Glad single, men alligevel, afsnit II

Jeg er nød til at kommentere indlægget den 22. august 2005, da det ligeså godt kunne være skrevet af undertegnede .... om end jeg - grundet mit køn - nok ville have skrevet kvinder, der hvor "Den ubeslutsomme" skrev mænd :-)
Jeg har på akkurat samme måde været mere eller mindre frivillig single i det meste af mit liv, selvom jeg med jævne mellemrum har fået at vide af både mandlige og kvindelige venner/veninder og kolleger, at de simpelthen ikke fatter hvorfor jeg stadig er single (først i 30'erne), da de påstår at jeg er både "sød" og har en ret sjov humor. Jeg har også altid haft nemt ved at få venner.
Det er såmænd ikke fordi at der har manglet tilbud, og jeg har da heller ikke levet i fuldstændig cølibat, men bestemt heller ikke som en præmietyr :-(. Jeg holder meget af en fest engang i mellem - måske lidt for meget - men har ikke let ved at forelske mig gennem byture og ender som regel med at tage hjem alene. Derfor kommer jeg let til at virke "kræsen", men det mener jeg faktisk ikke jeg er. De få gange jeg har været forelsket har det desværre altid været i "umuligheder", f.eks. en kollega der allerede har en kæreste eller lignende.
Bortset fra den manglende kæreste har jeg et godt liv, og tænker ind i mellem, at jeg bør vel egentlig ikke klage, men der mangler sgu' ligesom "lidt". Nu begynder venner at få børn på stribe, og jeg synes at jeg kan mærke en begynde panik ligge på lur, men jeg er endnu ikke så desperat, at jeg vil have en kæreste som jeg ikke virkeligt holder af.
Hvorfor fa'en skal livet være så svært ....

INGEN skal "nøjes" med en anden bare for at have enkæreste:-) - Du fortjener den rigtige, hun modparten fortjener helelr ikke at være i mangel på bedre:-). Lige pludselig møder du hende, og så er du bare ikke i tvivl, uanset om du "vil det" eller ej er valgmulighederne pludselig reduceret til ingenting:-).
Jeg tror nu heller ikke at sålænge du trives godt i dit eget selskab - og det syntes jeg det tyder på at du heldigvis gør, så udsender du ikke desperationen panik. Gad vide om pigerne ¨år ud fra at en sød, lækker fyr som dig naturligvis allerede er optaget ?
Held og lykke med det.

Hold da helt op - det du skriver kunne være en ordret beskrivelse af mig.....på en eller anden måde er det lidt rart at vide at jeg ikke er den eneste. Jeg har selv i temmelig lang tid haft en "krise" mht. singel-tilværelsen og min omgangskreds er også begyndt at hellige sig familietilværelsen. Som dig, mener jeg heller ikke at jeg er kræsen, men bliver gerne betegnet som sådan....men jeg vil bare ikke "nøjes" med noget for at passe ind i en samfundsskabelon! Desuden er der så mange ting jeg endnu mangler at opleve - og jeg vil jo rigtig gerne opleve det med en der føler det samme som jeg. Hmmm, nå jeg måtte også bare lige kommentere dit indlæg da jeg synes at det rammer mig så fint...pøj, pøj til dig !!!

..det har du ret i. Synes der er alt for mange af mine veninder der har en kæreste bare for at have en og så for at dække over at ikke er det helt rigtige, men at de bare gik i panik, så bliver de her forhold gejlet op i et helt overfladisk gear, hvor det går ud på at snakke om og dyrke "hvad man er" i stedet for bare at være det. Forstået på den måde at min kæreste og jeg har aldrig snakket om at vi var kærester og den slags som sådan, vi er det bare. Vi dyrker ikke forholdet, vi gør bare tingene, de kommer naturligt til os fordi vi har det godt sammen. Så man skal ikke bare nøjes med, man ender med at blive fanget i en fælde, som flere af mine veninder har været ude i eller allerede er i nu. Min storebror er 30 og single og han mnagler heller ikke tilbud, men han tager ikke hvad som helst

Det er sjovt at du synes at mine kommentarer passer fint på dig, når nu mine kommentarer er affødt af at jeg læste en beskrivelse der passer fint på mig. Nu venter vi så bare på, at der er en der mener dine ord passer fint på vedkommende og derefter laver et nyt indlæg. Det kan blive en "never ending story" :-)
Nej, seriøst er vi nok mange der er i samme båd ...
I øvrigt også pøj-pøj til dig.
Jeg siger i øvrigt tak for kommentarerne.

Tænker jeg også: fuck, det kunne have været mig der skrev dette indlæg..Er selv en fyr på 30 som har søgt og søgt men faktisk kun været forelsket 2 gange.. Begge gange gik det ikke som jeg håbede på da de begge var optagede.. Når jeg er i byen er der ofte nogle der spiller op til mig, men jeg er altid interesseret i hende jeg ikke kan få.. Har også haft mange der har sagt til mig at de ikke fatter jeg ikke har en kæreste.. Om ikke andet, så bare for at have lidt sex.. Når jeg så svarer at det ikke er det jeg kun er interesseret i, ja så stemples man som mærkelig, eller snakken går om man er bøsse.. Det er ondt, ville ønske jeg kunne falde for flere end jeg gør og for dem som umiddelbart er ledige.. Men jeg kan jo ikke selv vælge hvad jeg synes,.. Tvivler på at det nogensinde lykkes.. Vil heller ikke bare nøjes.. Og at sige at det nok kommer på et tidspunkt er jo fint nok.. Men nu er jeg 30 og har mistet troen.. Jeg/vi er nok i undertal og må leve med dette.. Man hører og læser altid om hvad det er piger søger.. Jeg får ofte at vide at jeg er det sødeste, mest behagelige menneske i verden.. Det er jo også fint, men jeg kan ikke være sammen med en pige uden at føle meget stærkt for hende.. Og når følelsen så er rigtig og pigen alligevel ikke vil, så gør det jo herre nas.. Derfor vil jeg leve mit liv og aldrig lade en pige komme tæt på mig igen.. Det er det letteste åbenbart og om 100 år er der ingen der vil vide det alligevel.. Og til jer der har fundet kærligheden: Gør da for helvede noget for at vise hvor meget i holder af hinanden..I forstår nok ikke hvor mange vi er der virkeligt gerne ville vise det samme hvis bare vi kunne...

... vil jeg give dig ret i. Jeg har altid gået og sagt, at "når jeg får børn" etc., men det er jeg simpelthen stoppet med, da jeg efterhånden synes det er urealistisk.
Selv om håbet svinder ind, så tror jeg dog aldrig helt det forsvinder. Sådan er vi mennesker ikke indrettet og det er vel også godt det samme.
Jeg går også og siger til mig selv, at jeg sagtens kan have et godt liv som single, så hvorfor udsætte sig selv for de følelsesmæssige problemer, som forelskelser automatisk medfører, hvis de da ikke ender lykkeligt, hvilket de færreste desværre gør. Men vi bestemmer jo desværre ikke selv hvem vi bliver forelsket i :-(
Jeg er blevet forelsket i en pige fra arbejde som har en kæreste (skrev indlæg som Kr5 herom for et par dage siden), hvilket bevirker at jeg pt. går rundt og opfører mig ret dumt, i og med at jeg opfører mig som en nyforelsket i nærheden af hende, men i min fritid kan blive helt deprimeret over, at hun aldrig bliver min. Havde jeg for h...... bare selv kunne vælge, så droppede jeg den forb...... forelskelse og blev en glad single igen.
En lille positiv historie som gør at man kan bevare håbet. En af mine venner har vist, hvor hurtigt det kan gå: Mødt kæreste, flyttet sammen med hende og er blevet far, alt sammen indenfor 12 måneder. Det kan stadig lade sig gøre ... :-)

HVer gang jeg har været i et forhold, der gik skævt, og jeg bagefter har måttet lide alverdens kvaler, har jeg faktisk prist mig selv lykkelig. Grunden er at jeg imellem forhold har følt mig totalt følelseskold og det har skræmt mig mere end noget andet! Det har skræmt mig, at jeg ikke fik følelser i klemme, og at jeg kunne afvise gang på gang, uden andre følelser end beklagelse over at skulle såre et andet menneske.
Derfor har jeg tænkt som sådan:
Når jeg bliver forelsket, springer jeg ud i forelskelsen i fuldt firspring og nyder den..for den er bevis på, at jeg er et levende individ med følelser.
Når og hvis Mr/Mrs Charming så pludseligt dumper forbi, så er jeg klar til at give mig selv fuldt ud, istedet for at holde tilbage, og dermed give forholdet dårligere chance for at overleve, blot for at "passe på mig selv", hvilket jo er ren indbildning, for uanset bliver jeg såret, hvis det går galt!
Lev livet - Carpe Diem!