Jeg står stille
Kære Helle
Jeg skriver fordi jeg føler at jeg står stille i mit liv.
Jeg er igang med en uddannelse som i enden skal føre til det job jeg brænder for og er for nogle måneder siden brudt ud af et seriøst parforhold. Umiddelbart har jeg ikke de store forpligtelser, men jeg føler mig alligevel låst og stillestående, både rent fagligt men også menneskeligt.
Fagligt ser mine evner ud til at gå i en anden retning end først antaget, men det er også en retning som virker "luksuspræget" i den forstand at det ikke er noget der har en højere mening. Jeg har valgt min studieretning udfra at jeg gerne vil tjene det samfund jeg lever i bedst muligt, og det føler jeg ikke at jeg vil kunne hvis jeg vælger at følge den vej jeg bliver opfordret til.
Mit privatliv er velfungerende i form af gode venner og familie.
Det er også meget klart for mig at bruddet med min tidligere kæreste var det rigtige, men på det seneste har jeg fået mange tanker om hvorvidt jeg overhovedet evner at skabe og bevare et forhold. Jeg er faktisk blevet lidt bekymret for om jeg skal være alene resten af mit liv og fokusere på karriere fremfor kærlighed, for jeg føler ikke at jeg kan finde ud af det.
Det ene øjeblik føler jeg at jeg er eftertragtet og det næste øjeblik at jeg er fuldkommen anonym, og uden evne til at tiltrække et menneske som realistisk set kan fungere godt sammen med mig.
I mit tidligere forhold havde jeg en mand med alle de "rigtige" kvaliteter (ifølge mine omgivelser) men han var bare ikke den rigtige for mig, fordi vi slet ikke var tunet rigtigt ind på hinanden. Kan det mon overhovedet lade sig gøre, eller skal jeg bare affinde mig med at være mig selv?
Jeg har aldrig før været ked af at være alene eller bange for fortsat at være det, så jeg kunne godt bruge din fornemmelse af hvor jeg står, og hvad jeg evt. skal gøre for at komme videre. Jeg har fået det råd at forsøge at "acceptere at jeg har brug for en kæreste", men jeg har mest lyst til at undertrykke de tanker fordi de virker så ukonstruktive. Det virker jo så "fjollet" at have disse tanker, når man er en voksen kvinde og burde kunne håndtere den slags følelser.
Mvh Skovtrolden
Jeg skriver fordi jeg føler at jeg står stille i mit liv.
Jeg er igang med en uddannelse som i enden skal føre til det job jeg brænder for og er for nogle måneder siden brudt ud af et seriøst parforhold. Umiddelbart har jeg ikke de store forpligtelser, men jeg føler mig alligevel låst og stillestående, både rent fagligt men også menneskeligt.
Fagligt ser mine evner ud til at gå i en anden retning end først antaget, men det er også en retning som virker "luksuspræget" i den forstand at det ikke er noget der har en højere mening. Jeg har valgt min studieretning udfra at jeg gerne vil tjene det samfund jeg lever i bedst muligt, og det føler jeg ikke at jeg vil kunne hvis jeg vælger at følge den vej jeg bliver opfordret til.
Mit privatliv er velfungerende i form af gode venner og familie.
Det er også meget klart for mig at bruddet med min tidligere kæreste var det rigtige, men på det seneste har jeg fået mange tanker om hvorvidt jeg overhovedet evner at skabe og bevare et forhold. Jeg er faktisk blevet lidt bekymret for om jeg skal være alene resten af mit liv og fokusere på karriere fremfor kærlighed, for jeg føler ikke at jeg kan finde ud af det.
Det ene øjeblik føler jeg at jeg er eftertragtet og det næste øjeblik at jeg er fuldkommen anonym, og uden evne til at tiltrække et menneske som realistisk set kan fungere godt sammen med mig.
I mit tidligere forhold havde jeg en mand med alle de "rigtige" kvaliteter (ifølge mine omgivelser) men han var bare ikke den rigtige for mig, fordi vi slet ikke var tunet rigtigt ind på hinanden. Kan det mon overhovedet lade sig gøre, eller skal jeg bare affinde mig med at være mig selv?
Jeg har aldrig før været ked af at være alene eller bange for fortsat at være det, så jeg kunne godt bruge din fornemmelse af hvor jeg står, og hvad jeg evt. skal gøre for at komme videre. Jeg har fået det råd at forsøge at "acceptere at jeg har brug for en kæreste", men jeg har mest lyst til at undertrykke de tanker fordi de virker så ukonstruktive. Det virker jo så "fjollet" at have disse tanker, når man er en voksen kvinde og burde kunne håndtere den slags følelser.
Mvh Skovtrolden