Jeg er klar - han er ikke....

Jeg er bestemt også klar!
Vi runder snart 30 begge to, og har været fast par i snart 4 år. Jeg har været klar i ca 2,5 år, og har ikke lagt skjul på det overfor min kæreste.
Jeg har accepteret (naturligvis) at han ikke har været klar, men kan mærke det bliver svære for mig. Der er ikke som sådan nogen forklaring på, hvorfor han har det sådan???
Vi har pladsen, kærligheden og økonomien til det...
Mit problem er at jeg efterhånden blive ked af det, når vennerne kommer og fortæller at de skal have nr. 1, 2, 3 eller 4.
Jeg ønsker ikke at presse ham ud i noget, fordi vi skal være 2 om det, men frygten for det aldrig bliver eksistere....
Det er ham jeg vil have, og ham der skal være far til mine børn, men det kræver en fælles beslutning om p-pillerne skal ligges på hylden!
Måske er han bare bange, men det ændre ikke situationen.... Hvad skal jeg gøre...[:*(]

så ved jeg, det eneste der er at gøre er at finde en anden hvis du vil have børn inden du er 40....
Ellers må du forlige dig med, det kun bliver dig og ham.

du er altså kun 29. Du skal nok få de børn, du skal have

love det? I mine øjne er det vanvittigt at vente, til man er godt oppe i 30´erne for så måske at finde ud af, at man skal have hjælp til at blive gravid. Jeg kender flere, der "pludselig" står sidst i 30´erne uden ønskebarnet, fordi de har udskudt det for længe. Så ender det med et enebarn, selv om ønsket var 3-4 børn, eller en adoption i sidste øjeblik.
Det er MEGET dristigt af dig at "love" trådstarter, hun nok skal få de børn, hun "skal have" - men du er måske synsk?

så han kommer tilbage som en normal og klogere mand.

af bitter erfaring, eller tager jeg fejl?

snakke med ham. jeg har stået i samme situation og ventede i 5 år med diverse stikpiller fra omverdenen " skal du aldrig have nogen❓ , hvis du venter meget længere er det da for sent osv osv , " havde til sidst meget svært ved at glæde mig over andres lykke når de udmeldte selvom jeg prøvede .
jeg endte med at flytte fra min samlever for at han skulle tænke tingene igennem , for jeg vidste med mig selv at jeg ikke kunne eller ville leve uden børn . men ville aldrig snyde mig til dem - det skulle være ønsket fra begge kanter .
det gav pote , for han ville ikke undvære mig , men at glæde sig til livsforandringen kunne han ikke . idag ville han ikke undvære , og er virkelig vokset med opgaven ... i må tage snakken for det er så hårdt at gå og vente

Jeg fik mine tre børn, før jeg fyldte 30 - men ser mange triste eksempler omkring mig på, at folk venter for længe, fordi de lige skal nå dit og dat...

for at det aldrig sker er også stor. Jeg har nævnt at jeg bliver nød til at flytte for at samle min tanker, (og give ham plads til at samle sine), men har ikke rigtig "nosserne" til det....
Og som i skriver r de flere og fere de har svært ved at blive gravide, og tænk hvis det også gælder mig....

Så er tiden gået, og vi har taget små skridt....
I november 2010 lagde jeg p-pillerne på hylden. Vi besluttede i fællesskab at vi kunne starte med at se om min krop fungerede efter 12 år på p-piller.
Vi kunne hurtigt konstatere at det fungerede perfekt - 28 dage mellem mens...
Dernæst blev vi enige om at "passe på" og at han måtte trække sig, og skulle der ske noget, så måtte det jo være sådan.
Som tiden gik blev han mere og mere afslappet ved tanken, og i dag er jeg 14 uger henne 🙂
Han skulle da lige vende sig til tanken om at skulle være far, men i dag fortæller han det stolt til alle.....