Hvordan tackler jeg lige den her?
Jeg bor sammen med min kæreste. Og indrømmet, jeg kan være en skovl til det "at kommunikere".
Vi har snakket om ting. Og jeg har da også indset, at der sansynligvis er flere ting jeg bør ændre på. Men fra man snakker om en ting, til effekten kan ses, går der efter min mening et stykke tid. Jeg tror ikke på, at problemer bare kan snakkes væk.
Det kan måske tolkes som om jeg er ligeglad med vores problemer, for jeg glemmer engang imellem hvad vi har snakket om. Det er ikke fordi jeg ikke vil huske det, eller at jeg er ligeglad. Men sådan en snak kan indeholde mange ord, og når vi er kommet et stykke ind i snakken, så kan jeg altså ikke huske hvad der blev sagt først.
Måske er det mig, der er forskruet. Men jeg ville gerne have lavet en slags liste. Rent mentalt for mig, vil det have den fordel, at jeg har noget konkret at se på: "Vi har det-og-det problem". Måske er det en typisk "mandeting" at ønske en sådan.
Under nogle af de tidligere diskusioner/snakke vi har haft omkring vores problemer, har hun ønsket mere engagement fra min side. Hun har også efterlyst noget ansvarsfølelse. I dag mener jeg, at jeg viser begge dele. Hun har også efterlyst mere "information"om hvad, der foregår "i hovedet på mig". Det skal forstås i den retning, at hun gerne vil vide mere om hvilke glæder og sorger jeg går med. Indrømmet, det har jeg ikke været alt for god til at indvi hende i, men jeg prøver nu. F. eks. bliver hun inddraget i beslutninger jeg skal træffe, hun bliver informeret, både om plusser og minusser. Og hun er med på sidelinien, når jeg træffer de endelige beslutninger.
Der har været andre problemer. Et af dem (en ting der angår hende) fik mig til at overveje at flytte. Jeg mente vi havde snakket om det for nogen tid siden, og hun havde opfattet det anderledes. Jeg gav udtryk for mit problem (bla. i et debatforum) hvor hun læste det. Det gav anledning til flere ting. Dels eksisterer det pågældende problem ikke længere. Men jeg havde sp i deurgt indlæg, om det at flytte ville være den eneste løsning. Det har det så vist sig ikke at være. Og jeg ved godt, at det her viser et godt eksempel på hvad dialog kan afstedkomme, det behøver i ikke fortælle mig. Men hun er nu i tvivl om jeg går og planlægger at forsvinde. Det gør jeg ikke, jeg vil "hende og mig" hvilket jeg også har sagt, flere gange. Indrømmet, så har jeg haft tanken før, for oftest føler jeg det som om jeg er selve problemet. Og en effektiv løsning af et problem er vel ( efter min mening) at fjerne årsagen. Men jeg har ikke lyst til at forlade hende, det er det sidste jeg ønsker.
En anden ting er, at hun mener jeg har en moderbinding. Hun mener ikke jeg har sluppet min mor, på trods af, at jeg har boet flere steder i landet siden jeg var 20 (er 39 i dag). Et af hendes argumenter er, at da vi lærte hinanden at kende, boede jeg som genbo til mine forældre. Jeg har boet i det hus mange år, blandt andet sammen med min tidligere samlever. Sidste gang jeg flyttede ind i det hus var jeg single, og grundet forskellige omstændigheder, havde jeg ingen vaskemaskine. Derfor lejede jeg mig ind på min mors vaskemaskine - JO - min mor vaskede nogle gange for mig. Men jeg stod som regel selv for det. Et andet argument er at jeg spiste min aftensmad hos mine forældre. Det ser jeg ikke som en binding, men som et praktisk arrangement. Jeg købte og betalte min mad, det foregik bare hos mine forældre. I dag står det som et stort problem. Hun ser problemet, og jeg ser det ikke. Hun vil have det ændret, og jeg aner ikke hvad jeg kan lave om.
Et andet emen der har været oppe fornyligt, er at jeg er konfliktsky. Og det har noget på sig, det indrømmer jeg gerne. Det, kombineret med en manglende evne til at sætte grænser, kan fra tid til anden forvandle mig til en decideret vatp_k. Det forstår jeg sagtens hun meget gerne ser ændret, det gør jeg også selv. Men manglende selvtillid gør det lidt vanskeligt at ændre sådan bare lige.
I dag er status, at hun er i dårligt humør, og jeg aner ikke hvad jeg kan gøre. Når jeg spørger hende direkte, svarer hun at det ved hun heller ikke, og at hun i øvrigt har sagt det mange gange. Jeg prøver at være opmærksom, jeg prøver at vise ansvar, i det hele taget syntes jeg at jeg prøver efter beste evne.
Hvordan kommer jeg/vi lige videre her? Og flytning er ikke løsningen.
Anyone?
Vi har snakket om ting. Og jeg har da også indset, at der sansynligvis er flere ting jeg bør ændre på. Men fra man snakker om en ting, til effekten kan ses, går der efter min mening et stykke tid. Jeg tror ikke på, at problemer bare kan snakkes væk.
Det kan måske tolkes som om jeg er ligeglad med vores problemer, for jeg glemmer engang imellem hvad vi har snakket om. Det er ikke fordi jeg ikke vil huske det, eller at jeg er ligeglad. Men sådan en snak kan indeholde mange ord, og når vi er kommet et stykke ind i snakken, så kan jeg altså ikke huske hvad der blev sagt først.
Måske er det mig, der er forskruet. Men jeg ville gerne have lavet en slags liste. Rent mentalt for mig, vil det have den fordel, at jeg har noget konkret at se på: "Vi har det-og-det problem". Måske er det en typisk "mandeting" at ønske en sådan.
Under nogle af de tidligere diskusioner/snakke vi har haft omkring vores problemer, har hun ønsket mere engagement fra min side. Hun har også efterlyst noget ansvarsfølelse. I dag mener jeg, at jeg viser begge dele. Hun har også efterlyst mere "information"om hvad, der foregår "i hovedet på mig". Det skal forstås i den retning, at hun gerne vil vide mere om hvilke glæder og sorger jeg går med. Indrømmet, det har jeg ikke været alt for god til at indvi hende i, men jeg prøver nu. F. eks. bliver hun inddraget i beslutninger jeg skal træffe, hun bliver informeret, både om plusser og minusser. Og hun er med på sidelinien, når jeg træffer de endelige beslutninger.
Der har været andre problemer. Et af dem (en ting der angår hende) fik mig til at overveje at flytte. Jeg mente vi havde snakket om det for nogen tid siden, og hun havde opfattet det anderledes. Jeg gav udtryk for mit problem (bla. i et debatforum) hvor hun læste det. Det gav anledning til flere ting. Dels eksisterer det pågældende problem ikke længere. Men jeg havde sp i deurgt indlæg, om det at flytte ville være den eneste løsning. Det har det så vist sig ikke at være. Og jeg ved godt, at det her viser et godt eksempel på hvad dialog kan afstedkomme, det behøver i ikke fortælle mig. Men hun er nu i tvivl om jeg går og planlægger at forsvinde. Det gør jeg ikke, jeg vil "hende og mig" hvilket jeg også har sagt, flere gange. Indrømmet, så har jeg haft tanken før, for oftest føler jeg det som om jeg er selve problemet. Og en effektiv løsning af et problem er vel ( efter min mening) at fjerne årsagen. Men jeg har ikke lyst til at forlade hende, det er det sidste jeg ønsker.
En anden ting er, at hun mener jeg har en moderbinding. Hun mener ikke jeg har sluppet min mor, på trods af, at jeg har boet flere steder i landet siden jeg var 20 (er 39 i dag). Et af hendes argumenter er, at da vi lærte hinanden at kende, boede jeg som genbo til mine forældre. Jeg har boet i det hus mange år, blandt andet sammen med min tidligere samlever. Sidste gang jeg flyttede ind i det hus var jeg single, og grundet forskellige omstændigheder, havde jeg ingen vaskemaskine. Derfor lejede jeg mig ind på min mors vaskemaskine - JO - min mor vaskede nogle gange for mig. Men jeg stod som regel selv for det. Et andet argument er at jeg spiste min aftensmad hos mine forældre. Det ser jeg ikke som en binding, men som et praktisk arrangement. Jeg købte og betalte min mad, det foregik bare hos mine forældre. I dag står det som et stort problem. Hun ser problemet, og jeg ser det ikke. Hun vil have det ændret, og jeg aner ikke hvad jeg kan lave om.
Et andet emen der har været oppe fornyligt, er at jeg er konfliktsky. Og det har noget på sig, det indrømmer jeg gerne. Det, kombineret med en manglende evne til at sætte grænser, kan fra tid til anden forvandle mig til en decideret vatp_k. Det forstår jeg sagtens hun meget gerne ser ændret, det gør jeg også selv. Men manglende selvtillid gør det lidt vanskeligt at ændre sådan bare lige.
I dag er status, at hun er i dårligt humør, og jeg aner ikke hvad jeg kan gøre. Når jeg spørger hende direkte, svarer hun at det ved hun heller ikke, og at hun i øvrigt har sagt det mange gange. Jeg prøver at være opmærksom, jeg prøver at vise ansvar, i det hele taget syntes jeg at jeg prøver efter beste evne.
Hvordan kommer jeg/vi lige videre her? Og flytning er ikke løsningen.
Anyone?