Indvandrere og efterkommere

Det kunne være både sjovt og interessant at vide, hvor mange der i SOL-dabtten har aner andre steder fra end Danmark.
Jeg er selv (når ikke jeg har FARVET mig hår sort) helt lyshåret og har blå øjne. Og min hud er meget lys. Ingen kan se det....men jeg er trediegenerationsindvandrer fra Spanien, Italien og Tyskland. Jeg er opvokset som katolik, men er det bestemt ikke idag.
Jeg har ingen tilknytning til eller kender mine aner i de lande, hvor mine bedsteforældre stammer fra.
Så jeg kan ikke kalde mig andet end dansker (ville helt ærligt også have problemer med at "skride hjem hvor jeg kommer fra"...for hvor er det?)
Jeg ved der er del efterkommere fra både svenskere og polakker, og andre? ...hvis du har andre aner end danske kunne det være sjovt at få et billede af alle nuancerne i det udsnit af den danske befolkning, som repræsenteres her i SOL-debatten...og der er ikke andet formål med detteindlæg, end at få lidt flere "farver" på os ;o)

I know...men det er ikke fordi jeg ikke kan...det er KUN fordi jeg ikke er grundig nok med at læse mine ting ordentligt igennem. Sorry min fejl! Vad ikke mere i det vel?

Som de fleste sikkert har resonneret sig frem til, så er jeg norsk. Men i mit blod flyter det både franskt og engelskt blod. Mer ved jeg ikke.

Jeg er 1/32 (så vidt jeg husker) ungarsk sigøjner. Dog har alle, siden de kom til danmark, giftet sig med danskere og jeg er derfor endt med blå øjne. Jeg har dog arvet det meget mørkebrune, næsten sorte hår. To af mine søskende, som har samme forældre som mig, er endda blevet blonde, så det er noget sludder at blondinerne forsvinder.
Ellers er jeg næsten så dansk som jeg kan være, da min familie på min mors side kan spores helt tilbage til 1400tallet og endnu længere, idet der var en masse præster og lærere. På min fars side kan min familie føres tilbage til 1400tallet.
Så jeg er vel i princippet dansk og "der hvor jeg kommer fra" er Danmark.

Min oldefar på min morfars familie gik op i slægtsforskning. Min morfars familie var meget bange under anden verdenskrig. De havde et efternavn, som nogle jøder også havde, og blev sat i familieforbindelse med dem. Men de kendte personligt ikke denne familie. Under anden verdenskrig udkom en Nazi-avis "Kamptegnet" anno 1942, hvor en liste over jøder i Danmark, som skulle udryddes. Min morfars familie var også nævnt i denne avis, selvom vi ikke er jøder i vores familie. Vi er almindelige kristenlige.Min morfar havde en onkel som var præst, og havde samme efternavn, men var ikke nævnt i avisen. Dette problem, fik min oldefar til at gå op i slægtsforskning, for at gå 200 år tilbage, for at finde ud af, om vi havde en slægtsfar, som var jøde.
Deres slægtsforskning kom til at gå helt tilbage til 1400-tallet, hvor min 14. gange Tipoldeforældre stammer fra Holland. Dengang havde de et andet efternavn end vi har idag.
Pågrund af religionskrige imellem Kristen Protestanter og Katolikker, som var i 1600-tallet, måtte de flygte til Tyskland. I starten af 1800-tallet slog de sig ned i Danmark.
Så jeg har langt tilbage i tiden hollænder og tysker i blodet.

....er du da forhåbentlig ligeglad med, når jeg fortæller
hvor jeg kommer fra. Nå, ja det ved du jo allerede.
Sverige, med dess herlige natur.
Helt tilbage i 1600-talet stammer jeg fra vallonerne.
Det var et slægte af den fransksprogede befolkning,
fra det sydlige Belgien.
De invandrede til Sverige, speciellt landskapet Uppland,
og førte vallonsmidet med sig.
Det sjove er at, jeg stammer derfra både på min far´s
og min mor´s side.
Sikkert derfra jeg har min hidsighed. ;-)
Hilsen Kajsa

Noget af min fars familie er indvandret fra Frankrig, for flere hundrede år siden. Min mors familie delvis fra Spanien. Jeg er ikke blevet lyshåret, nærmest mørk med brune øjne.

meget spændende og interessant ud...selvom der p.t. ikke er så mange, der har svaret her...så ser det jo ud til, at vores "snore" bagud fører vidt, og der er jo mange mennesker på vejen fra 1400-tallet og op til idag....
Lidt sjovt at en af os, er helt lys med blå øjne og en anden med anre de samme steder fra er mørhhåret med brune øjne...man kan i sandhed ikke skue "hunden" på hårene ;o)
Jeg håber der kommer rigtig mange flere af denne slags svar også selvom vi er "ude af forsiden" nu.

Jeg mener at en ægte dansker er en person, der FØLER mindst 51% dansk og højest 49% andet.
Det er det det drejer sig om. Hvor føler man sig hjemme.
ER det ikke?

hvor mange procent man føler?
Uanset hvor mine bedsteforældre stammede fra, er det ikke muligt for mig at føle mig som noget andet end dansk...min identitet er formet af danske forhold.
Der er mange der siger det der med iltre og varmblodige temperamentet, har at gøre med, at man stammer fra de sydeuropæiske lande...men det kan jeg overhovedet ikke føle. Det er ligesom at skulle føle sig i familie med Peter Plys, fordi man kan lide honning....der er INGEN kobling mellem udsagnene og identitetsfølelsen.
Men hvis nu vi antog at mit temperament havde at gøre med min sydlandske afstamning, hvordan kunne jeg så vide, hvor mange procent det var?
(jeg håber du vender tilbage og svarer, for det er interessant det du siger, bare lidt svært at forstå...:o))

give dig ret i.... hvis man går tilbage i folks slægtsled, så er det nok langt de fleste, der kan finde spor fra andre nationaliteter. Hvor mange af os er mon egentlig 100% danske, når det kommer til stykket?
Jeg er sikker på, at man føler sig mest knyttet til det sted, hvor man har opholdt sig længst uanset hvilken nationalitet(nationaliteter) man har.

Som der fremgår af mit indlæg, så har min måde at afgøre om man er dansk intet med etnicitet, race eller religion at gøre.
Mange indvandrere siger f.eks. at de føler sig halvt tyrk og halvt dansk.
Hvis man føler sig mere dansk end tyrk er man dansker. Føler man sig mere tyrk end dansk er man tyrk.
Om ens forældre nedstammer i lifge linie fra Gorm den Gamle eller om ens forældre er indvandrere fra tyrkiet er således ikke afgørende.
Dette vil i praksis betyde, at hvis man er etnisk dansker og synes Danmark er et "lorte land", som mange nazister og kommunister gør er man altså ikke dansk.
Dette betyder naturligvis IKKE at man skal tage statsborgerskabet fra disse folk. Statsborgerskabet er en juridisk institution som ikke nødvendigvis har noget at gøre med om man er dansk eller ej. Hvis man tog statsborgerskabet fra folk der ikke følte sig danske, så ville man også være nødsaget til at give statsborgerskab til Osama bin Laden og andre hvis de blot påstår at de føler sig danske.
Min argumentation kan således kun bruges som en "moralsk rettesnor" om man vil.
Jeg mener, at man godt kan blive forelsket rent tilfældigt hvis man taget på ferie i Tyrkiet.
Men, hvis det vigtigste i verden er at blive fri for danskhed når man gifter sig, så tror jeg ikke man er særlig dansk.
Hvis en person er 60% tyrk (Ja ja jeg ved godt at disse procenter ikke kan afgøres så nøjagtigt, men for samtalens skyld...) og 40% dansk. Denne person gifter sig med en person, der er 100% tyrk, så er dette ægteskab 80%tyrkisk og 20% dansk.
Man kunne så spørge hvorfor danske statsborgere (uanset race og etnicitet) skal tvinges til at understøtte et sådant ægteskab.
Hvis ikke Danmark havde været så rig ville de med 100 % sikkerhed havde slået sig ned i tyrkiet. Og selvom de bor i Danmark vil deres børn få en barndom der er næsten 100% tyrkisk, hvilket bl.a. betyder, at når børnene begynder i folkeskolen vil de være "tosprogede" (dvs. de kan kun tale et sprog godt; nemlig tyrkisk).
Når disse børn vokser op vil de også finde en ægtefælle i tyrkiet, og med den ægtefælle vil de også får børn, der vokser op i et rent tyrkisk miliø, og deres børn vil igen....osv osv.
DR havde fro et par år siden en udsendel fra en llle landsby i Tyrkiet som de lokale tyrkere kaldte "Lille Danmark".
Hvorfor mon?
Fordi de lokale tyrkere helt bevidst indrømmere at de finder ægtefæller i Danmark udelukkende for at komme ind i Danmark og få penge.
Fakrisk finder 86% af alle danske statsborgere med tyrkisk baggrund deres ægtefælle i Tyrkiet. Mange gifter sig efter at have "kendt" hinanden i 14 dage.
Et tal der iøvrigt er stigende.
Er vi danskere (uanset etnicitet, race eller religion) virkelig moralsk forpligtet til ikke blot at acceptete, men at betale for en sådan udvikling?
Ville eet eneste lande som vi selv modtager indvandrere (indvandrere og ikke flygtninge) fra virkelig selv acceptere og betale for en sådan udvikling?
Jeg tror det ikke!