Hvad ville du have gjort?
„VANDET kommer! Vandet kommer! Rio Minho går over sine bredder! Vågn op alle sammen og løb! Floden kommer!“ Disse skrækslagne råb vækkede brat Tony Burgher og hans hustru tidligt om morgenen den 6. juni 1986. Det var ikke falsk alarm. De sprang ud af sengen, greb deres treårige søn og klatrede op på taget. Mange andre gjorde det samme.
Da indbyggerne på den sydlige del af øen Jamaica vågnede, opdagede mange af dem at mudret vand hvirvlede af sted under deres senge. Hvad var der sket? Højdedragene der løfter sig over Vere-sletten havde i mange dage været udsat for kraftige regnskyl. Alt dette vand havde fået vandstanden i floden Rio Minho til at stige så meget at floden var gået over sine bredder og havde skyllet i tonsvis af mudret vand ud over sletterne.
Ved daggry stod det klart at den fremstormende flod havde forvoldt store ødelæggelser da vandet havde skyllet møbler, ja nogle gange hele huse, bort; husdyr var druknet, landbrugsafgrøder ødelagt; og i de huse der ikke var skyllet bort havde der lagt sig et tykt lag mudder. Nogle landsbyer var blevet isoleret fordi veje og broer var ødelagt. Flere af ofrene for flodbølgen måtte reddes af fiskerbåde og af militærets helikoptere.
Brødrene på Vagttårnets afdelingskontor i Kingston var bekymrede for deres medtroende i de berørte områder. Den følgende morgen kørte tre medlemmer af afdelingskontorets udvalg derfor i bil til det hårdest ramte område. Efter at have kørt mange omveje for at undgå oversvømmelsen, kom de i kontakt med en ældste fra en af menighederne i det oversvømmede område. Han viste dem hen til det sted hvor Tony Burgher, der er specialpioner, boede. På det tidspunkt var Tony og hans familie kommet ned fra taget og havde fundet ly i en nærliggende skolebygning der blev brugt som center for de ulykkesramte. Tony kunne meddele udvalget hvordan det stod til med de øvrige brødre der var berørt. Efter en hurtig vurdering af det umiddelbare behov, sørgede man sammen med de ældste fra en nærliggende menighed for at ofrene for flodbølgen blev forsynet med mad. Samme dag klokken 17 nåede de første forsyninger frem.
Om søndagen, andendagen efter oversvømmelsen, blev alle menighederne i Kingston bedt om at yde hjælp i form af fødevarer, tøj og drikkevand. Brødrene efterkom hurtigt opfordringen. Det fornødne strømmede gavmildt ind til afdelingskontoret. Samme eftermiddag blev en lastbil fyldt med forsyninger sendt af sted til ofrene for oversvømmelsen.
Den nødhjælp der blev sendt til afdelingskontoret oversteg langt behovet blandt dem der havde lidt tab. Da en 13-årig handicappet dreng, hvis forældre er Jehovas vidner, hørte om katastrofen, sendte han alle sine sparepenge (ca. 1100 kroner) til Selskabets afdelingskontor til brug i nødhjælpsarbejdet. En anden havde ofrenes åndelige behov i tanke og skænkede en bibel indbundet i plastic. „Mange blev dybt bevægede da de så disse barmhjertighedsgaver fra vore brødre,“ siger Tony Burgher.
En uge efter oversvømmelsen tog en gruppe Jehovas vidner til området for at hjælpe med at rengøre de huse der var fyldt med mudder og begrave de døde dyr. Blandt de frivillige var en søster med kun ét ben. Selv om hun var handicappet havde hendes kærlighed fået hende til at rejse næsten 100 kilometer for at hjælpe sine åndelige brødre.
I en rigssal var gulvet dækket af et metertykt lag mudder. Brødrene indså imidlertid at de ikke måtte „forsømme at komme sammen“ og arbejdede derfor til sent lørdag aften — dagen efter oversvømmelsen — for at få rigssalen gjort i stand til om søndagen. (Hebræerne 10:25) Det glædede dem at se seksten overvære mødet søndag formiddag!
Myndighederne på Jamaica organiserede nødhjælp fra hele øen til ofrene for oversvømmelsen, ligesom de arrangerede en national rengøringskampagne. Men det tempo hvormed Jehovas vidner skred ind for at hjælpe deres åndelige brødre og interesserede mennesker med at rengøre deres hjem, fik en iagttager til at bemærke: „Jehovas Vidner arbejdede hurtigere end regeringen.“
„Tænk engang,“ sagde en kvinde til sin nabo der var et af Jehovas vidner, „de skaffede jer drikkevand helt fra Montego Bay [over 160 kilometer borte]. Det kalder jeg næstekærlighed!“ En ikketroende slægtning til et andet Jehovas vidne, bemærkede følgende om den kærlighed og omsorg der blev udvist: „Jeg har ikke den samme tro som dem, men én ting må jeg sige: De har meget stor kærlighed.“
Da indbyggerne på den sydlige del af øen Jamaica vågnede, opdagede mange af dem at mudret vand hvirvlede af sted under deres senge. Hvad var der sket? Højdedragene der løfter sig over Vere-sletten havde i mange dage været udsat for kraftige regnskyl. Alt dette vand havde fået vandstanden i floden Rio Minho til at stige så meget at floden var gået over sine bredder og havde skyllet i tonsvis af mudret vand ud over sletterne.
Ved daggry stod det klart at den fremstormende flod havde forvoldt store ødelæggelser da vandet havde skyllet møbler, ja nogle gange hele huse, bort; husdyr var druknet, landbrugsafgrøder ødelagt; og i de huse der ikke var skyllet bort havde der lagt sig et tykt lag mudder. Nogle landsbyer var blevet isoleret fordi veje og broer var ødelagt. Flere af ofrene for flodbølgen måtte reddes af fiskerbåde og af militærets helikoptere.
Brødrene på Vagttårnets afdelingskontor i Kingston var bekymrede for deres medtroende i de berørte områder. Den følgende morgen kørte tre medlemmer af afdelingskontorets udvalg derfor i bil til det hårdest ramte område. Efter at have kørt mange omveje for at undgå oversvømmelsen, kom de i kontakt med en ældste fra en af menighederne i det oversvømmede område. Han viste dem hen til det sted hvor Tony Burgher, der er specialpioner, boede. På det tidspunkt var Tony og hans familie kommet ned fra taget og havde fundet ly i en nærliggende skolebygning der blev brugt som center for de ulykkesramte. Tony kunne meddele udvalget hvordan det stod til med de øvrige brødre der var berørt. Efter en hurtig vurdering af det umiddelbare behov, sørgede man sammen med de ældste fra en nærliggende menighed for at ofrene for flodbølgen blev forsynet med mad. Samme dag klokken 17 nåede de første forsyninger frem.
Om søndagen, andendagen efter oversvømmelsen, blev alle menighederne i Kingston bedt om at yde hjælp i form af fødevarer, tøj og drikkevand. Brødrene efterkom hurtigt opfordringen. Det fornødne strømmede gavmildt ind til afdelingskontoret. Samme eftermiddag blev en lastbil fyldt med forsyninger sendt af sted til ofrene for oversvømmelsen.
Den nødhjælp der blev sendt til afdelingskontoret oversteg langt behovet blandt dem der havde lidt tab. Da en 13-årig handicappet dreng, hvis forældre er Jehovas vidner, hørte om katastrofen, sendte han alle sine sparepenge (ca. 1100 kroner) til Selskabets afdelingskontor til brug i nødhjælpsarbejdet. En anden havde ofrenes åndelige behov i tanke og skænkede en bibel indbundet i plastic. „Mange blev dybt bevægede da de så disse barmhjertighedsgaver fra vore brødre,“ siger Tony Burgher.
En uge efter oversvømmelsen tog en gruppe Jehovas vidner til området for at hjælpe med at rengøre de huse der var fyldt med mudder og begrave de døde dyr. Blandt de frivillige var en søster med kun ét ben. Selv om hun var handicappet havde hendes kærlighed fået hende til at rejse næsten 100 kilometer for at hjælpe sine åndelige brødre.
I en rigssal var gulvet dækket af et metertykt lag mudder. Brødrene indså imidlertid at de ikke måtte „forsømme at komme sammen“ og arbejdede derfor til sent lørdag aften — dagen efter oversvømmelsen — for at få rigssalen gjort i stand til om søndagen. (Hebræerne 10:25) Det glædede dem at se seksten overvære mødet søndag formiddag!
Myndighederne på Jamaica organiserede nødhjælp fra hele øen til ofrene for oversvømmelsen, ligesom de arrangerede en national rengøringskampagne. Men det tempo hvormed Jehovas vidner skred ind for at hjælpe deres åndelige brødre og interesserede mennesker med at rengøre deres hjem, fik en iagttager til at bemærke: „Jehovas Vidner arbejdede hurtigere end regeringen.“
„Tænk engang,“ sagde en kvinde til sin nabo der var et af Jehovas vidner, „de skaffede jer drikkevand helt fra Montego Bay [over 160 kilometer borte]. Det kalder jeg næstekærlighed!“ En ikketroende slægtning til et andet Jehovas vidne, bemærkede følgende om den kærlighed og omsorg der blev udvist: „Jeg har ikke den samme tro som dem, men én ting må jeg sige: De har meget stor kærlighed.“