Hvordan skal jeg fortælle jeg er gravid??

Hej,
Jeg har idag taget en test der viser positiv, nej har endda taget to! De er tydelige,
og min mens er også forsinket en uge..
Alle tegn er der, og kvalmen er kæmpe.......
Problemet er, jeg VED at vi ikke skal have barnet, jeg bliver 23 om en uge og min kæreste er 34... Men jeg er i gang med min uddannelse og først færdig om 2 år. Og vi haaar talt om hvornår vi skal have barn, og det er først når jeg er færdig. Og det ønsker vi begge 100 %...
Min støreste bekymring er: han er lidt mere voksen end jeg er med alder, og en ret voksen mand oppe i hovedet osv, jeg ved bare ikke hvordan han vil reagere... Om han også vil blive ked af det som mig, eller hvad?
Hvordan skal jeg sige det til ham? Har du som mand nogen ideer til mig, hvordan vil DU måske gerne vide sådan en ting.. Eller som kvinde, som har været i min situation, hvad gjorde du????
Og nej, jeg vil absolut ikke holde det hemmeligt for ham.. Han er jo ligeså meget en del af det som jeg. TÆNK han pludselig havde fået andre tanker..
Please hjælp og vejled mig.. Han er hjemme om halvanden time...
Mange hilsner, den gravide :(

Jeg har altså virkelig brug for hjælp.. vil i ik nok svare mig..

Søde pige, vær ærlig overfor din kæreste. Det vil han sætte pris på! både nu og senere hen. Du signalerer at elske ham, hvad der end sker og han ved at han altid kan regne med dig. Lad for guds skyld vær med at fortie det eller trække tiden ud, sig det som det første, når han kommer hjem. Kys ham velkommen, tag hans hånd, sæt Jer i sofaen/sengen og fortæl ham nyheden, uanset om I skal have barnet eller ej.[l]

i den situation, at jeg blev gravid uden at det var planlagt og uden at det var ønsket.
Jeg var i den situation, at jeg ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg valgte at slå det lille liv ihjel.
Så jeg fik min dejlige datter, som jeg er så stolt af og som jeg ikke ville undvære for noget i verden! Hun er voksen nu, og har søskende men tænk hvis......
Iøvrig skulle jeg selv have været en abort, men min mor sagde også nej, heldigvis!

Er det ikke sådan. at det der kommer til en, har det med at komme når man er parat til det?
Og er du/I nu også SÅ sikre på at det vil være dårlig timing at få et barn nu?
For tredive år siden kom jeg sammen med en pige jeg var vildt forelsket i, og havde bestemt mig for skulle være kvinden i mit liv "Til døden os skiller".
Akkeja, så skete der det, at hun blev gravid på et, for hende, ubelejligt tidspunkt da hun jo var i gang med en uddannelse. Og så valgte hun at få en abort, uden først at spørge mig om hvad jeg mente, hvorefter vores forhold bare gik helt i stykker og vi gik fra hinanden kort efter.
Jeg sværger, jeg ville have gjort alt for det barn, og jeg ville have ligget vandret i luften, arbejdet 25 timer i døgnet for at det barn skulle have det bedste af det bedste. Jeg ville have været parat!
Men hun var ikke parat! Hun mente at en eller anden uddannelse i et eller andet, var vigtigere end det nye liv der var ved at vokse indeni hende! Så hun valgte uddannelsen frem for vores barn, og i og med hun gjorde det, valgte hun også mig fra. I dag ville jeg ikke kunne genkende hende hvis jeg mødte hende på gaden!
Hvad ville det egentlig have betydet, hvis vi havde fået det barn?
Det aner jeg jo egentlig ikke, men jeg kunne forestille mig at jeg i dag kunne have været jordens lykkeligste bedstefar lige som min bror, og ikke den sære gamle sure gnavpotte jeg i stedet gik hen og udviklede mig til. Akkeja.
Og så spørger jeg bare:
Er det nu også virkelig en stor katastrofe lige pludselig at få et barn nu, selv om du mangler 2 år af din uddannelse?
Hvad ville der ske, hvis din uddannelse blev udskudt med et enkelt år?
Jamen, hvis du/I så i stedet venter med at få børn til efter du har færdiggjort din udd. vil der jo alligevel gå et årstid med barselsorlov osv., som vil sætte karrieren på standby.
Og iøvrigt er det jo da set før, at man godt kan gøre en uddannelse færdig på normeret tid, selv om man får et barn midt i det hele, bare man får den nødvendige støtte og opbakning.
Jeg vil ikke råde og dømme, men jeg synes bare lige du/I skal tænke dig/jer om et par gange ekstra, inden du/I "trækker i nødbremsen".
Hvad er der galt med et samfund, hvor det at få et barn kan være forkert?
Er vi blevet særlig meget bedre, end de var i det forrige århundrede hvor det blev regnet for at være forkert at få børn uden at være gift?
Med håbet om at du/I står det igennem og kommer helskindet igennem alt det der venter Jer forude.
Med venlig hilsen
UldIMund