familien eller kæresten

Hejsa der ude.
Efter at have kommet med svar og hjælp til debatdeltager gennem længre tid, synes jeg det nu må være min tur til at få lidt hjælp.. Eller høre jeres mening.
Hvordan mener i forholdet skal være mellem de her to fættere.
Pigen her kender kun den ene og snakker lidt med ham (Kun venskabeligt) Hvor efter at han sikanere og misbruger hende. Hun får selvfølgelig et dårlig forhod til ham og prøver at ungå ham så meget som mulig. Her efter møder hun hans fætter som er virkelig sød og efter store overvejelser begynder hun at komme sammen med ham. Hun får ham fortalt hvordan hendes forhod er til hans fætter og han forstår hende.
Men hans familie har den tration at holde familiefester og i det hele taget tit at være sammen. Fætterende er samme alder så de har selvfølgelig været meget sammen gennem livet.
Men så er spørgsmålet. Hvordan skal nu ham her den ene fætter forholde sig over for den anden?
Håber i kan deltage i denne debat! Mangler nogle svar. Et lys i mørket.

Den er alt andet end nem, "Anonym".
Jeg tror at din fyr er i en slem loyalitets klemme. Jeg ved ikke hvilken kulturkreds du er fra?
Nogle familier er meget "tætte", og det gør det naturligvis endnu sværere. Du siger at de har været meget sammen gennem deres opvækst? Jeg vil tro at din fyr ikke vil tage alt det du siger om hans fætter for givet. Gør han det, så kan du gå ud fra at han vil lægge hånden i ilden for dig.
Er det et brugbart svar? :o)

Men jeg mener at hvis han tror dig....så burde det være nok til at kunne vende hans fætter ryggen-men ikke resten af familien-og det er svært-ellers skulle i være hårde og lægge det bag jer-men det er uudholdeligt at gå rundt med-er han brødebetynget!!Tror du han er istand til at undskylde sig og angre for det overgreb.
-Jeg går ud fra at i har konfronteret ham med det???????
Hvad føler du når du ser ham-genoplever det han gjorde/får kvalme-Taler i til hinanden.
(Nå-Jeg håber at du får et godt svar af de andre debattører)
Ønsker i finder den bedst mulige løsning

Tusin tak for dit svar.
Han kan heller ikke selv lide ham da han ved hvilken person han er (Jeg er ikke den eneste udsatte) Og han tror mig og tager selvfølgelig min parti. Men derfra og så til at holde afstand..
For mig ville det være hel iorden at se hinanden en gang imellem, og svare på hans sms 2 gange om året, bare af ren familie pligt. Men derfra og så til selv at skrive til ham osv.. og når han ikke selv kan lide ham?

Tak for dit svar!
Han tror mig. Han ved godt det er sandheden. Og han hader ham også, især da jeg ikke er den eneste offer.
Vi/Jeg har prøvet at lægge det bag os, men det er jo et ar for evig tid, hvor hårdt man så end kæmper. Og det gør det endnu svære når man møder ham tit.
Han vil ikke indrømme han har gjort det og undskyder sig med en masse andre ting.
Inden det hele skete fortalte han at han havde kæreste på, så efter det hele prøvede jeg at finde hende, for at fortælle hvilken kærete hun har, men uden held da jeg hverken havde navn eller noget. Da jeg så mødte hans fætter lærte jeg langt om længe hende at kende. Da havde hun lige slået op med ham efter 3 år da hun havde lært nogle sandheder at kende om ham. Jeg blev ret gode venner med hende og jeg tog mod til mig og fortalte hvad der var sket. Da blev hun meget sur PÅ MIG og ikke på ham og ville aldrig snakke med mig ige og spredte en masse falske rygter (Så som ludder osv)
Så oven i alt den sorg og forvirring er det hårdt at pludselig møde bagmanden.
Når vi er til famile fest sammen forlanger han at give mig en knus, og jeg kan ikke stritte ret meget imod da vi er omringet af famile. Han byder mig altid op til dans, men indtil videre er jeg sluppet. Han går rundt og tager billeder af mig konstant og man får kvalme bare af at se på ham. Det er næsten umulig at beskrive hvordan man føler for der er så meget og det blir så uvirkeligt. Som en uhyggelig drøm. Alt foregård i slowmotion og idet han nærmer sig en begynder ens hjerte at banke hurtigere og man får feber og er parat til at han skal finde på det værste.
Det gør også historrien endnu være at inden alt det her skete, inden jeg vidste han havde kæreste på var jeg en lille smule forelsket i ham. Og at han så også lige frem blev den der stjal min mødom blir der en mærkelig bånd imellem også. selv om den blev stjålet mod min vilje. Og båndet er bestemt heller ikke et godt et. Men jeg tror i/Du ved hvad jeg mener. Man vil væk. Men kan ikke komme det. Og hvor me´get hjælper det, når ens kæreste er i familie med ham så vi er tvunget til at være sammen. Hvem skal min kæreste støtte/vælge? Familie eller mig?
Mvh den fortvivlet