Hvad vil det sige at "påkalde"?

I en debat med sk forsøger han sig med et fejlagtigt argument om, at Stefanus på sit dødsleje skulle have bedt til Gud, selvom der ikke findes manuskriptstøtte til det synspunkt. Det undrer mig lidt, at det er det sektsvar han forsøger sig med, for det er pillet fra hinanden utallige gange?
Lidt mere moderne er anken om, at det er en fejl at sige Stefanus bad, for det ord der benyttes i teksten oversættes enten sædvanligvis med "efternavn" eller "at påkalde". Den anke er der faktisk hold i (der burde stå "påkalde" i teksten), men den fører lynhurtigt over i en debat om, hvad det vil sige at "påkalde". For når der citeres fra Joel om at påkalde Herrens navn, så er det jo samme ord der benyttes.
Nå, den debat ønskede SK ikke - sandsynligvis fordi han ikke kan græsk, og derfor ikke kan skelne, hvilke postulater angående den græske tekst som "holder" og hvilke der ikke gør? Det er nu ellers et sjovt emne 🙂

At påkalde er det samme som at anråbe.

Tja, tjo, måske. Lagde du mærke til at jeg skrev ordet på græsk er det samme som ordet for efternavn? Når man påkalder et navn på græsk indebærer det, at man underlægger sig "familienavnet" og bliver en del af det. Kristne skal derfor påkalde Jesu navn for at påtage sig Jesu navn og blive medarving med Jesus - for at blive en del af Jesu kirke.
Den logik kan være svær at forstå på dansk, men på græsk er den 100% sprogligt logisk. Her er et eksempel fra Jakobs tale ved Apostelmødet i Jerusalem:
Apostlenes Gerninger 15:17

så at de øvrige mennesker kan søge Herren, alle de folk, som mit navn er nævnt over, siger Herren, som har gjort dette[/quote]
"Nævnt" er her det samme ord som "påkaldt" eller "efternavn" - det er altså alle dem som bærer Herren Jesu navn, der er tale om.
Fordi det at påkalde et navn og at blive kaldt ved navnet er det samme på græsk, er det så vigtigt at påkalde Jesu navn i NT. Vi ser det eksempelvis i form af dåben (som var i og til Jesu navn):
Apostlenes Gerninger 22:16
[quote]Hvorfor tøver du? Rejs dig og lad dig døbe og få dine synder vasket af, idet du påkalder Herrens navn!‹[/quote]
At blive døbt i Jesu navn hang altså uløseligt bundet sammen med at "påkalde" Jesu navn.
Der er altså en "gensidighed" i det at påkalde Herren Jesu Kristi navn, for så vil han også kaldes ved os. Paulus går så vidt som til at sige, at det kristne fællesskab består af alle de, som påkalder Herrens navn, hvor end i verden de så er. Det er altså ikke geografi som afgør om man er kristen, nej, det er om man er en del af den kristne familie som påkalder Jesu navn:
1. Korintherbrev 1:2
[quote] Til Guds menighed i Korinth, dem, der er helliget ved Kristus Jesus, kaldet til at være hellige, sammen med alle dem, der påkalder vor Herre Jesu Kristi navn på ethvert sted, deres og vores.[/quote]
Jakob trak vigtigheden af at påkalde Herrens navn op i følgende modsætning:
Jakobsbrevet 2:7
[quote]Er det ikke dem, der spotter det gode navn, som er nævnt over jer?[/quote]
De der påkalder Jesu navn er selv "nævnt" ved navnet - de er medarvinger til Jesus. Modsætningen er naturligvis de, som spotter Jesu navn - dem hørte Saulus selv til, før den berømte rejse til Damaskus.
Det er forøvrigt også her roden ligger til alle misforståelserne om, hvorvidt det er nok at sige man tror, eller om det kræver handling? For påkalder man navnet, så er man også villig til at gøre hvad man kan for at være en del af "Guds hus". Sprogligt set er det på græsk utænkeligt, at man påkalder Jesu navn uden at mene det seriøst. Romerbrevet kapitel 10 er et ganske godt eksempel på, at det i teksten er indlysende, at man mener det alvorligt, når man påkalder Jesu navn:
Romerbrevet 10:10-14
[quote]For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse, for Skriften siger: »Ingen, som tror på ham, skal blive til skamme.« Der er ingen forskel på jøder og grækere; alle har den samme Herre, rig nok for alle, som påkalder ham, for »enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses«.

Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker?
Det der kommer ud af munden kommer fra hjertet, hvis citatet skal have nogen gyldighed.
Så hvordan påkalder man? Bibelen kommer ikke med så mange eksempler, men de er til gengæld tydelige:
Apostlenes Gerninger 7:59-60 Så stenede de Stefanus, mens han bad: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« Han faldt på knæ og råbte med høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen.
Apostlenes Garninger 9:14 Og her har han fuldmagt fra ypperstepræsterne til at fængsle alle dem, der påkalder dit navn.«
Der er tydeligvis tale om at "anråbe" som du kalder det. Højt nok til, at andre kan høre det, og vedholdende nok til, at man ikke "putter" med det, selv når en Saulus udfritter en. Men ordet dækker mere end at anråbe: Ordet betyder, at man anråber om at blive en del af Jesu kirke.

Tak for dit indlæg Sebl.
Det er sent (skal op på arbejde) så jeg vil nøjes med at skrive, hvordan jeg selv opfatter ordet "påkalde", nemlig det at kende Gud, være kendt af Gud og bekende sin Gud.
Dit indlæg fik mig til at tænke på første vers af Gruntvigs salme "Min mund og mit hjerte":
Min mund og mit hjerte
de gjorde en pagt,
i fryd og i smerte
af al deres magt
hinanden at følge
og aldrig fordølge,
hvad i dem er levende lagt.

Sebl skrev:

Tja, tjo, måske. Lagde du mærke til at jeg skrev ordet på græsk er det samme som ordet for efternavn? Når man påkalder et navn på græsk indebærer det, at man underlægger sig "familienavnet" og bliver en del af det. Kristne skal derfor påkalde Jesu navn for at påtage sig Jesu navn og blive medarving med Jesus - for at blive en del af Jesu kirke.

Min markering.
http://sol.dk/debat/240-religion-a-livssyn/2855324#2855347

SVAR/ afa:
Ja, jeg så det godt. 🙂 ... Men da jeg ikke kan græsk, valgte jeg at besvare din overskrift/spørgsmål i trådstart, da jeg mente, jeg vidste, hvad dette var.

Min vej til forståelsen af ordet anråbelse kommer ikke af studie af bibelvers, men fra en oplevelse jeg engang havde.
Er vidst ikke helt det samme, som du skriver om, men her er min historie, så kan du selv bedømme.

Jeg har kun anråbt Gud een gang i mit liv, sådan rigtigt.
Det var dengang, det gik op for mig, hvilke offer Jesus i følge skrifterne har givet, og den smerte han led i tro og kærlighed til Gud og menneskene.
Derfor er anråbelse til Gud for mig forbundet med følelsen af smertelig fortabthed/magtesløshed, hvor jeg var villig til betingelsesløst at give mig selv fuldt ud for at blive omfavnet/inkluderet i Guds kærlighed.
Lyder måske lidt skørt, men det er, hvad jeg husker, jeg oplevede.
En meget stærk oplevelse som udmattede mig totalt.

I en debat med sk forsøger han sig med et fejlagtigt argument om, at Stefanus på sit dødsleje skulle have bedt til Gud, selvom der ikke findes manuskriptstøtte til det synspunkt. Det undrer mig lidt, at det er det sektsvar han forsøger sig med, for det er pillet fra hinanden utallige gange?
Lidt mere moderne er anken om, at det er en fejl at sige Stefanus bad, for det ord der benyttes i teksten oversættes enten sædvanligvis med "efternavn" eller "at påkalde". Den anke er der faktisk hold i (der burde stå "påkalde" i teksten), men den fører lynhurtigt over i en debat om, hvad det vil sige at "påkalde". For når der citeres fra Joel om at påkalde Herrens navn, så er det jo samme ord der benyttes.
Nå, den debat ønskede SK ikke - sandsynligvis fordi han ikke kan græsk, og derfor ikke kan skelne, hvilke postulater angående den græske tekst som "holder" og hvilke der ikke gør? Det er nu ellers et sjovt emne 🙂

Jeg skriver ikke Stefanus bad til Gud (eller Jesus)
Ordet påkalde er et verbum, på græsk og dansk.
Man påkalder sig opmærksomhed. Man ønsker at påkalde et navn, som ordet bruges til her.
Det er ikke det samme som at bede, selvom jeg ser en fodnote, hvor det anføres.
Det må afhænge helt af situationen.
Anråbe, påkalde, må mere være at få opmærksomhed fra Gud, kongen eller hvem det nu er.
En man kender og vedkender sig. Og håber kan komme til hjælp på en eller anden måde.
Man påkalder Gud for at skabe retfærdighed. Eller lignende.
Evalu skrev:
ordet "påkalde", nemlig det at kende Gud, være kendt af Gud og bekende sin Gud.
Det lyder rigtigt.

Tak for vidnesbyrdet. Som alle personlige vidnesbyrd er det personligt, men livsbekræftende at læse.

Jeg vil anbefale dig at læse dette svar

Ja, Joel skriver i det gamle testamente om at påkalde Herrens navn og Paulus skriver i det nye testamente om at påkalde Herrens navn; men Joel og Paulus taler ikke om det samme navn.
Jøder og kristne påkalder hver sit navn.
I ApG 9,13-14 siger Ananias om Saulus (Paulus før han blev kristen):
"Ananias svarede: »Herre, jeg har hørt af mange, hvor meget ondt denne mand har gjort mod dine hellige i Jerusalem. v14 Og her har han fuldmagt fra ypperstepræsterne til at fængsle alle dem, der påkalder dit navn.«"

De kristne blev forfulgt af det jødiske præsteskab for at påkalde Jesu navn, fordi det at påkalde Jesu navn er at kende Jesus Kristus som Gud og bekende Jesus Kristus som sin Gud.

I en debat med sk forsøger han sig med et fejlagtigt argument om, at Stefanus på sit dødsleje skulle have bedt til Gud, selvom der ikke findes manuskriptstøtte til det synspunkt. Det undrer mig lidt, at det er det sektsvar han forsøger sig med, for det er pillet fra hinanden utallige gange?
Lidt mere moderne er anken om, at det er en fejl at sige Stefanus bad, for det ord der benyttes i teksten oversættes enten sædvanligvis med "efternavn" eller "at påkalde". Den anke er der faktisk hold i (der burde stå "påkalde" i teksten), men den fører lynhurtigt over i en debat om, hvad det vil sige at "påkalde". For når der citeres fra Joel om at påkalde Herrens navn, så er det jo samme ord der benyttes.
Nå, den debat ønskede SK ikke - sandsynligvis fordi han ikke kan græsk, og derfor ikke kan skelne, hvilke postulater angående den græske tekst som "holder" og hvilke der ikke gør? Det er nu ellers et sjovt emne 🙂