Hvorfor nogle børn bliver kriminelle som voksne
Kriminalitet er en følelsesmæssig forstyrrelse på lige fod med en angstneurose eller spiseforstyrrelse.
Man er ikke født kriminel. Det er omgivelserne, der skaber den kriminelle personlighed inden for de første ti leveår. Typisk er moderen deprimeret eller har travlt med alt muligt andet end sit barn og giver barnet mange følelsesmæssige afvisninger. Hun håner barnet for at vise svaghed ved f.eks. at græde. Moderen er kontant og lidt hård. og i de første mange leveår er barnet lidt bange for sin mor.
Jeg vil vurdere, at ni ud af ti kriminelle ikke har nogen far eller har en far, der er meget fraværende og ikke interesseret i børn. Når faderen er til stede, har han svært ved at være autoritær over for barnet og sige: ”det må du ikke”.. det skal du” eller ”Det må du gerne”.
Det er forældrene, der har hovedansvaret for, at barnet bliver kriminelt som ung og voksen. Men det er samtidig vigtigt at forstå, at forældrene har gjort det bedste, de kunne, ud fra deres forudsætninger. Ni ud af til kriminelle har ingen far eller en uinteresseret far.
Forældre behøver ikke at have skyldfølelse over at have børn, der er kriminelle. De har jo gjort deres bedste og hvad de magtede med den erfaring, de havde, da børnene voksede op.
Vores materielle rigdom vokser støt. Vi får stadig bedre uddannelser. Stadig flere mennesker er bevidste om, hvad der er årsagen til, at man følelsesmæssigt har det godt eller skidt. På mange måder er livsvilkårene i den vestlige verden forbedret gennem de seneste 20 år.
Man skulle tro, at kriminaliteten ville falde tilsvarende, men det gør den ikke. En af grundene til, at kriminaliteten ikke falder, er, at vi ikke blander os nok i, hvad der foregår mellem forældre og børn. Det offentlige træder først til, når det næsten er for sent. Når det er helt tydeligt for alle, at den er helt gal.
En kriminel person kan man sammenligne med en person, der er 14 år på det følelsesmæssige plan. Den kriminelle bærer på en stor smerte, som handler om den kærlighed, han eller hun ikke har modtaget.
Når f.eks. en dreng stjæler, er det et forsøg på at give sig selv kærlighed, gennem ting og penge. Ved at stjæle får man en fornemmelse af frihed og magt over sit eget liv. Man får en fornemmelse af at kunne gøre, noget godt for sig selv.
Fordi drengen ikke har modtaget særlig megen kærlighed, har han ikke noget særlig stort overskud til at udføre arbejde. Han er så tom indeni, at hans energi bliver brugt til at fylde sig selv op med oplevelser og kærlighed. Han har næsten ikke noget at give af, hverken til sig selv eller andre, og derfor må han hele tiden tage. Og da han har dårlige erfaringer med at modtage kærlighed fra voksne, er det lettere at stjæle noget i en butik. Det er vigtigt at skelne mellem drengestreger og handlinger udført af vanekriminelle. Mange unge drenge søger spænding og vil ud og mærke suset af spænding og angst for at blive opdaget. Dette kan lade sig gøre både uden og indenfor lovens rammer
Nogle drenge kører knallert-cross. spiller fodbold og kæmper om at være først, størst og bedst på en lang række områder.
Andre kører også aggression og had af, og det er ubevidst for dem. Aggressionerne handler om deres forhold til forældre, pædagoger og andre autoriteter. De laver måske et bræk og stjæler en bil. De bliver måske opmuntret til at fortsætte, fordi straffen er for mild. De griner af politiet og domstolene, fordi de hele tiden får chancer.
Hvis en ung mand på 15 år bliver taget i biltyveri, vil jeg anbefale, at han i fire uger skal hugge brænde i Grib Skov otte timer hver dag. Det vil afskrække virkelig mange fra at gøre det. Men en betinget dom, en bøde på 500 kroner og en samtale med politi og forældre gør intet indtryk. Det er for nemt sluppet.
Det samme gælder voldsmænd. Dommen skal falde straks, og det samme gælder afsoningen, som skal bestå i at tvinge personen til samtale-terapi flere gange om ugen, så både voldsmand og politi bliver klar over, hvad der er den dybereliggende, følelsesmæssige årsag til, at man udsætter f.eks. uskyldige for vold.
Hvis man vil helbrede en vanekriminel, kræver det, at man ser på personen som syg, personen skal behandles og ikke straffes i almindelig forstand. Man burde lave et særligt fængsel, som kun er for vanekriminelle, som ønsker at få et bedre liv. De skal have tilbud om terapi og et nyt socialt liv, der er omsorgsfuldt og kunne minde om tidligere tiders kollektiver. Voldelige skal dog ikke bo sammen med dem, som kun stjæler.
Mange vanekriminelle skal have en førtidspension, før de forlader fængslet og lukkes ud i små grupper, hvor de f.eks. bor ti mennesker sammen i et hus, efter endt behandlingsophold i fængslet. Med en behandling i ryggen og en fast indkomst i form af pension og et bofællesskab at flytte ud i, skulle det være muligt at forbedre kriminalforsorgens resultater.
Fængslet burde indrettes på en sådan måde, at de dømte har mulighed for at give hinanden kærlighed og omsorg på det psykiske plan. Som mange fængsler fungerer i dag, bliver de kriminelle kun endnu mere syge af at være spærret inde. Fjernsynet bliver de indsattes bedste og mest trofaste kærlighedsoplevelse.
Mange unge mænd og kvinder er medlemmer af bander og grupper i en periode af deres liv, fra de er ca. 15 til 25 år. I denne periode giver de hinanden megen trygehed, kammeratskab og kærlighed. De kommer ofte fra hjem, hvor forældrene er for dominerende eller ikke så interesserede i deres børn. Der er opstået en afstand, der betyder, at børnene f.eks. ikke kan sige deres mening til forældrene, uden at de for en moralprædiken eller skældud. Som unge vil de tage afstand fra forældrene
Afstand og had til forældrene skaber interessen for bander og grupper, hvor man kan få det nærvær og den nærkontakt, men ikke får hjemme.
Tilhørsforhold til disse grupper bliver på et tidspunkt afløst af et parforhold, og mange dropper efter en tid samværet med gruppen til fordel for familien.
De fleste unge har stor gavn af at være medlemmer af en sådan gruppe, selv om det har nogle ulemper, som bl.a. fører til lovovertrædelser.
Jeg har selv været med til at hjælpe en motorcykelklub med at blive organiseret og accepteret af kommunen. Medlemmerne af klubben var dengang meget kriminelle og voldelige. I dag lever 90% af dem et helt normalt liv.
Man er ikke født kriminel. Det er omgivelserne, der skaber den kriminelle personlighed inden for de første ti leveår. Typisk er moderen deprimeret eller har travlt med alt muligt andet end sit barn og giver barnet mange følelsesmæssige afvisninger. Hun håner barnet for at vise svaghed ved f.eks. at græde. Moderen er kontant og lidt hård. og i de første mange leveår er barnet lidt bange for sin mor.
Jeg vil vurdere, at ni ud af ti kriminelle ikke har nogen far eller har en far, der er meget fraværende og ikke interesseret i børn. Når faderen er til stede, har han svært ved at være autoritær over for barnet og sige: ”det må du ikke”.. det skal du” eller ”Det må du gerne”.
Det er forældrene, der har hovedansvaret for, at barnet bliver kriminelt som ung og voksen. Men det er samtidig vigtigt at forstå, at forældrene har gjort det bedste, de kunne, ud fra deres forudsætninger. Ni ud af til kriminelle har ingen far eller en uinteresseret far.
Forældre behøver ikke at have skyldfølelse over at have børn, der er kriminelle. De har jo gjort deres bedste og hvad de magtede med den erfaring, de havde, da børnene voksede op.
Vores materielle rigdom vokser støt. Vi får stadig bedre uddannelser. Stadig flere mennesker er bevidste om, hvad der er årsagen til, at man følelsesmæssigt har det godt eller skidt. På mange måder er livsvilkårene i den vestlige verden forbedret gennem de seneste 20 år.
Man skulle tro, at kriminaliteten ville falde tilsvarende, men det gør den ikke. En af grundene til, at kriminaliteten ikke falder, er, at vi ikke blander os nok i, hvad der foregår mellem forældre og børn. Det offentlige træder først til, når det næsten er for sent. Når det er helt tydeligt for alle, at den er helt gal.
En kriminel person kan man sammenligne med en person, der er 14 år på det følelsesmæssige plan. Den kriminelle bærer på en stor smerte, som handler om den kærlighed, han eller hun ikke har modtaget.
Når f.eks. en dreng stjæler, er det et forsøg på at give sig selv kærlighed, gennem ting og penge. Ved at stjæle får man en fornemmelse af frihed og magt over sit eget liv. Man får en fornemmelse af at kunne gøre, noget godt for sig selv.
Fordi drengen ikke har modtaget særlig megen kærlighed, har han ikke noget særlig stort overskud til at udføre arbejde. Han er så tom indeni, at hans energi bliver brugt til at fylde sig selv op med oplevelser og kærlighed. Han har næsten ikke noget at give af, hverken til sig selv eller andre, og derfor må han hele tiden tage. Og da han har dårlige erfaringer med at modtage kærlighed fra voksne, er det lettere at stjæle noget i en butik. Det er vigtigt at skelne mellem drengestreger og handlinger udført af vanekriminelle. Mange unge drenge søger spænding og vil ud og mærke suset af spænding og angst for at blive opdaget. Dette kan lade sig gøre både uden og indenfor lovens rammer
Nogle drenge kører knallert-cross. spiller fodbold og kæmper om at være først, størst og bedst på en lang række områder.
Andre kører også aggression og had af, og det er ubevidst for dem. Aggressionerne handler om deres forhold til forældre, pædagoger og andre autoriteter. De laver måske et bræk og stjæler en bil. De bliver måske opmuntret til at fortsætte, fordi straffen er for mild. De griner af politiet og domstolene, fordi de hele tiden får chancer.
Hvis en ung mand på 15 år bliver taget i biltyveri, vil jeg anbefale, at han i fire uger skal hugge brænde i Grib Skov otte timer hver dag. Det vil afskrække virkelig mange fra at gøre det. Men en betinget dom, en bøde på 500 kroner og en samtale med politi og forældre gør intet indtryk. Det er for nemt sluppet.
Det samme gælder voldsmænd. Dommen skal falde straks, og det samme gælder afsoningen, som skal bestå i at tvinge personen til samtale-terapi flere gange om ugen, så både voldsmand og politi bliver klar over, hvad der er den dybereliggende, følelsesmæssige årsag til, at man udsætter f.eks. uskyldige for vold.
Hvis man vil helbrede en vanekriminel, kræver det, at man ser på personen som syg, personen skal behandles og ikke straffes i almindelig forstand. Man burde lave et særligt fængsel, som kun er for vanekriminelle, som ønsker at få et bedre liv. De skal have tilbud om terapi og et nyt socialt liv, der er omsorgsfuldt og kunne minde om tidligere tiders kollektiver. Voldelige skal dog ikke bo sammen med dem, som kun stjæler.
Mange vanekriminelle skal have en førtidspension, før de forlader fængslet og lukkes ud i små grupper, hvor de f.eks. bor ti mennesker sammen i et hus, efter endt behandlingsophold i fængslet. Med en behandling i ryggen og en fast indkomst i form af pension og et bofællesskab at flytte ud i, skulle det være muligt at forbedre kriminalforsorgens resultater.
Fængslet burde indrettes på en sådan måde, at de dømte har mulighed for at give hinanden kærlighed og omsorg på det psykiske plan. Som mange fængsler fungerer i dag, bliver de kriminelle kun endnu mere syge af at være spærret inde. Fjernsynet bliver de indsattes bedste og mest trofaste kærlighedsoplevelse.
Mange unge mænd og kvinder er medlemmer af bander og grupper i en periode af deres liv, fra de er ca. 15 til 25 år. I denne periode giver de hinanden megen trygehed, kammeratskab og kærlighed. De kommer ofte fra hjem, hvor forældrene er for dominerende eller ikke så interesserede i deres børn. Der er opstået en afstand, der betyder, at børnene f.eks. ikke kan sige deres mening til forældrene, uden at de for en moralprædiken eller skældud. Som unge vil de tage afstand fra forældrene
Afstand og had til forældrene skaber interessen for bander og grupper, hvor man kan få det nærvær og den nærkontakt, men ikke får hjemme.
Tilhørsforhold til disse grupper bliver på et tidspunkt afløst af et parforhold, og mange dropper efter en tid samværet med gruppen til fordel for familien.
De fleste unge har stor gavn af at være medlemmer af en sådan gruppe, selv om det har nogle ulemper, som bl.a. fører til lovovertrædelser.
Jeg har selv været med til at hjælpe en motorcykelklub med at blive organiseret og accepteret af kommunen. Medlemmerne af klubben var dengang meget kriminelle og voldelige. I dag lever 90% af dem et helt normalt liv.