Jeg er en enlig mor

med et barn på 10 år. Jeg var sammen med mit barne far i mere end 10 år men for lidt over 4 år siden valgte jeg at gå fra ham da kærligheden var væk.
Jeg har nu en dejlig kæreste(der er weekend far til et dejligt barn og vores børn hygger sig sammen) han er dejlig, sød ved mig og mit barn. Min eks har også en sød pige og har fået et barn med hende for 2 år siden. De virker ret lykkelige og vores fælles barn er glad for at komme på weekend og ferie hos ham da han er en god far. Vi bor så tæt så vores barn kan besøge os når de er hos den anden partner.. Hvilket han aldrig gør.
Nu er problemt at vores fælles barn græder meget og er meget ked af at vi ikke bor sammen mere. Når jeg er hos dig savner jeg far og når jeg er hos far savner jeg dig.
Hvorfor kan det ikke bare være som det var før da dig og far var sammen spørg barnet tit og græder meget.
Jeg har forklaret at vi ikke elsker hinanden mere men at vi er gode venner og snakker altid pænt til og om hinanden. Forlarer at jeg er lykkelig med min fyr og at hans far er glad for sin kæreste og deres fælles barn. Alle er glade men ikke vores fælles barn. Hvordan pokker før jeg vendt møllen? Jeg har ikke sagt noget til min eks eller min fyr da jeg regnede med at det var noget der gik over men sådan ser det ikke ud. For lidt siden var den gal igen og igen forklarede jeg at tingene ikke kunne blive som de var og det ikke hjælper at græde. Hvad skal jeg ellers gøre?

Der må være en sådan tilknyttet skolen, som kan tackle det professionelt.

Hej - den lyder meget svær.
Jeg har ikke prøvet din situation, hvorfor det naturligvis kan være svært at komme med gode forslag, men jeg vil dog prøve.
Jeg er selv far til 2 børn, hvoraf den ene er en tænker (6 år), der bliver meget påvirket at føelser. Han har haft en længere periode, hvor han var meget bange når han skulle sove (det kunne være alt fra døden til ildebrand), hvilket naturligvis gjorde min kærste og jeg fortvivlet, og vi forsøgte at tale med ham, og forklare ham alverdens ting, men det hjalp ikke rigtigt.
På et tidspunkt gik det op for mig, at vi hele tiden kom med voksen argumenter, hvilket ikke rigtigt virket på den lille. Det virket som om han havde nogle føelser som han ikke rigtigt kunne komme ud med, men som han virklig havde brug for at komme ud med. Jeg valgte derfor at forsøge mig med lidt alternative metoder, og jeg tog derfor en blok og nogle tudser, og sagde, at han skulle tegne det han var bange for, og så ville jeg komme ind til ham lidt senere og kigge på det. Han mente naturligvis ikke, at han kunne tegne en ildebrand, men jeg sagde, at han bare skulle prøve. Som aftalt gik jeg ind til ham efter ca. 5 min. Til min store glæde lå han med tudsen i hånden og sov henover blokken (i sin seng). På blokken var der en tegning af en ildebrand, og nogle brandmænd, der slukket den.
Det "sjove" var nu, at de efterfølgende gange han var bange var det ikke længere de samme ting, som han tidligere havde tegnet, men nye ting. Og hver gang han havde tegnet noget han var bange for, ja så var han ikke bange for det mere - vi talte somregl altid kort om hans tegning om morgen (hvor han altid var meget stolt over tegningen).
Da det stod på, vidste han godt tilsidst, at han skulle tegne når han var bange, hvilket han faktisk havde det godt med.
Nu har vi ikke længere de problemer med ham, men det fik mig til at indse, at vi nok som voksen har en tendens til at forklare de små for meget, hvorimod det de har brug for er, på en eller anden måde, at komme af med deres indestængte føelser, der ikke kan løsnes ved hjælp af argumenter.
Jeg ved ikke om mit indlæg er til hjælp for dig, men jeg føler virklig med dig/jer.

lige nogle spørgsmål. Hvor lang tid gik der fra du gik fra din eks og til du mødte din nye kæreste ?
Dit barn har brug for at du sætter dig ned og siger til ham at du godt kan se at han er ked af det - anerkend hans følelser og hjælp ham igennem hans sorg.
Det er helt normalt og alle skilsmisse børn ønsker at deres mor og far finder sammen igen - det samme gør min søn og det er 7 år siden jeg gik fra hans far.
Selvfølgelig er han ked af det......
Det kan selvfølgelig også være fordi din eks snakker meget om at i finder sammen igen❓Det er der nogen forældre der gør også er det jo klart at han græder så meget, hvis der er nogen der giver ham et håb for det kan blive dig og hans far igen...Bare en tanke...

Jeg tror du skal prøve at udtrykke at det er i orden at barnet er ked af det. Det er forståeligt at barnet savner den forælder som det ikke er hjemme hos. Det er jo svært at undvære sin mor/far og selvfølgelig ville barnet ønske at i stadig bor sammen.
Du kan prøve at vise at du kan rumme barnets følelser, sige fx " jeg kan godt forstå du savner mig når du er henne hos far, jeg savner osse dig indimellem, og så tænker jeg på hvad vi skal lave når vi ses igen, og jeg glæder mig til du kommer hjem".
Hvis Barnet hjemme hos dig giver udtryk for at det savner sin far kan du på en lidt frisk måde at snakke om hvad der er godt og sjovt henne hos far. Prøve at samtale omkring hvad de laver derhenne.
På den måde anderkender du barnets følelser samtidig med at i ikke hænger fast i situationen.
Og når/hvis barnet siger " det var bedre hvis i stadig boede sammen " kan du sige " ja skat det forstår jeg godt, alle børn vil helst have at forældre bor sammen men sådan er det ikke altid". Så giv barnet en ordentlig krammer, og tænk på at du har gjort/stadig gør, det som er bedst for jer.
Det er en god ide at tale med din exmand om de problemer uden at barnet hører på det, så i sammen kan hjælpe barnet med at bearbejde de følelser som det har angående jeres skilsmisse.

Jeg er en pige på femten som oplevede mine forældres skilsmisse for lidt over fem år siden. jeg græd nærmest hele tiden og kunne, ligesom din dreng, ikke forstå hvorfor far og mor ikke kunne bo sammen. en dag satte min mor sig ned sammen med mig og forklarede mig stille og roligt at det trods alt er bedre at have to glade forældre der bor hver for sig, end to der er sure og ikke kan finde ud af det, som bor sammen. Det hjalp for mig.
Jeg var også koplet på en skolepsykolog, men det er ikke noget jeg vel råde andre til, for det gjorde mig egentlig bare mere ked af det.
Mit råd er at du sætter dig ned og forklare ham det med sammen og hver for sig.
Jeg ved af erfaring at man aldrig helt stopper med at håbe på at forældrerne flytter sammen, selvom de, som mine, ikke kan tale sammen.
Det tager lang tid, men med tiden tror jeg din dreng vil acceptere at i bor hver for sig.