Hvornår holder du kæft?

;o)
Jeg snakker ufattelig meget. Og det må jo være ret populært, for folk betaler mig ligefrem for det ;o) Jeg har et stort behov for at omsætte indtryk til udtryk, sådan ret impulsivt ihvertfald.
Da jeg var i Island og betragtede Gullvoss (et kæmpemæssigt vandfald) i et trylleri af sne og is fra strålerne af en gyldent strålende eftermiddagssol...dér holdt jeg kæft....meget længe!
Mødte min elskede Esja...et 900 m højt bjerg. Har aldrig set noget så smukt!!!
Og da jeg badede i den blå lagune... med varme kilder rundt omkring, der sendte stimer af damp op i luften, som små kedler, der kogte. Længere bag ved, i silhouet, var en vulkan, som strakte sig mod en fuldstændig blodrød morgenhimmel. Dér var jeg også ganske tavs... længe.
Eller bål...jeg kan virkelig stirre ind i flammerne i timevis...helt miste tidsfornemmelsen...der siger jeg heller ikke noget...er egentlig ikke sådan rigtig tilstede
Kender I ikke det?
Det gamle ord "tale er sølv men tavshed er guld", det synes jeg passer rigtig godt. Ikke altid selvfølgelig og jeg mener heller ikke, at hverken jeg selv eller andre skal holde op med at snakke. Det er IKKE det jeg hentyder til, i mit spørgsmål...jeg hentyder til hvornår og under hvilke omstændigheder I oplever at være målløse, tavse af benovelse...tabt mælet...;o)
Hvad kan få dig til at holde kæft?

Kan ikke la' være med at tænke løvernes konge når jeg hører det citat:)
Men du har ret.. Jeg er også en af dem der snakker, og snakker og snakker og snakk---
Meen, jeg holder kæft når jeg, som dig, stirrer ind i et bål, levende knitrende il (sidste gang sad jeg stille så længe at der gik ild i mine bukser:)
-Jeg tier stille når jeg ligger og kigger på min kæreste, når jeg beundrer det menneske jeg elsker så højt. Når jeg kigger ham i øjnene og ser kærligheden.
Derudover holder jeg kæft når jeg klatrer, men der mest for at nyde udsigten og holde balancen=P
schhh
/Karina

og sommerens første stråler når de rammer én lige i ansigtet. Man kan bare lukke øjnene og nyde varmen at man glemmer selv at tænke

når der går ild i ens bukser!! Den var sgu slem hvad?
Ja, når man ser noget smukt og dejligt...så er der sgu ikke så meget brug for at snakke vel? ;o)

.. når min kæreste kysser mig, dyyyybt og længe.
...Ellers da jeg trak min søn op på maven og
stirrede ind i hans øjne, da de åbnede sig for aller første gang ;o)

Tanten
.................................!

Jeg er jo ikke fdf'er for ingenting;)
ved det godt man skal stanpe på ilden, men det er dælme svært når det er i ens bukser;)
/Karina

Det er eddermame også DET tidspunkt, hvor ord er alt, alt for små!
Når man første gang får kontakt med deres lille sjæl indeni...åhhhh....det er smukt!

Det er måske lige nøjagtig DET der er kernen! Det er når vi gør et andet sted af de indtryk, vi får.
Normalt ville vi måske kommentere det, eller tænke "Det her skal jeg fortælle Britt når hun kommer hjem"....Det er når den der solstråle skal forstås på en anden måde end "smuk, varm og dejlig"...det er når den føles som et lille prik på huden, som en lille ven, der banker på og beder om at blive lukket ind! Det skal føles.
Det er når indtrykket er en gave til en selv og ingen andre! Så siger man ikke noget...så er man bare optaget af at modtage....

Jeg elsker bjergene i Østrig!
Jeg holder kæft, når jeg står på toppen af Grossglockner og kigger ud over panoramaet hele horisonten rundt! Bjergtinder med masser af sne og en dybblå himmel, hvor luften er så klar, at man kan se flere hundrede kilometer væk!
Det er for mig så smukt og så stort, at jeg taber mælet!

Jeg kan godt lide at gå ture når det er mørkt, fordi når det er mørkt, så ser verden anderledes ud, og det er andre ting der fanger ens opmærksomhed og fantasi.
Jeg har én enkelt gang set en måne-regnbue. Den består kun af farverne sort, grå og hvid, men imod den svagt blå måne og stjernehimmel er den et smukt skue. Måne-regnbuer er ikke observeret af folk så ofte som regnbuer, da de ikke forekommer så hyppigt og fordi der ikke er så mange folk der færdes rundt udenfor efter mørkets frembrud.
En anden smuk ting er når månen står hél på himlen, der kan man se "drømmeslørsskyer" De opstår når der svæver tynde og gennemsigtige skyer forbi, og rammes af månens lys. Så smukt!
Har et par gange gået i skoven når det er mørkt, og hvis man lader tankerne og fantasien få frit løb så kan det helt klart få adrenalinen i gang ;)
Fantasien er fantastisk.
Hvis i har tid og lyst så kan i prøve en lille sjov leg.
Den går ud på at man kun må bruge én af sine sanser af gangen og så med sin fantasi forestille sig. Brug helst en sans i ikke bruger så ofte eller i mindre grad.
Man kan komme til at se verden på en hel anden måde, rigtigt sjovt😉
Undskylder for den "meget" tekst i en debat der går ud på at beskrive hvad der kan få en til at holde kæft ^^

Har lige været en tur omkring Aros i Århus. Udstillingen af bill viola, fik mig til at 2holde kæft" og åbne op for sanserne for fuld kraft.

For et par år siden var jeg i Norge. På toppen af et fjeld er der simpelthen SÅ stille at enhver tale forekommer grov og upassende.
At "holde kæft" er åbenbart et spørgsmål om at lade sig overvælde af det usædvanlige *GGGG*
Andre gange er det et spørgsmål om fordybelse - så man glemmer sit evigt knævrende jeg !!!
Venligst
kapanui