Hvordan kan jeg hjælpe ham??

Jeg har en dejlig ven, som er langt nede i den sorte kælder. Som han selv siger det. Hans liv er kørt i stå, han kan ikke finde ud af og finde den rette vej op eller frem.
Jeg vil så gerne hjælpe ham, se ham smile igen, og vide at han er glad. Men jeg aner ikke længere hvordan jeg skal eller kan hjælpe ham?
Nogen dage, hvor han er helt fjern, og ikke til og få et ord ud af, har jeg sjældent lyst til og opgive og hjælpe ham, eller bare og prøve, men jeg får så dårlig samvittighed når jeg føler det sådan. Men han sårer mig tit, ved og sige sårende ord når han har det allerværst.
Ville gøre alt for ham, for han er inderligt et dejligt menneske, men hans familie er ligeglade med ham, han er alene og som han har sagt et par gange, vil han helst bare gerne forsvinde langt væk.
Jeg har prøvet og få ham til og snakke med sin læge, osv men det vil han absolut ikke. Han tror ikke på, at de kan gøre noget, så han får det bedre. Han tror kun på selvhjælp, altså sådan at man skal klare sine problemer selv, og ikke læsse dem af på andre. Men jeg har prøvet og sige, at det ikke er alt man kan klare selv, selvom man helst vil.
Er der nogen,der kan give mig et råd til, hvordan jeg hjælper ham bedst?
Hilsen En bekymret ven.

Du skriver ikke, hvad det er, der skyldes hans tilstand, Er det hans selvtillid? Har han mistede? Ud fra at han bare, er dybt ulykkelig og måske ensom, ja-så er det svært med et råd.. Du må udybe

..ved han suser forbi her, og læser dette, er jo stor så er begrænset hvad jeg kan sige.
Men hans selvtillid er li' minus, han er lige flyttet hjem igen, hvilket er et mareridt for ham, dels fordi hans forældre bare lader ham leve sit liv, og slet ikke (hans egen ord) ligger mærke til ham.
Han har fortalt mig, at siden skoletiden, var han altid holdt udenfor og alene.
Der er en lang historie bag ethvert menneske, men det er svært for mig bare og fortælle noget af hans, men dog ønsker jeg alligevel råd, til jeg kan hjælpe ham på bedste måde.
Han plejer altid og sige til mig, at livet stinker, eller: sådan er livet, og meget andet.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

jeg forstår din bekymring.
Jeg er ikke sikker på du selv kan hjælpe ham, for et er sikkert, hvis han ikke vil snakke helt åbent med dig om problemet/ problemerne, så skal og må han have hjælp på en anden måde.
du siger han selv kikker her forbi?
Hvorfor så ikke skrive hvad du ved, det kunne jo værer netop det kunne sætte ham igang med at snakke?
Et er helt sikkert i stå begge i et dødvande som i skal ud af - rolig sårende ord er ikke for at såre men et forsvar når han føler du presser ham for hårt.
han burde værer glad for at han har dig, men det er lidt svært at vide, når alt er totalt i sort!
Snakke med læger er det bedste, men når han ikke vil det, er det næstbedste at han snakker med dig.
der findes også flerer steder han kan ringe gratis til og få snakket de ting igennem, men det kræver jo igen at han vil og tør!
En virkelig god måde, for ham ville værer at få ham til at skrive ned hvad der trykker ham og hvad som gør livet så umuligt - denne metode er hjælp til selv hjælp og mange er blevet hjulpet på den måde - husk det er kun ham selv som skal læse det - vil han lade dig læse så viser han dig det helt af sig selv!

Din ven har højst sandsynligvis en depression. Det ville være godt, hvis du kunne få ham til opsøge sin læge eller en psykolog. Men det er ikke sikkert, at det vil lykkes for dig.
Det vigtigste er at være tålmodig over for ham. Vis ham i ord OG handling, at du har tænkt dig, at blive ved med at være hans ven. Selv om hans synes, at livet er skidt lige nu, og han ikke synes, at han har så meget at gi’ og sige.
Stil lidt færre krav og forventninger til ham, end du plejer.
Vær kun stædig på et punkt. – Nemlig, når du fortæller ham, at livet nok skal blive godt igen. På det punkt vil han nok ikke give dig ret. Men her må du være stædig.
Du må ikke ”opgive” ham. Og skriv gerne mere her.

Kære Ven til sortsynet!
Du er godt nok en god ven, der sådan holder ud, for det er svært at være vidne til sortseende mennesker, som ikke tror de kan hjælpes. Men, han lyder godt nok til at være deprimeret i en eller anden grad. Nu er det ikke fordi jeg mener, at han absolut skal have en diagnose, men hvis man først er blevet deprimeret, så er en del af hele tilstanden, at man er så langt inde i den nedadgående spiral, at ikke engang velmenende venner kan give håb eller trøst. Jeg gætter, for andet kan jeg selvfølgelig ikke, at en del af hele hans store mismod netop ligger i, at en sørgelig erfaring på et tidspunkt, eller måske nogle udsagn han har taget til troende, er blevet til en ulykkelig livsholdning: Man kan kun hjælpe sig selv! Og kan man så ikke det, ja så er man bare helt og aldeles mislykket og uden chance for at gøre sig fortjent til noget som helst. Selve det at tænke sådan vil med tiden blive meget belastende. Hvem kan klare det i længere tid? Det bliver værre og værre, og når man så kommer endnu længere ud i mismod, og ens eneste værktøj er at man griber til "Det her kan jeg kun klare selv", ja, så er man ved at grave sin egen grav. Jeg ved ikke om dette giver nogen mening for dig i forhold til din ven, men jeg synes du skal fortælle ham, at du er så bekymret for ham, at du har det forfærdeligt med, at han ikke vil søge hjælp. Måske har han ikke en god læge, men der er altså mange andre muligheder. Gå evt. ind på dep.net eller netdoktor under depression. Der er både artikler og debat, og i dep.net kan man konsultere eksperter via mail. Endelig kan du måske tilbyde at gå med ham, hvis lægen skal prøves først?
Kan du bruge dette? Skriv evt. igen. Jeg har selv været meget langt nede og ude og været meget belastet af tanker om at skulle klare alt selv og være uværdig, så jeg vil meget gerne hjælpe, hvis jeg kan. Man behøver ikke at have det så dårligt, men man skal vove at få hjælp! Godt for ham, at have sådan en ven som dig!

Hiv alt det frem, der glæder ham. Hvis han kan lide fodbold, så se kampe med ham, vis ham alle de smukke, sjove, dejlige sider af livet. fortæl ham om og om og om igen, alle de sider du elsker ved ham. Hvis du er tålmodig. så skal han nok begynde at blomster igen.
Kærlige tanker

Hejsa med dig!
Aller først vil jeg rose dig.... Det er utroligt dejligt at hører du stadig holder ved din ven, respekt for det!!!
Men hvad du skal gører for ham er et meget åbent spørsmål men jeg kan fortælle dig lidt af mine egne erfaringer og så håbe du kan få inspiration ud fra det! *SS*
For et par år siden, fik jeg en middelsvær deprission, under den var alt i mit sind MEGET gråt og meget trist, alt var lige meget.. jeg havde følsen af at ingen kunne lide mig.. alle så ned på mig... at jeg bare var en alle ville undgå!!
Nårh.. Men de ting jeg havde brug for dengang var bl.a.
en der ville hører på mig, når jeg havde brug for at snakke uanset tidspunkt på døgnet... Andre gange bare en der ville værer sammen med mig, uden at sige noget.. bare værer der... Andre gange ville je helst værer selv!
En af de ting du kan gører for manden er at værer HUDLØS ærlig... Når han spørger om noget som du ikke ved noget om/ikke har prøvet, så sig det! *SS* Mange vil gerne give udtryk for de godt forstår det man tumler med, for at hjælpe, men man gør det stik modsatte! *SS*
Posetive oplevelser er osse en god ting og kan måske vende bøtten men det er vigtig du hele tiden tilbyder dig... At han bare kan ringe/kigge over 24/7.... HVIS han beslutter sig for at få hjælp vil du naturligvis gerne gå med... og i den stil! *SS*
Så vidt muligt skal tingene gå når han er klar på dem... Det eneste du kan gører er at støtte, hjælpe ham!
Endnu engang, min støårste ros til dig for at du er der for ham, DU er en virkelig ven... Hæng på der... :o)
Nu håber jeg du kan bruge lidt af dette til noget eller er du hjertelig velkommen til at skrive igen og held og lykke med ham!

... Mange tak for Jeres svar. Det er rart nogen kommer med deres mening, og ligesom prøver og hjælpe mig så jeg kan hjælpe ham bedst muligt.
Jeg tror jeg er bange for, at hvis han skulle læse dette, så ville han blive sur og måske endda ville jeg så miste ham. Hvilket jeg slet ikke vil, da jeg holder af ham.
Han siger, mange har svigtet ham og mange ikke har ville høre på hvad han siger og hvordan han har det, og han kunne jo måske godt synes at ved at jeg skriver dette her, kan han ikke stole på mig. Og det vil jeg jo helst ikke have ham til og tro. eller synes. Jeg vil bar ehjælpe ham, men det er som om jeg er gået lidt i stå, over for ord jeg kan blive ved med og sige til ham.
Men én ting er sikkert, jeg slipper ham ikke uden, hvad siger man, kamp til stregen!
Men jeg ved, at han for et stykke tid siden var hos sin læge, men han fortalte mig at hun ikke forstod noget, og at hun ikke kunne gøre noget, når der ikke var noget og gøre noget ved.
Forstår du/i?
Jeg har tit overvejet bare, og tage ud til ham, også selvom jeg ved at chancen for han bare ligger og sover er kæmpe stor. Men bare få ham til og stå op og med ud og se at der også er andet end sengen i livet. Men nu da han er flyttet hjem, er det lidt sværer for mig bar eog gøre dette, + jeg tror sket ikke han ville synes det var rart hvis jeg bare pludselig stod der.
Nogen dage, kan jeg kun gå og tænke på hvordan han lige har det, og være helt eller delvis fraværende i mit eget arbejde, men jeg bryder mig bare slet ikke om at jeg ved han bare tøffer rundt alene, og føler sig som intet.
jeg ville gøre alt hvad jeg kan for og hjælpe ham op igen, men jeg erlidt i vildrede, og jeg kan ikke få ham til og søge hjælp. Og jeg ved ikke om jeg måske skulle spørge ham, om jeg skulle tage med ham, men når jeg spørger ham om der er noget jeg kan gøre, så siger han bare nej.
Undskyld mine mange ord. Og tak for Jeres svar.
Hilsen den bekymrede ven.

Allerførst : ros til dig fordi du stadig holder ved ham. Ved ikke om han er klar over hvor heldig han er, at have en ven som dig.
Og så : Du skriver at du nogle gange tænker på at tage ud til ham, og hive ham op af den seng du næsten er sikker på at han ligger og sover i. Gør det, men vær forsigtig!
Hvis man er deprimeret/nede og synes at ens eget liv er latterligt, så nytter det ikke at der kommer sådan et overfriskt "tornado-menneske" farende som en hvirvelvind, og begynder at opremse alle de ting han eller hun synes at man skal hives med ud til.
Din ven minder mig om det udtryk inden for psykologi der kaldes "skildpadden". Han har trukket hovedet ind i sit eget skjold hvor lyset aldrig trænger ind, og nægter at komme ud igen, fordi skjoldet, selvom det er mørkt og trist, dog stadig udgør en slags beskyttelse mod det, vi andre kalder verden.
Han har (hvor nødigt han så end vil indrømme det) brug for én, der ligeså stille kan få ham listet ud af det skjold. Og sådan én tror jeg, at han har i dig. Ellers var du skredet for længst. Tag ud til ham, hyg om ham. Lav kaffe, hav lidt kage med, og snak med ham. Bare en lille times tid. Gør det gerne et par gange om ugen. Det kan være, at han så ligefrem begynder at glæde sig, fordi han allerede når han står op ved at :"nårh ja, det er jo idag at min ven dukker op!"
Lige så langsomt kan du eventuelt begynde at foreslå at gå en lille tur. Bare sig det sådan lidt henkastet, som noget tilfældigt, du lige kom i tanke om. Forvent ikke at han siger begejstret "jubii!" med det samme, men en dag vil du blive overrasket, når han lige pludselig siger ja.
Det er en langvarig proces at få sådan et menneske på ret køl igen, men vær åben overfor ham (det er hårdt i al den tid hvor han er for langt nede til at give noget igen, ved det godt. Men prøv) Når han mærker at du er åben og venligt indstillet overfor ham vil noget af hans skjold smelte.
Ønsker dig alt godt, for du er da én af de få, der gider at bekymre sig om sine venner.
*C.

Hejsa Lost!
Jeg ville gerne om du ville holde os updatet om hvordan det går... På den måde kan vi andre osse støtte dig og komme med gode råd! *SS* DET kunne værer skønt!
Held og lykke!
Jensen

jeg er sg også nede en gang imellem, men så ved jeg da i det mindste, hvorfor og hvor skoen trykker.
Gå til ham -

Jeg har lidt erfaring med din problemstiling. En i min nærmeste familie har haft, og har stadig, det samme problem som dig. Hun er verdens sødeste person, men derved har hun været lige ved at ødelægge sig selv, ved at hjælpe en anden, der er blevet ved med at falde tilbage. Nu har hun næsten givet op, men på vejen har hun bl.a. været ude i en dyb depression og er nu førtidspensionist. For at du ikke skal ødelægge dig selv vil jeg foreslå at du prøver at få din ven til psykolog. Er det ikke muligt, og vil du selv fortsætte kampen, så søg selv til psykolog med de problemer du har skitseret i dit indlæg.
Det er mit råd

.og holde hovedet oppe, især når han har det skidt. Jeg mener, i går havde vi en aftale om at mødes, han sagde han havde set frem til, vi skulle være sammen om aften, fordi han var meget alene og manglede en til og bare snakke lidt med, men som timerne blev senere og senere gik det op for mig, at det heller ikke blev i går.
Han skrev en sms i nat, at han bare var gået helt kold, hvilket er "fair" nok, men havde droppet et aftenkursus for det møde, så jov jeg var lidt skuffet.
Har snakket lidt med ham om, hvordan han sådan har det, og han svarede mig, at det hele går så skidt. jeg foreslog ham, og søge hjælp hos sin læge endnu engang, men nej han er ikke til og overbevise om at en læge kan hjælpe, hvis han gerne vil have det.
Jeg må ærligt indrømme, det er svært og have en ven der er så langt nede, der har så mange problemer, hjemme og ude blandt andre mennesker, men uanset hvad, så er der bare noget i mig, der ikke Kan vende ryggen til, og sige det må han selv finde ud af.
Det føler jeg ikke, man kan gøre, når man kender en så tæt på, der har så meget brug for hjælp.
Men det er heller ikke nemt, bare og stå og se på!
Lost Friend

hej Lost freind.
Hvor er det skønt at læse om så varmt et menneske som dig..
Du ofre meget for din ven og det er flot..
MEN pas på dig selv. pas på du ikke selv bliver kørt ned af at "hjælpe" og hjælpe.
Jeg har en veninde som også var helt nede i det dybe sorte.. hun var heller ikke til at slæbe til læge.. hun har altid haft en enorm venskabs kreds, men flere og flere faldt fra oga af hendes sorte humør.. altid et samme selvynk.. Men jeg hang i indtil en dag jeg fandt mig selv grædende uden egentlig grund, gik selv til læge og fik dianosen "Depression"
Jeg talte 8 gange med egen læge og kerne i min sygdom var bekymring for min veninde.. en dag bad jeg hende gå til lægen sammen med mig altså min læge.. lægen forklarede hende at jeg var syg af bekymringer og havde brug for hjælp fra vennerne.. han fortalte hende hvad det indebar .. Hun blev spurgt om hun kendte til lign situationer, det gjorde hun ikke lige pt..
Vi gik hjem fik kaffe og sad og snakkede, til sidst bad jeg hende om at få en pause fra hende da jeg ikke magtede at klare hendes problemer.. hun blev sur, så hende ikke et år.. Men en dag stod hun foran mig i føtex, og hun gav mig et kæmpe knus og sagde tak for sparket. Da jeg som den sidste havde opgivet hende tog hun til sin egen læge og blev medicineret og er nu idag oppe på dupperne... vi har idag et meget mere rart venskab og mere tolerance for hinanden....

Så du kærer pas på dig selv bed din ven fortælle dig om han har tænkt sig at fortsætte i den dur.. Giv han et ultimatum evt ved at forlange han går til lægen.. tilbyd evt at gå med.
Si til ham du ikke længere tør tage ansvar for ham, du er bange for hvad han kan gøre ved sig selv.. Vil han stadig ikke hører burde du måske trække dig en anelse, med besked om han ved hvor han kan finde dig når han VIL HJÆLPES..
er jeg for hård??