Irriteret på mig selv

Har lige set et billede på facebook af min ekskæreste med hans gravide kæreste (måske kone, jeg er ikke helt sikker på om de er gift). Vi er ikke venner derinde mere, ikke fordi vi ikke vil have noget med hinanden at gøre for vi skiltes som gode venner, men mere for vores nye kæresters skyld. Jeg kunne se billedet fordi en fælles veninde kommenterede det. Jeg har altså også en ny kæreste som jeg også planlægger fremtid og børn med. Jeg er så glad på min ekskærestes vegne men så alligevel stikker det i hjertet at han skal have barn med en anden. Jeg var kærester med ham i 6 år fra vi var teenagere til starten af tyverne hvor vi var hinandens første kærlighed, men det er jo længe siden nu. Jeg ønsker virkelig at han har det godt og får et lykkeligt liv, så hvorfor er der den stikkende følelse i hjertet alligevel? Jeg vil ikke have den! Jeg er jo lykkelig med min kæreste og han lader til at være lykkelig med sin. Jeg har hørt at hans kæreste er sød og at de er glade for hinanden, og DET gør mig så oprigtigt glad at høre, så hvorfor har jeg ikke samme følelse overfor det, at han skal have et barn med hende? Hvordan skal jeg få den stikken i hjertet til at gå væk?

Jeg tænker på, om du måske skulle prøve at acceptere, at du har den stikkende fornemmelse i hjertet i stedet for at spekulere på, hvordan du får den væk.
Når du har den fornemmelse eller følelse, så er det selvfølgelig, fordi du aldrig har glemt ham - og fordi du måske selv har ønsket at få et barn med ham en gang. Jeg får den tanke, at du sørger en lille smule over ham, men du er jo kommet videre, og du skriver, at du er glad for dit liv med din egen kæreste. Koncentrér dig om dét.
Skal du og din kæreste ikke selv have barn?

Oprigtigt tror jeg ikke at du er kommet over ham, selvom du siger du er lykkelig med din kæreste.
Jeg tror at det ikke er så meget at gøre med at han skal have et barn med en anden, måske fordi han er kommet først, og ser mere lykkelig ud, men mere fordi at du ikke har afsluttet ham helt.
Du kommer først videre når du selv en dag bliver mor, og den dag du føler dig helt sikker på at du har fundet den rigtige kæreste at dele livet med.
Jeg mødte min store kærlighed jeg havde delt rigtig mange år 6, af mit liv med og som stoppede fordi han ville prøve noget andet, og pludselig stod han der med sine 2 børn, skilt og med gæld langt over begge øre, og jeg fik stadig trods det var mere end 10 år siden jeg sidst så ham, en mærkelig følelse i maven, og det var helt sikkert fordi der var masser der ikke var afsluttet den gang, og fordi jeg ikke selv var sikker i mit liv, trods jeg selv havde fået børn og stadig gift.

- vælger man også nogle fra. Det er helt naturligt, at man indimellem tænker "Hvad nu, hvis...?" og mærker et stik i hjertet ved tanken om, at der også kunne have været fine oplevelser og et godt liv, hvis man havde valgt en af de andre.
Jeg elsker mit job og er ikke i tvivl om, at jeg er havnet på den rigtige hylde - men jeg ville også gerne have læst dansk på universitetet, fx, og når jeg møder gamle gymnasiekammerater, der har valgt netop dette, kan jeg da også føle et stik i hjertet ved tanken om, at de laver noget, jeg også gerne ville have gjort, og som jeg aldrig kommer til.
Jeg tror ikke, der er nogen grund til at spekulere i, om du ikke er kommet over ham - du bliver bare mindet om noget, der også kunne være blevet dit liv, og som måske ville være fint og godt - men så længe, du ved, at du ikke er det forkerte sted nu, er det helt i orden og naturligt at føle, som du gør. I øvrigt er der vel også lidt nostalgi over det der med den første, "rigtige" kæreste?