Hvordan det hele startede.
JEHOVAS VIDNER har ikke sat sig for at indføre nye dogmer, en ny tilbedelsesform, en ny religion. Deres historie i nyere tid viser at de samvittighedsfuldt har bestræbt sig for at fremholde det der står i Bibelen, Guds inspirerede ord. De henviser til den som grundlaget for deres tro og livsform. I stedet for at udvikle læresætninger der genspejler principløsheden i vore dages verden, har de søgt at følge Bibelens lære og de skikke der kendetegnede kristendommen i det første århundrede.
I begyndelsen af 1870’erne gav Charles Taze Russell og hans medarbejdere sig i kast med et grundigt studium af Bibelen. De blev opmærksomme på at kristenheden var kommet langt bort fra den oprindelige kristendoms lære og adfærd. C. T. Russell hævdede ikke at han var den første der blev opmærksom på dette, og han erkendte åbent at han stod i gæld til andre for den hjælp de havde ydet ham i de første år han studerede Bibelen. Han udtalte sig med værdsættelse om det gode arbejde forskellige bevægelser havde udført under reformationen for at sandhedens lys kunne komme til at skinne klarere. Han omtalte ved navn mænd der var ældre end han selv, deriblandt Jonas Wendell, George Stetson, George Storrs og Nelson Barbour, som på forskellige måder havde givet ham større forståelse af Guds ord.
Han sagde også: „Forskellige læresætninger vi fremholder og som forekommer så nye og friske og anderledes, blev fremholdt i en eller anden form for lang tid siden, for eksempel udvælgelsen, den frie nåde, genoprettelsen, retfærdiggørelsen, helliggørelsen, herliggørelsen og opstandelsen.“ Men det var ofte sådan at én religiøs gruppe skilte sig ud ved en klarere forståelse af én bibelsk sandhed, og en anden gruppe ved en anden sandhed. Videre fremgang blev ofte hæmmet af at de var lænket til dogmer og trosbekendelser som var baseret på opfattelser der stammede fra det gamle Babylon og Ægypten, eller som var lånt fra græske filosoffer.
Men Bibelstudenterne, som Jehovas Vidner hed dengang, lod sig ikke hæmme af sådanne fastlåste dogmer og trosbekendelser. De fortsatte deres studium af bibelen, og på denne måde har de fået større og større forståelse.
I begyndelsen af 1870’erne gav Charles Taze Russell og hans medarbejdere sig i kast med et grundigt studium af Bibelen. De blev opmærksomme på at kristenheden var kommet langt bort fra den oprindelige kristendoms lære og adfærd. C. T. Russell hævdede ikke at han var den første der blev opmærksom på dette, og han erkendte åbent at han stod i gæld til andre for den hjælp de havde ydet ham i de første år han studerede Bibelen. Han udtalte sig med værdsættelse om det gode arbejde forskellige bevægelser havde udført under reformationen for at sandhedens lys kunne komme til at skinne klarere. Han omtalte ved navn mænd der var ældre end han selv, deriblandt Jonas Wendell, George Stetson, George Storrs og Nelson Barbour, som på forskellige måder havde givet ham større forståelse af Guds ord.
Han sagde også: „Forskellige læresætninger vi fremholder og som forekommer så nye og friske og anderledes, blev fremholdt i en eller anden form for lang tid siden, for eksempel udvælgelsen, den frie nåde, genoprettelsen, retfærdiggørelsen, helliggørelsen, herliggørelsen og opstandelsen.“ Men det var ofte sådan at én religiøs gruppe skilte sig ud ved en klarere forståelse af én bibelsk sandhed, og en anden gruppe ved en anden sandhed. Videre fremgang blev ofte hæmmet af at de var lænket til dogmer og trosbekendelser som var baseret på opfattelser der stammede fra det gamle Babylon og Ægypten, eller som var lånt fra græske filosoffer.
Men Bibelstudenterne, som Jehovas Vidner hed dengang, lod sig ikke hæmme af sådanne fastlåste dogmer og trosbekendelser. De fortsatte deres studium af bibelen, og på denne måde har de fået større og større forståelse.