Hvordan er det nu med kvinder og mænd

Jeg har en kammerat som jeg har kendt i mange mange år. Vi har set hinanden på tværs af kæresteforhold til lidt hygge over en kop kaffe sådan med måneders mellemrum.
Han har været single de sidste år og jeg er blevet det inden for det sidste år.
Vores venskab har uden tvivl taget en drejning, men jeg er meget i tvivl om hvilken. Vi ses nu 2-3 gange om ugen, går ud og spiser sammen, laver mad sammen, går i biffen, snakker om ferie sammen og hygger over en kop kaffe. Oftest når vi er sammen bliver det til mange timer og vi slapper af i hinandens selskab. Der er INGEN fysisk kontakt.
Nogengange føles det som om vi nærmest demonstrativt undgår at komme i fysisk kontakt med hinanden.
Så nu er jeg blevet i tvivl om hvad det er vi har gang i. Jeg ved at jeg er blevet lidt små lun på ham, og at jeg derfor søger hans selskab så meget jeg kan, men hvorfor søger han mit...?
Man høre altid at kvinder og mænd ikke kan være venner uden bagtanker.
Kan de det.... selvfølgelig kan de det, men kan de være så meget sammen som vi er, uden at der ligger mere i det end venskab.
Ved godt at jeg burde mande mig op og spørge, men der står et langt venskab på spil hvis jeg læser alt forkert......
Gode råd er dyre, debat er gratis så smid lige alle jeres visdomsord efter mig 🙂

Han bliver så glad, for han har læst at han ikke kan være kæresteemne, når han er "veninde", så nu ved han ikke sine levende råd. Han hænger hos dig, fordi han er ABSOLUT interesseret.
Jeg mener også mænd og kvinder kan være venner, men det her er noget, der (rigtig heldigt for Jer) har udviklet sig stille og roligt. Grib dagen. [l]

kan sagtens være bedste venner. Tag en snak med ham, stille og roligt, hør hvad han mener og føler.
Om ikke andet så sørg for at venskabet stadig forbliver, prøv jer lidt frem.
Bedste venner kan også have sex, bare I er enige om tingene OG følelserne, men gå ikke
videre, før I har snakket om tingene, ellers ryger venskabet sig nok en tur og mindst en
af jer går såret derfra.
Jeg ville tage chancen 😉 Go for it [s]Held og lykke.

Enten er han meget interesseret eller også er han homoseksuel. Der er ikke andre muligheder.

Han er med sikkerhed ikke homoseksuel, hvilket jo så kun efterlader mig med én mulighed 😃

Hej
Jeg har tit hørt og læst at manden helst skal undgå at blive ven med kvinden, hvis han har et ønske om at være kæreste med hende. Mænd der er som en ven, har ikke mange chancer. eller!?
mvh P.H

Tja, jeg husker interviewet med Alexandra, da hun sagde, at hun havde giftet sig med sin bedste ven! Se hvor de er i dag!😉
mvh
celina

Hvilken type ven der er tale om.
Har da selv kendt typen der enten bliver veninden eller den tjenende ånd, altså ham man lige ringer til når der skal skrues noget op, bankes noget i, males og i den dur.
Begge de to typer venner tror jeg har dårlige chancer for at blive kærester.
Så er der den type ven jeg har, som er hverken veninde eller tjenende ånd.
Vores venskab har været bygget på en slags åndsfællesskab. Vi kan grine af de samme tåbelige ting, sidde og glo ud i luften sammen, flade ud på hver sin sofa over en dårlig film sammen, gå en tur.... det er ikke der hvor jeg græder snot eller forventer at blive trøstet over livets fortrædeligheder. Det er helelr ikke der hvor jeg skal forvente at han kommer springende med en skruetrækker for at ordne mine handy-ting.
Tilgengæld er han der, hvor jeg kan være mig, selv når jeg er grim og kedelig, er i dårligt humør og hvor jeg får sandheden at vide, selv når den er ilde hørt. Ynket er der ingen chance for.
Alt i alt en ven af stor værdi og en ven jeg altid har været tiltrukket af i en eller anden forstand. Det har bare ligesom taget overhånd nu hvor jeg er solo, og pludselig begynder at se ham i et helt andet lys og betragte hans egenskaber fra en helt anden potentiel vinkel...
Han har i hvert fald gode chancer, så hvis han for fanden da bare ville tage en enkelt.....!

Jeg har kendt min veninde i 12 år. Dengang var vi begge nylig single, hun fra et meget dårligt ægteskab og mig selv fra et forhold på et par år. Vi datede lidt, men jeg tror vi begge havde for meget krudt i røven til at ville starte et nyt forhold med det sammen. Som tiden gik, så havde vi begge skiftende kærester, og vi sås fra tid til anden til frokost, kaffe, en gåtur på stranden og den slags. Ret hyggeligt og meget uskyldigt. Så gik jeg hen og blev gift og hun startede et nyt forhold. Vi holdt stadig kontakt, mest online men vis sås stadig fra tid til anden, selvom der kunne gå mange måneder imellem.
For et halvt år siden blev jeg separeret efter 7 års ægteskab, og da hun også var single igen, så blev vi enige om, at min nyfundne frihed skulle fejres. Jeg tog ud til kysten, hvor hun bor, vi fik en rigtig hyggelig middag og ret så mange drinks. Jeg kunne naturligvis ikke køre hjem, så hun tilbød, at jeg bare kunne overnatte hos hende. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvad der så skete, men der ender historien ikke. Det blev hun nemlig gravid af! De næste uger gik uden at jeg anede noget, jeg var ude at rejse en del for arbejde, så jeg var ikke meget hjemme i den periode. Hun var 7 uger henne, før hun fortalte mig det. Jeg blev selvfølgelig ret chokeret, men vi blev enige om, at vi måtte få snakket det hele igennem. Vi blev enige om, at vi (på trods af, hvad folk måtte sige) ville beholde barnet, selvom vi jo bare var gode venner og begge midt i 40erne. I de næste uger sås vi en hel del, lavede mad sammen, hyggede os foran fjernsynet, osv, men det var stadig som venner.
Det hele tog en drejning, da hun mistede barnet. Jeg hjalp selvfølgelig med alt, kørte hende alle vegne, betalte for hvad jeg kunne (hun har ikke nogen sygeforsikring), så vi kom igennem den omgang, selvom det var hårdt.
Efter alt det var overstået har jeg måttet sande, at jeg er blevet meget forelsket i hende. Jeg så pludselig en side af hende, som jeg aldrig havde set før, og det gik op for mig, hvilken skøn pige hun er. Og da hun lige pludselig en aften indrømmede, at hun altid havde været meget forelsket i mig, så er vi selvfølgelig blevet kærester.
Vi har begge børn, hendes er teenagere, og min knægt er 4. Desuden har hun en meget stor familie. Men alle har været meget, meget søde og de driller os nu med, at dette her burde vi havde fundet ud af for mange år siden :-)
Så der kan stadig ske ting og sager, selvom man går og tror, at man bare er gode venner. Jeg er selv meget overrasket, men også meget, meget glad og lykkelig!

Ud af mit hoved...
Puha hvor fylder han altså meget, både når jeg sover og når jeg er vågen.
Føler mig lidt som en yoyo, der skiftevis trækkes frem og tilbage.
Jeg ville så gerne sige et eller andet, men jeg ved det er et No GO.
Der er simpelthen nogle grundlæggende ønsker og behov for fremtiden der ikke kan forenes og indfries.
Så nu er det at jeg skal tage en beslutning om hvordan jeg går fremad..
Skal jeg droppe kontakten for at passe på mig selv. Fornuften siger mig at det burde jeg, i hvert fald for en tid, indtil jeg har styr på mine følelser og kan indgå i et venskab uden fare for at øve vold på mine følelser. Omvendt så er det sgu svært at trække sig fra noget man virkelig gerne vil.
For når vi er sammen tænker jeg ikke så meget over det, så er jeg bare.
Det er når vi ikke er sammen at det fylder og irritere....
Og hvordan forklare man lige, at man pludselig forsvinder, uden at skulle lægge kortene på bordet.
Ved godt at vi er voksne mennesker, men kan et venskab virkelig overleve den slags sandheder.
Øv altså hvor er det taber/nederen-agtigt at man må ty til anonyme debatsites for at få luft for sine fucked up følelser og tanker... Crap hvor er jeg bare ikke nær så voksen som jeg troede og hvor har jeg bare alt for lidt styr på noget som helst...🙁

Jeg ved nøjagtigt hvordan det er at være en yoyo. Jeg er også vild med en fyr, som jeg ikke kan få. Han bor i Canada og jeg har ligesom prøvet langdistanceforhold og det holder bare ikke for mig.

Der kan gå tider hvor jeg ikke tænker så meget på ham men når han pludselig skriver eller er på besøg, så er jeg bare en yoyo og mine tanker drejer sig kun om ham og hvordan det første kys med ham ville være.
Han flytter ikke til Danmark og jeg flytter ikke til Canada, da vi begge har rigtig gode jobs og et ellers superliv, der hvor vi er.
Jeg håber i finder ud af noget, men du skal ikke bare forsvinde. Jeg er selv ret fucked up i mine tanker for tiden, så jeg kan ikke rådgive dig. Jeg har nemlig heller ikke sagt noget til min ven, selvom jeg føler det måske er gengældt. Vil ikke ødelægge den unikke kommunikation vi har, samt det rigtig gode venskab, når han er på besøg eller jeg er i Canada. Aaaargh