Jeg TØR ikke!

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre.
Jeg er på kontanthjælp, fritaget fra aktivering pga. depreesion/angstanfald.
Jeg skulle netop nu have været til opfølgningssamtale.
Egentlig så er jeg ved at være "rask," jeg har fået det væsentligt bedre.
Men de 4-5 gange jeg har været på kommunen, er det altid endt med, selvom jeg har haft min kæreste med, at jeg er kommet tudbrølende ud derfra.
Den måde man bliver behandlet og nedværdiget på, det er simpelthen så ydmygende!
Jeg gik i 3 måneder uden indkomst, fordi jeg simpelthen ikke turde tage på kommunen, ind til min kæreste "tvang" mig!
Netop som jeg skulle ud af døren i dag, blev jeg ramt af et angstanfald, - det har ikke helt fortaget sig endnu, derfor dette nok bliver lidt usammenhængende.
Jeg har pligt til at møde til den samtale, ellers fratager de mig mine penge. Men jeg kunne bare ikke, jeg turde ikke, og nu sidder jeg her og tuder, med dårlig samvittighed.
Min kæreste skulle til møde i dag, som han ikke havde mulighed for at aflyse, og jeg troede egentlig at jeg godt kunne selv.
Nu har jeg jo "brændt hende af," og hvis jeg endelig skulle få mod til at ringe derom imorgen og undskylde og finde en ny tid, så bliver det så meget værre at komme derom næste gang, fordi jeg frygter hvad hun tænker!!
Jeg vil så gerne i gang, have et arbejde. Vil gerne deltid i en børnehave eller noget i den stil, men de sagsbehandlere formår at tage alt mod fra en, og nok deri min frygt ligger. Har haft 4 forskellige sagsbehandlere, og hver gang, skal jeg forklare og fortælle det samme igen og igen...Det er virkelig ikke til at holde ud...
Første gang jeg nogensende henvendte mig på kommunen, blev jeg af min sagsbehandler kaldet for en social taber. Det var så sårende, og den ene gang, har været med til at præge de andre, og mit syn på disse mennesker. Jeg ved man ikke skal generalisere, og tit er frygtet i sig selv jo den værste...
Suk! Vores økonomi ser bare ikke for godt uden min ydelse, som ,det må endelig ikke misforståesmisforståes, jeg er utrolig taknemmelig for!

Hej Michella
Jeg kunne virkelig godt tænke mig at tale med dig.. har du en mail, hvor man kan kontakte dig
:-)
Mange tanker
Birgitte

Jeg føler med dig - der er en uheldig situation du er havnet i.
Jeg synes du skal skynde dig og ringe og forklare hvorfor du ikke dukkede op - derefter skal du få en ny aftale.
Kontakt så din læge og se om du kan få noget medicinsk hjælp der gør at du ikke er så bange for at tage derop næste gang.
Print dit indlæg ud og vis det til sagsbehandleren næste gang og sig du håber på at få en ordentlig behandling og det er sådan her du føler det når du går derfra og at du derfor er bange for at møde op.
Dit indlæg fortæller jo netop at du gerne VIL i arbejde - og det er jo rigtig godt ses fra kommunens side.
Kunne du evt selv tage kontakt til en børnehave eller et sted du gerne vil være og høre om de har brug for hjælp❓Det er jo snart sommerferie - måske de har brug for afløsere ?
Du er nødt til at sige til dig selv at du skal tage til det næste møde. Din angst forsvinder ikke ved at du bliver hjemme - tværtimod - så frygter du den næste gang endnu mere - derfor få hjælp til at tage derop. Har du evt en god veninde der kan tage med - eller din mor ?
De bedste ønsker Britt

Jeg bliver ked af det,når jeg læser dit indlæg - og skammer mig over, at have sådanne kollegaer.
Selvfølgelig skal du behandles ordentligt, det har alle krav på, og du skal bestemt ikke nedgøres fordi du har det dårligt.
Jeg er enig, synes du skal tage dit indlæg med derop, når det er svært for dig at forklare hvordan du føler selv.
Og så vil jeg bede dig om at tænke på, at vi alle har en overordnet - og at du altid kan bede om at tale med den person.
Vi bør ikke have sådanne jobs, hvis vi ikke kan behandle vores klienter med respekt.
Ønsker dig held og lykke !!

....må du ringe til ... han/hun vil vel kunne gi´ dig en sygemelding på at du stadig ikke er i stand til at "leve normalt", og overholde hvad overholdes skal .... ??

min sagsbehandler altå. Og jeg må nok tage nogen af mine ord igen.
Jeg havde mest lyst til bare at lægge røret på, men det gør man jo ikke!
Hun spurgte lidt fornærmet hvorfor jeg ikke var kommet, og jeg fortalte hende ærligt, at jeg simpelthen ikke havde modet til det.
Det snakkede vi så lidt som, og vi klarede tingene over telefoenen. Hvilken lettelse.
Og hun var sød og venlig! Så håber at det er hende min sag bliver ved!
Og jeg er meget glad for at hun ringede, for i teorien kunne hun jo bare være ligeglad. Dog bad hun om at få lov til at få mine papirer fra lægen - hvilket jeg følte mig lidt presset til. Hvilken indflydelse får det??
Tak for alle jeres venlige svar!
Og til Birgitte, normalt giver jeg ikke bare min email adresse væk, men har netop lavet en til formål: michel_la@sol.dk
Hilsen Michella

Hov, var altså ikke meningen jeg ville være helt anonym, men den vil ikke lade mig logge ind.

Siden et af dine indlæg havde dublikeret sig selv, har jeg været inde og slettet det ene. :o)
Håber på din forståelse derfor.
Hilsen Kajsa (og held og lykke i fremtiden)

Hej,
Du taler om depression, men samtidigt beskriver du tilsyneladende hvad man betegner som 'social angst'.
Er det rigtigt forstået at du er bange for at komme ud blandt mennesker?
Det kan virke som om det er det, som er dit egentlige problem, og i så fald er det vigtigt at du præsenterer dette problem, f.eks. for din sagsbehandler. Det er jo ikke nogen sygdom, og dernæst at du finder en mulighed for at blive behandlet for denne lidelse.
Medicin kan gøre noget, men det er nok nødvendigt at få psykologisk behandling, helst i en gruppe, for at slippe over det.
find måske noget på biblioteket om angst!
hvornår bliver du angst? Gider du skrive noget om det?
f

fået noget hjælp til at komme dig over din depression og fundet ud af hvad den skyldes? Altså her mener jeg professionel hjælp såsom psykolog eller lign. Ellers synes jeg du skal gøre det. Jeg er ret sikker på at man får tilskud til sådan noget hvis det direkte betyder at du ikke kan arbejde.
Jeg tror ikke du skal frygte så meget at din sagsbehandler beder om dine papirer fra lægen, det er jo bare deres måde at vide at du taler sandt. Hvis hende du snakkede med sidst virkede forstående og flink så forhør dig hos hende om du kan blive hos hende, det kunne da være det kunne hjælpe dig lidt på vej til igen at turde komme op til dem.
Håber virkelig alt går godt for dig. Og i øvrigt ville jeg klage over at blive kaldt en social taber, de sidder der altså ikke for at nedgøre folk. Nogle føler sig ramt nok ved at være arbejdsløse. Måske orker du det ikke nu men senere.....

Ja, jeg går til behandling ved en psykolog, og arbejder meget på at komme ovenpå igen! Men nej, man får desværre ikke tilskud medmindre man er lantidssygemeldt, hvilket jeg ikke har lyst til.
Ville ønske jeg kunne få lov at blive ved denne sagsbehandler, men det er desværre ikke noget man selv har indflydelse på. Sagsbehandlere bliver tilsyneladende sygemeldt som resten af befolkningen, hvis ikke mere. 3 af dem jeg har haft er blevet sygemeldt, og en anden overflyttet, og det er vist ret tit det sker. ¨
Ihvertfald er det beskeden derfra, at man ikke kan forvente at kmme til samme sagsbehandler.
Tak for dit svar.
Hilsen Michella


Hilsen

Om jeg lider af social angst, skal jeg ikke kunne udtale mig om, kender ikke alle begreberne...
Men njaeh, er ikke direkte bange for at komme ud blandt mennesker, det kommer meget an på situationen.
Min læge + pskykolog siger at jeg lider/led af en deprission. ALt var håbløst og meningsløst og jeg havde ingen glæde ved livet, hvilket medførte at jeg blev sygemeldt.
Som sagt er jeg ved at komme ovenpå, men ting som at skulle på kommunen, til en studievejleder og indimellem også læge gør mig angst.
Jeg føler mig magtesløs i "systemet" og føler de dømmer mig. Og det er klart i de situationer, jeg oplever min angst værst.
Derudover KAN jeg gå i panik, hvis de ting jeg skal i løbet af min dag ikke er planlagte, at der sker ændringer i planen, eller jeg skal begive mig ud i noget nyt.
Hilsen Michella

det er vel nok noget rodkomsammen du er havnet i - nu ved jeg ikke hvor gammel du er eller hvilken del af landet du bor i, men der er mange steder, hvor hjælp kan hentes.
Jeg vil dog ud fra det du har skrevet bede dig om at tænke over, hvorvidt du ikke skal være helt færdig medicineret og have din depression under kontrol, inden du evt. søger et job.
Hvis du har behov for at leve med forudsigelig hverdag, både i hjemmet og på jobbet, vil jeg nok ikke umiddelbart mene, at et job i en daginstitution er sagen.
Børn er jo altså nogle pragtfulde, men uforudsigelig størrelser.
Held og lykke

Kære ven.
Noget tyder på at du må se at få dig noget selvtillid. Dit arbejde idag består i at møde op til en samtale på kommunekontoret. Det er ulig ikke ret meget forlangt. Du har ret til din bistandshjælp, som jeg som skatteborger betaler. Til gengæld har vi, samfundet, sat nogle regler op, som selv vore nyankomne indvardrer kan håndtere. Hvis du ikke kan få dig nosset sammen til at matche disse regler, er du på den forkerte hjælp. Så må du være psykisk syg og skal på sygeløn eller også skal du have proffessiel hjælp.
Har du kontaktet din læge. Måske kan han hjælpe dig med en kontaktperson.
En ting er helt sikker, og det er at du ikke skal gå uden hjælp. Det tjener ikke noget fornuftigt formål.
Kan du ikke selv håndtere systemet, må samme system hjælpe dig. Hjælpen findes, men som udgangspunkt må du selv komme frem i lyset med problemet.
At sende dig ud på arbejdsmarkedet er på nuværende tidspunkt ikke relevant. Hvis du ikke kan klare din bistandssamtale kan du heller ikke tjene din egen dagløn.
Gå til din læge, eller tag dig sammen og kontakt din sagsbehandler. Han har iøvrigt pligt til at hjælpe dig. For at du kan få den rigtige hjælp skal du være helt ærlig. Hvis du spiller ud at du har angstproblemer skal han hjælpe dig. Omvendt skal du ikke tage alt for personligt og sætte dig til at vræle. Et eller andet sted må man forlange en hvis form for voksen realisme!
Pøj pøj
JH.

Ja, eller nej!
For det første, inden du kommentere et indlæg burde du nok gøre dig de overvejelser, rent faktsik at læse det først! Og læse hele debatten inden du udtaler dig!
Du har tydeligvis aldrig prøvet det danske system, andet end at betale skat til det - og netop derfor mener du at du har ret til at udtale dig!
Undskyld, men nu bli'r jeg sgu lidt vred!
/Michella

Hej Michella
Jeg kender en hel del både til dep. og socialangst. Vil blot fortælle dig, at du som led i en dep., godt kan udvikle sider af socialangst, alle situationer behøver altså ikke frembringe denne angst. Hos nogen ses den, når de f.eks. skal med offentlige transportmidler, og hos andre der som du, har ekstra svært ved at takle ubehagelige situationer.
Selvom du oplever at blive så angst, så behøver dette ikke at betyde, at du ikke er klar til et deltidsjob, som du selv skriver at du ønsker, og føler dig klar til. Det handler blot om, at finde det helt rigtige job for dig, at job som du føler dig helt tryg ved.
Lad dig endelig ikke slå ud, når du oplever denne angst, det tager lang tid at komme helt ovenpå igen, og det skal ske i dit tempo, og ikke andres!
Forsøg at "overvinde" dig selv lidt af gangen, men med små skidt. Brug evt. en som du føler dig tryg ved, til at hjælpe dig videre, som du også har brugt din kæreste.
Ønsker dig held og lykke
Ann

..hvorfor du ikke mener forrige indlæg var relevant i forhold til resten af debatten?
Det lyder som om, at du har nemt ved at tage ting nært. Jeg forstår, at folk ofte kan sige de samme ting på en meget bedre måde - men det vil hjælpe dig at prøve at være forstående overfor alle budskaber uanset hvor sårende de i første omgang kan forekomme.
Jeg retfærdiggør ikke en disrespektfuld tiltaleform eller lignende, men det er altså ofte noget man kan blive udsat for - måske især hvis man i forvejen er en person, der er sårbar. Derfor tyder det på, at du også vil få mange problemer, hvis du skal på arbejdsmarkedet, hvis du ikke lader sårende bemærkninger prelle af.
Hvad er det der gør dig så bange? Nogle gange bliver man mere angst af at gå derhjemme og "fodre" angsten, så den bliver større. Jeg tror ovenpå sådan en omgang, at det altid vil være svært at begynde, men det vil du på sigt helt klart have bedst af, som du selv er inde på.

og turde ikke gå til møde,fordi jeg var bange for hvad hun kunne finde på..da jeg havde fravær på skole pga panikangst og fik ikke fortalt hende det til mødet,da jeg brød sammen..kikset..skrev istedet langt brev,hvor jeg beskrev situationen uden omsvøb..og et møde med en bisidder..derefter..var hun langt mere forstående og der kom en ordning på tingene..så, hvis du ikke kan snakke så skriv og send det eller giv det til jeres møde..har stadig angst..men,ikke over at skulle til et møde med sagsbehandler mere!og det er en befrielse!!