jeg kommer ikke - for jeg har tyndskid

Hvilke gyldige grunde er der for at aflevere sin døende kone på hospitalet, og senere hospice (et forløb på foreløbigt halvanden måned) og kun møde op hver tredie dag under tvang fra datteren:
Her er de grunde jeg har fået:
Jeg har tyndskid
Jeg skal til lægen eller på hospitalet og have taget prøver (intet galt i prøverne)
jeg er svimmel
hunden har tyndskid
Hunden kan ikke være alene hjemme
bussen kørte ikke
hun får andre gæster
jeg går dårligt
De tager sig af hende
og ved pakningen af hendes ting til hospice fik jeg denne besked: Du kan selv lukke dig ind med den nøgle du har og pakke hendes ting.
Jeg bliver snart morder!
Har I andre mødt disse vigende undskkyldninger for ikke at være der, når der er mest brug for støtte.

Hvad døde slagterens kat af? Nemlig, dårlige undskyldninger. Det du remser op her er et menneskes falliterklæring, og et udtryk for total ligegyldighed.
ZZ

og når de sporadiske besøg har været af en halv til en hel times varighed, så er der intet andet end foragt tilbage over for sådan en total idiot.

Men ved jo godt den er gal, derfor disse syge undskyldninger. Kan hun nå at lave/ændre sit testamente? Børnene kan jo altid hævne sig ved at forlange han skal skifte med dem.
Hvor synd hun har skulle leve sammen med sådan en mand. Håber du, hendes datter, er den hun ønsker at have hos sig.

og når jeg får kvalme skal jeg besvime. Det er nok ikke så godt at ligge og rode deroppe besvimet, så jeg må hellere blive hjemme.
Den kom fra min bror, da jeg ville have ham med op til vores døende mor.
Han græd og skabte sig, som en pisket til begravelsen. Uslingen!!!

At se sine kære sygne hen og dø når man sidder ved deres side og give dem det sidste knus, jeg oplevede det selv med min mor.
Nogle af dem der ikke tør møde op fortryder bittert bagefter at de ikke hørte eller fik sagt de sidste ord. Det er nok forkert at sige "befriende" om den situation, men ordet dækker.

Jeg er også en af dem som bliver forarget når døende lades i stikken af de, som burde være der for dem i den sidste tid...
MEN Jeg synes faktisk selv det kan være svært at være sammen med mennesker som skal dø -og jeg er i den forstand kun fagperson -ikke pårørende som har helt andre følelser i klemme.
Jeg ved ikke om det bunder i at vi mennesker gerne vil fikse og ordne alting, og gøre bedre -og lige pludselig står overfor noget som ikke kan fikses -døden kan du ikke stille noget op overfor, og jeg tror mange føler sig magtesløse, og hvad siger man dog til et menneske som skal dø?
Det er vel de færreste som bare dumper deres ægtefælle/slægtning på et hospital/hospice for at dø, og aldrig ser sig tilbage? For ja, dét er sqi afstumpet!

vil jeg nødigt være offer for det modsatte.
Man kan kun undres. Min far døde i foråret. En ret voldsom død ved en ulykke. Jeg har 2 søstre, den ene bor tæt på, den anden 1 times kørsel væk. Vi der bor lige om hjørnet, kom jo ret hurtigt til stedet. Hende der bor langt væk - ja hun kom dog på hospitalet, og nåede at være hos vores far, inden han døde. Dernæst så vi hende til begravelsen næsten 2 uger efter, og først 6 uger derefter behagede det hende, at komme forbi og hilse på vores mor. Og igen efter yderligere 2½ måned.
Der har været mange ting min mor skulle have hjælp med, bl.a. alt papirarbejdet, oprydning, at få malet et par værelser, båret tunge ting ud til storskrald osv osv osv. Det har hun ikke tid til, for på hverdage kan hun jo ikke nå det. I weekenderne... der har hun åbenbart heller ikke tid.
Nej, vi andre har jo heller ikke andet at give os til. Vores børn, vores interesser, vores øvrige familie, vores arbejde, er åbenbart ikke nær så vigtigt som hendes.
Der er åbenbart bare nogen som ikke gider at beskæftige sig med den del af livet. Jeg håber da, at hun har lært sine børn en anden adfærd, ellers er der jo heller ingen der vil tage sig af hende, når den tid kommer.