Jeg føler mig anderledes!

Kærlighed er en underlig størrelse....så er det sagt! Der er oceaner af film og reality-programmer som fodrer os med et totalt lyserødt billede af, hvordan kærligheden skal se ud. Og jeg bli'r sgu i tvivl, om de har ret?!
Jeg er sammen med min kæreste på 3. år. Jeg er glad for han er en del af min hverdag. Ja, jeg kan faktisk ikke forestille mig en hverdag uden. Jeg holder af ham, han betyder noget for mig. Han er den eneste, jeg vil have børn med. Men jeg er ikke totalt forgabt??? Jeg tager da jævnligt op til overvejelse om han nu er Mr Right for mig. Nogle gange er han, andre gange er han overhovedet ikke. Men i bund og grund føler jeg, jeg hører sammen med ham. Jeg har det lidt underligt med, at jeg ikke kan sige 100 % at jeg elsker ham. Og jeg tror måske det handler om, at jeg snart ikke ved, hvad det vil sige at elske? Jeg tror, jeg sætter idealerne for højt! Samtidig er jeg ret allergisk over for dem, som siger, at de æææælsker deres kæreste, når de har været sammen i 2 måneder!
Lægger jeg for meget i ordet "elske"?? Når jeg tænker på at elske, så er det en dyb dyb dyb samhørighed, som ikke opnås efter 3 år.
Jeg er nok en sær fisk - jeg ved ikke, hvornår jeg kan sige, at jeg elsker min kæreste. Om 5-6-10 år? Et eller andet sted henne er det jo ligemeget, bare man er tilfreds 😉
Blot lidt luft herfra 😃

Du er sgu ikke så underlig!
Undskyld mit sprog, men al det lyserøde lort der bliver lukket ud af tv´et skulle altså forbydes!!!
Jeg er slet ikke i tvivl om at jeg elsker min kæreste og det er ham jeg vil være sammen med, men det er altså langt fra lyserødt hele tiden. Sommetider bander jeg ham derhen hvor peberet gror og indimellem overvejer jeg da også hvad fremtiden bringer. Ikke fordi jeg ikke har lyst til at være sammen med ham, men jeg tror det er en naturlig del af det at være et voksent og reflekterende menneske at man overvejer alle dele af sin tilværelse med jævne mellemrum. For hvor vil man hen, hvorfor, hvornår og med hvem?
Dem der tror at kærlighed er det man ser på tv eller i film, de får sig en hård, hård overraskelse når de en dag oplever hvordan kærligheden er, når man har været sammen udover den første, vanvittige forelskelse og når man f.eks. har boet sammen i noget tid, måske har fået børn, har arbejde eller uddannelser at passe, helbredsproblemer der dukker op osv. Så ér det ikke altid lutter lagkage og det er egentlig sjældent at man ryger ud på de der vilde våger man gjorde da man var helt nyforelsket.
Og godt det samme; en stabil kærlighed trives på mange måder bedre i et forhold hvor der ikke er de der kæmpestore udsving med "åh gud h*n elsker MIG/åh gud, jeg tror jeg skal dø, h*n kan vidst slet ikke lide mig alene". Sådan en svingende sindsstemning kan jo heller ikke fungere i længden, man bliver sindssyg af det og hverdagen bryder sammen. Det du beskriver er en meget mere naturlig måde at føle og tænke på når den momentane sindssyge man kalder forelskelse er overstået. Og når man når dertil, jamen så er det spørgsmål om at forstå at de der luftkasteller; de ér og bliver luftkasteller.
Ikke at man ikke skal lægge sig i selen, dyrke kærligheden og hinanden, men lad være med at tro at det hele er lyserøde hjerter og balloner der svæver 2 meter over jorden. Det er nemlig OGSÅ skænderier, sure sokker, influenza, lektier/overarbejde, kiggen-på-hinanden-og-være-for-trætte-til-sex-indimellem osv.

Tak for dit svar!
Det er ret brugbare synspunkter. Jeg har aldrig været helt derude på de vilde våger med ham her (modsat andre før i tiden). Vi hørte bare sammen fra starten af, og jeg så ham, som han var, fra starten af 😉
Jeg må prøve at skyde luftkastellet ned, selvom man sgu tit har en fornemmelse af, at det bare kører smooth derudaf for ALLE andre, og at de elsker så dybt dybt dybt inde i hjertet, at de kunne skrive flere kærlighedsnoveller end Danielle Steele. Sådan har jeg det ikke...jeg holder af, er veltilfreds og veltilpas!

Nej, du er ikke en underlig fisk... eller, hvis du er, så er jeg også! :P
Jeg har det på samme måde, i visse perioder blusser følelserne mere op, og i andre gider jeg ham meget mindre... Men egentlig er jeg glad for det på de måde.. ville orke at rende rundt og være stormendeforelsket hele tiden. De dårlige tider, får en til at værdsætte de gode tror jeg...
Og tv er tv, der kan de klippe i det hele... og spille skuespil, lade sig rive med, og hvad ved jeg. De laver end ikke deres egne dates, det er der et filmhod der sørger for... tror at min kæreste ville havee svært ved at få muligheden for at leje en luftballon, flyve mig over et smukt landskab, mens vi delte en flaske champagne, og bare så hinanden dybt i øjnene, for bagefter at lande på taget af et slot, hvor vi skulle spise romantisk middag, lavet af en gourmet kok, mens to hvide duer landende på hver vores skulder...Og ja, jeg kunne jo blive ved :P De fleste der har mødtes i reality tv er ikke blevet sammen, dui kan jo evt prøve at google lidt rundt på det.

Jeg kan godt forstå dig, jeg havner også i det tankerum engang imellem. Jeg er kommet dertil, hvor jeg bedre kan finde ud af det, hvis jeg stiller mig selv spørgsmålet:
ville det betyde noget for mig, hvis den person går ud af døren og jeg måske ikke ser personen igen?
Hvis man ikke har lyst til og ikke kan bære, at miste den persons samvær, så må det være fordi man elsker dem og ønsker de skal være en bestandig del af ens liv!!
Det skal vel heller ikke være hele tiden, at man føler man er drønglad/forelsket i sin partner, nogen gange er han helt vildt dejlig, andre gange måske lidt kedelig eller noget andet. Tror at hvis man skulle falde i svime konstant, så ville det da kvæle ham og det ville da også være for meget.
Dybeste set er kærlighed, for mig, når man for alvor kender hinandens + og - sider og man kan smile lidt for sig selv og sige, skidt pyt jeg ville ikke undvære - siderne, for det er jo en del af ham/hende. Og der går jo nok noget tid, før man når dertil, hvor man kender næsten alle + - siderne.
Ved ikke om det kan hjælpe dig med noget men nu er bolden kastet op i luften til at gribe hvis......

Jeg har en kæreste på 3,5 år....
er i tyverne... tænker efterhånden at børn jo lige er om hjørnet, og her er jeg bare i tvivl om det skal være HAM her...
Jeg har den der bølge af veltilfredshed, og tvivl sådan 50/50.
På den anden side som du skriver kan jeg heller ikke forestille mig det anderledes.
Men når tvivlen så er der så har jeg en bestemt eks kæreste i tankerne... en fyr som er den første jeg blev forelsket i.
Det bare så mærkeligt, for realistisk set skal jeg aldrig være sammen med ham igen (min eks), og vi vil i det hele taget 2 forskellige ting. Det er nok mere IDEALET af ham jeg drømmer mig tilbage til, end den person han egentlig er.
Men mit spg er vil der ALTID være en eks man aldrig kommer sig 100 % over?
(UDEN dette betyder man skal tage kontakt, for det jo ikke det jeg vil.)

Tak for Jeres svar - det kunne godt lyde til, at jeg ikke er sådan en sær fisk alligevel 😉
Den var nu ellers god den med at lande på taget af et slot med hvide duer på skuldrene hehe!
Men ja, det er vel en del af livet at overveje for/mod det valg, man nu engang har gjort. At have op- og nedture med sine følelser😖
Voksen Pige: Det lyder som en god ide at stille sig selv spørgsmålet, om man vil kunne bære/have lyst til, at den anden forsvandt ud af døren og ud af ens liv. Og nej, det har jeg egentlig ikke lyst til! For jeg har det rigtig godt. Er det så kærlighed? Jamen det er det vel så for dig og mig. Og det er vel også godt nok?!

ingen gider lave realityshow om almindeligheder. Ingen gider fortælle historier om hverdag og almindeligheder.
Når man skal fortælle hvor godt det går med kæresten, har de fleste en tendens til at komme en del tillægsord på, for at understrege.
Men alt dette har jo ikke noget med den virkelige hverdag at gøre.
Og alle mennesker er heldigvis forskellige, og vi opfatter virkeligheden forskelligt, har forskellige prioriteter osv.
Fjernsyn og film kan fortælle dig, hvad kærlighed er, ligeså meget som en pornofilm kan fortælle dig hvad sex er.
Det vil altid blive et forskruet og karikeret billede.
DU skal selv finde ud af, hvad kærlighed er for dig. Hvad du vil have, hvornår det er godt nok for dig.
Og det er da svært.
Livet er selvfølgelig meget nemmere, hvis man finder facitlisten på nettet. "Sådan, sådan og sådan skal man føle, før det er rigtig kærlighed".
Det ville jo være nemt - hvis det virkede. For det gør det naturligvis ikke. Det er jo derfor, at du skriver som du gør.
Realityshows og tvs definition af ægte kærlighed kan du ikke genkende - og vær du glad for det.
For f.... nej om jeg vil bedømme kærligheden i mit forhold ud fra andres definitioner. Og da slet ikke hvad et skide tv-show fortæller mig.
Held og lykke med det

på alle de gængse Dameblade og alt hvad de skriver om? Det er en fantasiverden uden lige og når du bliver noget ældre vil du indse,at film skal tjene penge og Dameblade skal tjene penge og længere er den ikke...

du er på ingen måder underlig
mødte selv min samlever for 15 år siden ved et tilfælde , fra første færd var det som om vi var gamle kendinge . intet var nyt vi var som et gammelt ægtepar meget underligt når man tidligere havde været i storm ombruste forhold med kæmpe lidenskab , pludseligt at møde en gammel kending .
men man bliver tryg og det er sikkert meningen , men må også sige at det hele bliver kedeligt .
ih hvor jeg kender den fornemmelse du har .
jeg har dog forliget mig med tanken om at det er os , og nu hvor vi har børn er det sådan det er .
enten så løber du nu 😉 inden der kommer småfolk eller også så hænger i sammen for altid 😮 bare lige så du ved det 😉

at enten løber jeg nu - eller også hænger vi sammen. Og jeg vælger, at vi hænger sammen, for jeg har ikke lyst til, vi er hver for sig! Jeg tror, spørgsmålet omkring definitionen af kærlighed netop er så presserende nu, hvor jeg står og skal til at fylde 30... Det hele bliver lidt mere alvorligt og det er nødvendigt at tænke udover sin egen næsetip 😉 Vi får måske snart børn osv - beslutninger der ikke bare kan laves om.
Jeg holder af ham, både hans gode og hans dårlige sider taget "in mente". Selvom jeg ikke lige kan definere ordet "elske" og ikke kan sige det 100 %, så har jeg en eller anden ide om, at jeg rigtig gerne vil det her - og så en dag.....kan jeg måske sige, jeg elsker ham 😉
Rart at vide, at den underlige fisk, ikke er så underlig alligevel 😉

At den eneste grund til jeg skulle stikke af nu- det skulle være fordi tankerne da er frustrerende og min grublen er irriterende. Men det er jo bare tanker. Hvis mit forhold var irriterende og frustrerende havde jeg taget benene på nakken for længe siden...men jeg ser ingen grund til det.
I øvrigt tak for de mange indlæg🙂

Det du skal nu er jo at finde frem tiil hvilken "type" du er. har du det bedst med det trygge og stabile liv med en god mand og senere børn og børnebørn i faste rammer og det materielle på plads, jamen så er det jo DIG og så er det lige præcis dette du skal. Og du skal netop ikke lade idiotprogrammer på TV afgøre, hvad som er rigtigt eller forkert for netop dig.
Der er dem ,der ikke kan leve uden passionen i deres liv - jeg er en af dem. Og jeg ville nok ikke kunne finde tilfredshed med at leve KUN med venskablige følelser for den mand jeg levede sammen med - med mindre jeg havde en elsker ved siden af...😉
Og personligt betaler jeg gerne prisen for at være, som jeg nu er. Jeg ville føle mig som levende død, hvis jeg ikke sprang ud i havet og lod mig rive med for derefter at blive skyllet ind på stranden mere eller mindre kuldslået.
- men alligevel føle at DET VAR DET HELE VÆRD! [f][l][f]
Det vigtigste er at erkende og forstå hvilken peronlighedstype man er, og så indse at der altid er en pris at betale, for de valg man tager i livet. Vil du satse på det trygge og gode liv sammen med din mand, så indse at det også har sin pris - siden du har en vis usikkerhed omkring dit valg!
Der vil fremover være en uopfyldt længsel efter MERE dybde (?) i dit liv - tror jeg - som du så må få opfyldt på anden måde. Du er ikke afklaret, så derfor skriver du herind på soldebatten.
De fleste gode film om patos og kærlighed er jo lavet af kunstnere, som ikke kan andet end at leve deres passion ud. Husk det når en film bevæger dig!
Realityshows og andet bras skal jeg ikke udtale mig om, da jeg går en stor bue ud om disse TV underholdningsudsendelser. Hvis det er det eneste du har som inspiration til dit liv - udover din kæreste - ja så må du altså finde noget med mere indhold. For tydeligt at du iikke er helt klar i hovedet mht. hvad du skal tænke og mene og føle, siden du opretter tråd om dit problem.
Hvad med at læse nogle gode bøger❓Bare et forslag til større selvindsigt!
Held og lykke til med dit liv fremover 🙂
Pusser

...du er slet ikke underlig i din udmelding.
Kærlighed er nemlig en meget stor del af vores liv. Men i bund og grund handler det først om at elske sig selv inden man kan give sig selv hen til et andet menneske, og elske det dybt. For kærlighed er ren, tilgivende, ikke jaloux eller manipulerende. Og når vi stiller spørgsmålstegn ved os selv, stiller vi som regel også spørgsmålstegn ved vores omgivelser, specielt dem der står tættest på os. Så om du er tvivl om definitionen baseret på alle de cornie relityprogrammer om lyserød kærlighed, så er det en naturlig ting, da de færreste af os formår og definere den 100 %.
Mit tip: Elsk dig selv, og du formår at elske andre, uanset hvor lang du har kendt dem.
Pøj pøj :)

I er inde på noget af det samme, med at man skal starte med at definere sig selv og elske sig selv - og jeg er slet ikke i tvivl om, at I begge har ret. Som I også er inde på, skriver jeg herinde fordi jeg har svært ved at definere kærlighed og fordi jeg føler mig lidt anderledes og forvirret på dette område.
Jeg er kommet frem til, at det eneste der betyder noget, er, hvad kærlighed er for mig - uden at sammenligne mig med alverdens udeforstående ting! Kærlighed for mig er en dybere følelse, som når hele ind i knoglemarven - og jeg er et godt stykke tid om at opbygge den, tror jeg.
Jeg er glad for min kæreste og jeg vil ikke undvære ham. Det har egentlig pint mig, at jeg ikke på nuværende tidspunkt kan sige, at jeg elsker ham. Og Rumba, du har ret, når man er usikker på sig selv - så kan man nemt skyde "skylden" på de nærmeste man har - og i det her tilfælde være usikker på, om forholdet er "godt nok for mig".
Men når jeg tænker dybere over det - ja, så har det måske mere noget med mig selv at gøre end med min kæreste/forholdet at gøre. Jeg er en langsom starter - og et eller andet sted henne - hvad så hvis der går 10 år før jeg kan sige, jeg elsker ham?! Det vil ikke være et udtryk for utilfredshed med mit forhold- snarere at jeg bare er sådan som person 😉