Jeg er mobbet i stykker
Jeg er en ellers højt begavet, pæn, høj og slank pige med et højt humør, som bare altid er blevet mobbet og grinet af fordi jeg er høj.
Det startede med pædagogerne i min børnehave. Der var heldigvis ingen af børnene der mobbede mig der.
Da jeg så kom i skole mobbede børnene mig meget, men som den store glade humørbombe jeg var besluttede jeg mig meget tidligt for ikke at finde mig i det og begyndte at sige noget igen. Ok jeg fik det faktisk stoppet i min klasse og endte med bare at være sådan lidt upopulær, men ingen gik og generede mig.
Men på resten af skolen og fritidshjemmet og klubben kunne jeg slet ikke være i fred og det var nogle der var ca 3 år ældre end mig der mobbede. Pædagogerne mobbede med. F.eks. stilte jeg op til gerne at ville være med i elevrådet. Her besluttede lærerne at det nuværende elevråd skulle stemme på dem der dukkede op og dermed vælge til og fra. Da jeg dukkede op blev der så bare grinet af mig og fik ingen stemme. Ingen greb ind.
På fritidshjemmet og klubben skete mange lignende ting og jeg forsøgte at sige det til de voksne, men de mobbede bare med. Jeg kom f.eks. aldrig med på lejrture og hvert år med den begrundelse at der jo ikke var plads til alle og at jeg nok kom med næste gang. Mine klassekammerater kom altid med.
Jeg forsøgte at gå til mine forældre, da en lærer havde udøvet vold imod mig. Det tog de hånd om, ved at ringe til skolen. De forsøgte også at ringe til min klasselære, men han gjorde ikke noget. Da jeg blev 10-11 år forsøgte jeg at stoppe de store børn der mobbede, ved selv at svare igen. Det hjalp faktisk lidt, men mine klassekammerater tog afstand fra mig i stedet for at støtte op om det jeg gjorde. Til sidst droppede jeg ud af fritidsorningen.
Da jeg nåede 8. klasse var sidste store mobbere gået ud af skolen. Det var en helt befrielse, men der havde jeg så ingen venner tilbage i min klasse, da de jo tog afstand til mig. Jeg søgte derfor dårligt selskab og mobningen fortsatte indenfor de kriminelle kredse. Jeg fik dog "venner" men nu stod mobningen på fysisk vold og på at stjæle fra mig. Jeg røg bare hash og fik aldrig en uddannelse. Fandt en masse bekendte at hænge ud med, men det var kun dårligt selskab. Men jeg havde et stort behov for at vise folk at jeg havde venner og ikke bare lod mig slå ud. Pinte mig selv med ensomhed uden en sød kæreste, da jeg ikke følte mig værdi og fandt kun mænd der behandlede mig som et lokum, da det var det eneste jeg kunne finde ud af.
Jeg har siden jeg barn haft en viden om at det ikke var mig den var gal med, men har alligevel ikke kunne leve normalt. Jeg blev enlig mor, da jeg ikke troede på kærligheden. Det var så ufatteligt hårdt og samtidig bliver man bare fordømt af omverdenen til at det hele er min egen skyld!
Jeg overlever ved at vise folk at jeg er høj og glad, men som voksen er det jo nærmest omvendt mobning jeg møder. Hvis jeg f.eks. får af vide at jeg ligner et skellet eller at jeg er sindsygt høj, ja så svare jeg at jeg rent faktisk er normalvægtig og glad for mit udseende. Jeg kan også finde på at svare at jeg hellere vil have min højde end din. Altid med et høftligt smil og straks bliver jeg fordømt som højrøvet og bliver så holdt udenfor p.g.a. det. Jeg ligner en lidt en fotomodel ja det kan jeg selv se, men det berettiger da ingen til at mobbe mig med mit udseendet. Misundelige voksne burde søge psykolog så de kan blive bevidste om at det er dem der rent faktisk mobber!
Det startede med pædagogerne i min børnehave. Der var heldigvis ingen af børnene der mobbede mig der.
Da jeg så kom i skole mobbede børnene mig meget, men som den store glade humørbombe jeg var besluttede jeg mig meget tidligt for ikke at finde mig i det og begyndte at sige noget igen. Ok jeg fik det faktisk stoppet i min klasse og endte med bare at være sådan lidt upopulær, men ingen gik og generede mig.
Men på resten af skolen og fritidshjemmet og klubben kunne jeg slet ikke være i fred og det var nogle der var ca 3 år ældre end mig der mobbede. Pædagogerne mobbede med. F.eks. stilte jeg op til gerne at ville være med i elevrådet. Her besluttede lærerne at det nuværende elevråd skulle stemme på dem der dukkede op og dermed vælge til og fra. Da jeg dukkede op blev der så bare grinet af mig og fik ingen stemme. Ingen greb ind.
På fritidshjemmet og klubben skete mange lignende ting og jeg forsøgte at sige det til de voksne, men de mobbede bare med. Jeg kom f.eks. aldrig med på lejrture og hvert år med den begrundelse at der jo ikke var plads til alle og at jeg nok kom med næste gang. Mine klassekammerater kom altid med.
Jeg forsøgte at gå til mine forældre, da en lærer havde udøvet vold imod mig. Det tog de hånd om, ved at ringe til skolen. De forsøgte også at ringe til min klasselære, men han gjorde ikke noget. Da jeg blev 10-11 år forsøgte jeg at stoppe de store børn der mobbede, ved selv at svare igen. Det hjalp faktisk lidt, men mine klassekammerater tog afstand fra mig i stedet for at støtte op om det jeg gjorde. Til sidst droppede jeg ud af fritidsorningen.
Da jeg nåede 8. klasse var sidste store mobbere gået ud af skolen. Det var en helt befrielse, men der havde jeg så ingen venner tilbage i min klasse, da de jo tog afstand til mig. Jeg søgte derfor dårligt selskab og mobningen fortsatte indenfor de kriminelle kredse. Jeg fik dog "venner" men nu stod mobningen på fysisk vold og på at stjæle fra mig. Jeg røg bare hash og fik aldrig en uddannelse. Fandt en masse bekendte at hænge ud med, men det var kun dårligt selskab. Men jeg havde et stort behov for at vise folk at jeg havde venner og ikke bare lod mig slå ud. Pinte mig selv med ensomhed uden en sød kæreste, da jeg ikke følte mig værdi og fandt kun mænd der behandlede mig som et lokum, da det var det eneste jeg kunne finde ud af.
Jeg har siden jeg barn haft en viden om at det ikke var mig den var gal med, men har alligevel ikke kunne leve normalt. Jeg blev enlig mor, da jeg ikke troede på kærligheden. Det var så ufatteligt hårdt og samtidig bliver man bare fordømt af omverdenen til at det hele er min egen skyld!
Jeg overlever ved at vise folk at jeg er høj og glad, men som voksen er det jo nærmest omvendt mobning jeg møder. Hvis jeg f.eks. får af vide at jeg ligner et skellet eller at jeg er sindsygt høj, ja så svare jeg at jeg rent faktisk er normalvægtig og glad for mit udseende. Jeg kan også finde på at svare at jeg hellere vil have min højde end din. Altid med et høftligt smil og straks bliver jeg fordømt som højrøvet og bliver så holdt udenfor p.g.a. det. Jeg ligner en lidt en fotomodel ja det kan jeg selv se, men det berettiger da ingen til at mobbe mig med mit udseendet. Misundelige voksne burde søge psykolog så de kan blive bevidste om at det er dem der rent faktisk mobber!