Jeg bliver mobbet i skolen

sidste gang var det under min seneste fremlæggelse endda på min fødselsdag hvor en elev fra min klasse hånede og nedgjorde mit projekt på en måde så alle undtagen lærerne kunne se det.[:|] Senere kom jeg til at sige et lidt for klogt ord og så blev der også gjort grin med det af andre personer.
det sjove er at der var andre med langt dårligere projekter og nogen der sagde langt mere underlige ord, men det var kun mig der blev kommenteret.😕
det værste ved det hele er at jeg ikke er den der bliver mobbet mest, jeg er nok kun på 3-5.pladsen og jeg vil selvfølgelig også gerne hjælpe de andre.
jeg kan sige uden at lyve at jeg har opført mig pænt eller passivt overfor mobberne.[:|]
hvad skal jeg gøre?

Folkeskolen er et lortested, så er det sagt. Tror ikke der findes en person, der kan se tilbage og huske på skolen som et godt sted. Det er alle mod alle, det er noget der bare skal overståes desværre.
Hvad man skal gøre? Ved det ikke, sige til sig selv, at tingene kun bliver bedre herfra -og det gør de tro mig! Tiden i folkeskolen er en modningsproces og du lyder til at du allerede er kommet langt der.
Det jeg syntes du skal gøre er, at give svar på tiltale. Sig din mening og lad ikke de andre hyle jer ud af det. Hvis du syntes du har lavet en god præsentation, så er det, det eneste der betyder noget.
Man er bange for det man ikke kender og derfor er det lettere at mobbe.
Kan huske at jeg altid blev set på som værende en duks, som altid lavede sine ting til tiden, gik op i sine lektier osv. og derfor blev jeg "mobbet" på samme måde som dig og dine venner. Alt det ændrede sig efter folkeskolen. Der fik jeg afvide af de selv samme folk, som "mobbede" mig, at det var fedt at jeg altid sagde min mening (også selvom jeg nogen gange fik høvl for det) og at jeg var kendt for at gå op i de ting jeg lavede og satte en stor ære i det.
Så mit råd til dig (og de andre) er, at I skal stå ved Jeres meninger, også selvom I får slag for dem og så ellers gøre tingene på Jeres måde.

Det kan være et helvede. Jeg siger som Poul Jørgensen, det kan være så slemt, så man må skifte skole.
Mine forældre flyttede ikke mig. Jeg græd hver dag i tre år. Det er for meget at forlange af et barn. Vi har forskellige personligheder. Nogle kan klare det, andre kan ikke.
Især en lærerinde var aldeles rædselfuld.
Jeg har også altid været "gammelklog". Jeg læste meget og vidste noget om mange ting.
Jeg burde have været flyttet til en anden skole. Jeg har i dag problemer med ikke at føle mig god nok. Min hjerne fortæller mig, jeg er dygtig, men følelserne gør det modsatte.
Hvad du skal gøre, enten ignorere det, eller hvis ikke du kan holde det ud, flytte til en anden skole.
Jeg har set nogen skrive, man ikke skal lade mobbere vinde, men det er noget der ikke har prøvet det. Er man en følsom type kan man ikke gøre noget. Bare se at komme væk fra dem.
Måske man en dag kan tage hævn. Jeg er desværre ikke et større menneske end jeg kunne finde på det, hvis der kom en mulighed. Så skulle det menneske da være så sølle, at jeg kunne få medlidenhed.
I mine drømme er jeg en stor kanon, som kunne sige til lærerinden: Du er fyret af den og den grund, så kan du lære det, kan du.
Ja, det er kun en drøm. Hun er død. Glem, siger nogen, nej jeg vil ikke glemme. Det skal huskes, sådan har jeg det bedst.
Jeg bliver så vred over de mennesker, der absolut skal mobbe andre. Sådan nogle små dumme mennesker. Nå, men kan det ikke være en lille trøst, du er ikke alene. Disse dumme mennesker findes alle steder. Kan man ikke vinde over dem, undgå dem, for de ødelægger ens gode liv.
Jeg ville altid sige til min mand, mit barn eller andre. Forlad din arbejdsplads, din skole, inden du bliver ødelagt. Find en anden vej, hvis mobberiet går dig for meget på.

her, hvis det er det eneste, er det ikke mobning, men ren og skær misundelse.

Jeg blev i lang tid også mobbet meget i skolen - hadede frikvartererne som pesten - og har i dag nogle af de samme problemer som dig. Jeg ved dog ikke om problemerne kommer af mobningen eller omvendt.
Hvorom alting er, har jeg ikke nogen hævnlyst over dem, der gjorde det, da jeg ikke synes man kan holde børn ansvarlige for alle deres handlinger. Jeg var en overgang så desperat, at da der kom en anden dreng til skolen, som var tyk og derfor overtog en del af min byrde, deltog jeg enkelte gang i mobningen, bare for at komme væk fra offerrollen. Som voksen ville jeg aldrig mobbe nogen som helst. Min pointe er, at børn vil gøre meget for at blive accepteret - mobberne er ofte lige så usikre som de mobbede.

Nu var det en lærerinde, der mobbede værst, som jeg skrev. Hun mobbede ikke alene udvalgte elever , men også nogle lærere. Hun var bestemt ikke usikker, tværtimod. Så jeg deler ikke helt din mening. Men jeg ved godt, det er moderne at sige.
Hun var skyld i en lærerinde fik nervesammenbrud og en elev blev indlagt med nervøs astma. Jeg græd, som fortalt i tre år.
Børn kan da også holdes ansvarlige, det er min mening. Men det er jo også moderne at sige, de små uhyrer ikke kan holdes ansvarlige. Det bør de ganske bestemt. At straffen så skal være efter deres alder er en anden ting. Men jeg har også læst, man er begyndt at ændre mening om den sag.

Det lyder mærkeligt, at en lærerinde kunne slippe afsted med at mobbe så mange i så mange år, uden at nogen gjorde noget. Der er vist flere skyldige i den sag - forældre og andre lærere måske...
Bortset fra det talte jeg primært om børnemobning. Selvfølgelig skal børn gøres begribeligt, at det ikke er i orden at mobbe andre børn, men hvis jeg mødte en, der har mobbet mig som barn, ville jeg aldrig holde hans/hendes voksne inkarnation ansvarlig for barndommens gerninger.
Jeg vil fastholde, at mobning er et udtryk for usikkerhed, uanset om den udføres af børn eller voksne. Mennesker der er selvsikre og hviler i sig selv, har intet behov for at svine andre til. Ej heller har de behov for hævn...

Modsat dig holdt jeg med den der blev mobbet en gang. Hvad skete der, hele flokken vendte sig mod mig i stedet for. Selv hende, der først blev mobbet.

Kan du huske det, Birthe, hvis du skulle kigge her. Dig tilgiver jeg. Jeg ved, du fik mere end rigelig straf senere.

Jeg er jo heller ikke selvsikker. 😉

At du kan sige at du ikke tror der findes en person der kan se tilbage på sin folkeskoletid som noget positivt er da i hvert fald LØGN!
Jeg gik på en skole med 500 elever fra 0. - 10. klasse med to spor (A og B klasser)
Og der var sgu ikke nogen i MIN klasse der blev mobbet.
Jeg ser tilbage på min folkeskoletid som noget rart og nostalgisk. Havde de fedeste lærer (aaarh, der var lige en jeg ikke kunne snuppe😕) og det bedste sammenhold.
Vi var 18 i min klasse 11 piger og 7 drenge, så man skulle måske tro at der ville være en del fnidder pigerne i mellem, men det var der egentlig ikke.
Det var ikke sådan at vi gik i en stor flok, men vi kunne alle snakke med hinanden, blev alle inviteret med til fødselsdage og havde ingen problemer med hvem der skulle på hold med hvem på diverse lejrskoler og projekter, sååh... Min konklusion må være, at du nok bare har haft en pænt ærgelig skolegang!
-Og det er jeg da ked af på dine vegne, men du må ikke tro at ALLE andre også har haft en nedern skolegang for det har de bestemt ikke 😉
Til dig der bliver mobbet: Synes du skulle tage en snak med læreren om hvad I i fællesskab kan gøre for at få et bedre sammenhold og respekt for hinanden så der ikke er noget mobning. Det er lærerens opgave at formidle det videre til eleverne, så hvis han/hun ikke har opdaget at der er et problem, så synes jeg bestemt du skulle tage teten og få dette bragt på banen.
-Held og lykke med det!

Jeg var til klassegenforening for noget tid siden, og der var nogle, der talte om, at det havde været en rar klasse, hvor ingen blev mobbet specielt... Tror vi var nogle stykker, der bare lod som ingenting. Selvfølgelig har der været mobbeofre i din klasse også, du har nok bare været en af de populære for hvem, det ikke har virket som noget særligt. Ikke at jeg vil bebrejde dig det, det er jo rart for dig - ville være fedt, hvis alle havde det sådan.

den nye pige i klassen der blev mobbet. det endte med at hun blev den mest populære i klassen og derefter begyndte hun at vende alle mod mig. jeg havde hjulpet hende med at få venner og hun "kunne ikke ta mig" efter eget udsagn året efter.

jeg også prøvet.jeg var til jubilæums fest for 3 år siden. og hold da kæft et positiv billede af vores skole gang de arner havde. p's jeg gør det aldrig i gen [:*(]

Er ked af at måtte skuffe dig, men det har der altså ikke været!😉
Alle har selvfølgelig ikke råbt lige højt og ja, man har da også været "sure" på nogen, men så blev vi altid gode venner igen.
Decideret mobning hvor en eller flere enten er blevet holdt udenfor, ikke inviteret med til fødselsdage/klassefester eller blevet kaldt ting og sager det har altså aldrig fundet sted i den klasse jeg gik i.

Jeg tror ikke på dig. Jeg har gået i adskillige forskellige folkeskoleklasser, og der har altid været mobning - langtfra kun med mig som offer, så mærkelig er jeg heller ikke. At man bliver inviteret med til festerne udelukker altså ikke mobning.
Som sagt er der bare nogle, der ikke ser det, og har en lyserød forestilling om deres barndom. Lidt ligesom når vores forældre insisterer på, at det var hvid jul hvert år, da de var børn, men statistikerne viser noget helt andet.

Mennesker, der er selvsikre og hviler i sig selv, har intet behov for at svine andre til. Ej heller har de behov for hævn, skriver du.
Det kalder jeg mobning at en debattør, når man skriver sådan. Du fortæller faktisk personen er et dårligt menneske. Du er en mobber.

Jeg og mine venner bliver selv mobbet. vi har haft mange møder med mobberne, lærene og forældre. en af mobberne er blevet sent hjem fra skolen, men det hjælper ikke, nu mobber de andre for ham. Vi har snakket med lærnene om hvad vi skal gøre. de saiger at vi skal komme til dem hver gang der er noget, og det har vi gjort, men nu siger de lidt at vi ikke skal komme med småting, og jeg tror de er ved at blive træte af os. det vi gør er hver gang der er nogen der gør grin med os, siger noget ondt eller andet går vi fra timen, og så må den lærere snakke med de andre om det, mens vi går på kontoret.
V
i har lige haft et stort møde, med alle elverne i klassen. vi er 42 elver, fordel i 2 klasser, og 7 af dem er mig og mine venner. det er os mod dem. som sagt vi havde et stort møde med alle eleverne. de sagde at det var os der var noget galt med. men til sidst sagde de at de skulle nok lade os være i fred, men en time efter sagde en af de andre noget til os og vi hentede en lærer. Ham der havde sagt noget til os sagde til mig at jeg var en so og alt mulig mend læreren hørte det.
Ham der blev sent hjem er venner med alle på skolen, fordi han mobber os. og da vi sp skulle med bussen hjem kom en hen til os og sagde at hvis personen blev bortvist, vidste han ikke hvad han ville gøre ved os. vi har fundet noget på nettet, hvor de bagtaler os. det værste er at min fætter er med i det. vi har tænkt os at samle alle de beviser vi kan og så sende det til skolebestyrerelsen.
håber du kan få noget ud af min histore..

Først af alt, går os i folke skole. Og det er et sted hvor der findes idioter, der kun tænker på sig selv.

Da jeg var 11 år var jeg ret så tyk og havde egentlig ikke rigtig lyst til at være ven med de andre fra min klasse (som i øvrigt ignorerede mig eller talte ned til mig). Jeg valgte altså blot at ignorere dem. Jeg begyndte at se ned på dem. De var ganske enkelt ikke værdige til at jeg skulle reagere på deres dumme kommentarer.
På et tidspunkt vender det hele. Jeg gider selvfølgelig ikke leve en tilværelse uden venner, så jeg blander mig automatisk med de andre. Hvis de siger noget dumt til mig, svarer jeg igen. Hvis de mobber andre, gør jeg grin med mobberen.
"Jamen blev du så ikke selv en mobber?" - Kald det hvad du vil 🙂 At nedgøre folk der mobber er blot at 'trække en streg i sandet - hertil og ikke længere!'
Giv dem noget af deres egen medicin - MEN så snart hele klassen vender sig mod den tidligere mobber (og du måske bliver den seje i klassen, hvilket jo sagtens kan ske!), så stop mens legen er god.
Folk der mobber er nemlig ofte ikke klar over hvornår legen ikke er sjov længere. Sådan må du ikke ende. Men svar bare igen. Ingen skal bilde dig ind du er mindre værd end dem.

Jeg gik også i en "mobbe-klasse".
Det var en ret lille klasse på ca 12 elever. Ikke desto mindre var der hele 4 grupperinger.
2 x 3 drenge og 2 x 3 piger.
Nærmest helt klassisk - den ene drengegruppe mobbede den anden, og det samme gjorde pige grupperne.
Eller jeg ved sgu ikke rigtig om man kan kalde det mobning, nok mest i de små klasser, i de store så var det mere noget med bagtaleri, og se ned på den anden grupper osv. Jeg var så i den gruppe som blev mobbet og set ned på, hold kæft da jeg grinede ved afgangsprøven da de båtnakker som "var så meget bedre end os andre", gik derfra med 6 og 7-taller mens vi andre gik med 10 og 11-taller ;)
Jeg er da også stødt på nogen af dem fra pigegrupperne siden hen. 2 af dem fra "mobbegruppen". Den ene tilfældigt på Istedgade. Hun stod og trak mens jeg var på vej til CBS.
Den anden som bartender i Holbæk ;)
Fra den anden gruppe, har jeg mødt en selvstændig erhversdrivende frisør, og en jura-studerende...

Den slags findes der kun et godt råd for, og det er en solidt plantet knytnaeve lige på tuden, så stopper det som regel helt af sig selv. 😖

Altså på mobberen, og ikke på den mobbede 😉 går jeg ud fra du mener(?)
Det bedste ville selvfølgelig være, hvis man slog i forsvar. Lærere og dumme forældre har det jo med at fokusere på den person der slog først - uanset om det er mobberen eller ej.
Men det ville hel klart skabe respekt i klassen - eller had/frygt, der kunne føre til mere splid i klassen.
Men jeg husker i 8. klasse da vi var på lejrskole. Den ene dreng jeg gik i klasse med kaldte en af pigerne grim eller sådan noget. Sød som hun var spurgte hun vores lærer (en ung sød kvinde), der rådede hende til at hun skulle give knægten en lussing.
Dette var selvfølgelig ulovligt, men vi var alle enige om at drengen trængte til en eller anden form for afstraffelse. Så pigen giver ham et ordentlig rap på kinden der får et fint knaldrødt håndaftryk.
Så stoppede drilleriet. Pigen blev den seje. Knægten blev først overrasket, så pinlig berørt (over at få tåre i øjnene) - og derefter havde han respekt for hende og andre.

Jeg er enig i at de er nogle egoister, men det er en perverteret egoisme.
Disse idioter, der 'kun tænker på dig selv' har nemlig ikke nok i sig selv! - men må konstant søge anerkendelse hos de andre. De andre skal anerkende ham/hende som den store stærke, seje, flotte leder. Gør de ikke det bliver han/hun forvirret og samler sit slæng omkring sig for at nedgøre den eller de der ikke anerkender ham/hende som leder af gruppen.
Sådanne mennesker bør man ikke have til meget overs for. De er ganske enkelt spild af tid.