Hvordan kommer man sig over et tab?

Jeg mistede min datter for 3 mdr. siden nu. Hun blev 14 år.
De sidste 4 mdr af hendes levetid havde jeg ingen kontakt med hende. Der var
hun gledet ind i morfindøs og sygdommens tag.
For 9 mdr. siden fik hun konstateret en kræftsvulst i hjernen. Selv om kemobeh. blev startet ret hurtigt, var der ingen ændring..
Selv om hun virkede meget mere tapper end jeg gjorde, følte jeg aldrig, at vi nåede at sige ordenligt farvel til hinanden.
Til sidst sad jeg bare døgnet rundt, og holdt hendes hånd strøg hende over kinden og sang,snakkede, græd og forsøgte at snakke hende tilbage til livet.
Selv om lægernes diagnose ikke var til at tage fejl af, havde jeg alligevel inderst inde et håb om at hun måtte klare den.
Ville ikke indrømme over for mig selv, at der ikke var mere lægerne eller videnskaben kunne gøre.
Hun fik en smuk begravelse. Vi fik lov at spille hendes ynglingssang i kirken.
Sangen hed Lys og varme med Bjørn Afzelius.
Selv om venner og resten af familie har været utrolige hjælpsomme føler jeg slet ikke at jeg kan komme videre i livet.. Syntes ikke der er mere der er værd.
Føler bare et stort tom hul inden i mig.
Alle snakker om solen, forår fuglekvidder osv.
Jeg ser og hører det ikke.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. Tage mig sammen... ville jo være det bedste... kan bare ikke.
Det gør så ondt.
Kommer man sig nogensinde over sådan et tab?

døgnet og holdt hendes hånd strøg hende over kinden og sang, snakkede, græd og forsøgte at snakke hende tilbage til livet. Du har fulgt hende hele vejen og gjort, hvad du kunne.
Nu er det din tur til at føle fred med din datter og starte langsomt op og nyde de gode ting i livet igen.

Jeg, har tit debatteret sorgen, længden på sorgen, dybden på sorgen. Vi lever hvert vores liv, på forskellige måder, derfor har vi forskellige indgange til det, at være i sorgen.
- men jeg er kommet til den konklusion.
Sorgen er god, at være i – lad dig selv være i denne.
Ingen skal give dig en forventning om, at du skal tage dig sammen, ikke engang dig selv.
Selvfølgelig er det lidt udfordrende, at skrive, at sorgen er god? – men den er god, fordi det er der du er lige nu.
Mærk efter, giv tid, ikke andet.
Jeg må svare nej til, at jeg tror ikke på, at man nogensinde kommer over sådan et tab, jeg tror på, at man med tiden lærer at leve med den.
Varme tanker til dig.

"Nu er det din tur til at føle fred med din datter og starte langsomt op og nyde de gode ting i livet igen."
Men på egne præmisser.

jeg ved hvordan du har det,da vi var ved ogmiste vores datter da hun var 4 en halv måned gammel pågrund af hjerneblødning,men heldigvis overlevede hun og tog ingen skade,kendte også en pige der var 12 år hun nåede og blive 13 og døde af det samme som din datter gjorde,men du ska få talt om det og måske hvis du kan prøve og få kontakt med en psykolog så du kan få bearbejdet det.hilsen christina.

Kære Dorthe. Jeg vil først kondolere, det gør mig ondt med din datter. Jeg har selv mistet. Jeg havde som du ikke fået sagt ordentlig farvel, og kunne ikke finde ud af at leve bagefter. Ved et tilfælde, fik jeg ånder i min lejligheder, derfor søgte jeg hjælp hos en som skulle fjerne hvad her var. På et tidspunkt mens vi drak kaffe da han var færdig, begyndte han at tale til mig fra min afdøde mand. Og jeg må sige det hjalp migrigtig meget, da jeg kunne få lov til at stille spørgsmål og fortælle de ting jeg ikke fik sagt. Om jeg er kommet over sorgen, det glider længere væk med tiden og i dag er det er dejligt minde. Men tro mig søde Dorthe, jeg tror virkelig at det kan hjælpe dig. Få fat i en god clairvoyant
mange knus Fra Manuela

Jeg syntes du gjorde en god indsat i den sidste tid din datter levede.
Din datter har måske hørt din stemme, sang og mærket at du var hos hende. Måske
Du brugte tiden på det, der var det vigtigste, din elskede datter.
Et menneske komme aldrig over et tab, men med tiden lærer vi at leve med tabet af vores elskede. Din datter forlod dig for kun 3 måneder siden, og tabet af hende er stadig meget stor og nær.
Den første år vil ofte være den sværeste, især datoen for hedens bortgang vil være svært.
Jeg syntes du burde talte alt det du har brug for, få alle tanker ud, tal på livet løs, skriv digte, mal, begynd at løbe, eller noget helt andet, da det hjælper bearbejdningen. Lad være med at tænke på at andre sikkert ikke gider høre dig tale om det mere, det er vigtigt du gør det, da det kan skade dit sind på et senere tidspunkt.
Tænk på de gåde minder, hendes dejlige latter og drillerier, og hvilken gave der har været, at du fik lov at kende hende, og kalde dig selv for hendes mor. Dig der gav hende livet, varme og ømhed.
Dorthe; har du andre børn?
Det er vigtigt at du ikke glemmer dem, de har det også hårdt selv om de måske ikke viser det. De kan endda måske føle sig oversete, og kan resultere at de bærer nag overfor deres søster og dig.
Fik du talt med sygeplejerskerne, hvad rådede de dig til?
De varmeste hilsner
~ rheia

Du vil altid have sorgen i dig, den skal bare ikke gro og tage livslysten fra dig.
Sorgen skal bearbejdet så den ikke står som en betonmur og spærrer for liv og lys.
Du omtaler afskeden så smukt at jeg får gåsehud. Du har gjort hvad du kunne, og din datter er kommet herfra på en kærlig måde med sin mor ved sin side til det sidste.
I er sammen endnu,bare på et andet plan.
Din datter har det godt,bedre end hvis hun skulle leve med en sygdom som tog livslysten fra hende.
Du skal frigøre dig fra den tunge sorg, og erstatte den med de smukke minder du har,dem skal du leve med og af resten af livet.
Har du fået talt ud om din sorg, dine venner og familie skal du bare benytte til at læsse af på, en dag fylder sorgen mindre og du får et liv tilbage.
Du er en tapper og stærk kvinde,det kan jeg læse udfra dit meget smukke brev.
Jeg ønsker dig lys og lykke på din vej.
rt

Jeg ved, at du kan og vil leve videre, og at du ved at livet går videre, men tabet glemmer du aldrig.
Vi har ingen facitliste og derfor spørger vi os selv, hvorfor?
Din datter har ingen smerter længere, dem blev hun fri af, da hun døde.
"Den der erkender, at intet jordisk varer evigt er fri for lidelsen" Forstår du det?
Tabet af din datter er stort, det ville det også være hvis hun døde dagen før du selv dør. Der er ingen forskel, kun den at du ikke har fået lov at beholde hende.
Og den forskel forstår jeg selvfølgelig godt betydningen af og deraf din smerte.
Istedet for at fortælle dig, at nu er hun jo et trygt og sikkert sted, så vil jeg hellere give dig et billede, som jeg håber, du kan forstå og bruge fremover. Det er et smukt billede.
"På den ene side af søen står du med tårer i øjnene og vinker farvel til din datter fordi hun er rejst bort. På den anden side af søen står en masse mennesker, de vinker også, og guider hende i land, de er glade - selvom hun ganske vist kommer lidt før de havde regnet med - men de tager godt imod hende".
Jeg ved det er svært, men du skal prøve at bearbejde din smerte ved at tage afsked med din datter på samme måde som de, der tager imod hende.
Jeg håber du læser dette, og du må meget gerne svare, spørge hvis du synes. Jeg svarer tilbage.
Empatisk hilsen

Nej, men du kan fortrænge det, men det vil altid ligge i baghovedet, især til jul-fødselsdag osv: du skal tale om det med nogle som vil lytte, så du kommer af med det du holder tilbage, du kan også melde dig ind i sorg klubben og så kan du tænde lys på.
www.mindet.dk
Det er svært at sige noget fornuftig til en mor som har midstede sit barn, for hvordan kan vi dog sætte os ind i det, jeg kan kun sige til dig tal om det så tit du kan.
Og så alt mulig held og lykke til dig fremover.

Det er så frygtelig et tab, at miste sit barn, at man ikke ønsker det for sin værste fjende.
Du skriver så smukt om jeres sidste tid sammen, selvom den var svær, at man får en stor klump i halsen og tårer i øjnene.
Du kan være stolt af dig selv, du har gjort alt hvad du kunne, siddet ved hendes side og givet varme, kærlighed og tryghed. Du har hjulpet hende på hendes rejse.
Der er allerede skrevet så mange flotte ord i denne tråd, at jeg ikke føler jeg kan komme med mere selv.
Dog vil jeg råde dig kraftig til at kontakte kræftens bekæmpelse, hvis ikke du allerede har taget imod deres tilbud. Du må snakke med andre om dette, i kræftens bekæmpelse ved de hvad du har brug for, og de kan vejlede dig.
Det er ikke fordi du skal glemme hende, eller kommer over hende. Men du skal have hjælp til at få denne stor sorg bearbejdet, og du skal lære at acceptere alle de sindsstemninger som du vil svinge med i langt tid fremover.
Det er ikke et spørgsmål om at tage sig sammen, men om at arbejde med situationen og lytte til sin egen krop.
Jeg håber at du vil huske din datter for alle de dejlige år I har haft sammen, og gemme hende i et lille rum i dit hjerte, hvor hun altid kan være sammen med dig.
De varmeste knus fra Katie

Kære Dorthe!
Først føler jeg dybt med dig. Næst du gør det helt rigtige, skriv, snak og brug Solen uanset hvad der falder dig ind.
Der er altid trøst og gode råd at hente.
Mange venlige tanker
Løvemor

Hej Dorte.
Hej Dorte, det gør mig meget ondt at du har mistet din datter, Jeg håber du får psykolog hjælp, Jeg gik selv til psykolog i et år da jeg mistede mit barn. Du spørger om man nogle sinde kommer over det,du kan komme igennem det, ved at få og bruge alt den hjælp som du behøver, og selv være villig til at tage imod hjælpen. En anden ting du selv kan begynde på er at skrive breve til din datter, jeg skrev til mit barn og fortalte fx. hvor meget jeg elskkede og savnede ham, og hvad jeg havde lavet den dag. Lige nu må du gøre det der er bedst for dig, Her tænker jeg på, når man er hjemme vil man gerne ud, og hvis man er ude vil man gerne hjem igen, gør kun det du kan magte, og sig fra overfor andre.
Kærlige hilsner fra mig.

jeg føler dybt med dig. Men at bruge ordet at tage sig sammne, er for stærkt, det er ikke sådan at komme over, og du har god ret til at være ked af det..
Jeg håber det bedste for dig..Det tager tid.. men du har sikkert en masse gode venner og familie som kan hjælpe dig og støtte dig til enhver tid..
Hilsen mig

det er en god side til at komme i kontakt med andre der har mistede
både børn voksne venner kærester osv

Det er jeg virkelig, virkelig ked af med at høre. Jeg ved godt, hvordan du har det. Jeg har også selv mistes min søn (Saran) for snart 4 år siden. Saran fik også kræftsvulst i hjernen. Det har været rigtigt hårdt for mig at leve ud ham, det er et stor tab. Saran var kun 9 år gamle da han død.
Hvis du har lyst til at snakke sammen, kan du få min email senere.
PAS GODT PÅ DIG SELV!!!
Kærlig hilsen
PLOY