hvordan lyder det ??
Til ``ven´´.
Ja du var her i går aftes for at aflevere gaver til jul?? Forstår egentlig ikke hvorfor du har gjort dig ulejlighed med det når du ikke længere ønsker at komme her. Af ganske urimelige og neurotiske årsager set derfra hvor jeg står lige nu. Ganske vist lod du en dør stå åben således at jeg nu hænger blafrende i vinden uden at vide om jeg er købt eller solgt. Jeg ved at jeg har lagt klart ud i forhold til hvordan jeg betragtede dig som en relation til Min søn og hvilke forpligtigelser der følger med. Du har selv sagt at du ikke skulle nogen steder at du ville til en hver tid varetage alt juridisk og at du ikke forsvandt bare fordi jeg havde fejl og mangler. Dertil kommer at du har set det som en opgave at tilføre den relation kontinuerlitet og er kommet hver uge. Du har nu valgt ikke at holde ord eller handling hverken overfor Min søn eller jeg.
Jeg er færdig med at være dørmåtte i mit liv så hvis det er det der skal til for at du vil være en ven af mig ønsker jeg ikke dit venskab. Jeg vil ikke sidde her og vente på du syntes jeg er god nok til at besøge eller lære min søn at det er sådan man kan forvente at venner gør mod hinanden. Ingen af os har fortjent den her behandling ``ven´´ jeg har åbnet mit hjem, mit hjerte og min sjæl for dig ladet dig være sammen med det dyrebareste der er i mit liv uden kræve noget igen. Du vælger at lægge mig til last for alt hvad du mener, er galt i forhold til din familie og det er muligt der var en åbning på et tidspunkt for at jeg kunne have fortalt Din ekskæreste hvordan du havde det og det kan jeg fortryde nu og måske længe ud i fremtiden at jeg ikke brød alle normer, rammer og etiketter og forlangte til Min nevøs barnedåb at Din ekskæreste og Min søns moster tog stilling til deres roller i det og dermed anerkendte din sorg og position i din nevøs hjerte.
Jeg mener dog du heller ikke har givet mig en reel chance for at rede noget ud eller gøre en forskel i den forbindelse. Som jeg også fortalte dig i går har jeg sagt til min søns moster at det ville være prisværdigt om hun ville ringe til dig og få den aftale på plads omkring en snak om det hele som hun jo lovede dig til min søns barnedåb du har i den forbindelse selv sagt at det ønskede du ikke hvorefter jeg ikke gjorde mere ved den sag nu giver du mig smæk for ikke at gøre det alligevel.
Jeg har kun en gang før i mit liv oplevet et sådant forræderi som dette er og det var tilbage i skolen en ``veninde´´ der lod som om hun var det i lang tid for at give de andre information til mobberiet det var startskuddet til næsten 3 år med 100 børn på nakken inkl. min egen søster det endte mindre kønt på et badeværelse med omkring en liter opløst vaskepulver i maven i et forsøg på at gøre en ende på lidelserne. Dette er ikke en trussel men en chance for at give dig en bredere forståelse af hvad du har gang i. Det er nu åbenlyst for mig at jeg har ladet paraderne falde til din fordel det var en fejl ser jeg nu tydeligt. Du er bare endnu en i koret af mennesker der gennem tiden har ladet mig tro et og har gjort noget helt andet. Da jeg uden tvivl selv har ladet det ske vil jeg nu vælge at stoppe fremdriften idet og koncentrere mig om moderskabet. Jeg mente at have valgt med omhu et menneske der kunne tilføre positivitet til ligningen det ser jeg nu ikke var tilfældet tak for den tid der gik pas på dig selv hvis du kan. Jeg vælger nu at passe på min søn og mig selv. Vi er mere værd end det. Under normale omstændigheder ville man kunne forvente mere af mig men du har lige sparket mig omkuld igen og trampet viljen ud af mig, viljen til at opføre mig anstændigt og hensynsfuldt.
Hvor megen ære er der i at hjælpe en op fra et fald hvis man bare skubber til vedkomne så snart balancen næsten er genvundet?? Jeg kan næppe tro der er mange Buddha points at hente i den adfærd. Ud over det så havde jeg forventet mere af dig end det særligt efter alle de mange fortrolige og intime samtaler vi har haft gennem tiden. Du burde kende mig bedre.
For at rette en evt. misforståelse så er min søn altså ikke fyldt 2 år endnu og du kalder dit ``job´´ begyndte ikke før efter min søns fødsel inden da var din hjælp meget begrænset på grund af min søns far stadig var inddraget i det omfang han var. Så de 4 år du nævner som en tidsramme er ikke helt korrekte i hjælpeforbindelsen men vi har været ``venner´´ i mellem 4 – 6 år.
Jeg har mangen gang bedt dig om hjælp til at takle de breve til statsamtet og det eneste du har gjort er at læse hvad jeg har skrevet og sagt det ser fint ud. Hvis du virkelig mente at jeg savede i den gren jeg selv sidder på kunne du vel passende have sagt det i stedet for at lade stå til og så komme nu når alt er sagt og gjort. Det er jo så i øvrigt alt for sent at ændre på noget. Det trækker ned mod det sorte hul kan jeg så fortælle dig. Den følelse jeg står efterladt med er at være blevet bedraget at den tillid jeg har vist dig fordi jeg troede vi var venner er kastet i sølet og gjort at jeg nu syntes at måtte genoverveje om din troværdighed er så forbandet stor som du selv lægger for dagen.
Når jeg kikker i bakspejlet og betragter mine forsøg på at vise eller dele mine personlige sejre med dig i din egenskab af at være min ``ven´´ har det været total fiasko for i stedet for at glædes på mine vegne har du sablet mig med div. bemærkninger om det ikke var godt nok eller sat endnu højere forventninger der ikke umiddelbart kan indfries i det tempo du gerne ser. Man smækker jo heller ikke et barn fordi det ikke kan holde balancen første gang det sidder på en cykel. Når man skal lære noget nyt eller lægge gamle vaner om har man brug for opbakning og ikke nedhukning.
Når jeg så sidder her og skriver får jeg en fornemmelse af der ligger noget mere til grund for det her end du vil fortælle mig. Det er selvfølgelig op til dig at lade det være skjult du ønsker at skjule men du skal vide at jeg ikke kan ændre, gøre eller forstå noget der ikke bliver sagt.
Jeg gisner mig til at dine følelser for mig er dybere end du selv vil være ved. For før du kan handle på det er der som jeg ser det nogen helt basale ting du mener jeg skal ændre på mig selv for at du kunne handle på dem blandt andet har jeg regnet ud at du mener jeg er ulækkert fed og at det kun kan gå for langsomt med at tabe mig. Jeg skal skille mig af med min familie fordi de minder dig om følelser for fortiden og så bør jeg holde op med at tro på at jeg fortjener mere end det jeg har fordi min sociale status er som den er. Din indestængte vrede over at jeg har fået et barn med min søns far og derfor i dine øjne ikke er værdig til at føde dine børn er så tydelig som sne på et hustag.
Men ``ven´´ du er ikke mig værdig når du ønsker jeg skal være en anden end den jeg er og jeg elsker dig virkelig men jeg vil ikke have dig i mit liv når du syntes det er helt ok at behandle mig og min søn på den her måde uanset hvor dårligt du har det for almindelig anstændighed er det mindste man kan forlange af et menneske der for foregivet at være en ven. Men jeg har aldrig været god nok til engang at blive inviteret til din fødselsdag eller møde dine andre venner eller din nevø for den sags skyld. Hvis vi virkelig var venner ville det vel ikke være noget problem eller?? Det lyser vel nærmest ud af det her brev at jeg har store følelser i klemme men der sidder de jo godt når dine tanker om mig ikke er højere end de er. For hvis de var, ville du aldrig have behandlet mig sådan.
På nuværende tidspunkt er Min søn ikke større end at han ikke kan huske dig om 1 år eller 2 hvis du forsvinder ud af hans liv men om 1 eller 2 år er han så stor at han vil opleve et svigt i en størrelsesorden som både du og jeg kan relatere til. Derfor må det hellere ske nu at han mister dig end det må ske når han er ældre. Derfor kan du heller ikke længere være en del af hans liv jeg vil under ingen omstændigheder være vidne til at min søn mister håbet og giver op en gang til som det skete sidst hvor du blev væk længe.
Hav det nu godt ønsker dig kun gode ting og oplevelser håber du bliver hel en gang så du også får del i den store kærlighed både i dig og til dig. Held og lykke fremover vær ikke i tvivl vi skal nok klare os også uden dig som helt i vores liv.
Med venlig hilsen
heltinden
Ja du var her i går aftes for at aflevere gaver til jul?? Forstår egentlig ikke hvorfor du har gjort dig ulejlighed med det når du ikke længere ønsker at komme her. Af ganske urimelige og neurotiske årsager set derfra hvor jeg står lige nu. Ganske vist lod du en dør stå åben således at jeg nu hænger blafrende i vinden uden at vide om jeg er købt eller solgt. Jeg ved at jeg har lagt klart ud i forhold til hvordan jeg betragtede dig som en relation til Min søn og hvilke forpligtigelser der følger med. Du har selv sagt at du ikke skulle nogen steder at du ville til en hver tid varetage alt juridisk og at du ikke forsvandt bare fordi jeg havde fejl og mangler. Dertil kommer at du har set det som en opgave at tilføre den relation kontinuerlitet og er kommet hver uge. Du har nu valgt ikke at holde ord eller handling hverken overfor Min søn eller jeg.
Jeg er færdig med at være dørmåtte i mit liv så hvis det er det der skal til for at du vil være en ven af mig ønsker jeg ikke dit venskab. Jeg vil ikke sidde her og vente på du syntes jeg er god nok til at besøge eller lære min søn at det er sådan man kan forvente at venner gør mod hinanden. Ingen af os har fortjent den her behandling ``ven´´ jeg har åbnet mit hjem, mit hjerte og min sjæl for dig ladet dig være sammen med det dyrebareste der er i mit liv uden kræve noget igen. Du vælger at lægge mig til last for alt hvad du mener, er galt i forhold til din familie og det er muligt der var en åbning på et tidspunkt for at jeg kunne have fortalt Din ekskæreste hvordan du havde det og det kan jeg fortryde nu og måske længe ud i fremtiden at jeg ikke brød alle normer, rammer og etiketter og forlangte til Min nevøs barnedåb at Din ekskæreste og Min søns moster tog stilling til deres roller i det og dermed anerkendte din sorg og position i din nevøs hjerte.
Jeg mener dog du heller ikke har givet mig en reel chance for at rede noget ud eller gøre en forskel i den forbindelse. Som jeg også fortalte dig i går har jeg sagt til min søns moster at det ville være prisværdigt om hun ville ringe til dig og få den aftale på plads omkring en snak om det hele som hun jo lovede dig til min søns barnedåb du har i den forbindelse selv sagt at det ønskede du ikke hvorefter jeg ikke gjorde mere ved den sag nu giver du mig smæk for ikke at gøre det alligevel.
Jeg har kun en gang før i mit liv oplevet et sådant forræderi som dette er og det var tilbage i skolen en ``veninde´´ der lod som om hun var det i lang tid for at give de andre information til mobberiet det var startskuddet til næsten 3 år med 100 børn på nakken inkl. min egen søster det endte mindre kønt på et badeværelse med omkring en liter opløst vaskepulver i maven i et forsøg på at gøre en ende på lidelserne. Dette er ikke en trussel men en chance for at give dig en bredere forståelse af hvad du har gang i. Det er nu åbenlyst for mig at jeg har ladet paraderne falde til din fordel det var en fejl ser jeg nu tydeligt. Du er bare endnu en i koret af mennesker der gennem tiden har ladet mig tro et og har gjort noget helt andet. Da jeg uden tvivl selv har ladet det ske vil jeg nu vælge at stoppe fremdriften idet og koncentrere mig om moderskabet. Jeg mente at have valgt med omhu et menneske der kunne tilføre positivitet til ligningen det ser jeg nu ikke var tilfældet tak for den tid der gik pas på dig selv hvis du kan. Jeg vælger nu at passe på min søn og mig selv. Vi er mere værd end det. Under normale omstændigheder ville man kunne forvente mere af mig men du har lige sparket mig omkuld igen og trampet viljen ud af mig, viljen til at opføre mig anstændigt og hensynsfuldt.
Hvor megen ære er der i at hjælpe en op fra et fald hvis man bare skubber til vedkomne så snart balancen næsten er genvundet?? Jeg kan næppe tro der er mange Buddha points at hente i den adfærd. Ud over det så havde jeg forventet mere af dig end det særligt efter alle de mange fortrolige og intime samtaler vi har haft gennem tiden. Du burde kende mig bedre.
For at rette en evt. misforståelse så er min søn altså ikke fyldt 2 år endnu og du kalder dit ``job´´ begyndte ikke før efter min søns fødsel inden da var din hjælp meget begrænset på grund af min søns far stadig var inddraget i det omfang han var. Så de 4 år du nævner som en tidsramme er ikke helt korrekte i hjælpeforbindelsen men vi har været ``venner´´ i mellem 4 – 6 år.
Jeg har mangen gang bedt dig om hjælp til at takle de breve til statsamtet og det eneste du har gjort er at læse hvad jeg har skrevet og sagt det ser fint ud. Hvis du virkelig mente at jeg savede i den gren jeg selv sidder på kunne du vel passende have sagt det i stedet for at lade stå til og så komme nu når alt er sagt og gjort. Det er jo så i øvrigt alt for sent at ændre på noget. Det trækker ned mod det sorte hul kan jeg så fortælle dig. Den følelse jeg står efterladt med er at være blevet bedraget at den tillid jeg har vist dig fordi jeg troede vi var venner er kastet i sølet og gjort at jeg nu syntes at måtte genoverveje om din troværdighed er så forbandet stor som du selv lægger for dagen.
Når jeg kikker i bakspejlet og betragter mine forsøg på at vise eller dele mine personlige sejre med dig i din egenskab af at være min ``ven´´ har det været total fiasko for i stedet for at glædes på mine vegne har du sablet mig med div. bemærkninger om det ikke var godt nok eller sat endnu højere forventninger der ikke umiddelbart kan indfries i det tempo du gerne ser. Man smækker jo heller ikke et barn fordi det ikke kan holde balancen første gang det sidder på en cykel. Når man skal lære noget nyt eller lægge gamle vaner om har man brug for opbakning og ikke nedhukning.
Når jeg så sidder her og skriver får jeg en fornemmelse af der ligger noget mere til grund for det her end du vil fortælle mig. Det er selvfølgelig op til dig at lade det være skjult du ønsker at skjule men du skal vide at jeg ikke kan ændre, gøre eller forstå noget der ikke bliver sagt.
Jeg gisner mig til at dine følelser for mig er dybere end du selv vil være ved. For før du kan handle på det er der som jeg ser det nogen helt basale ting du mener jeg skal ændre på mig selv for at du kunne handle på dem blandt andet har jeg regnet ud at du mener jeg er ulækkert fed og at det kun kan gå for langsomt med at tabe mig. Jeg skal skille mig af med min familie fordi de minder dig om følelser for fortiden og så bør jeg holde op med at tro på at jeg fortjener mere end det jeg har fordi min sociale status er som den er. Din indestængte vrede over at jeg har fået et barn med min søns far og derfor i dine øjne ikke er værdig til at føde dine børn er så tydelig som sne på et hustag.
Men ``ven´´ du er ikke mig værdig når du ønsker jeg skal være en anden end den jeg er og jeg elsker dig virkelig men jeg vil ikke have dig i mit liv når du syntes det er helt ok at behandle mig og min søn på den her måde uanset hvor dårligt du har det for almindelig anstændighed er det mindste man kan forlange af et menneske der for foregivet at være en ven. Men jeg har aldrig været god nok til engang at blive inviteret til din fødselsdag eller møde dine andre venner eller din nevø for den sags skyld. Hvis vi virkelig var venner ville det vel ikke være noget problem eller?? Det lyser vel nærmest ud af det her brev at jeg har store følelser i klemme men der sidder de jo godt når dine tanker om mig ikke er højere end de er. For hvis de var, ville du aldrig have behandlet mig sådan.
På nuværende tidspunkt er Min søn ikke større end at han ikke kan huske dig om 1 år eller 2 hvis du forsvinder ud af hans liv men om 1 eller 2 år er han så stor at han vil opleve et svigt i en størrelsesorden som både du og jeg kan relatere til. Derfor må det hellere ske nu at han mister dig end det må ske når han er ældre. Derfor kan du heller ikke længere være en del af hans liv jeg vil under ingen omstændigheder være vidne til at min søn mister håbet og giver op en gang til som det skete sidst hvor du blev væk længe.
Hav det nu godt ønsker dig kun gode ting og oplevelser håber du bliver hel en gang så du også får del i den store kærlighed både i dig og til dig. Held og lykke fremover vær ikke i tvivl vi skal nok klare os også uden dig som helt i vores liv.
Med venlig hilsen
heltinden