hvodan takler du/i

at miste, det menneske som betød alt for dig?
For mig er det bare så uendelig svært, jeg kan ikke glemme ham, tænker og drømmer om ham hele tiden, spørger mig selv, hvorfor skulle han allerede dø fra mig.
Musikken jeg hører, minder mig om ham, ja alt der sker i dagens løb er han i mine tanker.
Tårer er der snart ikke flere af. Jrg stortuder bla. når jeg er i byen og skal passere kirken og der er bisættelse, og kisten bliver båret ud til rustvognen, selv om jeg ikke kender vedkommende.
Er jeg ved, at blive småskør????? Er der een der kan hjælpe mig, med råd om hvordan jeg kommer videre med livet, jeg ved jo godt inderst inde, at jeg aldrig får min elskede tilbage, men det er ligesom jeg ikke forstår det rigtigt.
Det er tre måneder siden, han mistede livet. Hvor lang tid tror du/i det tager, at blive nogenlunde normal igen, og få tilværelsen til at fungere igen.
Jeg vil være taknemmelig hvis nogen kan give mig råd, om hvordan jeg får livet til at gå videre, jeg syntes det er så svært at leve uden ham.
Venlig hilsen llhi

tid på sorg, så jeg har ingen bud på, hvornår, du bliver "normal" igen.
Men dine reaktioner er genkendelige og helt normale. Du er stadig i en tilstand af chock og dyb sorg. Denne sorg skal du naturligvis have bearbejdet og det tror jeg da også, du er i fuld gang med. I den situation er det vigtigt, at du har nogen at tale med, nogen som kan rumme din sorg, som kan lytte og alligevel skubbe lidt til dig, så du får din tilværelse til at fungere igen.
Dit hoved ved godt, at du ikke får din elskede igen, men det tager tid inden følelserne kommer med og accepterer denne viden. Der er evt mulighed for sorgbearbejdning hos psykolog - også betalt af det offentlige. Men jeg kender ikke reglerne til bunds, så forhør dig hos egen læge. Det kan også tænkes, der er en mulighed gennem din forsikring.
Er du et kristent, troende menneske, kan du også henvende dig til din præst.
Håber du kan bruge dette - bare lidt.
Jeg ønsker dig i hvert fald held og lykke i dit videre liv.
Med venlig hilsen

tid, og det er måske det vigtigste, du kan lære dig selv lige nu. Det værste du kan gøre er at presse dig selv (eller lade dig presse af andre) til at tro, du er meget længere, end du er, for så falder du igen og igen ned i det store sorte hul.
Nogle mennesker siger, at det tager et år at komme igennem den første sorg. Jeg tror, det har noget at gøre med den cyklus, der er i et år. At vi ligesom skal igennem alle årstider og begivenheder uden den, vi elsker. Det betyder selvfølgelig ikke, at det så bare er ovre, men at vi (forhåbentligt) erfarer, at vi har været stærke nok til at komme igennem alt det, og at det derefter bliver nemmere.
Da jeg selv mistede havde jeg stor glæde af at gå til psykolog og snakke med en præst.
Derudover er det vigtigt at være sammen med mennesker, som man har tabet til fælles med. Det kunne f.eks. være din kærestes familie eller venner. Det gode ved at være sammen med andre, der har lidt det samme tab, er at man kan snakke om ham og alle de oplevelser, man har haft sammen De forstår også måske også alle de skift man går igennem: at man det ene øjeblik har brug for at snakke om ham, at man derefter griner af noget fjollet og ligegyldigt, og at man fem minutter efter sidder og tudbrøle.

Først og fremmest kondolerer jeg dit tab!
Jeg har selv været dér. For 7 år siden mistede jeg min 30 årige kæreste meget pludseligt og absolut ALT gik i stå.
1. Du er ikke ved at blive skør!!! Du er i sorg og det tager tid. Langsomt vil du få det bedre. Det kræver at du arbejder med dig selv. Lige nu og her hvor det er så kort tid efter hjalp kan jeg fortælle hvad der hjalp mig.
- hvis solen skinnede eller hvis fuglene fløjtede, tvang jeg mig selv til at sige "hvor fantastisk". Det hjalp kort - et par sekunder. Men det er dér det starter og langsomt, bygger/tvinger du dig selv til at finde noget positivt.
- har du børn, kan du glæde dig over at have dem - og at de (afhængig af deres alder) har brug for dig.
2. Søg hjælp. Hos en psykoterapeut, psykiater el. lignende. Der er måske tilskud til det og ellers så tro mig - det er penge RIGTIG godt givet ud (du skal naturligvis finde en behandler hvor der er god kemi mellem jer)
Dette tager også tid, så du må generelt se kortsigtet. Måske der er en sorggruppe?
Yoga, meditation o.lign. giver også rigtig godt. Yoga er også godt, for så kommer du ud og møder andre.
En tese "2 skridt frem, 1 skridt tilbage" har nogenlunde holdt stik hos mig. Skridtet tilbage ramte de første par år hårdest - netop med sætningen "har jeg NU mistet forstanden?"

3. Vær åben omkring din sorg. Tal, tal, tal, tal om det. Den del af din omgangskreds der er "noget værd", skal nok være der for dig.
- evt. skriv ned i en bog om dine tanker.
- lav et afsnit med gode dage og kig på dem på en dårlig dag.
4. Uheldige udtalelser/oplevelser.
Mange ved ikke hvordan de skal håndtere en dialog med en person der har mistet sin kæreste/bedre halvdel. Så du vil højst sandsynligt høre - for dig - underlige spørgsmål. Et par uger efter mit tab, måtte jeg en bekendt i et supermarked der spurgte "Nå, hvordan har du det, er du kommet dig?" Jordens dummeste spørgsmål!!! hvor jeg blev helt paf og bagefter har tænkt mit. Konklusionen er at hun kunne have vendt ryggen den anden vej, men vvalgte at sprøge til mig, godt nok noget kluntet - men hun er tilgivet :-).
Jeg så ligvogne, tænkte hvordan alle andre bare kunne gå på gaden uden at være påvirket af mit tab??? (men klart at de kan :-))
Hver gang jeg i bil passerede en begravelsesforretning, i TV så et indslag om alvorlig sygdom eller død, blev humøret stærkt påvirket - nogle gange i flere dage.
Mit råd til dig:
Undgå TV-avisen, dokumentarer om alvorlige ting, negative personer, de typer der altid skal fortælle om død/sygdom.
Opsøg glæde, positivitet, steder/ting der kan gøre noget godt for dig. Om det er samtale, en flot park, en imødekommen nabo osv.
Afslutningsvis vil jeg ønske dig alt det bedste. Husk blot at bevare troen på dig selv og din egen styrke (også i de perioder hvor styrken "ligger under gulvbrædderne" - det er nemlig ganske naturligt)
Her 7 år efter er min status, at savnet altid vil naturligvis være der (i baghovedet). Min søn og jeg tænker positive tanker og taler ofte om far/kæreste.
Jo, jeg har klart nogle mentale men. Til gengæld er jeg blevet så meget klogere på mig sig, på livet og er på nogle områder måske et mere helt menneske end mange andre (hvilket vel ikke er så ringe endda :-)))
Jo, jeg har stadig følelsen af at "mangle noget" indeni. Hertil har jeg heldigvis familie/venner/psykoterapuet (ser jeg stadig 6 gange årligt - som min sparringspartner), til at støtte og løfte mig på dage/perioder hvor selvet ikke fungerer 100%.
Og jo, jeg har haft et langt forhold siden..så også det skal nok komme :-)
Knus og mange tanker [l]
Den forstående :-)

Kære du. jeg mistede min mand for snart 7 måneder siden, han døde ikke pludselig, men var syg i 5 år, jeg vidste ret hurtigt at min mand ville dø af sin sygdom, men han var et stærkt menneske og meget aktiv, så det tog sin tid for kræften, at tage livet af ham.
det jeg gør er, jeg snakker meget om ham, med børn, venner og naboer, tro ikke ,at de ikke VIL det, men de fleste mennesker tør ikke begynde den samtale, så du skal selv komme ind på banen, selvom det er svært, men det bliver lettere og mere naturligt med tiden.
en anden ting jeg gør,sætter god musik på, det gør MIG glad, det behøver ikke nødvendigvis, være musik I har hørt sammen.
En anden ting, kom ud i livet igen, du må endelig ikke mure dig inde.
Det ER svært, men det vil lykkes for dig vær sikker på det.
Jeg føler med dig. Irene[f]

Sorg er meget individuelt, men jeg forstår din smerte. 3 måneder er ikke lang tid og der vil nok gå et stykke tid endnu før du begynder at mærke livet igen. Selvom det kan føles umuligt, så kommer livet tilbage. Dagene bliver mindre smertefulde og du vil kunne tænke på ham med, måske, et lille smil på læberne, over de gode stunder. Ting tager tid og jeg skal ikke stikke blår i øjnene på dig og sige at det er snart... som jeg startede med at skrive, er det individuelt. Lad ingen sige:"nu må du tage dig sammen" de ved ikke din smerte og har ingen forudsætning for at sige sådan. Find en person du kan tale med, også selvom det er om det samme og det samme. Jo mere du får det talt ud, jo bedre vil du få det. Alt held og lykke til dig i din sorg process. Vh Ann

Frasen "Tiden læger alle sår" passer måske ikke helt.
Jeg har selv stået i en situation identisk med din. Min allerkæreste gennem 8 år døde i et trafikuheld, jeg havde netop friet, vi stod til at skulle flytte i hus, havde planlagt børn osv. Og så pludselig, som et lyn fra en klar himmel eller en tyv i natten [:*(]
Jeg kan godt sige dig, at livet bliver aldrig det samme som før. Man kommer sig aldrig fuldstændig over sorgen. Men man lærer at LEVE MED DEN! Det er det vigtigste. Med tiden er ERKENDELSEN vigtig for dig.
Men lige nu er det bare vigtigst for dig at sørge, og vide at det er TILLADT at sørge og at det er TILLADT at have op- og nedture og tilladt at græde.
Du spørger, hvor lang tid, det tager. Det kan man ikke sætte tid på. Det afhænger både af omstændighederne for tabet og hvor god, du er til at tackle dette.
Min egen bedstemor kom sig f.eks. aldrig over at hendes ene søn (min onkel) begik selvmord. Selvom jeg var tættest på min onkel til det sidste er jeg for længst kommet over det. Men det handler om så mange ting og faktorer, at man simpelthen ikke kan sætte tid og dato på det.
Det eneste, der er sikkert, er at hvis du venter på at sorgen er væk, så forsvinder den aldrig...

Jeg gik ud og købte en masse ting til mig selv for at opnå tilfredsstillelse, og derudover tog jeg i byen for at få sex. Det hjalp mig meget.

og holder af/elsker dør, så er der en lille fiks måde at komme videre på, gør som Jehova Vidne:
Vi sørger ikke over tabet af det menneske, vi glæder os over at vi fik lov at kende det menneske.
Lidt barsk, men det er så min måde at komme videre på, det at ødelægge sit liv ved at sørge, får ikke det menneske tilbage og jeg er sikker på, at et menneske der dør ikke ønsker/ønskede at de efterladte ødelægger deres liv med at sørge.
Gør opmærksom på, at jeg IKKE er JV, men lige netop det kan jeg bruge.

Davser
Jeg ved hvordan du har. Mistede en af mine venner i en ung alder. Jeg er 26 pt. han var 43, da han døde i marts (2010). Han var fra Sjælland og blev begravet derovre, men selve cermonien blev afholdt her i Jylland.
Jeg lærte ham at kende, da vi arbejdede sammen, og efter vi begge var stoppet forsatte alle, os der var der på det tidspunkt kontakten. Det var det grundlæggende for at du skulle forstå hvad han betød for mig. Han var en stor del.
Jeg lavede en lille minde video på youtube med billeder og et lille video klip af ham. Det hjalp en del, udover at vi også så ham i kisten, kort før at vi tog ham ud på hans sidste rejse. Videoen var nok det der hjalp mest og selvfølgelig at besøge hans grav på Sjælland. Jeg har været der 2 gange nu og det er stadig hårdt, men sådan er det nu en gang. hans familie og bl.a. mor har det hårdt. Ved ikke helt om du føler at livet er opgivende, men idet tilfælde søg hjælp hos en psykolog. Ellers kan kun tiden og din egen vilje til at komme videre, hjælpe. Bare fordi han er død er det ikke meningen du skal gå i stå. Dette lyder nok lidt hårdt, da det jo også er et svært emne, men det er det bedst man kan gøre.
Tal evt. meget med familie eller venner om det. Man kan godt føle at man kan blive lidt belastende pga. man ikke snakker om andet, men sådan er det ikke, det kaldes sorg! Men det bliver godt igen, men en tidsgrænse er kun den du selv sætter, sådan set. Man glemmer det aldrig, men man kan godt komme videre. Det kræver at man arbejder med sig selv, og gør noget godt for sig selv næsten konstant. Men på et tidspunkt vil "smerten"
blive mindre, men aldrig forsvinde.
En sidste ting er hypnose. Har selv været under hypnose pga. andre ting, men så længe man tror på at det virker virker det. Evt. kunne du sige til dig selv hver gang, du bliver ked af det, at du ikke er ked af det selvom du er det. Det handler om hvilken ulv der bliver mest fodret. For hver gang du græder og er ked af det siger du, til dig selv at du ikke er det måske 7 gange. og til sivdst vil du selv begynde at tro på det. Hvis man får afvide konstant at man er idiot, uden at sige til sig selv at man ikke er det, vil man jo selv begynde at tro på det så småt. Det er i bund og grund det jeg prøver at sige.
Håber det hjælper bare lidt...
P.S. Fik selv tåre i øjnene da jeg læste dit indlæg. Mine tanke gik på min ven, så hans hans grav, så sent som i lørdags.
Mvh
En der ved hvordan det føles

Du er i hvert fald ikke ved at blive småskør - du er i dyb sorg. Og det er en forfærdelig tilstand at være i. Det er så svært at skulle vågne op og vide, at intet nogen sinde bliver som før, at intet er som det skal være, og at man skal opbygge et liv uden det, der var. Jeg kender selv den helt igennem smertende følelse ved at miste en, man elsker uendeligt højt. Det er nu snart 12 år siden, at jeg mistede, og jeg troede aldrig at jeg skulle komme videre. Jeg var så ødelagt af sorgen, at jeg kun havde en voldsom trang til at følge min elskede. Men jeg gjorde det ikke... Jeg tænkte på det, jeg havde tilbage, og måtte kæmpe for det. Og en dag efter at have snakket, skrevet og grædt min sorg ud uendeligt mange gange, kom der et lille lys for enden af tunellen. Og som lyset fik lov at komme mere og mere ind i mit liv, begyndte jeg langsomt at leve igen. I dag er jeg lykkelig gift og mor til 2 børn.
Men det tager tid...Og du skal give det tid. Det kan virke fuldstædig uoverskueligt igen at skulle leve livet, men det skal nok blive lettere.
Men snak med nogen -og gerne en psykolog - , skriv om dine følelser, hvis du kan, græd, skrig eller hvad der nu hjælper dig med at få afløb. Men vær ikke bange for at snakke om det...Det hjælper hvis du kan finde nogle gode lyttere...
Håber du finder lyset igen...

Hele tre gange at det ikke fik med en jeg elskede og alle tre gange blev jeg dybt dybt sårede for det var nogle jeg elskede. Problemet er at man aldrig kommer helt over det men bliver mere og mere sårbar og tyndhudet og ødelagt for hver gang og nu er jeg før alvor bange for et nyt forhold skal blive det samme. Jeg kan bare ikke klare det en eneste gang mere, er bare for uheldig åbenbart, det seneste forhold som røg har bare såret mig værre end nogensinde:-( ved godt det lyder negativt og ingen trøst er.

At det ikke var fordi de døde fra mig men jeg duede bare ikke, det gik desværre ikke. Alle tre lever lykkeligt nu men ikke jeg.

Det første år er svært at komme igennem. Der er hele tiden noget nyt "første gang" uden den person, man har mistet, så man bliver hele tiden mindet om, at noget vigtigt mangler.
Det er min erfaring, men det kan være, det er anderledes for dig.
Det ER svært, og jeg forstår udmærket, at du stortuder, når du er i nærheden af en bisættelse. Der er trods alt kun gået 3 måneder.
Jeg er sikker på, at du nok skal komme igennem det. Det, at du skriver her -og VIL videre - er for mig at se tegn på, at det skal du nok komme, men det kommer til at tage tid, og den tid må du give dig selv.

Jeg sender dig mange varme tanker, og slutter af med et citat fra en præst, som sagde følgende til en begravelse "Lad ikke sorgen og det, I har mistet, overskygge glæden over det, I har fået".

Tanker og gode ønsker
dr100

du skal gennem en sorg og det tager tid, 3 mdr. er ikke lang tid, jeg håber så inderligt at du har et nært menneske som du kan tale med - et mennneske der holder af dig og er god til at lytte du er bestemt ikke ved at blive småskør at miste et elsket menneske er så ubærligt og uretfærdigt.
Vi er så forskellige os mennesker og hvad der hjælper den ene er måske ikke godt for den anden men et er helt sikkert et nært og kærligt menneske der vil støtte af et ærligt hjerte i en meget svær situation er uundværligt.
De varmeste tanker til dig

giv slip lad det går vidre døden er en naturlig ting se det som en befrielse har selv misted nogle mensker som var tæt på mig kort sagt man skal mande sig op og se frem af dag for dag

jeg står i situationen min søns far og min bedste ven gennem 12 år valgte at tage sit liv i marts 09, han efterlod sin søn på 3 år. jeg SAVNER ham, han humør, vores venskab, vores fælles int. vores søn, at kunne ringe til ham når vores junior har lavet gode ting. at kunne dele de gode minder som vores søn giver. nok var vi ikke par de sidste 2½ år af juniors liv. men vi bygget et tæt forhold op.
men savnet det er MODBYDELIGT, jeg bliver mindet om min x HVERDAG, tror ikke der går en dag uden jeg har sagt hans navn. Min nuværende partner ved godt hvor stor betydning han havde og ved også at jeg elsket den mand mere end som så. men at det var hans livstil jeg ikke kunne leve med som betød vi gik fra hinanden. men for FANDEN vis man bare kom videre. at man ikk skulle mindes ham hverdag, at man ikke skulle tænke på ham når man så en film, et eller andet der ligeeee minder om ham, det er ikk så slemt mere som det var i starten for jeg kunne KUN tale om ham, jeg tudet over ham, jeg var knust over tabet.
jeg er kommet videre. (ikke langt men jeg er kommet videre)
jeg er kommet videre i den stil at vi nu kan snakke om ham herhjemme uden jeg sætter i et vræl. jeg kan tage til graven og snakke uden at blive sønderknust, de første MANGE gange vi var der skældte og svintet jeg ham til hvad fanden han bildte sig ind om han havde jord i hovedet fordi han tog sit liv og efterlod jorderens dejligste søn uden far. men som tiden er gået fra marts 09 til nu. ja jeg er klar over en masse ting. og jeg er klar over det var sket på den ene eller anden måde før eller siden. så han afsluttet det for at skåne os (set på længere sigt) men han kunne jo have advaret os. vi fik ikke sagt farvel, vi fik ikke sagt hvor meget vi elsket ham, vi siger det hverdag junior og mig at han er i himlemn og vi elsker ham.... ja tror aldrig jeg kommer videre for jeg vil ALTID savne ham, ALTID mindes ham, ALTID tænke EJJJJJ det minder om ham.. men jeg vender det til postiv nu. han følger med i vores drømme, han kommer ned og trøster når det ser mest sort ud. tænker på de ord han gav når han viste han sku gøre mig glad en sætning som også er i mit hoved. en sætning han gav mig da en anden nær gik bort. "tænk ikke på det som en negativ ting folk er væk ven. de er bare taget på en rejse. i ses igen, og indtil da tænd et lys i vinduet så de ved vor du er. og husk på de er aldrig længere væk end du i hjertet kan huske de gode ting i havde" og ja jeg ser vores pølle hverdag og ser glæden i jeg har ham, men "EGO" siger jeg vil osse ha hans far som vores del a livet, en rigtig god ven...
RIP min ven... du vil ALDRIG blive glemt men i mit hjerte er du på den dyrebareste plads GEMT... takker dig mange gange for vores søn og håber du ser med der oppe fra at han bliver større og større🙂
mit råd til dig er :
- snak med en som du er fortolig med en du ved der kendte jeres føelser, en som kan klare du taler ud uanset tid på dagen morgen eller nat. en du altid ka ringe til.
- brug mindet.dk en SUPER SMUK side en side hvor der kan sendes et lys og en tekst. jeg har sendt RIGTIG RIGTIG MANGE tekster der.
- sæt dig ned i stilhed tænd 2 starinlys et for dig og et for ham tag et papir skriv ned ALT du mener du manglet at sige. og ja det er ok at skirve en skideballe 😕 vil sige det sådan, da jeg gjorde det 1. gang kan man nærmest ikk læse hvad der står på papiret fordi det er helt tværet ud fordi jeg græd sådan, men jeg har lavet flere breve og jeg har GEMT dem alle sammen og nu ja somme tider tar jeg dem frem og nær læser det og nu læser jeg dem lidt med smil.. men med tåre ned af kinderne!
- gå på graven sæt dig ved hans have, snak til hans sten. fortæl ham hvordan du har det.
- gå ud i haven kik mod himlen send ham fingerkys og send ham en tanke. jeg gør det når det var mørkt at jeg fandt en stjerne tæt på månen når den blinket tænkte jeg det måtte være ham som sendte hans fingerkys retur (ja ved godt det er "sygt" men det virket sku på mig.
og SIKKEN en omgang jeg lige fik griffet ned men skriv vis det er du har brug for støtte fra en som er i samme "bås" fang mig på min mail
Hilsen Rikkemagnus @sol.dk 0

mange svar I har givet, jeg troede ikke der fandtes så mange der ville hjælpe.
Jeg vil, som mange har foreslået søge hjælp hos psygolog, og håbe det kan hjælpe mig videre,jeg ved jo godt inderst inde, at det var det han ønskede, og bad mig om inden han lukkede sine øjne for sidste gang.
Jeg har som flere har omtalt, hørt udtrykket: Tag dig sammen, du er jo så ung (30 ) men hvad kan jeg bruge det til.
Jeg bruger mine nære venner, men er bange for de skal blive trætte af mig, for de ved jo lige som jeg, at min elskede skat og jeg, kun havde hinanden på lånt tid.
Da vi forelskede os for 7 år siden, fortalte han, at han led af en uheldbredelig arvelig sygdom, men vi troede vel på mirakler. Vi fravalgte børn, og levede kun for hinanden.
Jeg savner ham bare så meget,( han er hos mig hele tiden ) i mine tanker, jeg har også en stjerne på himlen, som jeg er sikker på er hans, jeg tror også på, at jeg skal mødes med ham igen, men ventetiden er bare så l a n g .
Endnu en gang tak til jer alle, jeg vil forsøge, at bruge nogle af de råd i har givet mig.
Tak for mange søde ord.
Med venlig hilsen llhi

llhi: mit hjerte føler virkelig med dig, det at miste et andet menneske er den mest forfærdelige ting i verden, og når det så tillige er ens elskede bliver det helt ubæreligt.
Dine venner bliver ikke trætte af dig, det er bare din (normale) opfattelse, vi som mennesker vil ikke være til besvær.... Men for pokker hvis du ikke skulle være "til besvær nu" hvornår pokker skulle du så?
Min erfaring er at det første år er det værste.... Men giv dig selv lov til at græde, gå ned med flaget, vær sårbar. Savnet vil aldrig forsvinde, men du vil lære at leve med det. Og efter 5 år er du nået til det punkt hvor du ikke har "accepteret" tabet.
Håber du har nogle omkring dig, der bare er det og giver dig de knus du trænger til
MVH
Sarah

var til gavn for jeres omgivelser, du skriver ikke hvor gammle han var! o hvor længe i var sammen
selvfølgelig er det svært at blive den ene halvdel tilbage ,
alt minder dig om ham og dig.
du kan lAve denne øvelse
forestil dig at der sidder en lille spids trekant inde i dit hjerte og kører rundt...........hvegang en kører rundt berøærer dets spids et område hor du svnrde hele, det gør ond og du græder, efter hånden som alt dit savn ebber ud , de tunge følelser er forløste af tiden bliver den lille spidse trekant til en
kugle
der gnidningsløst kører rundt inde i hjertet, og funere om et fyrtårn af uendelig kærlighed, som du tager med dig på din vej

hav en go aften
Allgood

nu, jeg skal til den første store udfordring.
Vi har gennem flere år haft tradition, for sommerweek-ender med vennerne, jeg har ladet mig presse til at tage med, det bliver utroligt svært, for alle andre er par, jeg gruer for hvordan det skal gå, bliver jeg en belastning for de andre? for jeg kan jo ikke føle den samme glæde.
Hvis jeg havde afslået, havde vennerne måske tænkt, hun er sær, og havde måske på senere tidspunkt, tænkt hende gider vi ikke mere invitere.Det er et stort dilemma, hvad er rigtigt og hvad er forkert, så derfor prøver jeg på den måde at komme et skridt videre ved at tage med vores gamle venner, det bliver bare så svært, at være alene, uden min elskede mand, men som vennerne siger, een gang skal jo være den første og det bliver så nu
jeg er nervøs og bange, hvordan skal det kunne lade sig gøre, at klare det?
Men jeg tror samtidig, at det er et lille spark bagi. Og jeg ved min skat ville have sagt, selvfølgelig skal du tage med og hygge dig.
Er det mon naturligt, at være så bange, den første gang, uden ham.
Allgood du spurgte om hans alder 34 år
Hilsen llhi

Du er IKKE ved at blive skør. Den slags tager tid at lære at leve videre med.
Der findes en dybtgående NLP-sorgproces der kan få dit sind til bedre at acceptere dit nuværende liv og få dit underbevidste sind til at få dit eget liv til at fungere tilfredsstillende igen.