Israel, et folk fødes.
Et folk fødes.
I Gosens land gik det Israelitterne godt og skidt. Tænk på, at den periode som Jakob ( også kaldet Israel) opholdt sig i Ægypten strakte sig over 500 år. Mange generationer.
I begyndelsen havde de få en privilegeret stilling som indvandrere, men efterhånden som Faraonernes skiftede og nye generationer fødtes, kom gnidningerne.
I hele det store landområde Gosens land, hvis lokalitet ikke med helt nøjagtighed kan stedfæstes, men muligvis har været det østlige område af Nilens delta, hvor forholdene egnede sig både til kvæghold og græsning, samt almindelige fødevarer afgrøder.
I hvert fald beskrives dette område som ” det bedste” i hele Ægypten ( set ud fra en landmands tanker).
Hvordan har Ægypterne følt det, efterhånden ( 500 år) at se et ”fremmed” folk i den grad formere sig og samtidig have succes i landbruget og det sammenhold som uden tvivl har kendetegnet disse nært beslægtede familier?
Efterhånden som tiden er gået, har det nok været så som så med slægtsforholdet, men kulturen og ”religionen” har bundet folket sammen og gjort dem til et homogent folkeslag.
De har klart skilt sig ud fra Ægypterne, der i deres kultur og ”religion” har haft en anden orientering. I Hebræernes område, har den mundtlige overlevering trivedes særdeles godt, efterhånden som afstanden til den lokale befolkning er blevet større og køligheden i accept af hinanden har fået glemslens ladeport til at falde i med et brag.
Det kulminerede med mordet på alle drengebørn fra 2 års alderen og nedefter, et børnedrab, som har rystet hele den hebraiske befolkning kaldet Israelitterne.
Hadet og frygten og usikkerheden tvang de forskellige overhoveder for familierne til at reagere.
Beretningen lyder:
” Og en mand af Levis hus gik hen og tog en Levi datter til ægte, og kvinden blev frugtsommelig og fødte en søn. Da hun så, at det var en dejlig dreng, skjulte hun ham i tre måneder; og da hun ikke længere kunne holde ham skjult, tog hun en kiste af papyrusrør, tættede den med jordbeg og tjære ( interessante ”grundstoffer” i området!), lagde drengen i den og satte den hen mellem sivene ved Nilens bred.
Da kom faraos datter ned til Nilen for at bade, og imedens gik hendes jomfruer ved flodens bred. Så fik hun øje på kisten mellem sivene og sendte sin pige hen for at hente den.
Da hun åbnede den, så hun barnet, og se, det var et drengebarn, der græd. Da ynkedes hun over det og sagde: Det må være et af hebræernes drengebørn.
Mern da drengen var blevet stor, bragte hun ( Moses ældre søster Mirjam), ham til Faraos datter, og denne antog ham som sin søn og gav ham navnet Moses, thi, sagde hun, jeg har trukket ham op af vandet.
Se, nu reagerede Moses ikke, som Faraos datter havde planlagt og ”hadet” imellem Ægypterne og Hebræerne voksede og blod er nu engang tykkere end vand.
Det endte med, at Moses måtte flygte og kom til et nyt landområde, Midjan, nær Horebs bjerg eller, som det også blev kaldt, Sinaj bjerg og indikere samtidig beliggenheden på Sinaj halvøen sydpå.
Her møder han en præst Re`uel eller Jetro, som han også blev kaldt. Han tager imod omvandreren Moses, da denne har gode kræfter og kan forsvare både hjorden, men også pigerne i familien. Herefter giver Re`uel, Moses sin datter Zippora til hustru og det hele går faktisk meget godt, situationen taget i betragtning.
Hvis jeg må ”digte” lidt, kunne jeg forestille mig, at Jetro eller Re`uel, ( betyder Gud er en ven) var religiøs. At være præst kan betyde, at han har været en person, som områdets normader har respekteret og kunne henvende sig til, når forskellige begivenheder skulle markeres på en særlig spirituel måde.
Vi kender fra vor egen kulturhistorie, hvordan man har udført forskellige ritualer bl. a. i vikingetiden, som klart havde spirituel eller mytologisk orientering.
Hvorfor skulle det være forskelligt på den tid på Sinajhalvøen.
Blandt fårene i området i ørkenen ( Sin) har Moses haft god tid til at reflektere over sin herkomst og fremtid og her åbenbarer Gud sig for ham i ” den brændende tornebusk”.
Med al respekt for Bibelens beretning, kan jeg ikke undlade, at se på den begivenhed med almindelige øjne. Under milliarder af stjerners lys og den mørke nats skygger er det ikke svært for mig at forestille mig den følelsesmæssige stemning Moses kan være blevet bragt i, i de 40 år han vogtede får for Jetro.
40 år og ørkenen og familien og svigerfamilien og svigerinder og svogre og hele dette normadeliv, har utvivlsomt henført Moses til grublerier over fortiden og beretningerne, som var blevet overleveret ham gennem sit eget folk.
Derfor, da han oplever denne brand i busken i ørkenen ser han i dette et ”tegn” fra Gud HERREN.
Han kender ikke Gud HERREN, men har hørt om Skaberen, Abraham kaldte El`shadaj. I ørkenen hører man også stemmer og Moses hørte helt klart Guds stemme.
Her blev den person, som skulle lede et folk født. Lederen blev født ved den brændende tornebusk og en handlingens mand var Moses.
Vi kender beretningerne om ”udfrielsen” fra Ægypten og de endnu ( for Moses vedkommende) 40 år vandring i ørkenen Sin`s ørken, den værste ørken man kan forestille sig og senere på deres vandring til Kades- Barneas sletterne.
Her blev spiren til et folk lagt, og den nye generation af unge hebræere ventede utålmodigt på at de kunne vende tilbage til det land deres forfædre Abraham og Isak og Jakob ( også kaldet Israel) havde udvandred fra under ” den store hungerskatastrofe”.
På den anden side af Jordan, vestpå og nordpå, lå landet og ventede. Nu var der bare det ved det, at tiden har det med at gå. Tiden går, og her står efterkommerne af Abraham, Isak og Jakob ( også kaldet Israel) og ser ud over Jordanflodens udmunding i det døde hav og videre går blikket til det grønne som kan ses i det fjerne.
Tænk, Gud har lovet, at vi skal bo i dette land kan man ligefrem høre disse unge generationer sige indbyrdes.
Nu var der altså bare det ved det, at dem som blev tilbage og ikke slog sig ned i Ægypten og delvis blev tilbageholdt i 500 år, de havde i samme tidsperiode fortsat deres liv i ” Det Forjættede Land” og havde dyrket deres afgrøder og befæstet deres byer og familier koner og børn, butikker og ejendomme, marker og fåreflokke.
Dem skulle man nu til, at ”overbevise”. Sikkert er det, at ingen af de fastboende så nogen velsignelse i den ca. 1 million kvinder og børn samt deres flokke af mere eller mindre ”anløbne” får, geder og køer, samt hvad de ellers slæbte på, plus deres nye religion.
Rygtet om Israel ( som Jakob også blev kaldt) hans efterkommere, som bar hans slægtsnavn, rygtet var løbet forud for flokken af disse omvandrende, strejfende og ”røvende” normader og ingen, absolut ingen så en velsignelse eller noget fællesskab med dem.
Udvandrere fra Ægypten, fattige og bærende på småbørn; nej, det var ikke en folkevandring nogen kunne ønske sig, at få besøg af.
Situationen var jo, at de var ikke kommet for, at ” besøge” deres slægtninge skønt langt ude, nej de var kommet for at blive.
Det der nu sker, kan kaste lys over de spændinger, der opstod mellem dem, som befandt sig i landet og så de ” nyankomne”.
Jeg vil fortælle mere næste gang og hvordan man beslutter sig for, at udrydde hele egnens indbyggere, fra nord til syd og øst til vest.
Venlig hilsen
Enoch
I Gosens land gik det Israelitterne godt og skidt. Tænk på, at den periode som Jakob ( også kaldet Israel) opholdt sig i Ægypten strakte sig over 500 år. Mange generationer.
I begyndelsen havde de få en privilegeret stilling som indvandrere, men efterhånden som Faraonernes skiftede og nye generationer fødtes, kom gnidningerne.
I hele det store landområde Gosens land, hvis lokalitet ikke med helt nøjagtighed kan stedfæstes, men muligvis har været det østlige område af Nilens delta, hvor forholdene egnede sig både til kvæghold og græsning, samt almindelige fødevarer afgrøder.
I hvert fald beskrives dette område som ” det bedste” i hele Ægypten ( set ud fra en landmands tanker).
Hvordan har Ægypterne følt det, efterhånden ( 500 år) at se et ”fremmed” folk i den grad formere sig og samtidig have succes i landbruget og det sammenhold som uden tvivl har kendetegnet disse nært beslægtede familier?
Efterhånden som tiden er gået, har det nok været så som så med slægtsforholdet, men kulturen og ”religionen” har bundet folket sammen og gjort dem til et homogent folkeslag.
De har klart skilt sig ud fra Ægypterne, der i deres kultur og ”religion” har haft en anden orientering. I Hebræernes område, har den mundtlige overlevering trivedes særdeles godt, efterhånden som afstanden til den lokale befolkning er blevet større og køligheden i accept af hinanden har fået glemslens ladeport til at falde i med et brag.
Det kulminerede med mordet på alle drengebørn fra 2 års alderen og nedefter, et børnedrab, som har rystet hele den hebraiske befolkning kaldet Israelitterne.
Hadet og frygten og usikkerheden tvang de forskellige overhoveder for familierne til at reagere.
Beretningen lyder:
” Og en mand af Levis hus gik hen og tog en Levi datter til ægte, og kvinden blev frugtsommelig og fødte en søn. Da hun så, at det var en dejlig dreng, skjulte hun ham i tre måneder; og da hun ikke længere kunne holde ham skjult, tog hun en kiste af papyrusrør, tættede den med jordbeg og tjære ( interessante ”grundstoffer” i området!), lagde drengen i den og satte den hen mellem sivene ved Nilens bred.
Da kom faraos datter ned til Nilen for at bade, og imedens gik hendes jomfruer ved flodens bred. Så fik hun øje på kisten mellem sivene og sendte sin pige hen for at hente den.
Da hun åbnede den, så hun barnet, og se, det var et drengebarn, der græd. Da ynkedes hun over det og sagde: Det må være et af hebræernes drengebørn.
Mern da drengen var blevet stor, bragte hun ( Moses ældre søster Mirjam), ham til Faraos datter, og denne antog ham som sin søn og gav ham navnet Moses, thi, sagde hun, jeg har trukket ham op af vandet.
Se, nu reagerede Moses ikke, som Faraos datter havde planlagt og ”hadet” imellem Ægypterne og Hebræerne voksede og blod er nu engang tykkere end vand.
Det endte med, at Moses måtte flygte og kom til et nyt landområde, Midjan, nær Horebs bjerg eller, som det også blev kaldt, Sinaj bjerg og indikere samtidig beliggenheden på Sinaj halvøen sydpå.
Her møder han en præst Re`uel eller Jetro, som han også blev kaldt. Han tager imod omvandreren Moses, da denne har gode kræfter og kan forsvare både hjorden, men også pigerne i familien. Herefter giver Re`uel, Moses sin datter Zippora til hustru og det hele går faktisk meget godt, situationen taget i betragtning.
Hvis jeg må ”digte” lidt, kunne jeg forestille mig, at Jetro eller Re`uel, ( betyder Gud er en ven) var religiøs. At være præst kan betyde, at han har været en person, som områdets normader har respekteret og kunne henvende sig til, når forskellige begivenheder skulle markeres på en særlig spirituel måde.
Vi kender fra vor egen kulturhistorie, hvordan man har udført forskellige ritualer bl. a. i vikingetiden, som klart havde spirituel eller mytologisk orientering.
Hvorfor skulle det være forskelligt på den tid på Sinajhalvøen.
Blandt fårene i området i ørkenen ( Sin) har Moses haft god tid til at reflektere over sin herkomst og fremtid og her åbenbarer Gud sig for ham i ” den brændende tornebusk”.
Med al respekt for Bibelens beretning, kan jeg ikke undlade, at se på den begivenhed med almindelige øjne. Under milliarder af stjerners lys og den mørke nats skygger er det ikke svært for mig at forestille mig den følelsesmæssige stemning Moses kan være blevet bragt i, i de 40 år han vogtede får for Jetro.
40 år og ørkenen og familien og svigerfamilien og svigerinder og svogre og hele dette normadeliv, har utvivlsomt henført Moses til grublerier over fortiden og beretningerne, som var blevet overleveret ham gennem sit eget folk.
Derfor, da han oplever denne brand i busken i ørkenen ser han i dette et ”tegn” fra Gud HERREN.
Han kender ikke Gud HERREN, men har hørt om Skaberen, Abraham kaldte El`shadaj. I ørkenen hører man også stemmer og Moses hørte helt klart Guds stemme.
Her blev den person, som skulle lede et folk født. Lederen blev født ved den brændende tornebusk og en handlingens mand var Moses.
Vi kender beretningerne om ”udfrielsen” fra Ægypten og de endnu ( for Moses vedkommende) 40 år vandring i ørkenen Sin`s ørken, den værste ørken man kan forestille sig og senere på deres vandring til Kades- Barneas sletterne.
Her blev spiren til et folk lagt, og den nye generation af unge hebræere ventede utålmodigt på at de kunne vende tilbage til det land deres forfædre Abraham og Isak og Jakob ( også kaldet Israel) havde udvandred fra under ” den store hungerskatastrofe”.
På den anden side af Jordan, vestpå og nordpå, lå landet og ventede. Nu var der bare det ved det, at tiden har det med at gå. Tiden går, og her står efterkommerne af Abraham, Isak og Jakob ( også kaldet Israel) og ser ud over Jordanflodens udmunding i det døde hav og videre går blikket til det grønne som kan ses i det fjerne.
Tænk, Gud har lovet, at vi skal bo i dette land kan man ligefrem høre disse unge generationer sige indbyrdes.
Nu var der altså bare det ved det, at dem som blev tilbage og ikke slog sig ned i Ægypten og delvis blev tilbageholdt i 500 år, de havde i samme tidsperiode fortsat deres liv i ” Det Forjættede Land” og havde dyrket deres afgrøder og befæstet deres byer og familier koner og børn, butikker og ejendomme, marker og fåreflokke.
Dem skulle man nu til, at ”overbevise”. Sikkert er det, at ingen af de fastboende så nogen velsignelse i den ca. 1 million kvinder og børn samt deres flokke af mere eller mindre ”anløbne” får, geder og køer, samt hvad de ellers slæbte på, plus deres nye religion.
Rygtet om Israel ( som Jakob også blev kaldt) hans efterkommere, som bar hans slægtsnavn, rygtet var løbet forud for flokken af disse omvandrende, strejfende og ”røvende” normader og ingen, absolut ingen så en velsignelse eller noget fællesskab med dem.
Udvandrere fra Ægypten, fattige og bærende på småbørn; nej, det var ikke en folkevandring nogen kunne ønske sig, at få besøg af.
Situationen var jo, at de var ikke kommet for, at ” besøge” deres slægtninge skønt langt ude, nej de var kommet for at blive.
Det der nu sker, kan kaste lys over de spændinger, der opstod mellem dem, som befandt sig i landet og så de ” nyankomne”.
Jeg vil fortælle mere næste gang og hvordan man beslutter sig for, at udrydde hele egnens indbyggere, fra nord til syd og øst til vest.
Venlig hilsen
Enoch