7tilføjet af

Hverdagen har

-holdt sit indtog i min mands og mit forhold.
Er begge to meget (gennem det sidst års tid) involverede i vores job. Hvilket jo er fedt nok, udfordrende og spændende.
Jeg er bare nået til et punkt hvor jeg ikke rigtig kan finde et "os" mere....og det piner mig.
Vi har snakket sammen om det og er egentlig (ideologisk set) fuldstændigt enige om at "vi" kommer i første række og ikke vores karrierer...
- men så er det jo at den lille xtra indsats på jobbet sniger sig ind og vi hver især bliver grebet af div projekter i arbejdssammenhæng...og så smutter tiden, aftaler bliver lavet om i det uendelige osv, osv.
Så når vi endelig mødes er vi trætte, bliver irritable på hinanden over de altid brudte og ændrede aftaler....hvilket over tid kan udvikle sig til højest umodne og højtråbende skænderier;
- og det er jeg så ked af, for jeg har virkelig haft noget med ham som er helt unikt for mig.
Sex har vi heller ikke gjort brug af de sidste 3 mdr. Det savner jeg meget og orker alligevel ikke rigtig.....selvom lysten er der! Meget endda - men jeg er vred på ham og han er frustreret og vred på mig.
Inden jeg mødte min mand havde jeg en dejlig, rummelig og lidt ældrer elsker gennem 10 år. Ingen af os var gift på daværende tidspunkt og var smukt enige om rammerne for vores ret dejlige forhold. Da forholdet strakte sig over så mange år udviklede vi selvfølgelig et godt og meget sjovt venskab.
Jeg havde ikke nogle forventninger om hvad eller hvordan han skulle være - frydede mig bare royalt over det han selv valgte at give i vores samvær - meget tilfredsstillende at være fri for ejerfornemmelser og alt det der forventningsral.
Grunden til at jeg fortaber mig i denne del af fortiden er at jeg også længes efter denne sorgløse frihed som jeg oplevede her og mæthed i verden.
Ville aldrig vælge at være min mand utro - men, lets face it - har svært ved undvære sexen, intimiteten og sammenhørighed på den frække måde.
(ørkenvandringer har aldrig interesseret mig, lige meget hvor mange pukler kamelen så har)
Synes lidt at det tager fokus fra det jeg burde holde fokus på - nemlig en opbyggelig måde at komme i gang med at tale sammen på.
Vi er begge to rimeligt normalt begavede og jeg synes jo at vi sagtens skulle være i stand til at få talt om det her og en løsning som virker for os begge.....men jeg sidder bare fast...
Jeg har sår på min tilknytning og har enormt svært ved at få afsluttet forhold jeg er færdig med.
Siger ikke hermed at det er det jeg vil - ud af forholdet med min mand - men jeg er så ambivalent over for ham i tiden at jeg simpelthen er fortrukket til sommerhuset og ikke magter at konfronterer ham eller migselv ligenu (svagpisser...ja det er da muligt)
Jeg savner ham.
Inden denneher cyklus greb om sig ville jeg jo have talt med ham om mine oplevelser. Det gør jeg ikke mere og ved godt at jeg har ansvar for at døren er blevet lukket.
Har lavet tilløb til at få talt med en veninde om det men føler mig illoyal fordi jeg jo virkelig synes at jeg burde kunne tale med min mand om det før alle mulige andre....
Håber du har lidt opmuntring så jeg kan få gang i mit mod og begynde at bevæge mig lidt. Vil så gerne løse det her....om det så går i den ene eller anden retning.
Hader at sætte migselv og andre på standby
God dag til alle.
tilføjet af

hmmm

den er svær
tilføjet af

Ja sgu -

har du ikke en ide til et eller andet.....
tilføjet af

Ide?

Jo, prøv at kopier dit indlæg og sæt det på senere på dagen/aften hvor der er flere der er kommet hjem fra arbejde.
Dit indlæg er velskrevet og formuleret, men jeg er ikke den rette til at give gode råd om dit emne.
tilføjet af

Det sad jeg også og tænkte

bedre at sende indlægget ved en 19 - tiden, det er primetime
tilføjet af

Tak for

svar og kan en af jer give mig et praj om hvordan jeg kopierer det her.
Er ikke så stiv i funktionerne herinde.
Hej hej
tilføjet af

Kvindens plads er i hjemmet

Få dig et halvdagsjob, så blomstrer jeres forhold igen.
Begge parter kan ikke både have heldagsjob og et lækkert langt samliv uden stress og frustarioner.
tilføjet af

elsker selv mit job...

...og undskyld mig men det lyder som om du har brug for at fokuserer lidt på om du stadig elsker ham.
Giver de andre debatører ret i at hvis i vil hinanden, jer to, så må i også lave faste aftaler omkring hvornår arbejdet er slut og jeres tid begynder og vice versa.
Lad det dog stå klart at, jeg på ingen måde mener at kvindens plads udelukkende er i hjemmet som en evig lille mor, bolledukke og akkord koge/fødekone.
Uddan dig, lær så meget du kan og kør med klatten - den rigtige mand vil beundrer og elske dig som den skat du er!!!
Det lyder som om (du siger det jo ikke direkte?) i kan have nogle temmelig intense skænderier om det her - og resultatet denne gang er at du er stukket af.
Det kan vi alle have brug for ind imellem!- men du må tilbage og have snakket med ham om det her inden i driver hinanden ud i alle mulige lidet ønskværdige dramaer. Hvorfor dog spilde jeres tid på det.
Er det for hårdt at beholde en ordentlig tone så inddrag en 3 part til hjælp og støtte for jer begge - i kan sikkert begge 2 intellektualisere og rationalisere så selv en død mand vil begynde at snorke...håber du forstår hvad jeg mener:)!
Du bliver nødt til at ville ham nok! Du kan ikke løse det her uden at gå på nogle kompromisser.
En klog gut sagde en gang noget i retning af at,:"Et godt kompromis efterlader alle parter mere ell. mindre utilfredse". Dermed sagt at i begge vil komme til at ofre lidt - kærlighed er heldigvis vigtigere ikke?!!
Efter at have læst dit indlæg sad jeg tilbage med en fornemmelse af at du virkelig er meget ked af det her. Jeg håber du har fået tørret nogle af tårerne op og har det bedre.
Masser af succes med både kærligheden og karrieren.
Store, varme knus til dig.
ps. høre gerne fra dig på min mail her på sol.dk
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.