Hvorfor siger jeg ikke noget...
Jeg har en kollega som jeg efterhånden igennem længere tid er blevet mere og mere interesseret i. Jeg har aldrig gjort noget ved det da jeg i forhold til mit arbejde ingen interesse har i at blotlægge mine følelser for hende i den situation uden at vide med sikkerhed de er gengældt... det ville gøre hverdagen fuldstændig umulig fremadrettet.
Derfor var den fornuftige del af mig nok nærmest lettet over da hun i løbet af foråret fik en fast kæreste og han flyttede ind hos hende her i efteråret.... selvom det selvfølgelig gav et lille stik i hjertet. Men i det mindste kan jeg komme videre. Nu er hun optaget og altså ikke interesseret.
Stille og roligt går vi ind i December og til den årlige julefrokost...og jeg har i mellemtiden fået et nyt job i firmaet, men i udlandet med start i løbet af foråret.
Det er vigtig at understrege at jeg inden den aften havde lagt hende totalt bag mig i forhold til alt andet end en rigtig kær ven og kollega. Men der sker selvfølgelig det at hende og jeg bliver en anelse små-fulde og ender med at stå at kysse lidt med hinanden inden vi hver især tager hjem. Dagen efter da jeg processer aftenen lægger jeg egentlig ikke mere i det end at det var en rar oplevelse men selvfølgelig en fejltagelse. Jeg var måske nok interesseret men hun bor jo sammen med kæresten...og det er egentlig det. Lige indtil hendes text tikker ind...
"Undskyld for at være så nærgående igår men du skal vide at jeg tænker på dig hele tiden og jeg kommer til at savne dig så utroligt meget. Du kan selvfølgelig være ligeglad men nu ved du det."
Bang... lige i hjertet...farvel og tak til tvivlen om hun nu også er interesseret i mig og goddag til den her underlige følelse i maven jeg båder elsker og hader... specielt når den vedrører een der er optaget allerede.
Anyways....jeg får fremstammet et håbløst kryptisk svar...forvirringen af mine følelser er total. Hun er jo optaget for hulen og hvad er perspektiverne så i det her? Så hellere beholde venskabet på det plan vi er nu. Men omvendt så er det den kønneste, sødeste og rareste pige i min verden og hvorfor ikke gå efter det?
Nå ja, December går, julen kommer og går. Vores tilgangsmåde til hinanden på arbejdet er egentlig uændret men forholdet er lige pludseligt noget andet. Vi texter hele tiden om stort og småt udover arbejde. Jeg bliver inviteret ud at se hende spille håndbold (noget hun på det bestemteste har frabedt sig tidligere). I stedet for bare at køre hvert til sit om aftenen efter arbejde, så smutter vi ned og får en bid mad sammen. Alt sammen ting som begyndende kærester ville lave, men stadig væk så er hun jo optaget og så har jeg den her frygt for at blive lukket ned hvis jeg går det sidste trin over for hende og giver hende mine inderste tanker... derfor så bliver det hele noget kryptifistisk venne-agtig småflirten.
Under alt det her er jeg stadig på det personlige plan splittet.... jeg elsker det her spil med hende men hun kører jo altså hjem til kæresten om aftenen.
Her i weekenden løber jeg så tilfældigt på hende og hendes kæreste nede i byen. Han kommer hen med stort smil og siger hej og starter ellers med at snakke med mig. Alt imens kan jeg knap nok se den stakkels mand i øjnene. Ikke så meget på grund af dårlig samvittighed...jeg har jo ikke rigtigt gjort noget forkert...men mere på grund af ren og skær jalousi over det han har.
Det hele er blevet noget værre rod og jeg er selv skyld i det pga. af mine kringlede og kryptiske udmeldinger til hende der måske ikke rigtig giver hende de svar hun vil have til at risikere det hele, og når jeg nu har siddet og tænkt det hele ordentligt igennem så kan jeg sagtens forstå hende.
Men jeg er også kommet op med at jeg ikke vil være den dér fyr som bryder hendes nuværende forhold. Det må være hendes beslutning og hvis hun når frem til den på et tidspunkt så må jeg jo gøre op med mig selv om jeg vil forsøge at nærme mig hende. Men indtil da så vil jeg arbejde på venskabet og ikke andet.
Alt det her lyder jo fint og principfast, men nu er min rygrad indenfor det her tilsyneladende som en regnorms, for i går aftes texter hun at hun har besluttet sig for at se en film sammen med mig og kigger forbi...selvom hun altså bor en times kørsel væk... jeg kan selvfølgelig ikke sige nej og hun dukker op... vi snakker om alt mellem himmel og jord...rammer filmen...snakker endnu mere og pludselig er kl. 2 om natten. Vi bliver enige om at kalde det en aften og hun kører hjemad imens jeg går i seng og endnu en gang med den her på en gang fantastiske og samtidig uendelige onde følelse i maven når jeg tænker på hende.
Jeg ved jo godt et eller andet sted at jeg skal ud af busken og få snakket med hende omkring hele den her situation, men samtidig så har jeg hele tiden den her i baghovedet at jeg jo er på vej til udlandet og derfor sagtens kan forstå hende hvis hun ikke er parat til det som jeg gerne kunne tænke mig.... og så kommer det altid til at jeg ikke får sagt noget da risikoen er der for at hun vælger det sikre (dvs. ikke mig) og jeg ved at jeg aldrig ville kunne bære at miste hende helt....
Derfor var den fornuftige del af mig nok nærmest lettet over da hun i løbet af foråret fik en fast kæreste og han flyttede ind hos hende her i efteråret.... selvom det selvfølgelig gav et lille stik i hjertet. Men i det mindste kan jeg komme videre. Nu er hun optaget og altså ikke interesseret.
Stille og roligt går vi ind i December og til den årlige julefrokost...og jeg har i mellemtiden fået et nyt job i firmaet, men i udlandet med start i løbet af foråret.
Det er vigtig at understrege at jeg inden den aften havde lagt hende totalt bag mig i forhold til alt andet end en rigtig kær ven og kollega. Men der sker selvfølgelig det at hende og jeg bliver en anelse små-fulde og ender med at stå at kysse lidt med hinanden inden vi hver især tager hjem. Dagen efter da jeg processer aftenen lægger jeg egentlig ikke mere i det end at det var en rar oplevelse men selvfølgelig en fejltagelse. Jeg var måske nok interesseret men hun bor jo sammen med kæresten...og det er egentlig det. Lige indtil hendes text tikker ind...
"Undskyld for at være så nærgående igår men du skal vide at jeg tænker på dig hele tiden og jeg kommer til at savne dig så utroligt meget. Du kan selvfølgelig være ligeglad men nu ved du det."
Bang... lige i hjertet...farvel og tak til tvivlen om hun nu også er interesseret i mig og goddag til den her underlige følelse i maven jeg båder elsker og hader... specielt når den vedrører een der er optaget allerede.
Anyways....jeg får fremstammet et håbløst kryptisk svar...forvirringen af mine følelser er total. Hun er jo optaget for hulen og hvad er perspektiverne så i det her? Så hellere beholde venskabet på det plan vi er nu. Men omvendt så er det den kønneste, sødeste og rareste pige i min verden og hvorfor ikke gå efter det?
Nå ja, December går, julen kommer og går. Vores tilgangsmåde til hinanden på arbejdet er egentlig uændret men forholdet er lige pludseligt noget andet. Vi texter hele tiden om stort og småt udover arbejde. Jeg bliver inviteret ud at se hende spille håndbold (noget hun på det bestemteste har frabedt sig tidligere). I stedet for bare at køre hvert til sit om aftenen efter arbejde, så smutter vi ned og får en bid mad sammen. Alt sammen ting som begyndende kærester ville lave, men stadig væk så er hun jo optaget og så har jeg den her frygt for at blive lukket ned hvis jeg går det sidste trin over for hende og giver hende mine inderste tanker... derfor så bliver det hele noget kryptifistisk venne-agtig småflirten.
Under alt det her er jeg stadig på det personlige plan splittet.... jeg elsker det her spil med hende men hun kører jo altså hjem til kæresten om aftenen.
Her i weekenden løber jeg så tilfældigt på hende og hendes kæreste nede i byen. Han kommer hen med stort smil og siger hej og starter ellers med at snakke med mig. Alt imens kan jeg knap nok se den stakkels mand i øjnene. Ikke så meget på grund af dårlig samvittighed...jeg har jo ikke rigtigt gjort noget forkert...men mere på grund af ren og skær jalousi over det han har.
Det hele er blevet noget værre rod og jeg er selv skyld i det pga. af mine kringlede og kryptiske udmeldinger til hende der måske ikke rigtig giver hende de svar hun vil have til at risikere det hele, og når jeg nu har siddet og tænkt det hele ordentligt igennem så kan jeg sagtens forstå hende.
Men jeg er også kommet op med at jeg ikke vil være den dér fyr som bryder hendes nuværende forhold. Det må være hendes beslutning og hvis hun når frem til den på et tidspunkt så må jeg jo gøre op med mig selv om jeg vil forsøge at nærme mig hende. Men indtil da så vil jeg arbejde på venskabet og ikke andet.
Alt det her lyder jo fint og principfast, men nu er min rygrad indenfor det her tilsyneladende som en regnorms, for i går aftes texter hun at hun har besluttet sig for at se en film sammen med mig og kigger forbi...selvom hun altså bor en times kørsel væk... jeg kan selvfølgelig ikke sige nej og hun dukker op... vi snakker om alt mellem himmel og jord...rammer filmen...snakker endnu mere og pludselig er kl. 2 om natten. Vi bliver enige om at kalde det en aften og hun kører hjemad imens jeg går i seng og endnu en gang med den her på en gang fantastiske og samtidig uendelige onde følelse i maven når jeg tænker på hende.
Jeg ved jo godt et eller andet sted at jeg skal ud af busken og få snakket med hende omkring hele den her situation, men samtidig så har jeg hele tiden den her i baghovedet at jeg jo er på vej til udlandet og derfor sagtens kan forstå hende hvis hun ikke er parat til det som jeg gerne kunne tænke mig.... og så kommer det altid til at jeg ikke får sagt noget da risikoen er der for at hun vælger det sikre (dvs. ikke mig) og jeg ved at jeg aldrig ville kunne bære at miste hende helt....