigelige velsignelser i form af liv og lykke til alle de sagtmodige og åndeligt hungrende „i genskabelsen, når Menneskesønnen sætter sig på sin herligheds trone“. (Matt. 19:28) Alt dette er den gode nyhed „ifølge Mattæus“.
[Fodnoter]
Genoptryk fra 1981, bind V, side 895.
Oversat fra den latinske tekst ved E. C. Richardson og udgivet i serien „Texte und Untersuchungen zur Geschichte der altchristlichen Literatur“, Leipzig, 1896, bind 14, side 8, 9.
Eusebs Kirkehistorie, 6. bog, kap. XXV, 3.-6. afsnit.
Introduction to the Study of the Gospels, 1896, B. F. Westcott, side 201.
På Jesu tid svarede en denar til en dagløn; 100 denarer svarede derfor til cirka en tredjedel af en årsløn. Tres millioner denarer svarede til en løn som det ville kræve flere tusind levealdre at tjene. — Insight on the Scriptures, bind 1, side 614; se også Hjælp til forståelse af Bibelen, side 210.
Treasury of the Christian Faith, 1949, ved S. I. Stuber og T. C. Clark, side 43.
Mahatma Gandhi?s Ideas, 1930, ved C. F. Andrews, side 96.

Bibelens 41. bog — Markusevangeliet
Skribent: Markus
Skrevet i: Rom
Fuldført: ca. 60-65 e.v.t.
Spænder over: 29-33 e.v.t.
DA JESUS blev arresteret i Getsemane og apostlene flygtede, var der „en ung mand som bar en klædning af fint linned på den nøgne krop“ der fulgte efter ham. Og da pøbelen også søgte at gribe ham, „efterlod [han] linnedklædningen og slap nøgen bort“. Det er den almindelige opfattelse at denne unge mand var Markus. Han omtales i Apostelgerninger som „Johannes med tilnavnet Markus“, og han må være kommet fra en velhavende familie i Jerusalem, for den havde eget hus og egne tjenestefolk. Hans moder, Maria, var også kristen, og den første menighed brugte hendes hjem som mødested. Dengang engelen havde udfriet Peter af fængselet, var det her Peter gik hen og fandt brødrene forsamlet. — Mark. 14:51, 52; Apg. 12:12, 13.
2 Missionæren Barnabas, en levit fra Cypern, var Markus’ fætter. (Apg. 4:36; Kol. 4:10) Da Barnabas og Paulus under hungersnøden kom til Jerusalem med hjælp til brødrene, lærte Markus også Paulus at kende. Det var uden tvivl samværet med brødrene i menigheden og med nidkære rejsende brødre der gav Markus ønsket om at tage missionærtjenesten op. Han var Paulus’ og Barnabas’ tjener og rejseledsager på deres første missionsrejse. Af en eller anden grund forlod Markus dem imidlertid i Perge i Pamfylien og vendte tilbage til Jerusalem. (Apg. 11:29, 30; 12:25; 13:5, 13) Derfor nægtede Paulus at tage Markus med på den anden missionsrejse, og det resulterede i et brud mellem Paulus og Barnabas. Paulus tog Silas med, mens Barnabas tog sin fætter Markus med og sejlede til Cypern. — Apg. 15:36-41.
3 Markus stod sin prøve i tjenesten og blev en værdifuld hjælp, ikke alene for Barnabas, men senere også for apostlene Peter og Paulus. Markus var sammen med Paulus (ca. 60-61 e.v.t.) under dennes første fangenskab i Rom. (Filem. 1, 24) Mellem år 62 og 64 var Markus sammen med Peter i Babylon. (1 Pet. 5:13) Sandsynligvis i år 65 opholdt Paulus sig igen som fange i Rom, og i et brev bad han Timoteus om at tage Markus med sig, „for han er nyttig for mig og kan gøre tjeneste“. (2 Tim. 1:8; 4:11) Dette er sidste gang Markus omtales i Bibelen.
4 Man mener at det er denne Markus der har skrevet det korte Markusevangelium. Han samarbejdede med Jesu apostle og brugte hele sit liv i tjenesten for den gode nyhed. Men han var ikke en af de tolv apostle og heller ikke en af dem der til stadighed var sammen med Jesus. Hvorfra fik han da de detaljerede oplysninger der gør hans beretning om Jesu tjeneste så levende fra først til sidst? Den ældste overlevering (ifølge Papias, Origenes og Tertullian) siger at Markus’ kilde var Peter, som han var nært knyttet til. Peter kaldte ham „Markus, min søn“. (1 Pet. 5:13) Peter var øjenvidne til praktisk talt alt det Markus skrev om, så han kan have fortalt Markus de mange detaljer af beskrivende art som ikke er med i de andre evangelier. For eksempel taler Markus om „de lejede folk“ der arbejdede for Zebedæus, om den spedalske der „knælede ned“ da han bad Jesus om hjælp, om den dæmonbesatte mand der „slog sig selv med sten“, og om at Jesus fremholdt sin profeti om ’Menneskesønnens komme med stor magt og herlighed’ mens han sad på Oliebjerget „lige over for templet“. — Mark. 1:20, 40; 5:5; 13:3, 26.
5 Peter var en mand med stærke følelser, og han har derfor kunnet sætte sig ind i Jesu følelser og beskrive dem over for Markus. Markus fortæller gentagne gange hvordan Jesus følte og reagerede; for eksempel læser vi at han så rundt på dem „med vrede, dybt bedrøvet over deres hjertes ufølsomhed“, at han ’sukkede dybt’ og at han ’sukkede dybt i sin ånd’. (3:5; 7:34; 8:12) Det er Markus der fortæller os at Jesus „fattede kærlighed til“ den rige unge leder. (10:21) Tænk også på den hjertevarme beretning om at Jesus ikke blot stillede et lille barn midt iblandt disciplene men også „lagde armene om det“, og ved en anden lejlighed „tog børnene i sine arme“! — 9:36; 10:13-16.
6 Nogle af Peters egenskaber genspejles i Markus’ stil, der er livlig, impulsiv, kraftfuld og malende. Det er som om han ikke kan beskrive begivenhederne hurtigt nok. For eksempel forekommer ordet „straks“ gang på gang, hvilket er med til at give beretningen et dramatisk præg.
7 Selv om Markus havde adgang til Mattæus’ evangelium og kun syv procent af stoffet i hans beretning ikke findes i de andre evangelier, ville det være forkert at drage den slutning at Markus simpelt hen har sammentrængt Mattæus’ evangelium og tilføjet nogle få detaljer. Mattæus havde skildret Jesus som den lovede Messias og konge, men Markus betragter hans liv og gerninger under en anden synsvinkel. Han skildrer Jesus som Guds undergørende søn, den sejrende frelser. Markus lægger mere vægt på Kristi gerninger end på hans forkyndelse og lære. Han gengiver kun en lille del af billedtalerne og én af Jesu længere taler, og han udelader Bjergprædikenen. Det er grunden til at Markusevangeliet er kortere, selv om det indeholder lige så meget handling som de andre evangelier. Det omtaler mindst nitten mirakler specielt.
8 Mattæus skrev sit evangelium til jøderne, men Markus skrev åbenbart først og fremmest sit med henblik på romerne. Hvordan kan vi vide det? Han henviser kun til Moseloven når den omtales af de personer der optræder i beretningen, og han udelader Jesu slægtsregister. Kristi evangelium fremholdes som et budskab af universel betydning. Han tilføjer forklarende bemærkninger når der er tale om jødiske skikke og forskrifter som ikkejødiske læsere ikke kunne forudsættes at være bekendt med. (2:18; 7:3, 4; 14:12; 15:42) Aramaiske udtryk oversætter han. (3:17; 5:41; 7:11, 34; 14:36; 15:22, 34) Han tilføjer forskellige oplysninger om geografiske navne og plantelivet i Palæstina. (1:5, 13; 11:13; 13:3) Værdien af to jødiske mønter angiver han i romersk mønt. (12:42, NW, 1984-udgaven, fodnote) Han bruger flere latinske udtryk end de andre evangelister. For eksempel anvender han (i græsk omskrivning) de latinske ord speculator (livvagt), prætorium (landshøvdingens palads) og centurio (centurion). — 6:27; 15:16, 39.
9 Eftersom Markus’ evangelium åbenbart i første række er henvendt til romerne har han højst sandsynligt skrevet det i Rom. Både de ældste overleveringer og bogens indhold tyder på at den er skrevet i Rom enten under apostelen Paulus’ første eller hans andet fangenskab, altså i årene mellem 60 og 65. I den periode var Markus i Rom mindst én gang, sandsynligvis to gange. Alle de førende autoriteter fra det andet og det tredje århundrede bekræfter at Markus har skrevet det evangelium der er opkaldt efter ham. Evangeliet cirkulerede allerede blandt de kristne i midten af det andet århundrede. Det findes i alle de ældste kataloger over De Kristne Græske Skrifter, hvilket bekræfter at det er ægte.
10 Den lange og den korte slutning der somme tider føjes til efter kapitel 16, vers 8, er imidlertid ikke ægte. De fleste gamle håndskrifter, såsom Det Sinaitiske og Det Vatikanske nr. 1209, har ingen af disse to slutninger med. Eusebios og Hieronymus, der levede i det fjerde århundrede, samstemmer i at den autentiske beretning slutter med ordene „for de var bange“. De andre slutninger har man sandsynligvis tilføjet for at bøde på den lidt bratte måde evangeliet ender på.
11 At Markus’ beretning er nøjagtig fremgår af at den er i fuld harmoni, ikke blot med de andre evangelier, men med hele den inspirerede Bibel fra Første Mosebog til Åbenbaringen. Desuden skildrer hans evangelium gang på gang Jesus som en mand der har myndighed, ikke alene fordi han har ordet i sin magt, men også fordi han viser sin magt over naturkræfterne, over Satan og dæmonerne, over sygdom og lidelser, ja selv over døden. Markus indleder sin beretning med følgende ord: „Begyndelsen til den gode nyhed om Jesus Kristus.“ Jesu komme og virksomhed var ’en god nyhed’, og derfor må et studium af Markusevangeliet være til stor gavn for os alle. De begivenheder Markus skildrer finder sted i tiden fra foråret 29 til foråret 33.
BOGENS INDHOLD
12 Jesu dåb og fristelse (1:1-13). Markus indleder sit evangelium med at fortælle hvem Johannes Døber er. Han er det sendebud der ifølge profetien skulle forkynde: „I må berede Jehovas vej, gøre hans veje lige.“ Om ham der snart skal komme siger døberen: „[Han] er stærkere end jeg.“ Ja, han skal døbe, ikke med vand, men med hellig ånd. Jesus kommer nu fra Nazaret i Galilæa, og Johannes døber ham. Ånden daler ned over Jesus som en due, og der lyder en stemme fra himlene: „Du er min søn, den elskede; jeg har godkendt dig.“ (1:3, 7, 11) I ørkenen bliver Jesus fristet af Satan, og engle sørger for ham. Alle disse begivenheder er sammentrængt i Markusevangeliets første tretten vers.
13 Jesus begynder sin virksomhed i Galilæa (1:14–6:6). Efter at Johannes er sat i fængsel tager Jesus til Galilæa og forkynder Guds gode nyhed. Hvilket overraskende budskab! „Guds rige er kommet nær. I må ændre sind og I må tro på den gode nyhed.“ (1:15) Han opfordrer Simon, Andreas, Jakob og Johannes til at forlade deres fiskenet for at blive hans disciple. På sabbatten begynder han at undervise i synagogen i Kapernaum. Folk bliver helt forbløffede, for han underviser ’som en der har myndighed, og ikke som de skriftlærde’. Han viser sin myndighed som „Guds Hellige“ ved at uddrive en uren ånd af en besat mand, og ved at helbrede Simons svigermoder, der lå syg med feber. Nyheden herom breder sig som en brand, og om aftenen er „hele byen“ samlet uden for Simons hus. Jesus kurerer mange syge og uddriver mange dæmoner. — 1:22, 24, 33.
14 Jesus forklarer hvad hans opgave er, da han siger til disciplene: „Lad os gå et andet sted hen . . . så jeg også kan forkynde dér.“ (1:38) Han forkynder i hele Galilæa. Overalt hvor han kommer, uddriver han dæmoner og helbreder syge, også en spedalsk. Til en der er lam siger han: „Dine synder er tilgivet.“ Nogle af de skriftlærde tænker: ’Dette er gudsbespottelse. Hvem andre end Gud kan tilgive synder?’ Jesus, som kan mærke hvad de tænker, beviser at „Menneskesønnen har myndighed til på jorden at tilgive synder“, idet han befaler den lamme at stå op og gå hjem. Folket herliggør Gud. Da skatteopkræveren Levi (Mattæus) bliver hans discipel, siger han til de skriftlærde: „Jeg er ikke kommet for at indbyde retfærdige, men syndere.“ Han viser at han er „sabbatens Herre“. — 2:5, 7, 10, 17, 28.
15 Jesus danner nu en gruppe på tolv apostle. Han modarbejdes lidt af sine slægtninge, og nogle skriftlærde fra Jerusalem anklager ham for at uddrive dæmoner ved hjælp af dæmonernes hersker. Jesus spørger: „Hvordan kan Satan uddrive Satan?“ og advarer dem: „Den der taler bespotteligt imod den hellige ånd, får aldrig i evighed tilgivelse, men er skyldig i en evig synd.“ Under denne samtale kommer hans moder og hans brødre og søger efter ham, og Jesus siger: „Enhver der gør Guds vilje, det er min broder og søster og moder.“ — 3:23, 29, 35.
16 Jesus begynder at lære om „Guds riges hellige hemmelighed“ ved hjælp af billedtale. Han fortæller om sædemanden hvis sædekorn falder på forskellig slags jord (hvilket skildrer de forskellige slags mennesker der hører ordet), og om lampen der lyser fra standeren. I en anden billedtale siger Jesus at det er med Guds rige som når en mand kaster såsæden ud over jorden: „Af sig selv bærer jorden lidt efter lidt frugt, først strå, så aks, til sidst fuld kerne i akset.“ (4:11, 28) Han fremholder også billedtalen om sennepsfrøet der, skønt det er det mindste af alle frø, vokser op og får store grene i hvis skygge fuglene kan tage bolig.
17 Da de sejler over Galilæas Sø får Jesus ved et mirakel en voldsom storm til at lægge sig og den oprørte sø til at blive stille da han befaler: „Ti! Vær stille!“ (4:39) I gerasenernes land uddriver Jesus en ’legion’ dæmoner af én mand og tillader dem at gå i en flok svin der tæller omtrent 2000, og som farer ud over en skrænt og drukner i søen. (5:8-13) Derefter sejler Jesus tilbage til den modsatte bred. En kvinde bliver helbredt for stadige blødninger som hun har haft i tolv år, blot ved at røre ved Jesu yderklædning, da han er på vej for at vække Jairus’ tolvårige datter til live igen. Jo, Menneskesønnen har magt over både liv og død! Men folk i Jesu hjemegn drager hans myndighed i tvivl. Han undrer sig over deres mangel på tro, men tager ’rundt i en kreds til landsbyerne og underviser’. — 6:6.
18 Virksomheden i Galilæa udvides (6:7–9:50). De tolv udsendes to og to og får befaling om at forkynde og undervise, og magt til at kurere syge og uddrive dæmoner. Navnet Jesus bliver kendt, og nogle mener at det er Johannes Døber der er oprejst fra de døde. Denne mulighed bekymrer Herodes, på hvis fødselsdag Johannes var blevet halshugget. Apostlene vender tilbage fra deres forkynderrejse og aflægger rapport til Jesus om deres virksomhed. En stor skare mennesker følger Jesus rundt om i Galilæa, og ’han får inderligt ondt af dem, for de er som får uden hyrde’. Han begynder derfor at lære dem mange ting. (6:34) Han sørger også kærligt for bogstavelig føde til dem, idet han bespiser 5000 mænd ved hjælp af fem brød og to fisk. Kort efter, da disciplene må kæmpe hårdt imod vinden i deres båd på vej til Betsajda, kommer han gående ud til dem på søen og får vinden til at lægge sig. Ikke så mærkeligt at selv hans disciple er „aldeles lamslåede“! — 6:51.
19 I nærheden af Genezaret har Jesus et ordskifte med nogle skriftlærde og farisæere fra Jerusalem der hævder at det er forkert at spise med uvaskede hænder, og Jesus irettesætter dem fordi de „giver slip på Guds bud og holder fast ved menneskers overlevering“. Han siger at det ikke er det der udefra kommer ind i et menneske som gør det urent, men det der kommer indefra, fra hjertet, nemlig „skadelige overvejelser“. (7:8, 21) Så tager han nordpå til egnene omkring Tyrus og Zidon. Han udfører nu et mirakel for en hedning, idet han uddriver en dæmon af en syrisk-fønikisk kvindes datter.
20 Da Jesus igen er tilbage i Galilæa får han atter inderligt ondt af den skare der følger ham, og han bespiser 4000 mænd med syv brød og nogle få småfisk. Han advarer sine disciple mod farisæernes surdej og Herodes’ surdej, men på det tidspunkt forstår de ikke hvad han mener. Så gør han endnu et mirakel — han helbreder en blind mand i Betsajda. I en samtale på vej til landsbyerne ved Cæsarea Filippi bekender Peter med overbevisning at Jesus er „Messias“, men protesterer kraftigt da Jesus taler om Menneskesønnens forestående lidelse og død. Af den grund irettesætter Jesus ham: „Forsvind om bag mig, Satan, for du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.“ (8:29, 33) Jesus formaner sine disciple til stadig at følge ham for den gode nyheds skyld; dersom de skammer sig ved ham, vil han skamme sig ved dem når han kommer i sin Faders herlighed.
21 Seks dage senere, da Peter, Jakob og Johannes er med ham oppe på et højt bjerg, får de den forret at se at „Guds rige er kommet i magt“, idet de ser Jesus forvandlet i herlighed. (9:1) Jesus viser igen sin magt ved at uddrive en stum ånd af en dreng, og for anden gang taler han om sin forestående lidelse og død. Han formaner sine disciple til ikke at lade noget hindre dem i at vinde livet. Bringer din hånd dig til snublen og fald? Hug den af! Din fod? Hug den af! Dit øje? Kast det bort! Det er langt bedre at gå invalid ind i Guds rige end med hele sit legeme i behold at blive kastet i Gehenna.
22 Forkyndelse i Peræa (10:1-52). Jesus kommer til Judæas grænseegne og „den anden side af Jordan“ (Peræa). Farisæerne stiller ham nu et spørgsmål om skilsmisse, og han benytter lejligheden til at fremholde Guds principper vedrørende ægteskab. En rig ung mand spørger ham hvad han skal gøre for at arve evigt liv, men bliver bedrøvet over at høre at han for at få værdier i himmelen må sælge hvad han har og følge Jesus. Jesus siger til sine disciple: „Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.“ Han opmuntrer dem der har forladt alt for den gode nyheds skyld, idet han lover dem „hundrede gange mere nu . . . sammen med forfølgelser, og i den kommende tingenes ordning evigt liv“. — 10:1, 25, 30.
23 Jesus og de tolv begiver sig nu på vej til Jerusalem. Jesus fortæller dem for tredje gang om de lidelser der venter ham og om sin opstandelse. Han spørger dem om de kan drikke det samme bæger som han er ved at drikke, og siger til dem: „Enhver der ønsker at være først blandt jer, skal være alles træl.“ Da de er på vej ud af Jeriko råber en blind tigger som sidder ved vejen: „Davids søn, Jesus, vis mig barmhjertighed!“ Jesus giver ham synet igen, og dette er den sidste af Jesu mirakuløse helbredelser Markus beretter om. — 10:44, 47, 48.
24 Jesu forkyndelse i Jerusalem og omegn (11:1–15:47). Begivenhederne tager fart. Jesus rider ind i byen på et æselføl, og folket hylder ham som konge. Næste dag renser han templet. De øverste præster og de skriftlærde frygter ham og planlægger at slå ham ihjel. „Med hvilken bemyndigelse gør du disse ting?“ spørger de. (11:28) Jesus stiller dem et modspørgsmål og fortæller lignelsen om vinavlerne der dræbte arvingen til vingården. De forstår at han taler om dem, og går deres vej.
25 Dernæst sender de nogle af farisæerne til ham for at fange ham på spørgsmålet om at betale skat. Han beder dem om en denar og spørger: „Hvis billede og indskrift er dette?“ De svarer: „Kejserens.“ Jesus siger da: „Tilbagebetal kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ Det er ikke så sært at de undrer sig over ham! (12:16, 17) Nu søger saddukæerne, der ikke tror på opstandelsen, at fange ham med spørgsmålet: Dersom en kvinde har haft syv mænd efter hinanden, hvis hustru skal hun så være i opstandelsen? Jesus svarer med det samme at de der opstår fra de døde er som „engle i himlene“, idet de ikke gifter sig. (12:19-23, 25) „Hvilket bud er det første af alle?“ spørger en af de skriftlærde. Jesus svarer: „Det første er: ’Hør, Israel, Jehova vor Gud er én Jehova, og du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.’ Det andet er dette: ’Du skal elske din næste som dig selv.’“ (12:28-31) Derefter tør ingen stille ham spørgsmål mere. Jesus har fastslået sin myndighed som den fuldkomne lærer. Den store folkemængde hører med glæde på ham, og Jesus advarer den imod de opblæste skriftlærde. Over for sine disciple taler han anerkendende om den fattige enke der lagde mere i templets bidragsbøsse end alle de andre, for med sine to småmønter gav hun „alt hvad hun havde, alle sine midler at leve af“. — 12:44.
26 Da Jesus sidder på Oliebjerget lige over for templet, fortæller han i fortrolighed fire af sine disciple om „tegnet“ på afslutningen på disse ting. (Dette er den eneste længere tale Markus gengiver, og den svarer til hvad der står i Mattæusevangeliet, kapitlerne 24 og 25.) Den slutter med Jesu formaning: „Men om den dag eller timen ved ingen noget, hverken englene i himmelen eller Sønnen, kun Faderen. Men hvad jeg siger til jer, siger jeg til alle: Hold jer vågne.“ — 13:4, 32, 37.
27 I det nærliggende Betania salver en kvinde Jesus med en kostbar, vellugtende olie. Nogle protesterer og siger at det er ødselhed, men Jesus siger at hun har gjort en smuk gerning, som en forberedelse til hans begravelse. Til den aftalte tid samles Jesus og de tolv i byen for at fejre påsken. Jesus gør opmærksom på hvem der vil forråde ham, han indstifter mindemåltidet med sine trofaste disciple, og sammen går de ud til Oliebjerget. På vejen siger Jesus til dem at de alle vil blive bragt til snublen og fald. Peter benægter at det skulle overgå ham; men Jesus siger: „I denne nat, før hanen galer to gange, vil selv du tre gange nægte at kendes ved mig.“ Da de kommer til Getsemane, går Jesus lidt bort for at bede, efter at have sagt til disciplene at de skal holde sig vågne. Han slutter sin bøn med ordene: „Abba, Fader, alt er muligt for dig; tag dette bæger bort fra mig. Dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.“ Tre gange vender Jesus tilbage til disciplene og finder dem sovende, selv „på en tid som denne“! (14:29, 30, 36, 41) Men timen er kommet! Se — forræderen!
28 Judas nærmer sig og kysser Jesus. Det er tegnet til at de øverste præsters bevæbnede mænd skal arrestere ham. De fører ham til ypperstepræsten, og mange vidner falsk imod ham, men deres vidnesbyrd stemmer ikke overens. Jesus selv forholder sig tavs. Til sidst spørger ypperstepræsten ham: „Er du Messias, søn af den Velsignede?“ Jesus svarer: „Det er jeg.“ Ypperstepræsten råber at det er gudsbespottelse, og alle dømmer Jesus skyldig til døden. (14:61-64) Nedenunder i gården har Peter fornægtet Jesus tre gange. En hane galer anden gang, og Peter, der husker Jesu ord, bryder sammen og græder.
29 Straks ved daggry holder Sanhedrinet råd, lader Jesus binde og sender ham til Pilatus. Denne forstår hurtigt at Jesus ikke er nogen forbryder og prøver at løslade ham. Men da pøbelen, som de øverste præster har ophidset, kræver det, overgiver han til sidst Jesus til at blive pælfæstet. Jesus føres til Golgata (det betyder „hovedskalsted“) og pælfæstes, med beskyldningen mod ham skrevet ovenover ham: „Jødernes konge.“ De forbipasserende spotter ham: „Andre har han frelst; sig selv kan han ikke frelse!“ Ved middagstid (i den sjette time) bliver der mørke over hele landet indtil klokken tre. Da råber Jesus med høj røst: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“ og udånder. En centurion som ser alt dette siger: „Dette menneske var virkelig Guds Søn.“ Josef fra Arimatæa, der er medlem af Sanhedrinet men tror på Guds rige, beder Pilatus om at få Jesu legeme og lægger det i en grav der er hugget ud i en klippe. — 15:22, 26, 31, 34, 39.
30 Begivenheder efter Jesu død (16:1-8). Meget tidligt på ugens første dag går tre kvinder ud til graven. Til deres overraskelse ser de at den store sten ved indgangen til graven er rullet væk. „En ung mand“ der sidder inde i graven fortæller dem at Jesus er blevet oprejst. (16:5) Han er ikke dér længere, men går forud for dem til Galilæa. De flygter fra graven, rystende og bange.
HVORFOR DEN ER GAVNLIG
31 Lige fra de første kristnes tid og til nu har alle der har læst Markusevangeliets levende beretning om Jesus Kristus, kunnet se hvordan mange af De Hebraiske Skrifters profetier om Messias er blevet opfyldt. Fra det første citat: „Se! foran dit ansigt udsender jeg mit sendebud,“ til Jesu smertensord på marterpælen: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“ er hele beretningen om hans nidkære tjeneste, som Markus gengiver den, i overensstemmelse med hvad De Hebraiske Skrifter har forudsagt. (Mark. 1:2; 15:34; Mal. 3:1; Sl. 22:1) Dertil kommer at hans mirakler og undere, hans sunde lære, hans fuldendte gendrivelser, hans absolutte tillid til Jehovas ord og ånd, og hans kærlige omsorg for fårene, alt sammen viser at han ejede den myndighed der skulle kendetegne Guds søn. Han underviste „som en der havde myndighed“, myndighed fra Jehova, og hans vigtigste arbejde her på jorden var at forkynde „Guds gode nyhed“, nemlig at „Guds rige er kommet nær“. Hans lære har vist sig at være til uvurderlig gavn for alle der har givet agt på den. — Mark. 1:22, 14, 15.
32 Jesus sagde til sine disciple: „Jer er Guds riges hellige hemmelighed blevet givet.“ Markus bruger udtrykket „Guds rige“ fjorten gange og fremholder mange vejledende principper for dem der ønsker at opnå liv gennem Riget. Jesus sagde: „Enhver som mister sin sjæl for min og den gode nyheds skyld, vil redde den.“ Enhver hindring for at vinde livet må fjernes: „Det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds rige end at have to øjne og blive kastet i Gehenna.“ Desuden sagde Jesus: „Den som ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, vil slet ikke komme ind i det,“ og: „Hvor vil det være vanskeligt for dem som har penge at komme ind i Guds rige!“ Han sagde at den der forstår at overholdelsen af de store bud er langt mere værd end alle brændofre og slagtofre, „er ikke langt fra Guds rige“. Disse principper og andre lærepunkter i forbindelse med Riget rummer mange gode formaninger som vi kan anvende i det daglige liv. — Mark. 4:11; 8:35; 9:43-48; 10:13-15, 23-25; 12:28-34.
33 Den gode nyhed „ifølge Markus“ kan måske gennemlæses på en time eller to, og den giver læseren en spændende, levende og kraftmættet beskrivelse af Jesu tjeneste. Det vil altid være gavnligt både at læse denne inspirerede beretning og at studere den nøjere og meditere over den. Markusevangeliet er til gavn for kristne der bliver forfulgt i vor tid, ligesom det var til gavn for de kristne i det første århundrede, for sande kristne står nu over for „kritiske tider som er vanskelige at klare“, og de har brug for den inspirerede vejledning der findes i denne beretning om vort forbillede, Jesus Kristus. Læs den, følg dens dramatiske handlingsforløb og hent opmuntring til at efterfølge troens hovedformidler og fuldender, Jesus, med den uovervindelige glæde som han lagde for dagen. (2 Tim. 3:1; Hebr. 12:2) Ja, se ham som en handlingens mand, bliv fyldt med hans nidkærhed og efterlign hans urokkelige uangribelighed og mod under trængsler og modstand. Hent trøst fra denne berigende del af de inspirerede skrifter. Drag nytte af den i dine bestræbelser for at opnå evigt liv!
[

Bibelens 42. bog — Lukasevangeliet
Skribent: Lukas
Skrevet i: Cæsarea
Fuldført: ca. 56-58 e.v.t.
Spænder over: 3 f.v.t.–33 e.v.t.
LUKASEVANGELIET blev skrevet af en mand med både hjerte og forstand, og dette bevirkede i forbindelse med Guds ånds ledelse at hans beretning blev både nøjagtig og fuld af varme og følelse. I de indledende vers siger han: „Jeg [har også] besluttet, efter omhyggeligt at have gået alle ting igennem forfra, at skrive dem ned til dig i logisk rækkefølge.“ Hans detaljerede, pertentlige beretning bekræfter til fulde at han har gennemgået alt meget omhyggeligt. — Luk. 1:3.
2 Lukas nævnes ikke ved navn i beretningen, men vidnesbyrd fra oldtiden samstemmer i at den er skrevet af ham. Evangeliet tilskrives Lukas i Det Muratoriske Fragment (ca. 170 e.v.t.), og det blev accepteret som sådant af skribenter fra det andet århundrede som Irenæus og Clemens fra Alexandria. Indre vidnesbyrd peger også på at det er affattet af Lukas. Paulus omtaler ham i Kolossenserbrevet 4:14 som „Lukas, den elskede læge“, og Lukasevangeliet er netop præget af den orden og logik som man må forvente af en veluddannet mand, for eksempel en læge. På grund af sit gode sprog og store ordforråd (Lukasevangeliets ordforråd er større end de tre andre evangeliers tilsammen) kunne han behandle sit betydningsfulde emne på en meget nøjagtig og letfattelig måde. Hans beretning om den fortabte søn anses af nogle for at være den bedste fortælling der nogen sinde er skrevet.
3 I Lukasevangeliet findes mere end 300 lægeudtryk, eller ord som Lukas anvender i lægelig betydning, og det er udtryk som ingen andre kristne bibelskribenter bruger på samme måde (hvis de i det hele taget bruger dem). Når Lukas for eksempel taler om spedalskhed bruger han ikke altid det samme ord som de andre. For dem er spedalskhed spedalskhed, men for lægen findes der forskellige stadier af spedalskhed — Lukas taler for eksempel om „en mand fuld af spedalskhed“. Om Lazarus siger han at han var „fuld af sår“. Ingen af de andre evangelister siger at Peters svigermoder havde „høj feber“. (5:12; 16:20; 4:38) De tre andre fortæller også at Peter huggede et øre af ypperstepræstens træl, men kun Lukas nævner at Jesus helbredte ham. (22:51) Man fornemmer også den grundige læge bag ordene om kvinden der „i atten år havde haft en svaghedsånd, og hun var krumbøjet og helt ude af stand til at rette sig op“. Og hvem andre end „Lukas, den elskede læge,“ ville have givet en så detaljeret beskrivelse af den førstehjælp som samaritaneren ydede en mand idet han „gød olie og vin på hans sår og forbandt dem“? — 13:11; 10:34.
4 Hvornår skrev Lukas sit evangelium? Apostelgerninger 1:1 viser at den der skrev Apostelgerninger (det var også Lukas) tidligere havde affattet „den første beretning“, evangeliet. Apostelgerninger blev sandsynligvis fuldført omkring år 61, mens Lukas var i Rom sammen med Paulus, der havde appelleret til kejseren. Det er derfor sandsynligt at Lukas skrev sit evangelium i Cæsarea omkring år 56-58, efter at han sammen med Paulus var vendt tilbage fra Filippi ved slutningen af den tredje missionsrejse, og mens Paulus sad fængslet i Cæsarea i to år før han blev ført til Rom, hvor hans appelsag skulle behandles. Eftersom Lukas opholdt sig i Palæstina i den periode, havde han god lejlighed til ’omhyggeligt at gå alle ting igennem forfra’, det vil sige alt om Jesu liv og tjeneste. Det ser således ud til at Lukas’ beretning er skrevet før Markusevangeliet.
5 Lukas var naturligvis ikke øjenvidne til alle de begivenheder han omtaler i sit evangelium, for han var ikke en af de tolv og kom sandsynligvis ikke engang til troen før efter Jesu død. Men han var meget nært knyttet til Paulus i missionærtjenesten. (2 Tim. 4:11; Filem. 24) Hans skrifter bærer da også præg af Paulus’ indflydelse, hvilket ses ved en sammenligning af beretningerne om Herrens aftensmåltid i Lukas 22:19, 20 og Første Korintherbrev 11:23-25. Lukas kan også have rådført sig med Mattæusevangeliet som kildemateriale. I sine bestræbelser for ’omhyggeligt at gå alle ting igennem’ kan han have udspurgt mange øjenvidner til begivenhederne i Jesu liv, for eksempel de disciple der stadig levede, og måske Jesu moder, Maria. Vi kan være sikre på at han i bestræbelserne for at samle nøjagtige oplysninger ikke lod nogen mulighed uforsøgt.
6 Når man undersøger de fire evangelier bliver det klart for en at de ikke blot gentager hinandens beretninger og at de heller ikke blot er skrevet for at der kunne tilvejebringes flere vidneudsagn om en yderst betydningsfuld del af Bibelens historie. Lukasevangeliet er det evangelium der tydeligst bærer præg af skribentens personlighed. I alt 59 procent af stoffet i Lukas’ beretning findes ikke i de andre evangelier. Lukas omtaler mindst seks mirakler og over tolv billedtaler som de andre evangelister ikke nævner. En tredjedel af hans evangelium er holdt i den fortællende form og de øvrige to tredjedele er helliget det talte ord. Hans evangelium er det længste af de fire evangelier. Mattæus skrev først og fremmest for jøderne, Markus for ikkejødiske læsere, især romerne. Lukasevangeliet var stilet til den „højtærede Theofilus“ og gennem ham til andre, både jøder og ikkejøder. (Luk. 1:3, 4) Eftersom Lukas i sin beretning henvender sig til mennesker fra alle lande, fører han Jesu slægtsregister tilbage til „Adam, søn af Gud“, og ikke blot til Abraham, sådan som Mattæus gør fordi han især henvender sig til jøderne. Lukas gør specielt opmærksom på Simeons profetiske ord om at Jesus skulle blive midlet til at „fjerne sløret fra nationerne“, og han fortæller at „alt kød skal se Guds frelsesmiddel“. — 3:38; 2:29-32; 3:6.
7 Alt hvad Lukas har skrevet, vidner om at han er en fremragende fortæller. Hans beretninger er velordnede og nøjagtige, og det er et stærkt bevis på deres pålidelighed. Herom har en jurist engang skrevet: „Mens begivenhederne i eventyr, legender og falske vidneudsagn omhyggeligt henlægges til et fjernt sted og et ubestemt tidspunkt, hvilket er i modstrid med de første regler vi jurister lærer om god procedure, nemlig at erklæringen skal angive tid og sted, angiver Bibelen med største nøjagtighed tid og sted for de begivenheder den omtaler.“ Som bevis herfor citerede han Lukas 3:1, 2: „I det femtende år af kejser Tiberius’ regeringstid, da Pontius Pilatus var landshøvding i Judæa, og Herodes var landsdelshersker i Galilæa, og hans broder Filip var landsdelshersker i Ituræas og Trakonitis’ land, og Lysanias var landsdelshersker i Abilene, og i den overordnede præst Annas’ og i Kajfas’ dage, kom Guds erklæring til Johannes, Zakarias’ søn, i ørkenen.“ Her er ingen usikkerhed med hensyn til tid og sted. Lukas nævner ikke færre end syv offentlige embedsmænd for at vi kan fastslå tidspunktet for begyndelsen til Johannes’ og Jesu tjeneste.
8 Lukas giver os også et fingerpeg om tidspunktet for Jesu fødsel når han siger: „Det var i de dage der udgik en bestemmelse fra kejser Augustus om at hele den beboede jord skulle indskrives; (denne første indskrivning fandt sted da Quirinius var landshøvding i Syrien).“ (Luk. 2:1, 2) Det var på den tid Josef og Maria tog op til Betlehem for at blive indskrevet, og Jesus blev født mens de opholdt sig her. Vi må give den bibelkommentator ret som siger: „Et af de tydeligste beviser på Lukas’ evner som historiker er at han altid sørger for at være fuldstændig nøjagtig.“ Vi må erkende at Lukas taler sandt når han siger at han ’omhyggeligt har gået alle ting igennem forfra’.
9 Lukas påviser også at profetierne i De Hebraiske Skrifter fik en nøjagtig opfyldelse på Jesus Kristus. Han anfører Jesu inspirerede vidnesbyrd herom. (24:27, 44) Han gengiver også Jesu egne profetier nøjagtigt, og mange af disse har allerede fået deres opfyldelse selv i de mindste detaljer. For eksempel blev Jerusalem i år 70 belejret og omgivet af en skanse af spidse pæle og gik til grunde i en frygtelig ødelæggelse, nøjagtig som Jesus havde forudsagt. (Luk. 19:43, 44; 21:20-24; Matt. 24:2) Den verdslige historiker Flavius Josefus, der som øjenvidne befandt sig i den romerske hær, fortæller at man ryddede landskabet for træer inden for en radius af cirka seksten kilometer fra byen for at skaffe pæle nok, at belejringsvolden var godt syv kilometer lang, at mange kvinder og børn døde af sult, og at mere end 1.000.000 jøder mistede livet og 97.000 blev taget til fange. Den dag i dag kan man på Titusbuen i Rom se en skildring af det romerske sejrstog med krigsbyttet fra Jerusalems tempel. Vi kan være overbeviste om at de andre inspirerede profetier Lukas har nedskrevet, vil få en lige så nøjagtig opfyldelse.
BOGENS INDHOLD
10 Lukas’ indledning (1:1-4). Lukas fortæller at han omhyggeligt har gået alle ting igennem forfra, og at han har besluttet at skrive det ned i logisk rækkefølge for at den „højtærede Theofilus . . . kan blive helt klar over hvor sikre“ disse ting er. — 1:3, 4.
11 De første år af Jesu liv (1:5–2:52). En engel viser sig for den aldrende præst Zakarias og bringer den glædelige nyhed at han vil få en søn som han skal kalde Johannes; men Zakarias skal være stum indtil drengen er født. Som lovet bliver hans hustru, Elisabet, gravid skønt hun også er „godt oppe i årene“. Omkring seks måneder senere viser engelen Gabriel sig for Maria og fortæller hende at hun skal undfange ved „kraft fra den Højeste“ og føde en søn som skal kaldes Jesus. Maria besøger Elisabet, der hilser hende med glæde. Derefter udbryder Maria jublende: „Min sjæl forkynder Jehovas storhed, og min ånd glæder sig usigeligt over Gud, min Frelser.“ Hun taler om Jehovas hellige navn og hans store barmhjertighed mod dem der frygter ham. Ved Johannes’ fødsel løsnes Zakarias’ tunge, og han forkynder også om Guds barmhjertighed og erklærer at Johannes vil blive en profet der bereder Jehovas vej. — 1:7, 35, 46, 47.
12 Da tiden er inde bliver Jesus født i Betlehem, og en engel forkynder dette som „en god nyhed om en stor glæde“ for nogle hyrder der holder vagt over deres hjord om natten. Omskærelsen finder sted i overensstemmelse med Loven, og da Jesu forældre kommer til templet for at „fremstille ham for Jehova“, taler den aldrende Simeon og profetinden Anna om barnet. I Nazaret ’vokser drengen og styrkes, han fyldes med visdom, og Guds gunst er fortsat over ham’. (2:10, 22, 40) Da Jesus er tolv år gammel forbløffer han under et besøg i Jerusalem lærerne med sin forståelse og sine svar.
13 Tjenesten forberedes (3:1–4:13). I det femtende år af kejser Tiberius’ regeringstid kommer Guds erklæring til Johannes, Zakarias’ søn, og han går ud og forkynder „en dåb der som symbol betegner sindsændring til synders tilgivelse“ for at „alt kød skal se Guds frelsesmiddel“. (3:3, 6) Da hele folket døbes i Jordan kommer Jesus også og bliver døbt, og mens han beder, daler den hellige ånd ned over ham, og hans Fader udtrykker fra himmelen sin godkendelse af ham. Jesus Kristus er nu omkring 30 år. (Lukas bringer her Jesu slægtsregister.) Efter at Jesus er døbt fører ånden ham omkring i ørkenen i 40 dage. Djævelen frister ham uden held og trækker sig bort fra ham „indtil en bedre tid“. — 4:13.
14 Jesu første virksomhed, fortrinsvis i Galilæa (4:14–9:62). I synagogen i sin hjemby, Nazaret, viser Jesus klart hvad der er hans opgave, idet han læser profetien i Esajas 61:1, 2 og anvender den på sig selv: „Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde godt nyt for fattige; han sendte mig ud for at forkynde frigivelse for fanger og for blinde at de skal få deres syn igen, for at sende de undertvungne bort som frigivne, for at forkynde Jehovas velkomne år.“ (4:18, 19) Folkets første begejstring over hans ord vender sig til vrede da han fortsætter sit foredrag, og de prøver at slå ham ihjel. Han tager derfor ned til Kapernaum, hvor han helbreder mange mennesker. Folkeskarerne følger ham og prøver at holde ham tilbage, men han siger til dem: „Jeg må nødvendigvis også forkynde den gode nyhed om Guds rige for de andre byer; det er jo dette jeg er sendt ud for.“ (4:43) Han tager videre og forkynder i Judæas synagoger.
15 I Galilæa forårsager Jesus at Simon (der også kaldes Peter), Jakob og Johannes ved et mirakel fanger en stor mængde fisk. Han siger til Simon: „Fra nu af er det levende mennesker du skal fange.“ Derpå forlader de alt og følger ham. Jesus fortsætter med at bede og undervise, og ’Jehovas kraft er der så han kan helbrede’. (5:10, 17) Han kalder Levi (Mattæus), en foragtet skatteopkræver, som til ære for Jesus holder et stort selskab hvortil der blandt andet kommer „en stor mængde skatteopkrævere“. (5:29) Dette resulterer i det første af en række sammenstød Jesus har med farisæerne, der bliver rasende og pønser på at gøre ham fortræd.
16 Efter at have tilbragt en hel nat med at bede til Gud udvælger Jesus tolv apostle blandt sine disciple. Flere mirakuløse helbredelser finder sted. Derpå holder han Bjergprædikenen, der i Lukas 6:20-49 er gengivet i en kortere form end i Mattæusevangeliet, kapitlerne 5 til 7. Jesus stiller modsætningerne op: „Lykkelige er I fattige, for Guds rige er jeres. Men ve jer, I rige, for I har fået hele jeres trøst.“ (6:20, 24) Han formaner sine tilhørere til at elske deres fjender, til at være barmhjertige, til at give og til at komme frem med noget godt af hjertets gode forråd.
17 Da Jesus vender tilbage til Kapernaum bliver han af en centurion bedt om at helbrede en syg træl. Centurionen føler sig ikke værdig til at modtage Jesus under sit tag og beder blot Jesus sige „et ord“ dér hvor han befinder sig. Trællen bliver helbredt, og Jesus kommer med følgende udtalelse: „Jeg siger jer: Ikke engang i Israel har jeg fundet så stor en tro.“ (7:7, 9) Ved byen Nain oprejser Jesus for første gang en fra de døde, nemlig en enkes eneste søn, fordi han får „inderligt ondt af hende“. (7:13) Da nyheden om Jesus spredes overalt i Judæa sender Johannes Døber bud til Jesus fra fængselet og spørger: „Er du den der kommer?“ Som svar siger Jesus til sendebudene: „Gå blot og meddel Johannes hvad I har set og hørt: blinde ser igen, halte går omkring, spedalske bliver renset og døve hører, døde bliver oprejst, fattige får den gode nyhed forkyndt. Og lykkelig er den som ikke i mig finder nogen årsag til snublen og fald.“ — 7:19, 22, 23.
18 Sammen med de tolv tager Jesus ’fra by til by og fra landsby til landsby, og han bekendtgør og forkynder den gode nyhed om Guds rige’. Han fremholder billedtalen om sædemanden og slutter med at sige: „Vær derfor opmærksomme på hvordan I hører efter; for den der har, ham skal der gives mere, men den der ikke har, fra ham skal endog det tages som han forestiller sig han har.“ (8:1, 18) Jesus fortsætter med at gøre mirakler og undere. Han giver også de tolv myndighed over dæmonerne og magt til at kurere sygdomme og sender dem ud „for at forkynde Guds rige og for at helbrede“. På mirakuløs vis bespiser han 5000. Så følger forklarelsen på bjerget, og næste dag helbreder Jesus en dæmonbesat dreng som disciplene ikke har kunnet helbrede. Han siger advarende til dem der ønsker at følge ham: „Ræve har huler og himmelens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke noget sted hvor han kan hvile sit hoved.“ Ingen som lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er velegnet for Guds rige. — 9:2, 58.
19 Jesu senere virksomhed i Judæa (10:1–13:21). Jesus udsender 70 andre til at være med i „høsten“, og de fyldes med glæde over resultaterne af deres tjeneste. Mens Jesus forkynder, spørger en mand der vil retfærdiggøre sig: „Hvem er egentlig min næste?“ Som svar fremholder Jesus billedtalen om den barmhjertige samaritaner. En mand der ligger halvdød ved vejen efter at være blevet slået ned af røvere, får ingen hjælp af en præst og en levit der kommer forbi. Det er en af de foragtede samaritanere der standser op, forbinder hans sår, sætter ham op på sit lastdyr, fører ham til et herberg og betaler for hans forplejning. Ja, „ham der handlede barmhjertigt mod ham“ var hans næste. — 10:2, 29, 37.
20 Da Jesus besøger Marta i hendes hus, giver han hende en mild irettesættelse fordi hun er alt for optaget af huslige pligter, og han roser Maria for at have valgt den gode del, fordi hun sætter sig ned og lytter til hans ord. Han lærer sine disciple mønsterbønnen og fortæller dem at det er nødvendigt at være udholdende i bønnen, idet han siger: „Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde.“ Senere uddriver han dæmoner og priser dem lykkelige som „hører Guds ord og holder det“. Under et måltid har han et ordskifte med farisæerne om Loven. Ve dem fordi de har taget „kundskabens nøgle“! — 11:9, 28, 52.
21 Da Jesus igen er sammen med folkemængden er der en som beder ham: „Sig til min broder at han skal skifte arven med mig.“ Jesus sætter fingeren på det ømme punkt da han svarer: „Hold jeres øjne åbne og vogt jer for enhver form for havesyge, for selv om et menneske har overflod, hidrører hans liv ikke fra det han ejer.“ Derefter fortæller han om den rige mand der rev sine lader ned for at bygge dem større, men som døde den samme nat og måtte efterlade sin rigdom til andre. Kort og klart siger han hvad der er ideen med billedtalen: „Således går det den der samler sig værdier men ikke er rig hos Gud.“ Efter at have tilskyndet sine disciple til at blive ved med at søge Guds rige, siger Jesus: „Vær ikke bange, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget.“ Da han på sabbatten helbreder en kvinde der har været syg i atten år, kommer det til et nyt ordskifte mellem ham og hans modstandere, der bliver skamfulde. — 12:13, 15, 21, 32.
22 Jesu senere virksomhed, fortrinsvis i Peræa (13:22–19:27). Jesus bruger farverige billeder for at lede sine tilhørere til Guds rige. Han viser at de der søger ære og anseelse vil blive ydmyget. Den der holder et selskab bør indbyde de fattige, der ikke kan gøre gengæld; han vil blive lykkelig og få det gengældt „i de retfærdiges opstandelse“. Dernæst fortæller han lignelsen om en mand der vil give et stort aftensmåltid. De indbudte begynder at undskylde sig: En har købt en mark, en anden nogle okser, og en tredje har lige taget en hustru til ægte. I sin vrede herover befaler husets herre at „de fattige og krøblingene og de blinde og de halte“ skal føres ind, og han siger at ingen af dem der først var indbudt skal smage noget af hans aftensmåltid. (14:14, 21, 24) Han fortæller om det mistede får der bliver fundet, og siger: „Således vil der være mere glæde i himmelen over én synder der ændrer sind, end over nioghalvfems retfærdige som ikke har brug for at ændre sind.“ (15:7) Lignelsen om kvinden der fejer sit hus for at finde én drakme understreger samme tanke.
23 Derefter fortæller Jesus om sønnen der bad sin fader om sin del af formuen og derpå satte den til „ved at føre et udsvævende liv“. Da han begyndte at lide nød kom han til fornuft og vendte hjem for at overgive sig til faderens nåde og barmhjertighed. Hans fader „fik inderligt ondt af ham, og han løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham ømt“. Han befalede at sønnen skulle iføres de bedste klæder og at der skulle holdes en stor fest, og „de begyndte at være glade“. Men den ældre broder protesterede. Faderen irettesatte ham mildt: „Barn, du har altid været hos mig, og alt det der er mit er dit; men vi kunne ikke andet end glæde og fryde os, fordi din broder her var død og er kommet til live, og han var blevet væk og er fundet.“ — 15:13, 20, 24, 31, 32.
24 Da de pengekære farisæere hører billedtalen om den uretfærdige husholder gør de nar af Jesu lære; men han siger til dem: „I er folk som erklærer jer selv retfærdige over for mennesker, men Gud kender jeres hjerter; for det der er højt blandt mennesker, er en afskyelighed i Guds øjne.“ (16:15) Med lignelsen om den rige mand og Lazarus viser han hvor stor en kløft der er mellem dem der ejer Guds gunst og dem der er forkastet af Gud. Jesus advarer disciplene om at der vil komme årsager til snublen og fald, men „ve den ved hvem de kommer!“ Han taler om de vanskelige forhold der vil opstå når „Menneskesønnen åbenbares“. „Husk på Lots hustru,“ siger han. (17:1, 30, 32) Med en billedtale forsikrer han dem om at Gud vil handle til gavn for dem der „råber til ham dag og nat“. (18:7) I en anden billedtale irettesætter han de selvretfærdige: En farisæer der beder i templet takker Gud fordi han ikke er som andre mennesker. En skatteopkræver der står et stykke borte og ikke engang vil løfte sine øjne mod himmelen, beder: „Gud, vær nådig mod en synder som mig.“ Hvordan bedømmer Jesus disse to mænd? Han siger at skatteopkræveren var mere retfærdig end farisæeren, „for enhver der ophøjer sig selv vil blive ydmyget, men den der ydmyger sig selv vil blive ophøjet“. (18:13, 14) I Jeriko er Jesus gæst hos skatteopkræveren Zakæus og fortæller lignelsen om de ti miner, hvori han stiller resultatet af at arbejde med betroede interesser op som en modsætning til resultatet af at gemme dem bort.
25 Sidste offentlige virksomhed i og omkring Jerusalem (19:28–23:25). Da Jesus på et føl rider ind i Jerusalem og forsamlingen af disciple hylder ham som „den der kommer som kongen i Jehovas navn“, opfordrer farisæerne ham til at irettesætte disciplene. Jesus svarer: „Hvis disse tav, ville stenene råbe.“ (19:38, 40) Han fremsætter sin profeti om Jerusalems ødelæggelse og siger at byen vil blive omsluttet af en skanse af spidse pæle, trængt fra alle sider og jævnet med jorden sammen med sine børn, og at der ikke skal lades sten på sten tilbage i den. Jesus underviser folket i templet, forkynder den gode nyhed og besvarer de øverste præsters, de skriftlærdes og saddukæernes underfundige spørgsmål ved hjælp af rammende illustrationer og argumenter. Jesus giver en magtfuld beskrivelse af det store tegn på endens tid og nævner atter at Jerusalem vil blive omringet af lejrede hære. Mennesker skal besvime på grund af frygt for det der kommer, men når disse ting sker, skal hans disciple ’rette sig op og løfte deres hoveder, for deres befrielse nærmer sig’. De må holde sig vågne for at kunne undslippe det der skal ske. — 21:28.
26 Det er nu den 14. nisan år 33. Jesus fejrer påsken og forelægger „den nye pagt“ for sine trofaste apostle i forbindelse med det symbolske måltid som han befaler dem at nyde til minde om ham. Han siger også til dem: „Jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige.“ (22:20, 29) Samme nat går Jesus til Oliebjerget for at bede. ’Da viser en engel fra himmelen sig for ham og styrker ham. Men da han kommer i dødsangst fortsætter han med at bede endnu mere inderligt; og hans sved bliver som bloddråber der falder på jorden.’ Spændingen stiger da forræderen Judas viser sig med en skare der skal arrestere Jesus. Disciplene råber: „Herre, skal vi slå til med sværd?“ En af dem hugger øret af ypperstepræstens træl, men Jesus irettesætter dem og helbreder den sårede mand. — 22:43, 44, 49.
27 Jesus føres til ypperstepræstens hus for at blive forhørt. I den kølige nat blander Peter sig med nogle der sidder omkring et bål i gården. Tre gange anklages han for at være en af Jesu disciple, og hver gang benægter han det. Da galer en hane. Herren vender sig om og ser på Peter, og Peter, som nu husker at Jesus netop havde forudsagt at det ville ske, går udenfor og græder bitterligt. Efter at Jesus er blevet forhørt af Sanhedrinet, fører man ham til Pilatus og anklager ham for at forlede nationen til oprør, for at forbyde betaling af skatter og for at sige om sig selv at han er „Kristus, en konge“. Da Pilatus hører at Jesus er galilæer sender han ham til Herodes, der tilfældigvis er i Jerusalem på det tidspunkt. Herodes og hans vagtmandskab gør nar af Jesus og sender ham tilbage til Pilatus, hvor han bliver dømt for øjnene af en ophidset pøbel. Pilatus ’overgiver Jesus til deres vilje’. — 23:2, 25.
28 Jesu død, opstandelse og himmelfart (23:26–24:53). Jesus bliver pælfæstet mellem to forbrydere. Den ene spotter ham, men den anden viser tro og beder om at måtte blive husket i Jesu rige. Jesus giver ham et løfte: „I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“ (23:43) Derpå falder der et usædvanligt mørke over hele landet, forhænget i helligdommen flænges midt igennem, og Jesus råber: „Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.“ Så udånder han, og hans legeme bliver taget ned og lagt i en klippegrav. På den første dag i ugen går de kvinder der var kommet fra Galilæa sammen med ham, ud til graven, men de kan ikke finde Jesu legeme. Han er, som han selv havde forudsagt, opstået på den tredje dag! — 23:46.
29 Uden at give sig til kende viser Jesus sig for to af sine disciple på vejen til Emmaus, taler med dem om sine lidelser og fortolker Skrifterne for dem. Pludselig genkender de ham, men så bliver han usynlig for dem. De siger: „Brændte vore hjerter ikke da han talte til os på vejen, mens han åbnede Skrifterne helt for os?“ De skynder sig tilbage til Jerusalem for at fortælle det til de andre disciple. Endnu mens de taler om dette, viser Jesus sig for dem. De kan ikke tro det af lutter glæde og undren. Så ’åbner han deres sind helt’ så de på grundlag af Skrifterne forstår betydningen af alt det der er sket. Lukas slutter sit evangelium med at skildre Jesu himmelfart. — 24:32, 45.
HVORFOR DEN ER GAVNLIG
30 Den gode nyhed „ifølge Lukas“ opbygger vor tillid til Guds ord og styrker vor tro så vi kan udholde en fjendtlig verdens modstand. Lukas giver mange eksempler på at profetierne i De Hebraiske Skrifter har fået en nøjagtig opfyldelse. Jesus henviste til bestemte vendinger i Esajas’ Bog for at fastslå hvad hans opgave gik ud på, og det ser ud til at Lukas har brugt dette som et tema gennem hele sit evangelium. (Luk. 4:17-19; Es. 61:1, 2) Her citerede Jesus altså fra Profeterne. Han citerede også fra Loven, som da han tilbageviste Djævelens tre fristelser, og fra Salmerne, som da han spurgte sine modstandere: „Hvordan kan man sige at Messias er Davids søn?“ Lukas’ beretning indeholder mange andre citater fra De Hebraiske Skrifter. — Luk. 4:4, 8, 12; 20:41-44; 5 Mos. 8:3; 6:13, 16; Sl. 110:1.
31 Da Jesus, som forudsagt i Zakarias 9:9, red ind i Jerusalem på et føl, hyldede folk ham med jubel idet de anvendte Salme 118:26 på ham. (Luk. 19:35-38) Et sted i Lukasevangeliet finder vi to vers som omtaler ikke mindre end seks enkeltheder fra profetierne i De Hebraiske Skrifter om Jesu vanærende død og hans opstandelse. (Luk. 18:32, 33; Sl. 22:7; Es. 50:6; 53:5-7; Jon. 1:17) Efter sin opstandelse understregede Jesus at alle De Hebraiske Skrifter havde stor betydning. „Han sagde nu til dem: ’Dette er mine ord som jeg talte til jer mens jeg endnu var hos jer, at alt det der står skrevet om mig i Moseloven og i Profeterne og Salmerne nødvendigvis må opfyldes.’ Da åbnede han deres sind helt, så de forstod Skrifterne.“ (Luk. 24:44, 45) Ligesom disse disciple i den første tid kan vi i dag blive oplyst og få en stærk tro hvis vi lægger mærke til opfyldelsen af profetierne i De Hebraiske Skrifter, som forklaret i Lukasevangeliet og de andre bøger i De Græske Skrifter.
32 Gennem hele sin beretning viser Lukas bestandig sin læser hen til Guds rige. Lige fra bogens begyndelse, hvor det hedder at engelen lover Maria at det barn hun skal føde „skal herske som konge over Jakobs hus for evigt“ og at der „ikke [skal] være ende på hans kongedømme“, til de afsluttende kapitler, der viser at Jesus tager apostlene med ind i pagten om Riget, er det håbet om Riget Lukas fremhæver. (1:33; 22:28, 29) Han viser hvordan Jesus fører an i forkyndelsen af Riget og udsender de tolv apostle og senere de 70 for at de også kan forkynde. (4:43; 9:1, 2; 10:1, 8, 9) Den fuldstændige hengivenhed som er en betingelse for at komme ind i Riget betones stærkt med Jesu ord: „Lad de døde begrave deres døde, men tag du af sted og forkynd Guds rige vidt og bredt,“ og: „Ingen som har lagt sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er velegnet for Guds rige.“ — 9:60, 62.
33 Lukas understreger bønnens betydning. Det er noget som særligt kendetegner hans evangelium. Han fortæller at forsamlingen bad mens Zakarias var inde i templet, at Johannes Døber blev født som svar på Zakarias’ bøn og at profetinden Anna bad nat og dag. Han beretter at Jesus bad da han blev døbt, at han tilbragte hele natten i bøn før han udvalgte de tolv og at han bad under forklarelsen på bjerget. Jesus lærte sine disciple „altid at bede og ikke give op“, idet han fortalte lignelsen om enken der blev ved med at trænge ind på dommeren indtil han skaffede hende hendes ret. Det er kun Lukas der fortæller at disciplene anmodede Jesus om at lære dem at bede, og at engelen styrkede Jesus da han bad på Oliebjerget, og han alene medtager Jesu sidste bøn: „Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.“ (1:10, 13; 2:37; 3:21; 6:12; 9:28, 29; 18:1-8; 11:1; 22:39-46; 23:46) Som dengang Lukas skrev sit evangelium er bønnen i vor tid en vigtig kilde til styrke for alle der gør Guds vilje.
34 Med sin skarpe iagttagelsesevne og sit flydende og levende sprog gengiver Lukas Jesu lære med liv og varme. Den kærlighed, venlighed, barmhjertighed og medfølelse som Jesus viste over for de svage, undertrykte og forkuede, står som en skarp modsætning til de skriftlærdes og farisæernes kolde, formelle, snæversynede og hykleriske religion. (4:18; 18:9) Jesus er altid rede til at opmuntre og hjælpe de fattige, de fangne, de blinde og de undertvungne, og er således et ypperligt forbillede for dem der stræber efter at „følge lige i hans fodspor“. — 1 Pet. 2:21.
35 Ligesom Jesus, den fuldkomne, undergørende Guds søn, viste kærlig omsorg for sine disciple og alle andre oprigtige mennesker, må vi på grund af „Guds inderlige medfølelse“ bestræbe os for at udføre vor tjeneste i kærlighed. (Luk. 1:78) I den henseende er den gode nyhed „ifølge Lukas“ yderst gavnlig og nyttig. Vi kan være taknemmelige for at Jehova inspirerede Lukas, „den elskede læge“, til at skrive denne nøjagtige, opbyggende og opmuntrende beretning som viser hen til frelsen gennem Riget ved Jesus Kristus, „Guds frelsesmiddel“. — Kol. 4:14; Luk. 3:6.
[Fodnoter]
The Medical Language of Luke, 1954, W. K. Hobart, side xi-xxviii.
A Lawyer Examines the Bible, 1943, I. H. Linton, side 38.
Insight on the Scriptures, bind 2, side 766, 767; se også Hjælp til forståelse af Bibelen, side 920.
Modern Discovery and the Bible, 1955, A. Rendle Short, side 211.
Jødernes krig mod Romerne, 5. bog, kapitel XII, 1.-4. afsnit; 6. bog, kapitel IX, 3. afsnit; se også Insight on the Scriptures, bind 2, side 751, 752.
En drakme var en græsk sølvmønt der vejede cirka 3,4 gram.

Når man læser de fire beretninger, Mattæus, Markus, Lukas og Johannes, så vil man se at de fortæller hver sin beretning om det samme. Når man sammenligner disse fire beretninger, vil man opdage, at de passer sammen. De er ligesom hvis man afhører fire vidner i retten. De fortæller hver sin beretning, og hvis deres forklaringer stemmer overens, så ved man at de taler sandt. På samme måde viser de fire evangelier, at beretningen om Jesus er sand. Der er altså ikke ændret på noget som helst, og det er ikke, som der står på bagsiden af Urevangeliet, mere eller mindre nøjagtige afskrifter. Bibelen er meget præcis.
Med venlig hilsen, ftg.

Kære ftg.
Du udviger mine spørgsmål om at blive som børn for at gå ind i Himmeriget; samt spørgsmålet om du er uenig i summen af kærlighedens lov: "I skal gøre mod andre...".
Så jeg spørger dig igen: Er du uenig i de grundlæggende bud? Og er du uenig i Jesus lære, eller er du kun enig i den del af hans lære, der kan passe ind i din dogmatiske opfattelse af samme?
Hvis et menneske er vokset op, lad os bare sige for tusind år siden, i et land, hvor man ikke er blevet præsenteret for Bibelens ord, er det så retfærdigt at disse mennesker ikke har mulighed for at blive frelst, bare fordi der ikke tilfældigvis har været en kristen missionær forbi? Du, og dine, gør hele Guds værk uretfærdigt, ved at påstå at kærlighedens lære kun findes i Bibelen. Selvfølgelig er den blevet givet til alle folkeslag og nationer til alle tider, også før kristus; for kun sådan er det retfærdigt. Så at påstå, at kun Bibelen indeholder sandheden, er en lodret løgn og en typisk religiøs selvmodsigelse. Og når man vidner falsk, så synder man, for: "Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste"; og når man lyver om Guds sandhed så vildleder man folk, og handler dermed imod kærlighedens lov. Den lov, som I religiøse hårdnakket påstår at repræsentere. Men... "I har løgnen til fader". Det er faktisk syndfuldt, at være religiøs, når dette indebærer at man vildleder andre med falske vidnesbyrd. Vær ikke en "falsk profet", for... "Som et menneske sår, sådan skal det også høste"; og jeg vil ikke ønske for dig at du høster løgn, falskhed og hykleri. Men, hvis du ikke angrer i tide, så har du selv ville det sådan, og jeg kan ikke gøre yderligere end at advare dig imod den dogmatiske fælde, som du åbenbart er havnet i.
Du forstår ikke, at de skriftkloge og farisæere som jesus irettesatte og skældte ud dengang, er identiske med nutidens religiøse.
Du forsøger at bevise Bibelens autensitet, men...
"Det er en ond og utro slægt, ligesom i gamle dage, der kræver et tegn; men til dem vil Ånden sige: 'Der skal ikke gives noget tegn!' For selv om forfatterne til dette evangelium opstod fra de døde og beviste deres forfatterskab, så ville man ikke tro, og vantro kritikere ville stadig kræve et tegn; og jo flere tegn, der gives dem, desto flere vil de kræve på grund af deres hjerters hårdhed. Tegnet er sandheden, og de rene af hjertet vil se det."
Derfor ser du det ikke, fordi du, indtil videre, ikke er af Gud. Men for alle er der håb. Søg det ægte og sande, og bliv ved med at søge mere visdom, gennem udøvelsen af kærlighed og retfærdighed overfor dine medskabninger: Følg kærlighedens lov. Kort sagt: Forsøg at efterleve jesus måde at gøre tingene på. Husk: Øvelse gør mester!
"Den, som er af Gud, hører Guds ord; derfor hører I det ikke, fordi I ikke er af Gud.”(Joh. 8,45-47)
Kærligst, Lightsearch.
"Den, som kun ser med sine øjne, ser ikke det væsentlige, alene den, der ser med hjertet, kan rigtig se."

...hvad der menes med himmeriget. Himmeriget, eller himlenes rige, er en regering. I Daniels bog, kapitel 2, vers 44 kan du se at det er en regering der vil vælte de nuværende regeringer, og selv overtage styret.
Du skriver: "Hvis et menneske er vokset op, lad os bare sige for tusind år siden, i et land, hvor man ikke er blevet præsenteret for Bibelens ord, er det så retfærdigt at disse mennesker ikke har mulighed for at blive frelst, bare fordi der ikke tilfældigvis har været en kristen missionær forbi?"
I Bibelen står der, at der kommer en opstandelse af både retfærdige og uretfærdige. (Apostelgerninger 24:15; Johannes 5:28,29) Når Bibelen siger at der kommer en opstandelse af alle, så betyder det alle, uanset om de er kristne eller ej.
Du skriver også at jeg undviger dine spørgsmål: "Du udviger mine spørgsmål om at blive som børn for at gå ind i Himmeriget; samt spørgsmålet om du er uenig i summen af kærlighedens lov: "I skal gøre mod andre...".
Spørgsmålet om at behandle andre som man ønsker at andre skal behandle sig selv, har jeg allerede besvaret:
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=206496
Det andet spørgsmål om at blive som et lille barn vil jeg gerne besvare. Jesus siger: "Medmindre I vender om og bliver som små børn, kommer I slet ikke ind i himlenes rige." (Mattæus 18:4)
Hvordan er et lille barn? Et lille barn har et åbent sind. Det vil gerne lytte til sin fader, og det tror også på det faderen fortæller. På samme måde må vi, for at komme ind under himlenes rige, studere Bibelen, som er Faderens ord. Vi må tage Bibelens lære til os, og gøre den til vort eget. I Johannes 17:3 står: "Dette er ensbetydende med evigt liv, at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus." Man lærer Gud og Kristus at kende når man læser i Bibelen, og så må man selvfølgelig tro på det der står.
Med venlig hilsen, ftg.

Kære ftg:
Opstandelsen??? Hvad er det? Det har jeg ikke set nogen steder, at Jesus skulle tale om. Vil du være rar, med egne ord, at forklare mig, hvad du mener med det? Hvis det er forløsningen, hvor de retfærdige kommer i Himmeriget, kan du så forklare mig, hvorfor de, som ikke tror på Jesus lære også kommer i Himmeriget uden at være blevet retfærdige mennesker, og uden at yde noget som helst. Og hvis alle kommer i Himmeriget, sådan uden videre, hvorfor skal de så følge kærlighedens lov; for så er det åbenbart ikke nødvendigt, ifølge dig? Du kan godt se at din udmelding om "opstandelse" er lidt uklar, kan du ikke?
Du virker ikke som om du gør hvad din Fader siger, du gør hvad din religion fortæller dig at din "fader" siger, og religionen "tolker" ordene for dig, så du ikke behøver at tænke selv. Du elsker religionen. Jeg elsker refærdighed. Du dyrker religionen for religionens skyld. Jeg dyrker retfærdigheden for andres skyld. Hvad er da størst? Men... "NÅR RELIGIONEN GÅR IND, SÅ GÅR FORNUFTEN UD"!!!
"I hyklere! Med rette har Esajas profeteret om jer og sagt:
'Dette folk ærer mig med læberne; men deres hjerte er fjernt fra mig. Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører LÆRDOMME, SOM KUN ER MENNESKEBUD.'"(Matt. 15,7-9)
Du tror blindt på de dogmatiske påstande, såsom: "Kun Bibelen indeholder Guds ord!" MEN DET ER EN LODRET LØGN!!! Guds sandhed findes overalt i skrifter spredt over hele jorden, I SKRIFTER UDENFOR BIBELEN, såvel som i Bibelen.
Der findes dele af sandheden i alle trosretninger i alle lande, for kun sådan er det retfærdigt: At sandheden om Guds kærlighedslære er tilgængelig for alle i hele verden, der formår at lytte, og se, med hjertet!
Så selv om der ikke lige har været en kristen missionær forbi, så kan disse mennesker stadig have lært sandheden at kende, fordi Gud lærer dem det; dem, der udøver kærlighed og retfærdighed overfor deres medskabninger:
"'Og de skal alle være OPLÆRT AF GUD.' Enhver, der har hørt og lært af Faderen, kommer til mig."(Joh. 6,45)
Man behøver altså ikke at have snuden nede i en bog for at lære kærlighedens lære direkte af Gud! Man behøver bare at ELSKE af et oprigtigt uselvisk hjerte, og så vil sandheden mere og mere blive åbenbaret for én!
"Disse ting er for dem, som forstår, for at de skal tro. hvis de ikke kan forstå det, ER DET IKKE TALT TIL DEM. For det at tro er at forstå, og ikke at tro er ikke at forstå."(Urevangeliet 52,12)
"Skønt disse ting er skjult for de forstandige og kloge, er de ikke desto mindre åbenbarede for små børn!"(urev. 44,13)

Kærligst, Lightsearch.

Du har helt ret i at Bibelen er en af de mest veldokumenterede historiske skrifter vi har.
Håndskriftmængden er enorm mht. Ny Testamente, og overleveringen er meget pålidelig.
Prøv sammenlign disse tal og fakta som følger:
Eksempler på overleveringen af bøger fra Oldtiden:
HERODOT:

SKREVET: 488-428 F.KR.
ÆLDSTE KOPI: 900 E.KR.
TIDSSPAND: 1300 ÅR.
ANTAL KOPIER: 8
THUKYDIDES:

SKREVET: 460-400 F.KR.
ÆLDSTE KOPI: CA. 900 E.KR.
TIDSSPAND: 1300 ÅR
ANTAL KOPIER: 8
TACITUS:

SKREVET: 100 E.KR.
ÆLDSTE KOPI: 1100 E.KR.
TIDSSPAND: 1000 ÅR
ANTAL KOPIER: 20
CÆSARS GALLERKRIG:

SKREVET: 58-50 F.KR.
ÆLDSTE KOPI: 900 E.KR.
TIDSSPAND: 950 ÅR
ANTAL KOPIER: 9-10
LIVIUS' ROMERSKE HISTORIE:

SKREVET: 59 F.KR.-17 E.KR.
ÆLDSTE KOPI: 900 E.KR.
TIDSSPAND: 900 ÅR
ANTAL KOPIER:20
NY TESTAMENTE:
SKREVET: 40-100 E.KR.
ÆLDSTE KOPI: 130 E.KR. (KOMPLET MANUSKRIPT: 350 E.KR.)
TIDSSPAND: 300 ÅR
ANTAL KOPIER: GRÆSK: 5000 LATIN: 10.000 ANDRE: 9300

Opstandelse er for alle som TROR på opstandelse.
Bibelsk eller ej.
Det Bibelen lover, er at at alle som tror på opstandelsen vil opleve den- forstået på den måde, at hvis man tror på opstandelsen, så er det = at man er Gudstroende og at man højst sandsynligt på grund af denne tro, forsøger at leve sit liv som et godt menneske. Derfor vil du med givet sandsynlighed genopstå- i Himmelen.
Tror man IKKE på opstandelsen, så er det ifølge skrifterne = at du ikke tror på GUD, og tror du ikke på Gud, så må du være en fortabt sjæl.
Enten er du på Guds side eller også har Lucifer villedt dit sind til at forkaste Gud og indtage en ateistisk indstilling eller lign.
Du må ikke tilbede andre Guder. Denne indstilling er ikke til diskussion ifølge Bibelen.
Men er det dog blandt mennesker...
Hvis man er Budhist - som jo egentligt ikke er en gudstroende-religion men en livsstils religion eller man er Hinduist eller Jøde, men man lever sit liv "korrekt" og moralsk og samvittighedsfuldt og gør sit bedste for at være næstekærlig og at være et godt menneske, så vil jeg ikke være den til at udelukke, at der også for disse mennesker vil finde opstandelse...
Måske tilgiver Gud denne milde form for "vildledning" og dømmer kun efter menneskets sande indre hensigter, gøren og laden.
Måske ikke. Måske ryger disse sjæle andetsteds.
Jeg vil ikke tro på Helvede. Ikke hvis man har en "ren sjæl". Hvor så? Jaaa, hvem ved???
Jeg for mig selv tager ikke chancen, men holder mig til min ortodokse tro og sætter min lid til Gud- og kun Gud!
Det er et svært samtale emne. Især fordi vi alle sammen har hver vores vinkel på vores egne små fortolkninger af hvad der må følge efter døden.
Uanset om folk bliver enige eller uenige, så synes jeg, at folk skal behandle hinanden med respekt. På samme måde som hvis vi sad ansigt til ansigt og førte en debat.
Vær også opmærksomme på hvornår der skal hives eller slækkes- for man bliver nødt til at lære, at respektere, at andre mennesker har DERES tro, holdninger og synspunkter på samme måde som DU har DINE...og hvis man ikke kan få den anden til at FATTE et eller andet, jamen, så HOLD i en respektabel tone og skift debat-emne. Så har man det jo også godt indvendigt :>
Ønsker om en pragtfuld sommer 2005 til alle ¤

Kære Lightsearch,
Hvor ved du de ting fra? Jeg troede kun det var mig?
Enoch

Du har mange meninger om hvem der tænker for mig, og hvem der fortolker skrifterne for mig. Hvordan kan det være, at du tror at andre mennesker ikke tænker selv? Du har ret i, at der findes noget sandhed i alle religioner, men hvordan vil du være i stand til at skilde alt det fra, som ikke er sandhed? Hvis man tror på noget, som ikke er rigtigt, så har man et forurenet sind, og et forurenet sind kan ikke tænke klart. Det er forurenet. Det er altså ikke ikke ligemeget, hvad man tror på.
Du skriver: "Opstandelsen??? Hvad er det? Det har jeg ikke set nogen steder, at Jesus skulle tale om. Vil du være rar, med egne ord, at forklare mig, hvad du mener med det?" Jeg vil fortælle dig, hvad Jesus siger om det, og vender tilbage til denne debatside senere.
Med venlig hilsen, ftg.

...af at følge med i debatten. Prøv at lægge mærke til følgende skriftsted:
"I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse." (Johannes 5:28, 29)
Det er altså ikke sikkert at man får evigt liv, bare fordi man får en opstandelse.
Med venlig hilsen, ftg.

Du kan finde svaret her:
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=208733
M.v.h., ftg.

Kære Enoch:
Hvad mener du? Det om at blive oplært af Gud, når man udøver kærlighed? Og det, om de falske profeter? Svaret er enkelt: Jesus har sagt det, og jeg har erfaret det!
Og så har jeg læst en bog der hedder: "Sandheden, som folk ikke måtte høre", hvor alt det, jeg i forvejen havde erfaret om de religiøses bedrag, blev bekræftet. Først erfarede jeg selvmodsigelserne (Jeg har talt med mange kristne), og så læste jeg i denne bog, at jeg ikke var alene om denne oplevelse. Han, forfatteren, kendte også til vildledningerne. Du kan læse om disse bøger på min hjemmeside: www.medlem.jubii.dk/lightsearch/
Kærligst, Lightsearch.
"Visdommen tager ikke ind hos en snu og listig sjæl, ej heller tager den bolig i en lastefuld krop. Lærdommens Hellige Ånd skyr falskhed, den trækker sig bort fra uforstandige tanker og viser sit sande væsen, når uretten rykker nær."(Visd. Bog 1,4-6)

Kære ftg:
I min Bibel står der under Joh. 5,28-29, følgende:
"Undres ikke herover! Thi den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå til liv, men de, som har gjort det onde, for at opstå til dom."
En anelse anden ordlyd. Citerer du fra 1992-udgaven? Min er fra 1948!
Kunne det tænkes, at disse, "som er i gravene", i deres fremtidige inkarnationer vil høre hans røst, og nogle vil omvende sig, imens andre vil "fremture i ulydighed"? Og de, som har gjort det gode, vil opstå til liv, de vil blive en del af Riget, og vil medvirke til at redde mange sjæle. Jeg vil næsten sige det samme til dig, som jesus sagde til Nikodemus: Og du er lærer af "sandheden", og forstår ikke dette? Tror du at de rådne skelleter vil stå op af gravene, og skræmme livet af folk, eller hvad havde du forestillet dig? Jesus taler om kommende jordeliv, kommende inkarnationer. Men fordi du ikke forstår at vi mennesker har levet liv efter liv, for at lære kærlighedens "lektie", så forstår du heller ikke skrifterne! Og reglen er, at som du gør mod andre i dette liv, således vil det blive gjort mod dig i et kommende liv; som du sår, sådan vil du også høste! Se, det er retfærdighed!
Og har du ikke lige påstået at kun Bibelen indeholder sandheden, for du anerkender ikke Urevangeliet, som værende en del af vidnesbyrdet. Som sædvanlig modsiger en religiøs sig selv. Det er ikke noget nyt. Sådan har det altid været, og sådan vil det vedblive at være:
"Men efter jer skal der komme mennesker af et forstokket sindelag, som af uvidenhed eller ved bedrageri vil undertrykke mange ting, som jeg har talt til jer, og som vil lægge ord i min mund, som jeg ikke har lært jer; således vil de så ugræs i den gode hvede, som jeg har givet jer til udsæd i verden. Da skal Guds sandhed lide under synderes selvmodsigende vidnesbyrd; for således har det altid været, og således vil det vedblive at være. Men den tid vil komme, da de ting, som de havde skjult, vil blive åbenbarede og gjort kendte, og da skal sandheden gøre dem, som var bundne, frie." (Urevangeliet 44,7-8)
Forleden citerede du en masse fra dine overbevisninger. Nu er det min tur. Rigtig god fornøjelse:
Spor efter reinkarnationslæren:
Det er det onde der er de ubetænksommes gerninger. Når det onde overvindes af et menneske, skal han ikke mere fødes igen og igen til denne verden og således fortsætte med at dø. Indtil da vil dødens magt vare.
"Thi for den, der er født, er døden vis." "Frelst fra en ny fødsels lænker når de til et sted, hvor ingen lidelse findes."(Bhagavad-Gita 2,27 og 2,51; hinduister-nes "Bibel")
UREVANGELIET 69,2:
"Jeg er opstandelsen og livet; jeg er det gode, det skønne og det sande; hvis et menneske tror på mig, skal han ikke dø, men have evigt liv. Ligesom alle dør i Adam, så skal alle i Kristus blive gjort levende. Salige er de døde, som dør i mig, og som er fuldkommet i mit billede og min lighed, for de hviler ud fra deres arbejde, og deres gerninger følger dem. De har overvundet DET ONDE og er blevet søjler i min Guds tempel; og de forlader aldrig dette mere, for de hviler i den evige.
Men for dem, som har gjort DET ONDE, gives der ingen ro; for DE SKAL KOMME OG GÅ, og må udholde straffe i mange tidsaldre, indtil de er blevet fuldkomne.Men for dem, som har gjort det godt, og som har nået fuldkommenheden, er der endeløs hvile, og de går ind i det evige liv. De hviler i den evige. Den gentagne død og fødsel har ikke mere nogen magt over dem; for dem drejer den Eviges hjul ikke mere, for de er nået frem til midtpunktet, hvor evig ro råder, og alle tings midtpunkt er Gud.
I MATTÆUSEV. 17,11-13 står der: "Hvorledes kan da de skriftkloge sige, at Elias først må komme?" Han svarede og sagde: "Elias skal komme og genoprette alt; men jeg siger jer: Elias er allerede kommen, og de kendte ham ikke, men gjorde med ham, hvad de ville; således skal også Menneskesønnen lide ondt af dem." Da forstod disciplene, at det var om Johannes Døber, han havde talt til dem.(!)
Mattæusevangeliet siger altså, at Elias reinkarnerede som Johannes Døberen! og det kan selv præsterne få vanskeligt ved at bortforklare. Dette står endda også i Malakias´ Bog i Bibelen.
Tilsvarende står der i LUKAS 9,7-9: Nogle sagde: "Det er Johannes, som er opvakt fra de døde," men andre: "Det er Elias, der har vist sig," og andre igen: "EN AF DE GAMLE PROFETER ER OPSTÅET."
Sammenlign følgende fra Urevangeliet 37,4-8, med Johannesev. 3,4-10:
(Præsten Nikodemus spørger Jesus): Hvorledes kan et menneske fødes påny, når det er gammelt? Kan det for anden gang komme ind i moders liv og fødes?" Jesus svarede: "Sandelig siger jeg dig: Uden et menneske fødes igen af kød og af ånd, kan han ikke komme ind i Guds rige. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen, men du kan ikke sige, hvorfra den kommer, eller hvor den farer hen. Lyset stråler fra øst til vest; ud af mørket stiger solen op og går atter ned i mørket; sådan er det også for mennesket fra tidsalder til tidsalder. Når han træder frem af mørket, er det fordi, han har levet før; og når han atter synker ned i det dunkle, så sker det , for at han må hvile ud en tid og siden igen eksistere. I må således gennemgå mange forvandlinger, for at I kan blive fuldkomne.
... Og Nikodemus svarede og sagde: "Hvorledes kan dette ske?" Jesus svarede og sagde til ham: "Er du lærer i Israel og forstår ikke dette?
Da man fjernede reinkarnationslæren fra skrifterne, gjorde man samtidig hele "gudernes" værk meningsløst og ulogisk. Med lidt sund sans kan man også se, at mange ting i deres værk kom til at stride imod retfærdigheden. Uden reinkarnation er hele værket, og dermed Guds værk, møghamrende uretfærdigt! Men Gud er jo netop selve retfærdigheden! Selv af den grund alene er de gentagne genfødsler blandt mennesker en fuldstændig uafviselig kendsgerning.
Netop dette, at vi lever mange gange og flere steder, gør, at vi alle får lige gode muligheder for at lære den eneste sandhed at kende. Men kirkens lære forsøger at gøre Gud uretfærdig. Et lille eksempel:
Man kan ikke gøre for, hvilket land man bliver født i, heller ikke i hvilken tid. Kirken mener altså, at det ud fra rene tilfældigheder afgøres, om man frelses ved, at man fødes i et land med kristendom eller i et land med hedenskab! Tænk, hvis man uheldigvis blev født før Jesus! Og hvorfor kom han først til verden efter at størstedelen af menneskeheden HAVDE passeret tilværelsen?
Ud fra at retfærdigheden er Gud selv, kan man således let regne ud, at hvert eneste menneske lever flere gange. Endnu et lille eksempel på, hvordan man i tidens løb har gjort Gud uretfærdig i skrifterne:
Nulevende mennesker fødes igen og igen i senere slægtled. Det er normalt, at familie og venner følges ad i flere liv. Hør på denne baggrund, hvad Moses (2. Mosebog kap. 20) lærte i "mulmet":
"Jeg Herren din Gud er en nidkær Gud, der indtil tredie og fjerde led STRAFFER FÆDRES BRØDE PÅ BØRN AF DEM, SOM HADER MIG, men i tusind led viser miskundhed mod dem, der elsker mig og holder mine bud!"
Da man i en endnu fjernere fortid også her fjernede reinkarnationslæren, påstod man derved indirekte, at Gud er groft uretfærdig! Tænk at straffe uskyldige børn for fædres brøde!!! Men det tog man sig ikke af! Som Jesus selv sagde: "Da skal Guds sandhed lide under synderes selvmodsigende vidnesbyrd, for sådan har det altid været." Den slags grove uretfærdigheder kan du selv finde mange af i Bibelen. Men oprindelig var det ikke sådan. Børn er dog ikke altid så uskyldige, som de ser ud! Disse børn havde SELV begået brøden (i et tidligere liv). "Som I handler imod andre i dette liv, således skal det gå jer i det kommende liv."
Gud er ikke på nogen måde og ikke under nogen omstændigheder det allermindste uretfærdig, for Gud ER retfærdigheden. Dette er sandhed og sandhed skal man HOLDE FAST I. Men de, som ikke tror på sandheden, svigter den ved en hver given lejlighed; derfor bærer de ikke frugt.
Altså: man fjernede læren om reinkarnation og en lille drejning af ordlyden gjorde resten.
At vi må komme og gå og fuldkommengøres gennem lidelser, trængsel og nød, kan vi endnu finde rester af i Salmernes Bog. F.eks. 71,20: "Hvo er din lige, Gud? Du, som lod os skue mangefold trængsel og nød, du kalder os ATTER til live og drager os ATTER af jordens dyb." og Salmernes Bog 10,6: Han siger i hjertet: "Jeg rokkes ej, kommer ikke i nød FRA SLÆGT TIL SLÆGT." Og Salmernes Bog 90,1: "Herre, du var vor bolig SLÆGT EFTER SLÆGT."
Det Gamle Testamente er ligesom Det Nye i virkeligheden ikke andet end et kronologisk ordnet udpluk af i forvejen specielt udvalgte skrifter, som endda er forvrængede mange steder. Hvem har udvalgt disse skrifter? Og efter hvilket kriterium?
"Min hjord må græsse, hvad I har nedtrampet, og drikke, hvad I har plumret med jeres fødder." (Ezekiel 34,19)
Tager man og ser nærmere på kirkens lære i dag, som er uden inkarnationslæren, så opdager man, at kirken
ENTEN lærer, at Gud vedbliver at reproducere synderen Adam og synderen Eva, altså vedbliver Gud at skabe nye sjæle, som er syndere; og senere giver Gud mange af dem en evig straf, fordi de er syndere! En uretfærdighed af kosmiske dimensioner!!
ELLER også lærer de, at Gud skaber syndfrie børn, som så alle vokser op og bliver syndere! Men hvis det virkelig var tilfældet, så måtte man jo sørge for, at alle børn dør hurtigtst muligt, hvorved de ikke ville vokse op og blive syndere! På den måde kunne alle undgå den evige straf. Det er det eneste rigtige at gøre i så fald. En evig pine og rædsel må for enhver pris undgås! der findes kun disse to muligheder set fra kirkens synspunkt - uden læren om reinkarnation og gradvis fuldkommengørelse. Altså nul visdom!
Men sådan svigter de sandheden ved enhver given lejlighed, For at dække over det, siger de: "Du skal ikke forstå, men bare tro!"
Fornægter man reinkarnationslæren, umuliggør man samtidig, at retfærdigheden kan eksistere; men retfærdigheden er Gud selv! Samtidig dræber man visdommen. Derfor findes der OVERHOVEDET INGEN visdom i den kristne kirke i dag. Inderne har været langt mere fornuftige og har derfor bevaret en hel del visdom.
"Ligesom sjælen i dette legeme oplever barndom, ungdom og alderdom, således går den til andre legemer; på dette punkt nærer den vise ingen tvivl." (Bhagavad-Gita 2,13)
(Kilde: "Sandheden som folk ikke måtte høre" af Klaus E. Berger, forlaget IKAN.)
Kærligst, Lightsearch

Det må du gerne uddybe så.
For sådan som jeg læser skriftet, står der, at der er en Livets opstandelse og en Dommens opstandelse.
Jeg kan ikke se ud fra henviste udpluk, at der siges noget om hvor vidt der er evigt liv lovet i den ene af enderne kontra den anden.
Det kan da også være, at jeg misfortolker det, fordi jeg ikke har en større sammenhæng at sammenligne det med p.t. Men jeg vil fatte Bibelen i morgen og kigge i nævnte passage.
Men hvordan tolker DU da en Dommens opstandelse som begreb, og ser du det som at Livets opstandelse er til de gode og Dommens opstandelse til de onde, som jeg tror du gør?
Jeg synes, at jeg fornemmede, at du tror, at dem som havner i Dommens opstandelse ikke får evigt liv? Hvis det var det du mente, må du meget gerne udspecificere på en måde, så at jeg kan få forståelsen af hvad du præcis mener, der venter dem- hvis da ikke det evige liv-uanset om det er et godt eller et ondt sted.
Det evige liv kan man da godt forestille sig også kan eksitere i Helvedet. Står der ikke et sted noget om "..til evig pinsel i Helvedets flammer...? Med vægt på evig.
Tror du, at Dommens opstandelse fører til at eksistensen -sjælen- tilintetgøres til intethed?
Af Gud??
Eller at sjælen bliver dømt til eksklusion fra Himmelen og bliver ekspederet til modparten, som så tager sig af resten?
Hvor kommer modparten ind i dit billedet- Lucifer/Satan? Tror du ikke på, at han får eller tager en masse sjæle- dem som "tilkommer" ham?
Mange spørgsmål :> Ser frem til svar.

Jeg synes, lige nu at have opsnappet, at du er Jehovas Vidne?? Jeg har ikke fulgt hele denne tråd fra start til ende med gik ind i de indlæg med de overskrifter jeg fandt interessante.

Hvis du ér Jehovas Vidne, er jeg ikke interesseret i dit svar.
Jeg troede så fejlagtigt, at du var en sand kristen med tro på Gud og Bibelen.

Sådan skal det være! Jeg er med dig. Har din ryg og støtter dig 100 %.
Det skal du bare vide. Jeg forstår dig, og særligt din motivation og hvad det er, du prøver på at få folk til at forstå og indse.
Der bliver hakket efter dig med stor uretfærdighed. Og det skyldes, at folk enten er blinde, dumme, komplet vantro eller en blanding.

Den Ortodokse pige ¤

Reinkarnationslæren har at gøre med sjælens udødelighed, men Bibelen siger, at den sjæl der synder, den skal dø. (Ezekiel 18:4) Reinkarnationslæren stammer ikke fra Bibelen, men fra den første løgn der blev udtalt i Edens have, da slangen sagde til Eva: "I skal ingenlunde dø, men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!"
Dette var en nederdrægtig løgn, og har intet med sandhed at gøre. Satan har ført denne lære videre gennem falsk religion. Tænk lidt over det, at mennesket skulle blive som Gud. Tænk lidt over det, så vil du forstå det.
Med venlig hilsen, ftg.

Kære Ortodokse pige.
Tak for dine ord. Gud velsigne dig og give dig al den lykke og glæde i dit liv, til dig selv og for alle i din nærhed.
Gud har sat dig som lys i verden, at du må skinne og lyse for andre.
Gud har plantet sit ”ord” i dit hjerte.
Ikke nødvendigvis sådan, at du først skal slå op i Bibelen for at vide hvad, som er Guds vilje.
Gud har selv taget bolig i dig for, at du skal vidne om Jesus. Gud kalder til alle tider mennesker og jeg kan fornemme på dig, at du er kaldet og udvalgt.
Jeg fyldes med glæde i mit hjerte over dig og deler min glæde med dig.
Der er et stort oplysningsarbejde i verden i dag. Det handler ikke om, at bevise alt muligt. Det kan være nødvendigt at ”gendrive” vrangforestillinger og direkte manipulation og grove fejlfortolkninger af Guds ord, men det gøres med Kærlighed.
I samme øjeblik vi tager imod Jesus, fyldes vore hjerter med Den Hellige Ånd, og Jesus bor i hjertet på den vis.
Derfor fyldes vi samtidig med den største kærlighed for menneskene og må tage ansvar.
Derfor min mission.
”Hvad I har gjort imod én af disse mine mindste brødre der, har I gjort imod mig, Jesus”.
Kære Den Ortodokse pige,
Jeg hilser dig.
Enoch

En blind mand kom ind med fire-toget. Da han trådte ud fra toget spurgte han en forbipasserende: "Undskyld her, De kan vel ikke fortælle mig vejen til Rådhuspladsen."
Da den forbipasserende åbnede munden, afbrød den blinde ham og sagde: Foresten, De er vel ikke neger, for så vil jeg ikke vide hvor Rådhuspladsen ligger.
Med venlig hilsen, ftg.

...du tager det pænt og med lidt humor ;>
Jeg håbet, at du kan forstå, at jeg holder mig til min egen tro og trosfæller. I mine øjne er du en falsk profet. Du er havnet på den forkerte hylde. Og så er der egentligt ikke så meget at tale om mere...

..men hvor er din næstekærlighed? (Joh.13:35)

"Tager man og ser nærmere på kirkens lære i dag, som er uden inkarnationslæren, så opdager man, at kirken ENTEN lærer, at Gud vedbliver at reproducere synderen Adam og synderen Eva, altså vedbliver Gud at skabe nye sjæle, som er syndere; og senere giver Gud mange af dem en evig straf, fordi de er syndere! En uretfærdighed af kosmiske dimensioner!!
ELLER også lærer de, at Gud skaber syndfrie børn, som så alle vokser op og bliver syndere! Men hvis det virkelig var tilfældet, så måtte man jo sørge for, at alle børn dør hurtigtst muligt, hvorved de ikke ville vokse op og blive syndere! På den måde kunne alle undgå den evige straf. Det er det eneste rigtige at gøre i så fald.
En evig pine og rædsel må for enhver pris undgås! der findes kun disse to muligheder set fra kirkens synspunkt - uden læren om reinkarnation og gradvis fuldkommengørelse. Altså nul visdom!"
Livet er en udfordring - på godt og ondt og imellem godt og ondt.
Det onde er hos os på Jorden. Og forsøger dagligt at påvirke vores tankegang og handlemåde.
Udfordringen er at stå imod fristelserne og fri sig fra det onde og tilbede Gud.
Man kan i meget fri tale kalde det for en test.
Er du værdig af sjæl eller er du uværdig.
Gud ønsker, at vi skal besejre det onde og forkaste det onde for at VÆLGE Ham.
Det er faktisk den eneste måde, at vi virkeligt kan bevise vores sande tro og sande loyalitet over for Gud.
Han er jo blevet ført bag lyset før. Og hvilken bedre måde, at teste mennesket på end denne?
Jeg tror inderligt på, at livet er en test.
Og JEG vil stræbe efter at BESTÅ!
Den Ortodokse Pige ¤

Hvor min næstekærlighed er? Lad mig give dig et eksempel fra det virkelige liv:
I mit liv har jeg oplevet, at have været udsat for incest af min farfar, at have fortalt det for 1 år siden til familien, og at hans børn inkl. min far har valgt hans side. Dvs. at de lader som ingenting og stadigvæk inviterer ham indenfor i deres hjem og det er sågar kommet mig for øre at jeg er blevet beskyldt af min faster for at være psykisk forstyrrer pga. piller, sprut og stoffer (??!!) Tak for kaffe!
Jeg har i mit hjerte tilgivet ham for hans synd, men ikke ansigt til ansigt, og kæmper nu, idag, med at overvinde skuffelsen, sorgen og smerten ved, at de andre har valgt som de har. Jeg har afskoret mig fra familien, fordi at jeg synes, at jeg er et bedre menneske end de er. Fordi min moral og integritet åbenlyst er større end deres og jeg ønsker ikke at være som de er. Derfor har jeg og min mand trukket os ud.
Deres største frygt er, at det kommer ud. Og at folk vil dømme DEM ud fra deres fars handling. De er egoistiske og tænker kun på dem selv.
Der hviler ondskab i deres hjerter...
Så kunne jeg godt tænke mig at vide, om du synes at de er mere retfærdige og næstekærlige end jeg er, og om du ser på deres handling som værende næstekærlig? Over for deres far?
Hvis du mødte mig en dag, ville du nok aldrig tro at jeg var et "offer". Og hvorfor så ikke? Fordi at jeg kun ved Guds hjælp har formået at bevare styrken og holde håbet oppe. Gennem årene har jeg bedt utallige gange til Gud for styrke til at overvinde sorg, ondskab og smerte. Og bedt for ikke at miste mig selv og lyset i mit indre.
Jeg stråler. Det er hvad folk ser udefra. De ser mine strålende smilene øjne, min ranke ryg, min selvtillid, skønhed og min glæde og livslyst.
Og mange føler sig faktisk truede af mig- hvilket er liiidt uretfærdigt, for de forstår ikke, at jeg med Gud ved min side virkeligt har kæmpet for at bevare mig selv netop sådan.
Og jeg er stolt over min formåen. Jeg griner stadigvæk hver dag- jeg har stadigvæk min humor- og så længe jeg kan grine med fryd i hjertet så ved jeg, at jeg ér og at Gud holder hånden over mig og hjælper mig.
Jeg har Gud at takke for meget, kan du nok forstå, og min loyalitet for ham er 100 %.
Jeg ønsker dig intet ondt, det må du ikke tro, for jeg er ifølge min mand, det bedste menneske han nogensinde har mødt og jeg har et godt hjerte.
Jeg ser på dig, som et menneske der er faret vildt i forhold til Gud, og at du via din prædiken om Jehovas Vidner kan forlede andre til at tro på de samme ting som du.
Fordi at jeg er 100 % loyal over for Gud, så må du kunne forstå, at jeg anser dig som en slags falsk profet. Det kan du så sikkert ikke forstå og heller ej se, det vil være klart, men faktum er, at jeg holder mig til "mine" (her hvad trosretning angår) og min slags mennesker i min dagligdag- i den inderste kreds-, som deler mine grundlæggende synspunkter og holdninger til livet. Så er der harmoni i ens liv.
Men altså, næstekærlighed er et emne som kunne tage op somm top-emne, for der er mange ting man kan sige og mene om det begreb.
Til allersidst: Jeg håber, at du er et godt menneske og at sandheden om Gud vil nå ind i dit hjerte.
Den Ortodokse Pige ¤

Dine ord varmer meget :> Du er et skønt menneske.¤
Må Gud og Jesus, det gode helbred, heldet, lykken og kærligheden følge dig alle dine dage og oplyse din sti ¤

Kære Ortodokse pige,
Med al respekt og dyd fra mit dybeste hjerte kan jeg sige i min kærlighed til Jesus til dig,
Jeg elsker dig.
Gid solen altid vil lyse for dig og give dig den åbenlyse fred, som ligger i hjertet af Jesus.
Tak for din mand og din familie og med Herrens nåde vil du altid kunne se alle mennskr i øjnene med oprejst pande.
Herren gav sit liv for os, nu giver vi vort for hans skyld.
Jeg vil give dig et ord, Herren selv har givet mig.
Det hedder.

"I mørket skinnede et lys".

I mørket skinnede et lys så stærkt,
at det omfavnede mørket og forvandlede det.

Mørket forvandledes og
lyset overtog dets plads og
øjne blev åbnet.
Det blev ligesom en nødvendighed,
at sætte sig i bevægelse og lade sig føre
derhen hvor lyset var.
Døre som havde været lukkede for mig,
åbnedes og en ny virkelighed indtog
mit liv.
Det som jeg før troede var mit liv og
min virkelighed
blev noget uvirkeligt og
jeg kom til at elske lyset.

Glæden og livet holdt sit indtog,
Først som en lille stille melodi,
men efterhånden forvandledes den lille stille melodi
til en fanfarer.

Jeg kunne ikke begribe det,
men turde ikke stille spørgsmål
af frygt for at den nye virkelighed skulle forsvinde og
vise sig , blot som en dejlig drøm.

Som tiden gik, blev jeg mere og mere sikker på,
at det var noget vedvarende og
jeg oplevede hvordan himlen svarede jorden og
jorden svarede himlen.


Derfor oplevede jeg en ny tid,
hvor jeg turde stille spørgsmål og
livets ånds lov fremstod i al sin skønhed.
Jeg så mig selv, som en del af en større helhed
med farver og lys omkring mig.
Der hvor der før havde været mørkt og gråt og trist,
var nu den skønneste have,
ligesom Paradisets have ja,
jeg så nu alt med nye øjne.
Ja, det er den helt rigtige beskrivelse
af min nye tilstand og mit nye liv.
Jeg var forvandlet,
jeg var blevet født igen.
Jeg så ned af mig selv og se,
sårerne som havde gjort så ondt var væk.
Smerten havde jeg glemt og
ny kraft fyldte min krop med ny energi og glæde.
Hvordan kunne noget så skønt overgå mig,
jeg som havde følt mig ussel og grim.
Jeg som havde følt mig brugt og kasseret
så jeg end ikke kunne holde af mig selv?
Tårerne løb ned af mine kinder og mit hjerte bankede
Skulle der virkelig gå så lang tid,
Før jeg skulle befries?
Hvor var årene gået,
hvor var tiden blevet af?

Nu oplevede jeg en stor kærlighed til min egen person,
som én der var elsket, som én der betød noget.
Jeg følte en glæde ved mit liv og livet som helhed,
som jeg ikke før havde kendt.
Du som før havde været
langt borte fra mig var nu så nær,
at du blev en ny del af mit liv,
et liv i nærhed og kærlighed.

Nu håber jeg, nu beder jeg ,
at dette lys aldrig må forsvinder.
Nu tror jeg, jo det gør jeg,
jeg tror for evigt.
Jeg vælger, at modtage lyset
som oplyste mig,
lyset som varmede mig,
lyset som omfavnede mig,
som gav mig al den kærlighed, som jeg nu ved
jeg ikke kan leve foruden.

Tak kære Jesus, din for evigt.

Out of this reality shines a light that embraces the darkness.
Out of this reality shines a light that opens the eyes.
Out of this reality shines a light that opens doors
Out of this reality shines a light that fills you with joy.
Out of this reality shines a light that heals your wounds.
Out of this reality shines a light that amasses your heart.
Out of this reality shines a light that belongs to god.
Out of this reality shines a light that never ends.

Dette er ordet Herren gav mig en tidlig morgen 3.30. Det tidspunkt Herren altid selv henvender sig til mig på.
Håber det kan glæde dig. Lev i håbet.
Din i Herren Jesus
Enoch

Kære ftg:
Strålende eksempel på, hvordan Bibelen kan opfattes som selvmodsigende, når den tolkes af dogmatikere.
"Den sjæl, der synder, skal dø."(Ezekiels Bog 18,4))
"Gud er ikke dødes, men levendes Gud; thi alle er levende for ham." (Lukas 20,38)
Indtil det enkelte menneske bliver retfærdig til en vis grad, skal det opleve døden, men når dette så er opnået: fuldkommenheden, så skal man aldrig mere dø, for så er man gået ind til det evige liv, og hviler i Guds rige. Men indtil fuldkommenheden er opnået skal fødes igen og igen, indtil man har lært hvad uselvisk kærlighed er; det, at elske sine medskabninger ubetinget. Sådan hænger det sammen! Sådan har jeg forstået det!
Kærligst, Lightsearch.

Til trods for, at ma n hører igen og igen at Ny Verden Oversættelsen "har høstet megen anerkendelse", er det forkert. Der er slet ikke tale om megen anerkendelse. Bl.a. har man til hjælp for oversættelsen brugt en spiritist, der så oplyste bogstaver og andet i sin "oversættelse". Ifølge JVers lære, må vi ikke henvende os til de døde, hvilket en spiritist bl.a. gør. Og derfra havde den pågældende tidligere katolske præst sin oversættelse, som JVer har brugt som sandhedsværdi for der megen anerkendte "oversættelse".

det er en kæmpe usandhed. Jehovas Vidner har aldrig støttet sig til oversættelser skrevet af spiritister.
De har blot - LÆNGE EFTER at deres egen oversættelse var færdig - ofte peget på andre oversættelser der oversætter Johannes 1:1 ligesom Ny Verden-oversættelsen, og før man vidste noget om Grebers tilknytning til spiritisme, nævnte man også sommetider dennes oversættelse. Da det kom frem at han var spiritist, lod man ganske enkelt være med længere at medtage ham på den i forvejen lange liste af oversættere, der oversættes "theos" med "en gud" ... hvilket er fuldstændig korrekt ifølge Græsk-Dansk Ordbog, som siger at ordet "theos" første og primære betydning er "en gud".