hvem kan alligevel forstå det?
17 år…
Træt af det, er ikke ordet.. Jeg er så pisse… JA PISSE PISSE PISSE.. skal jeg også sige LORTE træt af det! Eller skide?
Farvel til min venner.. farvel til ham2 jeg kan fortælle mest til… udover ham1 jeg har set 3 gange på et halvt år! Farvel til ham2 som jeg er mest mig selv sammen med.
”Lad være med at sidde foran computeren og mobil hele tiden!” Jamen, hvad skal jeg ellers lave?
HAN1 bor laaangt væk, og min eneste mulighed for at have kontakt er msn og sms. (dvs. computer og mobil)
HUN1 går på højskole… Kan snakke med hende 1 gang hver fjerde uge eller sådan noget.
HUN2 er gift og har barn. Hun kan aldrig blive min veninde på den måde.
HUN3 er perfekt… voksen, moden, den perfekte kristne, der løfter hænderne på rigtige tidspunkter. Mine forældre ville nok også være meget gladere for hende…
Så er der HAM2… Han bor her tæt på, han er min ven og på min alder… Han lytter til mig og sætter pris på mit selskab… Han2 er sjov og han vil lytte til når jeg fortæller om HAM1 som jeg elsker…
Men nej… Dét må jeg ikke. HAN2 er ikke kristen og DET kan jeg ikke gøre mod HAM1.
Jamen han2 er min ven. Jeg savner ham faktisk!!! Jeg elsker ham ikke. NEJ fat det! De tror jo at jeg rå-snaver med ham2 garanteret! Men det gør jeg faktisk ikke… Jeg er trofast over for HAM1!
Fedt liv. Forældre der binder en på hænder og fødder og hvis man åbner hoveddøren og stikker hovedet ud for at se hvad der foregår uden for vat-huset, så er man ikke ordentlig kristen og burde tage sig sammen.
Forstår de ikke at når de forbyder mig mine venner, forbyder de mig at leve mit liv et ordentligt liv, som JEG, MIG, MOI, kan lide!!? Mine venner (som mine forældre accepterer) har jeg via msn… Og så brokker de sig. Er det så sært jeg er ensom?
Skal jeg leve et venneløst liv? Eller skal jeg være ”lade-som-om-venner” med mine forældres idéer om hvem der er perfekte for mig?
De skulle bare vide, at hvis de lader mig få lidt frie tøjler og lade mig lære at gå, og så griber mig når jeg falder, før de er tvunget til at slippe mig fri, så vil jeg meget lettere kunne stå på mine ben uden at falde, til den tid.
Så er der HAN1. Han elsker mig jo… Ja, jeg har dummet mig før.
Og jeg faldt og i greb mig, men måske har jeg lært af det? Måske kan jeg bedre balancere nu!? I lader da heller ikke babyer der er ved at lære at gå blive tvunget til ikke at gå igen…
Har jeg ikke bevist at jeg har holdt ud? Har jeg ikke vist at jeg har prioteret jeres mening højere end min kærlighed længe nok nu? Jeg ved at du ikke vil tvinge mig, siger du jo mor. Men i synes det er dumt… Og jeg vil ikke trodse jer! Vil bare gerne have jeres accept til at gøre det! Og Far ville blive skuffet… Og hvad er værre end skuffede forældre!? Intet!!
Du mor… Du forstår mig ok. Men du far… Du er hård noglegange… Du gør det jo af kærlighed.. det ved jeg! Men du kvæler mig i din tæppe af beskyttelse.
Jeg er ikke imod jeres holdninger og synspunkter… jeg står inde for dem! Føler bare snart at det er den tro jeg er vokset op med der binder mig på hænder og fødder! I har jeres erfaringer fra jeres ungdom, men det er ikke mine!! Vil have mine egne. Jeg ved at i gør alt af bedste vilje… MEN AARGH…. BLIVER KVALT!
Jeg kan ikke fortælle jer hvad jeg føler, for selvfølgelig kan i bedre argumentere end mig. Det er jo jeres job at snakke… Jeg vil stå tilbage med alt det jeg vil sige i mit hoved, uden at kunne få det ud af munden og ind i dit hoved far…
Jeg vil ikke ende som ham der før trodsede dig, og være uvenner med dig! Han gik for vidt. Og jeg ved hvor meget det sårede dig, for alt du gjorde var af bedste mening. Og du gjorde et godt. Jeg vil ikke såre dig, for jeg elsker dig!
Jeg vil bare leve mit eget liv, ligesom mine venner gør det! De dummer sig nogle af dem, men de hjælper hinanden op igen!
Dette er en lille brøkdel af mit hoved… Hvor skal jeg dele det… Hvad skal jeg gøre? Hvem vil forstå? Jeg deler dette et sted hvor jeg er anonym…
Selv hvis du læste dette far, vil jeg ende som den slemme? Er alle fædre sådan?
Skal jeg opgive min tro… Nej, kan jeg ikke! Bare slip mig fri og lad mig leve!!! Jeg kan godt SELV holde mig til troen… Når folk prøver at tvinge mig, bliver jeg modstridende… Især når jeg ikke engang er på vej væk.
Jaja, jeg ved det… jeg er på computeren igen. Men hvad skal jeg ellers lave? Rydde op, lægge tøj sammen, vaske op, feje og tørre støv af? Vil jeg ikke bruge hele mine dage på.
Være sammen med venner? Ja, god idé… Var på vej over til HAM2, men nej… Det fik jeg kun en sur far ud af.
Hvad er der tilbage? Skole, arbejde, og computer!
Og om søndagen i kirke hvor jeg har nogle rigtig gode venner… Men min hverdag er ikke mit liv… det er en skygge af mig! Ikke det liv jeg vil have.
Men far… Du er en god far. Du er en stor mand… Jeg tilgiver dig… Måske er jeg bare besværlig.
Jeg fik engang at vide at: ”alle store mænd har deres små store særheder”.
I morgen er det sikkert glemt fra min sidde af, og om en uge er jeg sikkert vred igen! Men det ændrer ikke på om jeg kan lide mit liv…
Jeg har venner... Venner der holder af mig... det er ikke derfor jeg er ensom. Det er fordi jeg ikke kan og må!
Tror jeg... er forvirret i mit hoved...
Undskyld at jeg skriver dette far!.!.!
Bliver nødt til...
Træt af det, er ikke ordet.. Jeg er så pisse… JA PISSE PISSE PISSE.. skal jeg også sige LORTE træt af det! Eller skide?
Farvel til min venner.. farvel til ham2 jeg kan fortælle mest til… udover ham1 jeg har set 3 gange på et halvt år! Farvel til ham2 som jeg er mest mig selv sammen med.
”Lad være med at sidde foran computeren og mobil hele tiden!” Jamen, hvad skal jeg ellers lave?
HAN1 bor laaangt væk, og min eneste mulighed for at have kontakt er msn og sms. (dvs. computer og mobil)
HUN1 går på højskole… Kan snakke med hende 1 gang hver fjerde uge eller sådan noget.
HUN2 er gift og har barn. Hun kan aldrig blive min veninde på den måde.
HUN3 er perfekt… voksen, moden, den perfekte kristne, der løfter hænderne på rigtige tidspunkter. Mine forældre ville nok også være meget gladere for hende…
Så er der HAM2… Han bor her tæt på, han er min ven og på min alder… Han lytter til mig og sætter pris på mit selskab… Han2 er sjov og han vil lytte til når jeg fortæller om HAM1 som jeg elsker…
Men nej… Dét må jeg ikke. HAN2 er ikke kristen og DET kan jeg ikke gøre mod HAM1.
Jamen han2 er min ven. Jeg savner ham faktisk!!! Jeg elsker ham ikke. NEJ fat det! De tror jo at jeg rå-snaver med ham2 garanteret! Men det gør jeg faktisk ikke… Jeg er trofast over for HAM1!
Fedt liv. Forældre der binder en på hænder og fødder og hvis man åbner hoveddøren og stikker hovedet ud for at se hvad der foregår uden for vat-huset, så er man ikke ordentlig kristen og burde tage sig sammen.
Forstår de ikke at når de forbyder mig mine venner, forbyder de mig at leve mit liv et ordentligt liv, som JEG, MIG, MOI, kan lide!!? Mine venner (som mine forældre accepterer) har jeg via msn… Og så brokker de sig. Er det så sært jeg er ensom?
Skal jeg leve et venneløst liv? Eller skal jeg være ”lade-som-om-venner” med mine forældres idéer om hvem der er perfekte for mig?
De skulle bare vide, at hvis de lader mig få lidt frie tøjler og lade mig lære at gå, og så griber mig når jeg falder, før de er tvunget til at slippe mig fri, så vil jeg meget lettere kunne stå på mine ben uden at falde, til den tid.
Så er der HAN1. Han elsker mig jo… Ja, jeg har dummet mig før.
Og jeg faldt og i greb mig, men måske har jeg lært af det? Måske kan jeg bedre balancere nu!? I lader da heller ikke babyer der er ved at lære at gå blive tvunget til ikke at gå igen…
Har jeg ikke bevist at jeg har holdt ud? Har jeg ikke vist at jeg har prioteret jeres mening højere end min kærlighed længe nok nu? Jeg ved at du ikke vil tvinge mig, siger du jo mor. Men i synes det er dumt… Og jeg vil ikke trodse jer! Vil bare gerne have jeres accept til at gøre det! Og Far ville blive skuffet… Og hvad er værre end skuffede forældre!? Intet!!
Du mor… Du forstår mig ok. Men du far… Du er hård noglegange… Du gør det jo af kærlighed.. det ved jeg! Men du kvæler mig i din tæppe af beskyttelse.
Jeg er ikke imod jeres holdninger og synspunkter… jeg står inde for dem! Føler bare snart at det er den tro jeg er vokset op med der binder mig på hænder og fødder! I har jeres erfaringer fra jeres ungdom, men det er ikke mine!! Vil have mine egne. Jeg ved at i gør alt af bedste vilje… MEN AARGH…. BLIVER KVALT!
Jeg kan ikke fortælle jer hvad jeg føler, for selvfølgelig kan i bedre argumentere end mig. Det er jo jeres job at snakke… Jeg vil stå tilbage med alt det jeg vil sige i mit hoved, uden at kunne få det ud af munden og ind i dit hoved far…
Jeg vil ikke ende som ham der før trodsede dig, og være uvenner med dig! Han gik for vidt. Og jeg ved hvor meget det sårede dig, for alt du gjorde var af bedste mening. Og du gjorde et godt. Jeg vil ikke såre dig, for jeg elsker dig!
Jeg vil bare leve mit eget liv, ligesom mine venner gør det! De dummer sig nogle af dem, men de hjælper hinanden op igen!
Dette er en lille brøkdel af mit hoved… Hvor skal jeg dele det… Hvad skal jeg gøre? Hvem vil forstå? Jeg deler dette et sted hvor jeg er anonym…
Selv hvis du læste dette far, vil jeg ende som den slemme? Er alle fædre sådan?
Skal jeg opgive min tro… Nej, kan jeg ikke! Bare slip mig fri og lad mig leve!!! Jeg kan godt SELV holde mig til troen… Når folk prøver at tvinge mig, bliver jeg modstridende… Især når jeg ikke engang er på vej væk.
Jaja, jeg ved det… jeg er på computeren igen. Men hvad skal jeg ellers lave? Rydde op, lægge tøj sammen, vaske op, feje og tørre støv af? Vil jeg ikke bruge hele mine dage på.
Være sammen med venner? Ja, god idé… Var på vej over til HAM2, men nej… Det fik jeg kun en sur far ud af.
Hvad er der tilbage? Skole, arbejde, og computer!
Og om søndagen i kirke hvor jeg har nogle rigtig gode venner… Men min hverdag er ikke mit liv… det er en skygge af mig! Ikke det liv jeg vil have.
Men far… Du er en god far. Du er en stor mand… Jeg tilgiver dig… Måske er jeg bare besværlig.
Jeg fik engang at vide at: ”alle store mænd har deres små store særheder”.
I morgen er det sikkert glemt fra min sidde af, og om en uge er jeg sikkert vred igen! Men det ændrer ikke på om jeg kan lide mit liv…
Jeg har venner... Venner der holder af mig... det er ikke derfor jeg er ensom. Det er fordi jeg ikke kan og må!
Tror jeg... er forvirret i mit hoved...
Undskyld at jeg skriver dette far!.!.!
Bliver nødt til...