hvordan kommer man så videre

Jeg har ikke meget at takke en gammel kæreste for. De fyrer jeg har været sammen med siden har også måtte døje med min mistillid, som jeg prøver ikke at vise, men nogengange dukekr dens grimme ansigt op til overfladen alligevel. Min gamle kæreste var en nar og jeg endte med at blive så ulykkelig og tosset at jeg skred fra ham og sagde at han aldrig nogensinde skulle kontakte mig igen. Han snød, han løj, han ændrede på sine ord, han talte altid om sin første kæreste selvom det var 4 år siden hun havde slået op og til sidst kradsede han mig også i ansigtet (jeg lagde ham på is i en uge bagefter...og kort efter skred jeg fra ham). Jeg lagde et afskedsbrev hvor der stod om de gode ting vi havde haft sammen men i brevet stod der også om alle de modbydelige ting han havde udsat mit stakkels forvirrede sind for og så sluttede jeg til sidst brevet med at skrive "tak for denne gang, pas på dig selv, for vi ses aldrig mere". Jeg regnede med at så havde jeg fået det ud afverden og jeg havde det godt med at have afleveret det brev. Men min næste kæreste havde en snært af det samme og så fik min mistro overfor mænd ligesom manifesteret sig. De mænd jeg har kendt siden har alle været meget søde, men klart nok gider de ikke være offer for min skepsis. Ham jeg er sammen med nu, vil jeg meget geren beholde og vil gerne have fjernet min mistro...den skal han ikke udsættes for. Hvad kan jeg gøre+ Jeg kan ikke selv få øje på en vej ud af det selv...Håber nogen kan hjælpe mig

og snak med ham om det. Snak ikke bare én gang med ham om det, men gør det også, når din mistro viser sig - dog uden at beskylde ham for en masse. Sig til ham, at du har brug for at snakke om det med mistroen igen, når den begynder at dukke op. Spørg pænt, om han ikke nok vil forklare det for dig, som kan have vækket din mistro.