Hvornår skal man give op

Hej,
jeg tror jeg har brug for råd fra udefra personer..
mig og min kæreste har været sammen i 4 år nu, altid små skændes, men ja som alle andre nu også gør.. vi er ret unge, men derfor sys jeg stadig at forholdet kan udvikle sig bare en smule, f.eks. ville jeg gerne flytte sammen, da jeg bor ret langt væk, og også fra mine venner, men han er ikke klar.. Og egentlig sys jeg det går den modsatte vej, jeg føler tit han ignorere mig,og han får mindre og mindre tid til mig, men han sys så jeg forlanger for meget af ham, og på det sidste har det virkelig ført til nogle intense diskutioner..
Jeg elsker ham højere end noget andet, og han siger han elsker mig, hvad jeg også kan mærke, han er loyal og har altid været en god kæreste..
men ja på det sidste føler at jeg giver mig 100% til vores forhold hvor han kun giver 30%
skal jeg give ham tid? kan jeg gøre noget for at redde os? eller skal jeg bare opgive???
Han siger han ikke vil havde jeg slår op, og han ved jeg elsker ham så højt, at jeg finder mig i det, men det kan jeg bare ikke mere..[:*(]

mænd skal altid have lidt mindre end de vil ha, så giv ham aldrig de 100 procent men giv ham 20 procent.
Vent og se.....
Jeg LOVER dig han vil fatter brikker.
Mænd fatter ikke tale, kun handling.
Forstår du hvad jeg mener?

Så jeg skal ligesom prøve at være kostbar, og måske aldrig havde tid til ham, så han får at se hvort er??!!
kan det så ikke ende med at han bare går fra mig😕

så lad manden gå
og glæd dig over der findes masser af andre der sikkert gerne nyder din opmærksomhed

løber du efter dem løber de væk. Går du væk fra dem følger de efter dig.

Så bliv lidt mere opslugt af dig selv og dine gøremål - og lad ham vente af og til, men vær så nærværende, når I er sammen.

Det skal man når kærligheden er død. Når ulemperne fylder mere end fordelene. Når man bruger ressourcer i stedet for at få dem tilført. Når man ikke længere ler sammen.

Man skal jo gøre op med sig selv hvad man er parat til at leve og nøjes med.. - men en ting du lige så godt kan lære med det samme - ved forelskelsen er der ingen grænser for den opmærksomhed du får, når han har erobret dig og er "høj" på oplevelsen - når det så bliver hverdag - tjaaaa - så skal du skam være glad hvis han kommer til tiden... 😉 sådan er det bare..

Det kan tage et del tid at finde fælles fodslag og der skal sluges kameler fra begge sider. Pandekagen har to sider skal man huske, men det kan tage lang tid, at "File" kanterne til og finde en god harmonisk måde at leve sammen på. Har selv været gift i næsten 19 år og der har været op og nedture, men sådan må det være. Jeg ved ikke om mænd og kvinder har forskellig opfattelse af "Forelskelse", men det vil jeg da tro, vi er jo meget forskelligt opfattende og det gælder også mænd imellem. Der er jo også arv og miljø. Du kan nok ikke bruge dette til noget, men havde lige tid og lejlighed...

kan bruge alt..
mange gange blive jeg sure på folk der ikke tror på nge par der er startet meget tidligt sammen, for der er nemlig mange "voksne" i min omgangskreds der siger der er flere fisk i havet.. men jeg elsker ham, og jeg ved han lsker mig, men på det sidste har jeg måsket været lidt krævende med tid, efter jeg har gået ledig, og han har super mange ting at gå op i sin hverdag.. men er bare begyndt at syntes det ikke er iorden at han aldrig har tid til mig, det altid mig der skal spørge om vi skal være sammen, og halv af tiden siger han bare nej..!!vi har før haft nedture, men tror det er anderledes denne her gang, fordi jeg egentlig fæler jeg fortjener bedre end hvad han giver mig nu..😖

det gik lidt hurtigt, derfor alle slåfejlene..!😮

Hvis min kæreste ikk gav mig opmærksomhed ville jeg smutte!

jeg er mand og har samme problem med min kvindelige kæreste.. Hun er begyndt på et rigtig tidskrævende studie og har allerede fået sin egen "verden" der, som jeg ikke er en del af. Og føler mig ret nedprioriteret mange gange. Ser hende i øjeblikket ca kun én gang om ugen.. dvs en overnatning.
Hun er god til at acceptere de her forhold, men jeg savner hende virkelig meget.

men er det ikke som om det er blevet mere og mere en død for forholdet, at de langsomt lader sig glide ud.. ved ikke sys da bare ikke det kan være normalt, at vi savner dem,så super meget, og de næsten virker ligeglade..:/

Jo giver dig helt ret. Hun siger at hun har accepteret at vi har hvert vores lille liv nu hvor vi er flyttet og går på forskellige uddannelser. Men synes bare ikk det virker som nogen god vej frem for et forhold?
Men man kan jo være forskellige typer og have forskellige behov... Tror bare at hvis man er det er man nødt til at ville arbejde lidt med sin side af det. Altså "de" er nødt til at vise lidt mere kærlighed, men samtidig er "vi" nødt til at acceptere ikke at være sammen med dem hele tiden.
Er bare så svært at acceptere. I hvert fald for min side fordi det som du også sagde føles som om den anden er "ligeglad" og hellere vil være ude at feste sammen med de nye venner eller sådan noget.

jeg er bare begyndt efterhånden at være rigtig træt af det, jeg finder mig i situationer hvor jeg ikke kan kende mig selv længere..[:|] f.eks. er jeg begydt at blive en klæbrig kæreste, og skriver til ham hele tiden, for så tænker jeg at hvis jeg knokler for os begge så skal alt nok gå[:*(] men han svare næ aldrig mere, og skriver aldrig noget sødt tilbage.. og jeg ved bare ikke hvornår vi skal give op, for et eler andet sted er det bare ikke iorden, den måde vi bliver beandlet på i vores forhold, det er jo meningen det skal være dejligt at være sammen med en..[:*(]

Det er synd for dig. Kan godt kende det. Tror i har brug for at sætte jer ned og snakke tingene igennem. Og inden i begynder så måske aftale ikke bare at blive sure på hinanden og gå. Men hvis man sætter sig ned, er ærlig og forbereder sig på at få noget kritik og snakker stille og rolig om tingene, hvordan man har det og hvordan man godt ku tænke sig det skulle være osv... Det tror jeg man kan komme langt med.. Så finder man måske ud af at det er en dårlig idé at være sammen eller at man i bund og grund elsker hinanden. Men man skal nok også forberede sig på at skulle forbedre sig lidt selv.

Drop ham. Sig at du ikke føler dig værdsat nok og ikk evil finde dig i det.
Hvis han elsker dig vil han vågne op og prøve at få dig igen.
Hvis han er ligeglad, så elsker han dig bare ikke nok.
Det virkede for mig. Da det ikke var mig der skrev til ham hele tiden og jeg sagde jeg ikke havde tid, da jeg ikke var så ledig og nem at få fat i, gjorde han alt for at få mig tilbage. Det er det med at det man har er ikke så spaændende men det man ikke kan få vil man gerne ha'😉Det er ren psykologi!😉