Jeg har fundet kærligheden, men mine forældre svigter...

Hej alle...
For ca. 3 år siden mødte jeg en dejlig (gift) mand - 16 år ældre end jeg selv. Jeg er i dag 29 år. Vi blev forelskede, han blev separeret og vi begyndte at se lidt til hinanden. Det gik dog ikke og vi gik hver til sit. For 1½ år siden mødtes vi så igen og blev forelskede igen. Vi talte om mange ting, bl.a. hvad der gik galt dengang. Det var som om at vi begge havde nået nogen ting, så vi nu var klar til hinanden.
I dag bor vi sammen og skal giftes til sommer. Jeg er meget lykkelig og føler at jeg har fundet ham jeg kan elske resten af livet...men men men.... Mine forældre ønsker ikke at have noget med ham at gøre.
Deres begrundelse er at han er for gammel til mig og han har børn i forvejen. De mener at vide at det ikke holder, at jeg bare er blevet forblændet af forelskelsen og at der absolut ingen fremtid er i forholdet. Vi har jo desuden også været sammen en gang før, og der gik det jo ikke, så det gør det jo nok heller ikke nu. De vil ikke høre noget om min hverdag, da han jo indgår i den, så når vi en sjælden gang ses, taler vi om vind og vejr. Det er uholdbart i længden.
Oven i det får jeg skylden for at de har de dårligt, at der ikke længere er nogen mening i deres tilværelse, og de har flere gange sagt at de måske går fra hinanden pga det her.
De synes jeg er både dum og blind og deres opførsel har nogen gange været helt hen i skoven. De hader ham, fordi han har ødelagt to familier, og "sådan en som ham" vil de i hvert fald ikke bruge tid på. Jeg er enebarn og vi har ikke en særlig stor familie. De forstår ikke at jeg vil være bekendt at ødelægge vores familie ved at vælge en de ikke synes om.
Jeg vil gerne høre jeres mening om det. Jeg føler jeg har gjort hvad jeg kan. Vi har selvføgelig talt om det tusind gange, men jeg føler ikke at jeg kan komme igennem med noget. De besøger mig aldrig da jeg jo bor sammen med min kæreste og jeg har måtte aflevere ting tilbage, som de har givet mig, da han jo ikke skal have gavn af det!
Jeg synes da at vi lever i et rimeligt moderne samfund hvor skilsmisser og aldersforskel i parforhold ikke er så ualmindeligt. Det er vidst heller ikke så ualmindeligt at være kærester, gå fra hinanden og så finde sammen igen...det har mine forældre i øvrigt selv været igennem, netop derfor regnede jeg med forståelse.
Skriv skriv - er temmelig frustreret over det. Jeg vil jo helst ikke give afkald på mine forældre...

går i så små sku er de godt nok ikke ret kloge. Hvad med at spørge dem om det vigtigste for dem ikke er at DU er lykkelig. De er jo barnlige. At du skal aflevere ting tilbage som du har fået af dem da din fyr ikke skal få glæde af dem. Nej nej det er som om de er 5 år.
Jeg kan forstår en ting. Som forældre til en datter der har været "kæreste" med en gift fyr og som så er sammen med ham fast. De tænker jo nok: hvornår tager han så røven på dig??
Helt ærligt. Kan de ikke respektere at du er lykkelig og du har selv valgt at være sammen med en mand som du bestemt ved har været hans kone utro. Så syntes jeg ikke du skal bruge tid på dine forældre. Det mindste de kunne gøre var da at støtte dig. Også selv om de ikke kan lide ham. De kan vel se ham nogle gange om året og dit tit fx. Held og lykke med jeres femtid.

Jeg kan helt og fuldt sætte mig ind i at du er frustreret, fordi du på
en eller anden måde bliver nødt til at vælge mellem dine forældre og din
kommende mand.
Jeg syntes ikke dine forældre behandler dig ordentligt.
De vil give dig skyldfølelse ved at true med at gå fra hinanden.
Det er da langt ude i hampen.
Jeg har prøvet på at se tingene fra deres synspunkt,(selvom jeg ikke syntes de
virker sympatiske). Da du er enebarn er de vant til at have øjnene på dig og
jeg tror at de helt klart vil beskytte dig fra hvad de ser som en dumhed.
Deres generation har det med at blive sammen, (omend de truer med det modsatte),
og jeg tror det er derfor de modsætter sig at du kan blive "pige nr 3", fordi
han ansvarsløst hopper fra pige til pige (i deres øjne).
Hvad de mener, har de nok tudet dig ørene fulde af, men uanset måden de gør det på,
og hvor træls det er, så gør de det nok for at passe på dig.
At du ikke kommer til at sidde alene med børn.
Da de var unge lod de nok også kærligheden råde, sådan som du gør her.
Jeg ved ikke om mine tanker var dig til nogen hjælp,

Hej LilleBlomst
Uden at begive mig ind på en dybere diskussion, så synes jeg at dine forældre overdriver i denne sag. Tager ting tilbage som du engang har fået... Er du stadigvæk en del af deres testamentetovervejelser var min første tanke.
Dog er jeg heller ikke uenige med dem. I har slået op en gang og aldersforskellen er markant. Tør man spørge hvor meget ældre du er end hans ældste barn?
De forhold jeg har set med store aldersforskelle har ikke holdt i længden for at de når alt kom til alt ikke var samme sted i livet og selvom kærlighed kan overvide meget, så må man huske på at det bliver hverdag på et eller andet tidspunkt. Vil du ha børn med ham? I så fald, bliver det en mærkelig oplevelse for dem i deres opvækst.

...da helt og holdent op til dig, ikke dine forældre.

Jeg er 20 år gammel, og min kæreste er 18 år ældre end mig, og vi føler virkelig for det her forhold. Vi har kæmpet os gennem de hårde tider sammen, og det bærer nu frugt. Mine forældre har heldigvis fuldt ud accepteret ham. De siger sågar, at de gerne så ham blive i familien længe osv. Han kommer ekstremt godt ud af det med hele min familie, og det samme gør jeg med hans.
Dine forældre må se at holde op med at være så bitre. En dag får du nok, og så mister de deres eneste barn. Det essentielle må være, at du har det godt og er glad.
Har de overhovedet givet din kæreste en chance og lært ham at kende osv?
Uanset er det på tide at holde op med at være så egoistisk, for det er udelukkende det, de er, og deres opførsel er da under al kritik.
Nyd nu din lykke og lad dig ikke kue.
Skriv evt et brev til dine forældre, hvor du fortæller, at det her må se at stoppe, for du kan snart ikke holde til mere. Skriv at uanset vinder de ikke, for du har truffet dit valg i dit liv, og de burde intet andet end være glad for, at du har fundet lykken. Fortæl dem, at du elsker dem, og at du savner at have et godt forhold til dem, men at den her flid er alt for hård at holde kørende for dig - og ikke mindst din kæreste, som kun vil dig (og dine forældre) godt.

Skråt dine forældre og bliv lykkelig med den mand du elsker. Problemet er at dine forældre ikke vil dele dig med andre, tror såmen ikke så meget det er den mand du har fundet, nok nærmere, at de ikke kommer i første række mere. Nej tag du og bliv lykkelig, det ønsker jeg for dig

Hej med jer.
Er der kærlighed betyder alder ikke særlig meget. Måske hvis man skal have børn sammen?
men ellers vil jeg blot fortælle, at jeg har også familie, hvor den ene part er 12 år ældre..

Du giver næsten selv svaret på hvorfor dine forældre er som de er. Du er enebarn, og jeg er bange for, at lige meget hvem du ville have fundet, vil dine forældre kunne finde noget ved ham de ikke kan lide. De vil simpelthen ikke slippe dig!! Nej de er egoistiske og tænker slet ikke på dig. De kan ikke forlange det tilbage du har fået i gave - kun hvis du har lånt noget - det være sig penge eller andre ting kan de bede om at du giver det tilbage. Lad dem være - kontakt dem ikke, du skal se, de skal nok komme tilbage. Så længe du tigger og beder og prøver at få dem til at forstå, så længe har de jo magten til at presse dig. Bare lad dem i fred, de skal nok dukke op - og så er det på dine betingelser. Trist at de er sådan og netop fordi i er en lille familie. Nyd din kæreste, han har forhåbentlig en mere forstående og tolerant familie. Held og lykke

hæslige - dine forældre. Og selvoptagede. Altså det er dem der taber på det her på sigt og alligevel er de så barnlige, at de vil sætte jeres forhold på højkant. Prøv at mærke efter hvad det egentlig siger om dem og den kærlighed de siger de har til dig. Som du beskriver det går deres føleser,i en for dem uvedkommende sag, forud for dine føleser og deres følelser for dig. Det lyder godt nok ikke som kærlighed - det gør det ikke.
Måske du skulle erkende DET, istedet for at spekulere og prøve at leve op til deres misforståede kærlighed.
Altså prøv lige at læse hvad du selv skriver.: "Oven i det får jeg skylden for at de har de dårligt, at der ikke længere er nogen mening i deres tilværelse, og de har flere gange sagt at de måske går fra hinanden pga det her."
Altså du elsker en mand - resultatet er at de.:
Har det dårligt
Der er ikke nogen mening med deres tilværelse
De går måske fra hinanden
Kan du se det❓hvor langt ude det er og hvor meget de prøver at presse ansvaret for deres følelser over på dig ?
Så det er ikke dig der giver afkald på dine forældre, men vise-versa. Jeg synes du bør meddele dem at de selv må tage ansvaret for deres følelser og deres liv og at denne seance INTET har med dig at gøre - for det har det IKKE. Måske du så samtidig skal spekulere lidt over om denne rollefordeling er noget du har fået ind med modermælken - at du skal være ansvarlig for deres følelser og lykke ............
held og lykke
Martin*

Jeg vil sige det samme som er i indlæggene her. Det med at skrive et brev, syntes jeg lyder som en rigtig god idé.
Jeg ønsker dig al mulig held og lykke, og hold fast i din kærlighed, for den hænger ikke på træerne.
Knus Lotte

Det du er ud for er lidt ekstremt, men ikke helt ualmindeligt når dt er enebørn man har med at gøre. Kender et lign, tilfælde, hvor familien styrer pigen med deres KÆRLIGHED, så hun hele tiden skal tage hensyn til dem i alle de valg hun gør. Man kan altså også få for megen kærlighed - af den forkerte slags som her!
Du er omdrejningspunkt for hele deres liv - dine forældres. Og det er det egentlige problem her, for på den måde bliver alle dine handlinger i livet noget de absolut skal billige, ellers får de jo selv et dårligt liv. det er jo fuldkommen forrykt. Andet kan jeg ikke sige, og det må du se at få en snak med dem om. At du er et SELVSTÆNDIGT væsen, og havd du kan lide eller ikke lide, kan da umuligt vedkomme dem mere. Du er jo en voksen kvinde. Hvis du elsker din mand, så burde de hvis de elskede dig højere end dem selv, da bare være lykkelige for at dine følelser bliver gengældt.
Måske er de også bekymrede over at en anden person (ældre) har fået magt over dig, og har fravristet dem det hidtidige privilegium...?
Du skal bare være sød mod dem stadig, og opføre dig som om du ikke forstår "problemet" - at din kærlighed bliver gengældt og du lever sammen med den du elsker, kan da ikke være et problem. Det er da en lovestory, som enhver der elsker dig burde støtte dig i.
Hold fast ved dig selv, det er mit råd, og ignorer deres forsøg på at ødelægge dit kærlighedsforhold. Vær helt cool her og lad dig ikke såre over de er så kærlighedsløse lige nu.Det er et magtspil - de vil have magt over dig. Det skal du afvise 100% - husk kærlighed kan være en af de værste magtmidler mennesker imellem...