hører hjemme i digte men her:

Having looked the beast in the eye,
having asked and recieved forgivenes,
let us shut the door on the past,
not forget it, but to allow it not
to imprison us.

Archbishop Tutu
....her på dansk:
Efter at have set udyret i øjenene,
efter at have bedt om og fået tilgivelse,
lad os lukke døren til fortiden
ikke for at glemme den men for
at den ikke skal holde os fængslet....
Digtet kommer fra en film der hedder Red dust - der handler om apartheid i Sydafrica - en stært film om at få hele sandheden frem - kommer den så må vi tilgive og lade fortiden hvile ...
Jeg syntes det passer så fremragende til "vores" situationer....
Vi bliver fængslet i vores smerter hvis vi ikke lærer at se fremad - vi bliver bitre og mistro hvis vi ikke lærer af det der er sket....
Jeg har ligesom alle andre en frygt for at hvis vi ser fremad så glemmer han den smerte han har påført mig men der er ikke nogen af os der kan blive lykkelige hvis jeg for altid skal minde ham om det.
Nogle små ting der har hjulpet mig:
Skift ordet negativt ud med svært...allerede der bliver verden mere positiv
sørg for at få din daglige dosis kram og knus - start for pokker en krammepatrulje - det er givtigt - er der børn vil de helt sikkert nyde det i fulde drag og det vil ikke altid være dig der skal starte krammet...(har aldrig fået krammet min nevø(eller andre) så meget som efter krammepatruljen er startet...SKØNT )
Tag ansvar! - for dine følelser og dit liv.
Vær modig og kast janteloven af helv*** til - det er positivt når du tør åbne dig til verden - når du fortæller ærligt om din kamp dine sorger så snakker du til folks hjerter - hvem kan modstå det?
Tag vare på dig - sørg for at få taget tid til at det kun drejer sig om dig. -det kan være at gå en tur/skriver her / sidde i en stol og høre bølgeskvulps musik og lade roen ramme dig - men sørg for at det er din tid - at ingen kan/må forstyrre dig indtil du mærker freden i dit hjerte...
Lev i nuet! - du kan ikke ændre dine eller hans/hendes handlinger ved at tæve dig selv med de tanker!- du kan ikke ændre fortiden men du kan forhindre dig selv i at lære til fremtiden...
Søg hjælp hvis det er rigtigt for dig! - der er intet skammeligt ved at man ikke selv kan tage hånd om sin situation - du har jo ikke lært det!
Giv dig selv et stort mentalt kram fra mig - lige nu - mærk hvordan jeg krammer dig - holder om dig og mærk hvordan det faktisk er dig selv der krammer dig - fordi du fortjener det og er rigtigt meget værd!
Vi er alle meget værd men vi er nødt til at lade os selv få lov til at tage imod....fra os selv og andre!
Mærk solen ...den skinner på din venstre øreflip lige nu - kan du mærke det? - så mærk lige efter igen....om lidt rammer den nemlig din krop hvis du mærker efter og giver lov til det!
Lad solen skinne og give os glæde
ha en god dag *smiler*
Lotte

- Jeg underkender ikke dine følelser. Det holder du lige fast i, inden du læser videre. Siger det, for af at du ikke skal misforstå mig.
- Dit Tutu-citat er faktisk autentisk, men som du skriver også medtaget i filmen om sandhedshøringerne, der blev gennemført for at få det mishandlede land på fode igen.
- Jeg har oplevet apartheiden i Sydafrika og jeg kan huske afviklingen og høringerne osv. Det er svært at beskrive hvor modbydeligt det var. Nu skriver du så, at du synes det passer så "fremragende til Jeres situation" - "fremragende"!!! Her standser min fatteevne. Som jeg jeg forstår dig, så mener du, at de samme "kanoner" der skal til at skyde apartheid ned, er samme slags kanoner, der skal i brug, for at skyde en mands utroskab ned!!?? Er det forstået korrekt?
- For mig er det at skyde "gråspurve med kanoner" - ikke om jeg nogensinde i mine skabte dage (tror jeg) kommer til at forstå, at de to ting skulle være sammenlignelige. Jeg noterer mig så, at du er af en anden opfattelse, hvilket uværligt får mig til at spekulere på, om det er resultatet af en beskyttet tilværelse, eller resultatet af, at kun det "der berører mig personligt" eller anfægter mig ego, er væsentligt. Hvorfra kommer den holdning, at noget, der er en krusning på vandet, bliver lige så stort som et helt folks lidelse gennem flere hundrede år - FORDI det rammer lige mig?
- Lige som jeg heller ikke forstår den der "hvis vi ser fremad så glemmer han..." Hvad skal han bruge den "husker" til? Der er simpelthen en facet her af tilværelsen, jeg ikke forstår - slet og ret. Kan du forklare mig det?
- Du er jo slet ikke alene med din opfattelse. Det kan jeg jo se herinde i metermål, men jeg kender ikke rigtig nogen IRL, der reagerer på den måde, på utroskab og jeg gør da slet ikke selv. Det har slet ikke den virkning. Det kunne jo være interessant nok, at finde frem til en årsag til den forskel.

Synes jeg.
Men indlægget kommer jo også fra en særdeles rummelig profil (selv om hun ikke vil være ved det).

Jeg er fuldstændigt klar over hvor citatet stammer fra - jeg er fuldstændigt klar over hvad det citat blev skabt af og nej jeg sammenligner ikke!
Jeg mener ikke på nogen måde min eller andre situation mht. utroskab kan sammelignes med apartheid men....hvis jeg et øjeblik ser bort fra hvorfor dette citat er opstået(og jo det kan jeg godt tillade mig!)beskriver det faktisk min frygt temmeligt godt.
selvfølgeligt har jeg da en frygt for at han "glemmer" den smerte han har påført mig med hans bedrag og gør det igen -
selvfølgeligt (desværre) er jeg da så ego centreret lige her i mit livs største krise at jeg er nødt til at bruge alt for at forstå livet i fremtiden...
Jeg har levet et liv meget længe hvor jeg har kunnet mærke alle andres smerte 2 mtr. fra mit hjerte og hver gang er det gået ind som min smerte - ingen græder i mit nærvær...uden at jeg også fælder en tåre! men mine følelser - de har været rigtigt godt gemt...
Ja jeg tuede da jeg så den film - jeg smertede på min måde over deres smerte - jeg smertede over at de havde været nødt til at opleve noget så modbydeligt!
Jeg syntes i det hele taget at lidelser og modbydeligheder begået mod enhver - som nation eller individ er uacceptable.
Noget helt andet er at jeg om noget ikke er i gang med at skyde hans utrokab ned hverken med eller uden kanoner - jeg er i gang med at lære om mig - jeg er i gang med at prøve at forstår at på trods af at jeg viste ham - på de måder jeg har lært - at jeg elskede ham så var det bare ikke nok....så ja jeg har en reel frygt for at han ikke lærer af min smerte men vigtigst så har jeg en frygt for at jeg ikke gør!

Noget andet var faktisk at hvis dette mishandlede folk kunne tilgive - hvordan er det så svært for os....netop fordi det er sket for mig! - bliver en smerte for dig større af at den er sket mod andre end mod dig selv? - hvis din veninde mister hendes mor gør det så mere ondt end hvis du mister din - selvfølgeligt står vores egen smerte os da nærmest i det øjeblik det står på - hvordan skulle det kunne andet - kan du forklare mig det?
Har du været svigtet på en måde så du ramte jorden 10 mtr. under gulvet? - indtil da vil du ikke være i stand til at forstå - indtil da ved du ikke hvad jeg taler om. - Dette er på ingen måde ment nedladende eller provokerende men en simpel frygt man kan føle - at det ikke har nogen virkning hvad har det med sagen at gøre?
- børn er bange for uhyrer under sengen - forklarer du også dem at det ikke har nogen virkning?
Hvis man har mistet sin mor kan man så ikke være bange for at miste sin far?
- Hvis den kæreste man er sammen med -er utro -hele tiden har været manden i ens liv - den eneste der nogensinde vil kunne forstå en til bunds (men ikke for lov pga af roller og mønstre fra barndommen) den man har lagt sit hjerte i hænderne på svigter en hvordan kan man så ikke meget længe leve med en frygt for at det sker igen? - ja vi kan lære af det og på et tidspunkt vil frygten forsvinde fordi vi bliver klogere - men lige nu står vi midt i det - og hvis du ikke gør det føler du selvfølgeligt ikke det samme!
Jeg syntes det er fedt du skriver det du skriver - det gør jo bare at jeg er nødt til at tænke igen over hvad jeg mente og hvorfor - tak
Håber det gav nogle svar - det var ikke min mening at underkende hvor stor smerten var for den nation eller at det er en helt anden slags smerte.
Lotte

så underkender du netop mine følelser - jeg er nødt til at spørge men har du været utro eller har din partner?
Ja det er sgu jorden undergang for os - vi fatter det ikke!
Den krusning på vandoverfladen som du syntes er ingenting det var den der fik mig til at sætte spørgsmålstegn ved om det var værd at leve....
Ja kan jeg svare nu - det kunne jeg ikke for bare 2 mdr siden - ikke med overbevisning ihverfald.
Jeg er et produkt af mine forældres mangler - de mangler som de ikke lærte af deres forældre - jeg kommer fra en familie hvor man ikke roser hinanden - hvor kærlighed er noget der foregår bag lukkede døre - hvor at jeg måtte gå hjem og tude da min søster gav mig et knus på min - hold nu fast - 28 års fødselsdag....
Utroskab var nok det eneste der var sikkert for os at der ville ske men ikke desto mindre så slog det mig omkuld så jeg aldrig har oplevet noget lignende - her mistede jeg alt kontrol....en kontrol der har været altoverskyggende hele mit liv
Ja jeg er fuc*** up og har en sygt syn på verden men det er mig - jeg har aldrig lært andet - derfor kan jeg se bort fra hvorfor sådan et digt er skrevet og gøre det til min smerte/frygt....
Forøvrigt - hvorfor må min smerte ikke være virkelig for mig eller opsluge mig helt og føles som om verden går under? - hvorfor er det ikke tilladt at blive ramt?
***Hvorfra kommer den holdning, at noget, der er en krusning på vandet, bliver lige så stort som et helt folks lidelse gennem flere hundrede år - FORDI det rammer lige mig?***
Hvordan kan du overhovedet tillade dig at kalde min smerte en krusning på vandet? - fordi den IKKE rammer dig!!!!

Hermed fik du lidt af min kriger - meget blev slettet...
Jeg kan godt forstå du må syntes det er snæversynet og måske endda barnligt at jeg tillader mig at "stjæle" et digt fra den kamp der foregik der - jeg forventer faktisk heller ikke at andre der ikke står i krisen forstå men jeg er sikker på at folk der lige nu mærker smerten for fuld hammer - de forstår......
Stadigt tak for at du fik mig til at tænke over hvad jeg ville med mit oplæg...
Lotte

tusind tak.
det betyder rigtigt meget for mig at du skriver sådan!

Hvor er det dog sandt, det du skriver; du er en bedre poet end jeg, men du udtrykker mine følelser meget præcist.
Netop angsten for at det skal ske igen - den er slem. Jeg forsøger som du ikke at tænke for for meget over det, men ind imellem dukker det alligevel op.
Det, som jeg har oplevet som det værste i denne situation er, at den person, man elsker højest i verden, kan være så ligegyldig over for ens følelser. Man tror, at man kender hinanden, men det finder man ud af på en meget ulykkelig måde ud af, at det gør man ikke.
Det er måske også der, angsten dukker op med sit grimme fjæs.
Man har kendt hinanden i 23 år, og så sker det. Hvad kan der ske næste gang (hvis der kommer en næste gang - og hvori består den? Vil han pludselig flytte eller hvad. Der er en usikkerhed, som man aldrig kommer over, tror jeg.
Ikke fordi - i dag har vi et godt forhold (tror jeg!!!!), og vi er kommet meget tæt på hinanden (tror jeg!!!!). Vi har god sex og meget nærvær (mener jeg!!!!).
Men - og det er her men'et kommer - hvad mener han inderst inde. Han siger og gør ting, men jeg har svært ved at tro helt på det - forsøger hele tiden, men nogle gange dukker der denne lille djævel op og forsøger at ødelægge det.
Det er det, der sker, når der er kommet utroskab ind i et forhold. Tilliden kan og vil aldrig blive den samme igen - uskylden er borte.
Og vi oplever alle sammen en stor, stor smerte. Nogle kommer videre, styrkede i deres forhold (hvad jeg dog trods alt tror vi er!!!!, men man ved det aldrig).
Der gives ingen garantier her i livet.
Kærlig hilsen
kvinde50
PS: apropos Dulkis - jeg tror ikke, at vedkommende har oplevet det på sin egen krop - det at blive svigtet. Hvis personen kender til utroskab, lyder han/hun mere som den der bedrog sin modpart (følelserne bliver meget nedtonede - man skal jo ikke vedkende sig, hvor meget man har såret sin modpart.). Ved ikke om det er sandt, men det lyder sådan.

Jeg tror du har ret mht Dulkis - og det er da helt forståeligt at man ikke forstår vores situation når man ikke står i den.
Jeg vil rigtigt gerne skrive noget positivt og godt til dig men jeg bliver altså en smule ked af det på dine vegne når jeg læser dit indlæg. Jeg håber dine (tror jeg) er en følelse du sad med lige her hvor du skrev for jeg håber ikke at du har den tvivl hver dag....
Jeg forstår din frygt - og jeg har den også men lige nu ved jeg i mit hjerte at tingene har ændret sig for os - den frygt er der kun plads til når jeg ikke mærker helt efter - når jeg giver plads til min kriger...
Vi må vist lære at lytte til vores hjerter - de er klogere end vi giver dem kredit for at være!
Ja uskylden er borte men en dag har vi forhåbentligt tillid til at det vil ikke ske igen for vi har lært af det...
Jeg håber det bedste for dig
Knus
Lotte

Jamen, du har så inderligt ret. Det er heldigvis ikke så tit, at jeg får det sådan, men lige nu er jeg rimeligt stresset pga. sygdom og meget andet, der sker.
Er i arbejdsprøvning efter et helt liv som regnskabschef og skal nu vurderes af en læge, jeg ikke kender, for at se om jeg kan arbejde mere (hvilket jeg godt vil, men jeg kan bare ikke klare fuldtid mere - min ryg er blevet ødelagt af en kiropraktiker - så pas på med dem).
Det er som regel mig en trøst, når jeg går ind på SOL og får læst lidt; der er mange gode spørgsmål og svar. Jeg forsøger også at give mine erfaringer videre, når jeg ser et spørgsmål, jeg i min naivitet tror, at jeg er klog ppå.
Du plejer at skrive nogle gode indlæg; ikke fordømmende, men kloge på livet.
Ja, du har ret, jeg var lidt nede i går; heldigvis er det ikke sådan hver dag. Jeg elsker min mand, og jeg håber, at vi får mange gode år endnu, og at denne lille hændelese efterhånden forsvinder længere og længere bort i hukommelsen. Jeg var trods alt heldig; det var kun en enkelt gang, at han "trådte ved siden af", og vi har da også fået bearbejdet det via parterapi og det vigtigste: at bruge tid på hinanden. Vi har det rigtigt godt sammen i dag.
For mig var det en øjenåbner, og det var også min skyld, at det skete; det kan jeg godt se (det var det første, parterapeuten sagde til mig: du er godt klar over, at det også er din skyld, ikke?). Og det er det jo; man er lige gode til at negligere hinanden i en hverdag med meget arbejde, sygdom og 2 handicappede børn.
Mange ting er ændret til det bedre nu, men hvis du har gidet læse helt hertil, så forstår du nok også, at jeg engang imellem bliver lidt trist til mode, men jeg kommer altid op igen; inderst inde er jeg et positivt menneske.
Der er bare en ting, jeg nok aldrig kommer til at forstå: hvordan kan man vælge at snyde det eneste menneske i verden, man ved, at der stoler 100% på en.
Vi har tit tidligere talt om netop dette emne. Han har altid sagt, at han ikke stoler helt på noget menneske, hvorimod jeg altid har sagt, at det er da en trist indstilling at have; jeg vil da hellere stole på folk, og så tage de knubs, der kommer af det, hvis det ikke passer.
Så han har jo desværre ret; man kan ikke stole på folk, og det gør mig trist - men jeg arbejder hårdt på at få tilliden igen. Jeg har tilgivet ham for længe siden, men undrer mig mere, som du kan forstå.
Hvordan undgår du, at det dukker op i jeres konflikter (jeg formoder, at du også har sådanne med din mand - man kan jo ikke være enige hele tiden). Jeg forsøger virkelig at udgå det, men tudsen slipper nogen gange ud af min mund, uden at jeg "vil" det. Fortryder det selvfølgelig bagefter. Jeg vil jo helst, at det ikke kommer frem i den sammenhæng, hvor det kan bruges imod ham på denne ondskabsfulde måde, hvor han ikke kan forsvare sig. Det hører ikke mere hjemme i den slags almindelige konflikter, hvor man bare er "almindelige uenige" om en eller anden ligegyldig sag. Vi kan godt snakke om episoden i hverdagen, så jeg har som sådan ikke mere at spørge ham om i den forbindelse, og jeg gider heller ikke selv høre mere om det - jeg vil gerne videre.
Hvad gør du? Slipper du tudser løs (eller din kriger, som du plejer at kalde den). Hvordan undgår man det, ved du det?
Tak for din tid.

Du skriver:
"Jeg tror du har ret mht Dulkis - og det er da helt forståeligt at man ikke forstår vores situation når man ikke står i den."
Jeg kan godt forstille mig det ville gøre ondt at blive kørt over af en bil, selv om jeg ikke har prøvet det? Kan du ikke det? Rækker vores "empati" kun dertil, hvor vi har været selv? Det er ikke mit generelle indtryk af menneskene.
Men selvfølgelig har jeg prøvet det, hvorfra skulle jeg ellers kende til, at der er forskel på din reaktion og min "krusning på vandoverfladen". Det var ikke en holdning, der kom fra føste bakkke med fri fantasi.
Havde jeg ikke selv oplevet situationen ville jeg jo tro at din var den eneste "rigtige" - det kan det da for den sags skyld stadig være. I hvert fald har alt det du har skrevet fået mig til at overveje at der måske er en sammenhæng med det at stole 100% på et andet menneske. Jeg stoler da på folk, men ingen stoler jeg på, så jeg er prisgivet dem. Når nogen svigter mig, tror jeg sjældent de gør det med det formål at svigte, sårer eller fravælge mig. Jeg tror da, at også svigt er situationsbestemt. Selvfølgelig vil jeg - som alle andre - gerne vide, hvad situationen har været, siden valget er faldet ud, som det er. Men derfra er den ikke meget længere.
- Jeg kan huske hvad jeg tænkte den gang. Jeg var egentlig lidt overrasket selv over, at jeg ikke følte trang til at danse svanens død, falde besvimet om eller kaste op. Jeg tænkte bare "MIN MAND!- MIN FORFÆRDELIG ORDENTLIGE MAND, HAM DER ER MORALENS VOGTER I FAMILIEN - HVORDAN I HIMLENS NAVN ER HAN DA KOMMET SÅ GALT AFSTED? for jeg var da ikke i tvivl om, at hans egen fordømmelse af handlingen var mange gange værre end min. (det kan også være en årsag) Nu kunne jeg selvfølgelig - og garanteret med et heppekor i baggrunden - have forlangt skilsmisse eller endnu værre (set med hans øjne) PARTERAPI, men det sidste var knapt opfundet dengang og alt i alt var "situationen" at jeg var gift med ham, jeg ville være gift med. Vi havde et liv vi begge havde lyst til, to biler, hus, sommerhus, firma - og hvad man så ellers har af ikke materielle ting som familie og venner. Og vigtigst af alt 3 børn, som jeg ikke syntes, der var nogen grund til at lave til skilsmissebørn, bare fordi noget af verdens utroskab (det er jo epidemisk) nu havde ramt MIG. Endvidere var "situationen", at jeg ikke troede på han igen kom til at opleve Rom-by-night alene og forladt og eller rettere overladt til en blond langbenet, storbarmet, norsk jente, ligesom det ikke var sandsynligt det ville blive en langstrakt affære - og de ting sammenholdt gjorde jeg besluttede at der ikke var nogen god grund i den her verden til at hidse sig helt op i det røde felt over det. Jeg var da nok ikke helt så omgængelig som vanligt de første par uger, men jeg bliver ikke lykkeligere af, at mine omgivelser lider. Det kræver bare flere ressourcer.
- og så vil jeg godt lige en gang til sige, at jeg ikke underkender dine følelser, men undre mig over, så stor forskellen kan være, og forsøger blot at spørge ind til dem for - om muligt - at finde en forklaring på forskellen i reaktionsmønstrene. Det er ikke en ny angrebsform, så du behøver ikke have din kriger med herind. *S*

Ja jeg forstår godt du kan have tvivlen og at du kan have dage hvor det ser en anelse mørkt ud...dem har jeg også!
Med hensyn til det med at stole på så må du lige læse det jeg svare Dulkis om lidt for jeg tror der er noget meget væsentligt der...
Ja selvfølgeligt kommer min kriger endnu.. - på den ene side er det her liv jo nyt på den anden side gammelt - jeg føler nogle dage det er en evighed siden jeg opdagede det og andre dage føles det som om det var i går ....jeg opdagede det 6. november 2006...det må vel siges hverken at være en evighed eller i går men begge dele er virkeligt når man føler det.
Vores forløb har jo i den grad været præget af min kriger - jeg har råbt skreget og teet mig fuldstændigt vildt stort set frem til 3 uge i januar...der fik jeg øje på min kriger - ved hjælp af vores terapeut - jeg tror faktisk ikke han turde fortælle mig de første par gange at jeg havde en skyld her - jeg var fuldstændigt lukket ned... Ja jeg har en skyld for at det var en mulighed - det var ikke min beslutning/valg/ansvar at han tog den beslutning om at være mig utro!!! - der ER en forskel!
Jeg har rykket rigtigt meget siden den uge i januar - jeg har indset rigtigt mange ting om mig selv jeg nok bare har taget for gode varer.
Jeg kan godt se i dag hvor min vrede stammer fra - jeg kan godt se hvordan jeg har gentaget min mors mønster med at lukke for det varme når jeg ikke blev mødt - der er stadigt nogle ting som er væsentlige for mig - nu mere end nogensinde før..
Jeg vil dyrke kærligheden og elske - sex - det kan jeg få alle steder det er ikke det jeg mangler nu...
Jeg vil tage ansvar for mig - har feks her til aften fået en mængde "babylove" fra min niece - store smil og våde kys på kinden - jamen jeg er mæt lige nu - jeg er nødt til at trække mig tilbage og skrive - jeg tager det ansvar at selvom det ikke er ham jeg har fået det fra så er der ikke plads til mere og han må vente til jeg kan kapere det.
Jeg fortæller om min uro - Jeg fortæller hvor jeg står og hvad jeg tænker og vigtigst hvad jeg føler for det er ikke altid det samme...tit har jeg jo netop uro fordi min kriger banker mig mentalt og uroen er i mit indre for jeg føler mig ikke stærk nok til at tage ansvaret for at blive rolig igen..
Ja min kriger kommer - vi har lavet en aftale - givet hinanden et løfte: vi har købt en rigtig god lænestol med puff - man kan sidde rigtigt godt i den alene eller sammen - her mødes vi og her må vi snakke om alt også de svære ting - MEN - vi må ikke blive vrede . føler vi vreden så må vi tage time out og gå ud af rummet - vi må også gerne give hinanden time out hvis den anden ikke formår at se hvad der sker med vreden.
Vi har ikke haft brug for time out den sidste uge (endnu en måde vi er rykket på) vi har formået at tage rigtigt svære samtaler i det rum vores "fredsrum" og der skal være fred der...
Det er så også meget vigtigt at vi begge tager ansvar for at disse snakke er fra følelserne og ikke fra hovedet - krigeren er i hovedet - den har sgu mange tåbelige spørgsmål som ikke fortjener at blive besvaret. - det er vigtigt at vores samtaler bærer præg af forståelse og åbenhed - også den åbenhed der gør os i stand til at se den andes handlinger som en gentagelse af mønstre lært i barndommen og forsvar mod verden.

Vi tager også ansvar for at melde ud om vi er trætte eller om vi har haft det svært på arbejdet - at man føler sit liv vendt på hovedet kommer jo også til at involvere arbejdet.
Der er mange vigtige ting for os at gøre men en af de måske vigtigste er faktisk at når vi mærker vreden så stopper vi med at snakke og trækker bare vejret dybt - den anden er ikke i tvivl om at der er en kamp i gang og lige der er det simpelthen så hamrende vigtigt at den der ikke mærker vreden tager ansvar - ansvar for at vove sig ind i løvens hule og give den anden et kram og holde fast til man kan mærke at krammet bliver givet retur...for så ender kampen.
Vi har mange konflikter - vi har mange ting som endnu ikke er åbnet - dem er vi i den grad bange for begge to og det gør os meget opmærksomme på at være der for den anden.
Hvor mærkeligt det end må lyde har jeg større tillid til ham i dag - mej jeg stoler ikke på ham i visse situationer men jeg tager ansvar for hvorfor og hvad der skal til for at det bliver bedre...Og jeg kræver at han tager ansvar for at få meldt ud hvad hans behov er i vores forhold så den situation ikke opstår igen.
Jeg tror ikke jeg kan svare på dit spørgsmål for vi er ikke rigtigt nået til de almindelige konflikter - det andet fylder så meget at vi tager en dag som den kommer og føler efter hvad vores behov er.
Med det andet mener jeg vores terapi - at vi arbejder med os selv og hinanden - ikke utroskaben men vores handlinger inden og hvordan vi får det kærligheds forhold vi begge har ønsket af den anden. Lige i den sammenhæng fylder utroskaben faktisk ikke særligt meget...
I øvrigt vil jeg gerne takke dig for dine ord om mine indlæg. Det sætter jeg pris på at få af vide!
Jeg kan godt forstå det er en hård tid for dig - det er da også noget skidt mht arbejde - det gør jo også at tankerne rumsterer mere og giver plads til uro og usikkerhed...giv ham lov til at støtte dig og sørg for at få de gode kram hvor du mærker at lige der har i bare kontakt med jer selv og så forsvinder bekymringerne nok helt automatisk - det er der der er plads til at snakke rigtigt gode snakke...
Jeg ved ikke om det gav dig nogle svar - men det er den måde vi tackler tingene på for øjeblikket vi sørger for at der er tid og plads til mig/ham og os...
Held og lykke med det hos lægen.
Husk at gøre noget godt for dig selv dagligt - det kan være at tage en kop te og sætte sig i solen - lukke øjnene og dufte teen og mærke solen varme ansigtet - bare nyde nuet..
Knus
Lotte

Hej Dulkis.
Skal prøve at tøjle min kriger - jeg forstår bedre nu hvad du mente...
Jo jeg kan også godt forestille mig hvor ondt det er at blive kørt over - så langt rækker min empati absolut også.
Jeg har så bare også den side af mig der gør at jeg forstår empati når vi snakker følelser (ikke at du ikke har den!) Hvis feks. du skrev at nu var din mormor død så er jeg lige der i stand til at finde den fortvivelse og sorg frem jeg havde da min døde - jeg formår også at hive den sorg frem fra da min morfar og en veninde og en ven og en arbejskollega og en hund døde og alt den sorg som jeg ikke har fået bearbejdet kommer frem og rammer mig ved sådan en oplysning. Og lige der bliver din sorg min og mine gamle sorger alt blandet sammen...ja det kan få en ned hver gang..
Jeg har rigtigt mange ubearbejdede emner liggende og flyde rundt i mig - rigtigt mange mønstre og rutiner som jeg har lært i min barndom at sådan reagerer man.
Jeg har set min far græde 2 gange - begge gange var da en hund døde... Hvordan skal jeg som 5 årig lære at det er ok at være ked af det når jeg ikke ser mine forældre være det? - hvordan skal jeg som barn vide hvordan jeg får meldt mine behov og tanker ud når jeg er opdraget i en familie hvor følelser foregår i det skjulte og ros giver man ikke?
Jeg har talt en del med vores/min terapeut om hvor rystet jeg bliver og vred og forarget og ked af det når en person som jeg troede jeg vidste hvordan var pludseligt viser sig at indeholde noget andet - for det drejer sig ikke kun om min partner - terapeuten har fortalt mig at der er nogle ting i mig der gør at jeg lægger al min tryghed i andre - andre mennesker og ting.
Jeg har aldrig set nogen i min familie tage ansvar for deres liv - taget ansvar for at de havde det godt - at deres drømme blev indfriet - at deres behov blev dækket eller at deres kærlighed blev meldt ud...
Jeg har snakket meget om hvordan det her vendte min verden på hovedet - jamen for pokker jeg havde jo givet ham lov til at komme tæt på og være sammen med mig - hvordan pokker skulle jeg dog tackle at han ikke satte pris på det? hvordan skulle jeg være i stand til at forholde mig til at jeg havde et ansvar for at han ikke følte sig elsket? - jeg havde jo opvartet ham i hoved og rø* - men havde jeg vist kærlighed? nej - det er dælme svært at indrømme - den kærlighed jeg har set hele mit liv er jo ikke kærlighed - det er en gengældelses aktion - en gældsættelse - når nu jeg har gjort rent/vasket tøj/ købt ind og lavet mad så må du da vide at jeg elsker dig så kan du da virkeligt ikke forvente jeg også skal have overskud til at dyrke sex med dig det er urimelig det kan du godt se ikk...hmmm kærlighed NOPE! Men det var den måde jeg havde lært at man viste kærlighed på - hvordan skulle jeg kunne vise den på nogen anden måde? - hvordan skulle jeg overhovedt kunne håndtere den nærkontakt han efterspurgte - det var jo skræmmende.
Men ja jeg kan sagtens se hvordan vi to kan reagere på så forskellige måder - jeg kan sagtens se hvordan det kan være svært for dig at hvorfor det vælter mig sådan.
Jeg tænker du er vildt heldig - det er muligt der er nogle andre issues for dig men det med at stole nok på dig selv og være tryg i dig selv det kan jeg da godt være misundeligt på - jeg skal nok få det sådan en dag men jeg har ikke haft det...
Jeg bliver sgu ked af det når du omtaler utroskab som epidemi - jeg syntes simpelthen det er så møg sørgeligt at vi lever i en verden hvor vi ikke har mere oplysning i hvordan vi tager vare på os selv - jeg syntes det er forargeligt at vores værdiprincipper er job,hus,bil og børn ...jeg er så også dårligt stillet - sidder i en lejlighed med en gammel brugt bil - en tidl. utro stodd** der brugte den bil til hans affære og ingen børn...* dette var faktisk ret ironisk men det kan du selvfølgeligt ikke læse dig til :0)
*Jeg har en god lejlighed med ham jeg elsker, vi har ingen børn af valg ( jeg har frygtet at de voksede op og blev lige så ulykkelige som jeg mindes at være som barn) og vi har alle muligheder for at bryde vores mønster * - hvem ved måske børn alligevel bliver et emne om nogle år...
Vi arbejder af lyst ikke af nød - det er vigtigere at vi er glade for hvad vi laver end hvad vi tjener og der skal være plads til os i vores liv og dernæst arbejde - der skal ikke være plads til os i arbejdslivet...

*Vi havde et liv vi begge havde lyst til, to biler, hus, sommerhus, firma - og hvad man så ellers har af ikke materielle ting som familie og venner. Og vigtigst af alt 3 børn, som jeg ikke syntes, der var nogen grund til at lave til skilsmissebørn, bare fordi noget af verdens utroskab (det er jo epidemisk) nu havde ramt MIG.*
det afsnit du her har skrevet syntes jeg er rigtig sørgelig at læse - for lige der sætter du det matrielle over det menneskelige - det er ikke sådan jeg vil have det i mit liv og jeg vil ikke blive med ham fordi vi har nogle matrielle ting sammen men fordi jeg elsker ham og tror på os...
Jeg havde det jo så også modsat dig - vi havde en bil og en lejlighed - (netop sammenlagt og kun lige fået nøglen da det affæren begyndte - lånet blev underskrevet da det havde været i gang ca en mdr) der var ingenting ud over kærlighed og lyst til hinanden der bandt os sammen - og lysten den havde han jo tydeligtvis ikke.
Så ja det slog mig ud af kurs - han fortalte mig jo han troede vi var færdige og at han ikke elskede mig mens det stod på - han har siden erkendt at jo det gjorde han og hans motiver var at jeg skulle vinde en kamp jeg ikke vidste jeg deltog i. - umuligt ja - gamle motiver og mønstre - ja.
Et forhold hvor vi begge har lagt et ansvar over på hinanden for at opfylde behov og ansvar som vi manglede at vores forældre opfyldte - JA -
Jeg har virkeligt måtte spænde hjelmen og kridte skoenen for at tage ansvar for at det var ham jeg ville - jeg har i den situation måtte vise ham hvor højt jeg elskede ham på trods af han lige havde smidt mig ned i det sorteste hul nogensinde set...Jeg skulle lige der være modig og lægge mit hjerte for hans fødder på trods af han lige havde trampet på det og udelukkende fordi jeg elskede ham - han havde jo vist og sagt han ikke elskede mig...Så ja dette er mit livs kamp - min mulighed for at vende skuden og sejle i en havn jeg ved står på piller i høj sø - men det er mit liv og min kamp....Og jeg har jo i den grad accepteret kampen som en del af mit liv - jeg vil aldrig være i stand til at tage ansvaret for min lykke hvis jeg ikke kæmper den til ende nu....
vi var ikke klogere nogen af os - vi turde ikke åbne den smerte vi vidste vi begge gemte men skjulte for hinanden - pga af gamle mønstre er vi nu i en situation hvor den smerte er blevet åbnet pga af handlinger som blev bestemt i vores barndom... kan vi tage ansvar for at fremtiden bliver anderledes - JA bestemt!Og vi gør det allerede nu hvor vi befinder os i nuet...
Jeg håber du kan læse min kriger ikke er her - jeg er ikke vred. Jeg takkede dig forleden for dit indlæg - det vil jeg gøre igen - du har med disse indlæg fået mig til at tænke dybere og finde mig selv - jeg havde ikke kunne svare med min kriger... Men jeg kan se hvad der skal arbejdes på og hvad jeg gerne vil med mit liv - så tak for dit input.
En lille ting jeg syntes er både skræmmende og for vildt: jeg skærer tænder specielt når jeg bekymrer mig eller i utrygge perioder (skar stort set tænder non stop da hans affære stod på) - jeg kan vågne om morgenen og knap være i stand til at snakke hele dagen af smerte - det giver selvfølgeligt hovedpine og ubehag....Man har en teori om at alt efter hvor i kroppen man har ondt så stammer det fra den periode hvor man oplever de svigt man er blevet påført og når man så feks. skærer tænder som mig -så kan det stamme fra den tid hvor man er ved at lære at tygge.....
Det er ikke sikkert det er sådan men det KAN være sådan ...vildt hva

:0) Lotte

på det med at stole på...
ja jeg stolede på ham - jeg stolede på at han formåede at være det overmenneske som han jo nødvendigtvis måtte være når jeg nu havde lukket ham ind og det var han ikke.(selvfølgeligt ikke)
Jeg håber en dag at kunne stole ubetinget på ham igen - jeg mener det er vigtigt at man kan stole på hinanden og ikke laver handlinger der sårer - ja det havde også såret hvis han havde endt os ....så han havde ikke andre muligheder end at såre mig.
Jeg har nu her efterfølgende godt kunne se hans fortrydelse og hans lammelse over at han havde lavet en handling som han ikke "kunne leve op til" - dermed mener jeg at han bagefter og ved hjælp af terapi kan fortælle mig at det var i den grad ikke det han ønskede - han ville mig og os men vidste ikke hvordan han skulle få det.
Jeg havde kun plads til min egen sorg og kunne ikke se hans.
Jeg har nok meget at lære lige med hensyn til det med at stole på - hvor lidt eller hvor meget og jeg tænker at meget af det kommer automatisk når jeg får lært mig selv at kende.
Men du har ret Dulkis - det med at hans fordømmelse er værre end min og måden vi stoler på (sund eller usund) er nogle vigtige faktorer i hvorfor vi reagere så forskelligt.
var bare et lille tillæg til nogle meget lange svar/forklaringer/ mig der havde brug for at lukke en masse ud i går indlæg.
Ha en god dag :0)
Lotte

Jeg kommer lige lidt ind fra sidelinien og vil egentlig ikke blande mig en hel masse, men jeg undre mig lidt over voksne kvinder, der medtager offerrollen fra barndommen i en grad så partnere skal være de nye forældre og bringe aflad for de fejl forældrene i barnets øjne gjorde. Forstår godt du er i terapi, men du er ikke helt rimelig over for Dulkis i det du citerer og derefter konkluderer noget direkte fejlagtigt ud af.
*Vi havde et liv vi begge havde lyst til, to biler, hus, sommerhus, firma - og hvad man så ellers har af ikke materielle ting som familie og venner. Og vigtigst af alt 3 børn, som jeg ikke syntes, der var nogen grund til at lave til skilsmissebørn, bare fordi noget af verdens utroskab (det er jo epidemisk) nu havde ramt MIG.*
"det afsnit du her har skrevet syntes jeg er rigtig sørgelig at læse - for lige der sætter du det matrielle over det menneskelige..."
Dulkis skriver i det afsnit - efter at have givet en indtryk af familiens vilkår "...Og VIGTIGST AF ALT 3 BØRN.." Det kan du da ikke berettiget kalde at sætte det materielle over det menneskelige.
Undskyld min indblanding, men det kom lige til at irritere mig lidt.

nej der var jeg for hurtig - og lagde mest vægt på denne sætning :
*Vi havde et liv vi begge havde lyst til, to biler, hus, sommerhus, firma - og hvad man så ellers har af ikke materielle ting som familie og venner*
Det beklager jeg Dulkis - det var ikke meningen at overse pointen i afsnittet - og nej du har jo så ikke sat det matrielle over det menneskelige! Undskyld.
Med hensyn til at medtage offerrollen - Nu skriver du at det er kvinder der gør det - ja men mænd gør det også! - Vores problemer bunder netop i at vi begge har medtaget vores barndom og de svigt vi har oplevet der og ubevidst forsøgt at få opvejet dem i vores voksne liv.
Jeg burde have været i terapi for mange år siden for jeg har aldrig bearbejdet de ting jeg oplevede som svigt - Jeg kan jo i et eller andet omfang så kun være glad for og stolt af at jeg ny formår at tage ansvar for de svigt der sætter mig i den rolle jeg har levet i altid.
Det skal måske også lige siges at jeg ikke betragter mig selv som et offer længere men har da absolut gjort det. Nu er jeg jo tværtimod en ung kvinder der tager ansvar for at de ting jeg ikke har det godt med bliver ændret.
Det er svært at forklare dig hvilke ting der har fokus men hvis du oplevede en tryg og god barndom hvor du altid var velkommen hos dine forældre og de altid havde tid til dig - så har du ikke automatisk en forventning om at blive afvist når du henvender dig til nogen. Jeg har haft forventningen om at hvis der var nogen der sagde jeg bare skulle henvende mig hvis jeg havde brug for det så var det altid forbundet med et svigt for jeg kunne ikke henvende mig.
- giver det nogen mening?
Jeg oplevede at min mor higede så meget efter min momses opmærksomhed at hun ignorerede at give mig opmærksomhed -dette vil hun jo være dybt uening med mig i men det var min oplevelse mine følelser - dem kan hun jo ikke bestemme - og jeg oplevede også at hvis jeg forsøgte at få opmærksomheden så var jeg besværlig eller uartig eller andet...
Det er ikke noget som jeg som barn kan holdes ansvarlig for så ja der er jeg et offer men værst har det givet mig følelsen med i bagagen i en sådan grad at jeg har eftertragtet min mors opmærksomhed og anderkendelse på en måde der gjorde at jeg levede for at gøre hende stolt af mig...Det kan jeg da sagtens se nu - men man kan sjældent se hvor galt det er når man står i en situation
Lige der er der et mønster som er gået ned gennem generationer og det mønster kan jeg nu ændre.
Men min partner har da absolut hans bagage - voldelige alkoholiker forældre ...det har absolut sat spor - og den kærlighed han ikke fik som barn har han forsøgt at få mig til at levere - ´
dette har da været lige så umuligt som at han skulle opveje mit lort...
Det er jo heller ikke et bevidst valg om at tage offerrollen med i voksenlivet - det har været en overlevelse for os begge når vi reagerede på visse måder - et skjold mod at blive rant hvor det gjorde mest ondt.
Med hensyn til at du godt forstår at jeg er i terapi *griner* - ja det gør jeg da også - men er du klar over at du har også taget mønstre med fra din barndom - også selvom du vil nægte det. Der er sandsynligtvis ikke et menneske på jorden der ikke har oplevet en eller anden form for svigt i deres barndom - ellers har de haft nogle forældre der virkeligt var i kontakt med sig selv og hinanden - og alle disse voksne børn - ja de har alle brug for at bearbejde deres ting og så er en terapeut vel et ganske godt værktøj at bruge der...
Jeg kunne jo også vælge ingenting at gøre og ende som min mor - sur og bitter på livet - som hendes mor osv...for det er vores mønster! - og dermed min og min søsters frygt - at vi ender som hende - hvis vi ikke tager ansvar for at lære det hun ikke lærte så er det sandsynligtvis også der vi ender for det er det vi har lært.
Tak for at du gjorde mig opmærksom på min fejl - den er jeg ked af jeg fik lavet.
Lotte