Jeg var sat til idag!!! HJÆLP

Jeg er en pige på 19 år, Idag skulle jeg have født. jeg sidder herhjemme alene, jeg er så ked af det, ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. jeg elsker børn, og for 9 mdr siden var jeg den lykkeligste i verden, da min test hos lægen var positiv. jeg snakkede med min kæreste, jeg havde haft i 2 år og vi ville begge have barnet. troede jeg.. det skulle vise sig at vi ikke var enige, jeg ville have barnet men min kæreste var i tvivl. mine forældre støttede min og glædede sig, men hans forældre ville slet ikke hører tale om det. og det var det der gjorde at jeg valgte at få en abort. mit livs fejltagelse. min kæreste ville ikke have barnet pga. hans forældre ikke ville. og jeg var fortvivlet nok til at vælge en abort. nu sidder jeg idag og ikke kan tilgive hverken mig selv eller dem. Hvad skal jeg gøre?? det værste er at jeg stadig er sammen med min kæreste selvom jeg hader ham og hans forældre for det de fik mig til.
er ved at blive ædt op indenfra af smerte, og de forstår mig ikke. har snakket med min kæreste om idag og sagt at jeg vil være alene, og det eneste han gør er at lave grin med mig. på den måde at jeg nærmest er dum fordi jeg ikke kan komme over det.
kunne godt bruge nogle råd!!
hilsen den fortabte

aldrig glemme denne oplevelse. Mit råd er, at du snarest finder anden, selv om det kan være svært, når man tror man har fundet den eneste ene. Du må begynde et nyt liv. hilsen.

Den er sq ikke nem. Det ufødte barn mærker ingenting, men du gør.
Jeg kan ikke gøre andet en at give dig et varmt *Knuzz*, for du må bare igennem det, på den ene eller anden måde.
Har du stadig fyren? For han har et stort ansvar for at få dig på ret køl igen. Og så er jeg ligeglad hvad hans forældre mener; dem skal du vel ikke være kæreste med.
Med trøstehilsen
GL

Altså hvad i alverden holder dig hos din kæreste? Du skriver, at du hader ham, og at han i dag valgte at gøre grin med dig på trods af din sorg???? Ja jeg undrer mig bare, for det lyder da ikke som om du kommer videre med ham på slæb?
Jeg mener, det er vigtigt, at man følger sine følelser omkring livets vigtige beslutninger, og du ønskede barnet, det gjorde han ikke. Trods dit ønske lod du dig overtale til at få en abort, men det er for vigtig en ting at lade sig overtale til. Der er det vigtigst at du føler efter med dig selv og lytter til om du kan leve med det resten af livet. Det er selvfølgelig en svær tid du efterfølgende har haft, da du jo hverken havde krop eller sjæl med på råd, men lod dig diktere en løsning, der passede andre mennesker.
Nu synes jeg måske det er på tide, at du lytter til dig selv - hvad vil du i fremtiden? Ønsker du at din kæreste og dig skal fortsætte sammen eller vil du bedre kunne se dig selv i øjnene og hele dine sår alene? Hvilken ting kan gøre dig glad, hvem kan du snakke med omkring din sorg og dit tab? Kan du forklare din kæreste at dette virkelig betyder meget for dig og kan I sammen hjælpe hinanden med at komme videre? Kan du tale med dine forældre, læge, veninder osv. og på den måde komme videre?
Du skal vælge de ting, der kan få dig til at komme videre i din sorg, og få dig til at lukke op for alle livets skønne og mindre skønne finesser. Det kræver valg og fravalg i livet, men der er ingen der kan tage så godt vare på dig som dig selv, og helt ærligt, så er livet ALT FOR KORT OG SKRØBELIGT til at lade gå til spilde omkring forlk der ikke forstår og støtter en.
I dag skal du nok, som du selv siger, tillade dig at sørge over tabet af det barn du ønskede, men så skal du bagefter tillade dig selv at lukke denne sorg ned i en lille æske og gemme den godt i dit hjerte. Lov fx. det lille barn, at du nu vil gøre med dit liv hvad du forspildte ved at få aborten (for det er det jeg fornemmer du føler), og fokuser på uddannelse, job, venskaber, kæreste osv. som du mener skal være din fremtid.
Håber du kan bruge min hjælp lidt.
Føler med dig, men du kan ikke ændre ved din beslutning dengang, så du må tillade dig selv at komme videre ..... og jeg ved godt det er lettere at skrive end at gøre men prøv alligevel!
De bedste ønsker Vip

Det er forståligt at du har det sådant, men valget var dit og helt alene dit. Du kan være sure og ked af det at de ikke vil støtte dig, men valget var dit.
jeg ved at det er en tung byrde og det vil være langt nemmere at det var "deres" skyld, men du bliver nødt til at holde dig til fakta'en ellers taber du dig selv i dette.
De har ikke støttet dig i dette, ikke fordi de skal være enig med dig, men man skal da støtte dem der er i familien. Og det kan du godt bruge "mod" dem. Og du kan spørger dig selv om hvad vil du med mennesker som ikke støtter dig.

Det gør mig virkelig ondt at høre.
Jeg har stor medfølelse for din sorg og dine "kvaler" (undskyld, men kan ikke lige finde et bedre ord).
Personligt synes jeg din kæreste er....ehmm....ikke særlig voksen og forstående.
Hvorvidt jeg ville droppe ham hvis jeg var dig....hmmm...det er altså en beslutning du selv bliver nødt til at tage. Men jeg ville nok vælge at droppe ham, for hvis han kan være sådan i den her sag hvad er der så egentlig at bygge på....men det er bare min personlige mening.
Jeg synes ikke jeg kan give andet råd end at du skal prøve at snakke med nogle forstående mennesker...ikke bare nogle som kun siger det er synd for dig.....men nogle som på en og anden måde kan give dig den støtte og forslag som du kan bruge til noget. Bedst hvis det er nogle du personligt kan være sammen med og ikke bare over computeren.
Et råd som er meget vigtigt for dig fremover er at hvis du skulle blive udsat for at skulle træffe et svært valg....så vælg med dit hjerte....lad være med at indgå forlig med andre der har en anden mening....som nu vil du bare komme til at fortryde det senere.
Jeg ønsker dig alt det bedste her i livet og til evig tid. Fat mod og og husk at sige til dig selv at du er et godt menneske, men blev vildledt og ikke vejledt.
De aller hjerteligste hilsner,
Eyas

et kæmpe kram, og al min medfølslse. jeg har selv tabt 5 børn, og deres "fødselsdage" har jeg stadig i erindring, så jeg ved det gør ondt.
Jeg ville ønske at der var noget jeg kunne gøre for dig - noget der kunne få smerten ned på et plan hvor den er til at leve med, men det kan jeg ikke - kan kun sende dig en masse kærlige tanker og forsikre dig at selvom det virker uoverskueligt NU, så letter det hen ad vejen.

Hej.
Jeg har selv været i næsten samme båd. Jeg havde dog kun den støtte jeg fik fra lægen, alle andre pressede mig til abort.
Jeg gik i lang tid og var vred på hele verden. Jeg hadede alle de kvinder der var gravide eller fødte da jeg skulle have gjort det for jeg følte nærmest at det blev tværet i hovedet på mig at jeg havde gjort hvad alle andre ville have mig til i stedet for det jeg ville.
Det er nu snart 3 år siden jeg husker stadig det hele, men smerten er mindre. Jeg slog op med faderen umidbart efter aborten og har nu en ny skøn fyr.
Hvis du mangler nogen at dele din vrede med så e lægen et godt bud da de har tavsheds pligt og ligesom også gerne skulle være gode til at lytte.
Jeg føler med dig.
Knus fra Rikke

Kære B.P. Jeg kan sagtens forstå din reaktion mht. til i dag. Det er klart at du er ked af det og det er helt naturligt. Det er en sorg du har og den vil blive mindre med tiden. Mht. din kæreste, så synes jeg at han er meget umoden når han behandler dig på den måde med at grine. Men måske er han også ked af det, men kan ikke vise det. Og så for at beskytte sig selv, griner han for at skjule det? Jeg synes du skal stille dig selv det spørgsmål om du elsker din kæreste.
Man kan efter min mening ikke bebrejde andre for nogle råd de har givet en og man så har fulgt dem. Du kan sige til sig selv, at det valg du traf dengang med at få en abort, var det valg der var rigtigt for dig. Desværre kender man ikke altid konsekvenserne af sine handlinger... ;o)
Jeg synes at den dato i dag skal du ikke huske på mere...... glem den.... bare et råd så du ikke skal blive ked af det hver gang vi kommer til datoen.
Jeg ønsker det bedste for dig.
KNUZ

Ved ikke hvilket råd jeg kan give dig, udover at holde ud.
Ang din kæreste, så kan jeg ikke sige hvad du skal gøre, men husk at ikke alle kan udtrykke deres følelser og nogle slipper særdeles dårligt fra det når de prøver at skjule det!
Men du kan bedst selv mærke, hvorvidt du skal blive med kæresten som du hader.
Det du oplever nu er hårdt og jeg sender tanker til dig og håber du får det bedste ud af denne erfaring!
mvh

til en besættelse.. se så lige at komme vidre, det hjælper ikke at du piner dig selv for intet kan andre det skete.....
Skift kæresten ud og start et nyt liv, du er ung og har masser af tid...

Hej!
Jeg synes virkelig det er vigtigt, at du får noget
hjælp. Da jeg fik min abort var det under stort pres af svigerforældre så som kæreste og egne forældre. Det gjorde virkelig ondt, og hver gang jeg forsøgte at tale med mine forældre om, hvor elendigt jeg havde det, fik jeg smidt den i hovedet." Det var jo noget du selv valgte"
Har aldrig oplevet noget så ledt. Jeg fik stillet
under udsigt at blive smidt ud hjemmefra og miste min kæreste. Jeg var heller ikke stærk nok til at vælge barnet.
Hvilket jeg, som du måske nok kan se af indlæget er bitter over endnu.
Håber at dine forældres støtte hjælper dig. Men da du heller ikke til trods for at der er gået mange måneder er kommet over det synes jeg du skal prøve at tale med din læge.
Jeg fik aldrig rigtig hjælp og selvom der nu er gået halvandet år er jeg stadig ked af det og det er svært at komme helt over.
Knus Rose

dig en "donor" og få et barn.Tror det er det der vil hjælpe dig! Du kan godt få et barn uden at være "billig" nvis du forstår hvad jeg mener!!
Held og lykke med dit liv!!!!

sket er sket, og står ikke til at ændre.
Du kan nu vælge:
at give din kæreste og jeres forhold en chance. Det skal du kun gøre, hvis du elsker ham. Hvis du elsker ham, så søg hjælp, så du/I kan komme over en forkert start (efter din mening) på et liv som "forældre". Hvis I vælger hinanden for resten af livet, så vil der også komme "andre" børn.
Du kan vælge:
at slutte forholdet til din kæreste.
Få din familie og gode venners hjælp til at starte på en ny.
Uanset hvad, så søg hjælp hos din læge, som evt. kan henvise dig til anden hjælp (psykolog).
Få det bearbejdet, så du kan tilgive dig selv, og komme videre med dit liv.
jeg har selv fået foretaget en abort (på det tidspunkt havde jeg to børn), da min mand ikke ville have et 3. barn, og han desuden var voldelig. Det har været svært at komme over. Det glemmer man aldrig helt, men man kan lære at leve med det, og man kan lære at tilgive sig selv. For det er en vigtig del i det her: at forstå, at man på det tidspunkt ikke kunne overskue andre udveje. Efterfølgende kan man sagtens stå og bebrejse sig selv, men intet står til at kunne ændres.
Med ønsket om, at du kommer igennem som et helt menneske, og får et godt liv.
Kvinde på 47 år.

du har brug for at tale med nogen. nogen som ikke griner eller er en del af problematikken. måske skal holde pause med din kæreste så du kan sørge uden at blive hånet. det du har oplevet er meget smertefuldt og det kan ikke grines væk. du har brug for hjælp. henvend dig evt i mødrehjælpen. kommunen har pligt til at rådgive dig og de kan måske give dig psykolog hjælp.

HVIS du havde valgt at få barnet, ville du måske have stået helt alene om det og det er et umenneskeligt stort ansvar. Kan kun sige: tilgiv dig selv og de mennesker der fik dig til at tage den beslutning. HVIS du skulle have ansvaret for at inkarnere en ny sjæl gennem dig nu, så ville alt have flasket sig. Du har god tid til at få et barn, NÅR DET ER RIGTIGT i den store sammenhæng. De andre har ikke kunnet magte et livsvarigt ansvar nu og de har været ærlige overfor dig. Tilgiv dem! Du står ikke alene!

Det er stærkt af dig at turde melde ud så ærligt, og bede om hjælp her på debatten. Jeg ved ikke om jeg kan hjælpe dig, men jeg vil gerne forsøge.
Jeg er en mand på 31 år, og jeg har selv oplevet 3 aborter. Og ligesom dig, så var det min kæreste der ikke ville have barnet den første, og anden gang. Jeg kan huske hvor ulykkelig jeg blev, dagen før aborten, da jeg så en lille baby i fjernsynet, og jeg brød fuldstændig sammen, sad bagved et klaver og hulkede, jeg ved ikke hvor længe, men det føltes som meget meget længe, jeg kunne slet ikke holde op igen.
Men jeg var misbruger, havde intet arbejde, ingen uddannelse, og kunne ikke engang styre mig selv. Hvilket liv ville jeg kunne tilbyde et lille barn?
I mange år gik jeg rundt og var dybt ulykkelig, ikke bare over aborterne, men også over en hel masse andet i mit liv, der bare ikke ville fungere for mig. Jeg udviklede en deppression, og røg ind på psykiatrisk hospital flere gange. Ja, det hele kørte ned af bakke for mig, indtil den lykkelig dag i 2003, hvor jeg gik ind i en pinsekirke, og blev frelst. Da jeg åbnede mit hjerte for den mulighed at Jesus Kristus kunne blive min Herre, og min frelser, da flød der ren kærlighed, tilgivelse og fred ind i mig, direkte fra himlen. Jeg stoppede med at ryge og drikke og tage stoffer den samme dag, og lige siden er alt gået fremad. Jeg er i gang med en uddannelse, og har fundet en dybere mening med tilværelsen. I dag er jeg glad for, at jeg ikke bliver nødt til at stå på en fabrik eller lignende, for at forsørge en familie. Selvfølgelig er det ikke sjovt at vide, at jeg kunne have været far til 3 børn, men jeg kan ikke lave om på det nu, kun tage ved lære af det, og lade være med at gå i seng med nogen, før jeg er helt sikker på at det er hende, som jeg ønsker at leve med resten af mit liv, og helt sikker på at det også er det hun ønsker, og så vil jeg gifte mig med hende, inden vi foretager os noget, som hun kan blive gravid af.
Jeg siger ikke at du skal gøre ligesom mig, men jeg tror på, at det ville kunne give dig ligeså stor glæde som det giver mig, at mærke Guds tilgivelse, når du bliver fyldt med Helligånden, og jeg håber du vil tænke over det.
Et stort knus fra mig...

Det er vel nok snarere spørgsmålet om (X)kærestens og din modenhed, på daværende tidspunkt.
- Cool at du havde dine forældres støtte, alt andet ville være unfair.
- Har man ikke hele sit voksenliv foran sig som 18 årig?
- Det er jo knapt nok startet, så hvorfor binde sig i en så tidlig alder?
Du ville ganske givet blive ensom, og måske lidt overset og tilsidesat. F.eks. når veninderne og vennerne skal ud og feste, hygge, ferier osv. - Da mange ville se lidt skævt til din grundet "Du ville have dit barn på slæb" - og du ville være afhængig af dine forældre og babysittere.
- Ville det være fair for barnet?
Der er eddermanme knald på når man er ung, ~...så behold din ungdom lidt endnu, for børn kan du altid få.
Jeg kan sagtens forstå du er ked af det, men du har et helt liv foran dig.
Hej fra mig
*FB*

Min veninde har siddet i præcis sammen situration som dig - dog nogle år tilbage nu..
Det lyder ikke til at i stadig har det bedste forhold efter aborten. Selvom det kan være svært, så drop ham. Find dig en ny kæreste. Det vil jo altid ligge i baghovedet, hvad der skete dengang. Du vil nok aldrig glemme, hvad der skete. Men du kan altid prøve igen, når du har en kæreste der gerne vil have et barn med dig

Kære du.
Om det er et godt råd, må du vurderer, men hvis du engang imellem ber, kunne du måske bruge denne formulerede bøn,jeg synes selv den er meget trøsterig, den er taget ud fra en sang.
Vær mad barnet som ingen chance får
gi´det varme i himlen barnekår.
Vær med kvinden, gi´trøst og åben favn.
Du kender dem, du kalder dem ved navn.
Kære Fader tag imod min bøn,
jeg ved, du hører alt i himmelen.
Hør mit råb i afmagt må jeg be.
Vær nådig Gud, og lad din vilje ske.

Kærligst...

Kom ved gennemlæsning af indlæg til at svare på det forkerte, mit svar var tiltænkt G.P

jeg kan godt forstå du har det hårdt men der er ikke andet at stille op end at komme videre jeg er selv mor til en tre årig pige som jeg fik da jeg var 21 år og den erfaring jeg har fået siden jeg blev mor er at det er vigtigt at ha sit bagland i orden hvis man skal studere samtidig med man er forældre om det så er ens forældre ens venner eller barnets far afhænger af ens egen situation..... mange af mine venner har ligsom mig fået børn i en forholdsvis tidlig alder og mange af dem klare det virkelig godt men der er også nogen som ind i mellem bukker under for presset.... jeg tror det bedste for dig ville være at tilgive dig selv og komme videre(og forlade din kærste) at få børn i en tidlig alder kan lade sig gøre men dit store spørgsmål må være om du ønsker at få børn sammen med din kæreste...... det bedste i et forhold er jo hvis man er forholdsvis lige og ikke tvinger hinannen til noget den ene part alligevel ikke ønsker...

Jeg er enig i nogle af de andres udtalelser om, hvad der holder dig hos din kæreste. Det er DIT valg, selvfølgelig helst i samkvem med ham du "holder af", men derfor kan han og hans forældre, ikke bestemme over dig og dine følelser!!
Man skal jo nok være der for at forstå det, men udefra set, så synes jeg det virker som om du ikke holder af din kæreste mere...du siger jo rent faktisk at du hader ham!!
Jeg, herude, kan jo heller ikke tage din sorg, dine følelser og dine beslutninger omkring at du skal være sammen med din kæreste eller ej, men nogen gange er det jo rart at høre udefrakomne alligevel!!
Håber det bedste for dig!!
Varme tanker til dig...KRAM*

Jeg har ét råd til dig.. Forlad din kæreste.. han fortjerne dig ikke. ikke efter hvad han og hans familie gjorde ved dig. det vil tage tid for dig at komme over dette og det bliver hårdt men en dag vil du møde en som gerne vil have et barn med dig og det er ham du skal tage. ikke ham du har nu. du vil altid leve med din sorg men det bliver sværre hvis du fortsætter med at leve sammen med din nuværende kæreste.. dump him..!

Kære B.P.
Hvor gør det mig ondt at høre at du ikke har fået nogen som helst form for støtte fra din kæreste og hans familie i at fastholde ønsket om at føde barnet. Kan godt forstå at det er en stor sorg for dig, at du følte dig tvunget til noget som du egentlig ikke ville.
Som andre også har skrevet, så synes jeg at din kæreste virker til at være et stort skvat, han har jo helt tydeligt vist, at han ikke har forstået noget som helst!!
Andre har givet dig råd om at tale med din læge eller en psykolog, men jeg har endnu et forslag til dig: Tal med en præst, han har også tavshedspligt. Den skyldfølelse som du har kan og skal du ikke gå alene med, og måske ville det være en hjælp at tale med præsten, ved ikke om du kender nogen præster, men enhver kirke har en præst som man kan tale med, det kan også nogle gange være godt at tale med en som man ikke kender, altså en uvildig.
Og så skal du også lige have en kæmpe krammer fra mig med ønsket om, at du snart må få det bedre, måske var det en begyndelse at droppe fyren, han er dig ikke værd :o(
De bedste ønsker og tanker fra
Maijannes

Kære dig som er fortabt...
Jeg sender mine varmeste tanker til dig idag...
Mit råd er ikke at du forlader din kæreste, tværtimod... I kan sagtens kommme igennem det sammen. Jeg tror helt sikkert også at din kæreste har det dårligt inden i. På mig lyder det som om at han er styret enormt meget af sine forældres beslutniger, det er synd...
I skal få talt sammen, du skal ikke lukke ham ude idag... Og i skal også få talt alt igennem med hans forældre og så skal han simpelthen lære at sige fra overfor hans forældre, tænk på alle de vigtige beslutniger i skal tage endnu igennem livet...
Har du fået noget hjælp??
Held og lykke fremover
Mary22

og det tager RIGTIG lang tid at komme over... Jeg blev som 17årig (er 21 nu) gravid med min kæreste som jeg havde været sammen med i 1½år, og som dig ville jeg RIGTIG gerne have det lille barn, det samme ville resten af min familie, men bare ikke HAM og hans familie, hvilket gjorde at jeg som dig valgte at få en abort, hvilket jeg har fortrudt siden da, indtil idag, hvor jeg sidder med en ny skøn kæreste, som der skal være far om 3mdr. Det eneste der hjalp mig igennem min sorg var at skifte kæresten ud og starte på et helt nyt liv... Den dag hvor du bliver gravid igen forandre alt... Ved det lyder lidt ondt men kom vidre med dit liv, find dig en ny fyr, ta dig en uddannelse og så kan du begynde at tænke vidre... Venner er den bedste hjælp man kan få i en sådan svær situation, og at du stadig er sammen med kæresten gør faktisk MÅSKE kun det hele værre.. Det er selvfølgelig kun noget du kan mærke...
Jeg ønsker dig alt held og lykke fremover, og håber inderligt at du dropper den fyr du har nu så du kan komme videre med dit liv...
Mange knuz Herfra

hej jeg forstår dig så udemærket godt, jeg var selv i samme si, med min kæreste... jeg var kun 17 år og han 18, jeg valgte heldigvis at få barnet selvom han var modstander af det.. din kæreste burde ikk gøre grin med det... mig og min kæreste, fandt ud af at nummer 2 er på vej for 4 mdr siden, jeg når selv at blive 19 år inden jeg skal have nummer 2. hvis det var mig som stod som du gør idag, ville jeg ikk holde på ham, han er dig ikk værdig, han ved ikk hvor ondt det gør at bære på liv, og så faktisk "slå" det ihjel... du er velkommen til at skrive til mig på min e-mail hvor vi kan få os en snak omkring det... kristina@sol.dk håber at hører fra dig...

kære fortabte
jeg kan på rigtige mange måder forstå dig jeg er selv en kvinde på 28 år og har tre dejlige piger men jeg har fået 2 aborter og jeg ved det er hårdt men jeg har også været alene mor med min første datter på 10 jeg fik hende altså som 18 årige og jeg blev alene med hende da hun var tre måneder da far heller ikke var parat til at være far og det er bestemt ikke sjovt at være alenemor i den alder jeg har klaret mig men det er både phsykisk og fysiks det hårdeste man kan forstille sig folk kigger skævt til en og man skal jo altid være der for sit barn også selv om man er syg med høj feber .... jeg elsker mine børn over alt på jorden og jeg er rigtig glad for at være ung sammen med mine børn men man er også ung som 21 årige hvor man måske har fundet en partner der også er moden til at få børn ...mit råd til dig er at tilgiv fordi at man skal være klar til at få børn ellers gå det galt ......jeg ved det er rigtig svært men du skal nok få nogle dejlige børn intil da må du passe endres børn og nyde deres ennergi den vej skulle du have lyst til at snakke lidt mere om det fra en som har prøvet både at få¨børn i tidli alder og abort så er du velkommen til at skrive til mig
ellers rigtig held og lykke til dig
varme tanker og medføelse Merete

jeg forstår dig så udemærket, der er ikke noget at sige til at dit liv kan se trist ud. Jeg fik min første datter da jeg var 20. Kun 7 md. senere fandt jeg ud af at jeg var gravid igen. Det hele virkede uoverskueligt, fordi min mand var meget væk, pga. hans arbejde. Jeg flyttede i en depresion hjem til mine forældre, som råede mig til at få en abort. Da indgrebet var foretaget havde jeg det egentlig ok, men den 10. april 2000, vil jeg aldrig glemme, for der havde jeg termin. Siden har jeg fået to piger mere med den samme mand og er nu gravid igen med ham. Trods det at alt af og til virker uoverskueligt, så vil jeg aldrig være i tvivl om hvor vidt jeg skal have barnet eller en abort, hvilket min mand er meget forstående over for. Jeg tror aldrig at jeg helt vil kunne tilgive at jeg i 1999 valgte den abort. Tankerne om hvem det mon var blevet, vil altid snage i bevidstheden. Men uanset hvordan jeg vender og drejer det så var det i sidste ende min egen beslutning og den må jeg leve med. Håber at du vil få børn med en rigtig sød fyr en dag og at den fyr vil forsøge at forstå dig istdet for at gøre grin med dig. For dine følelser er helt naturlige.

Tja!! jeg forstår at du sliter med et som du har fortrut. Livet består av avgjørelser nesten daglig. Unge pige!! du må vider med ditt liv, og ikke grade over spilt melk. Der mennesker i denne Verden som har hatt støre traume en det som du har beskrevet i ditt innlegg. For etter tiden må du lære å ta dine valg alene, og bland dine svigerforeldre langt uten om, det er jo fanme ikke di som skal passe barnet. Din kjærste er en mor dalt som ikke har skulder til å stå imot slike utfordringer. Så gi ham en fod i røven, sådan!!!
du er kun 19 år! Har du en utdanning? I så fall kan du jo tinke på å få barn senere i livet. det er en stor ansvar å få et barn, ikke minst i denne turbolente Verden som vi lever i.
Et godt råd: du får di barn som du har behov for. Aldrig stresse med å få barn, så kan du vær sikker på at alt blir feil. Her i Norge har vi samme problematikken at unge jenter tar abort, og fortryr dette. Så det er ikke noe fremmet diskosjon emne.
Vek med tøsedrengen!!Finn deg selv igjen, Så kommer både prinsen og storken. Glem ikke å utdanne deg, slik at du har et liv for deg og ungen.
Hilsen Peder

Kære fortabte. Hvor er det trist at høre, hvordan du har det, og at du føler dig fortabt. Jeg vil blot fortælle dig, at Gud elsker dig, og han tilgiver dig. Du er ikke noget ondt eller dårligt menneske, fordi du er blevet presset ud i noget, som du ikke kunne forudse. Det er kun Jesus som kan fylde det forfærdelige tomrum, du oplever. Han er ægte kærlighed. Prøv at opsøg nogle kristne - f.eks. i frikirker - hvor de kan snakke med dig og bede for dig.
At din kæreste driller dig viser jo bare, hvor lidt han forstår af det hele. Han ved sikkert slet ikke helt indvendig, hvilket ben, han skal stå på. Og så vælger han bare en overflade, for at klare situationen. På et tidspunkt vil det være vigtigt for DIG SELV og din helbredelse at du vælger at tilgive dem, som har presset dig så forfærdeligt.
Jeg tror, det er nødvendigt, at du får kontakt til nogle mennesker, som kan lytte til dig og støtte dig. Håber, dine forældre kan være der i denne svære tid.
Kærlig hilsen, Lis

Kære dig
Jeg føler med dig for jeg kender noget af din situation fra mit eget liv – jeg vil dele lidt erfaring med dig – så kan du tage det du kan bruge og dét der føles rigtigt for dig…og smide resten væk! Du er ikke fortabt – men har brug for hjælp - som jeg ser det…

Det vigtigt at du får noget hjælp til at bearbejde din sorg og ikke mindst til at tilgive dig selv – fra en person som er professionel og kan give dig nogle gode værktøjer at arbejde med…en form for samtaleterapi eller lign. - som du selv vælger – tal evt. med din læge i første omgang da der jo i dag gives den slags tilbud i forbindelse med indgrebet…(hvis du ikke har gjort brug af det – står det måske åbent endnu?) Velmenende venner og forældre er ikke altid nok til at komme helt ud af krisesituationer hvor det gør meget ondt – de kan også have svært ved at rumme smerten lige dér…
Din kærestes umodne håndtering af din sorg – og situationen i det hele taget – ud fra hvad du skriver – vil på sigt givetvis få en konsekvens for jeres forhold…spørgsmålet er måske mest hvad det er du holder fast i – og hvornår du er klar til at give slip – eller i modsat fald tilgive, mest dig selv – men også ham…Nogle gange skaber handlinger uopretteligheder i et forhold, som kan være ganske svære at se i øjnene da der er følelser på spil…
Du er meget ung og har givetvis ikke været helt afklaret med din beslutning ud fra det du skriver. Som jeg ser det, bør du først og fremmest hjælpes til at finde tilgivelse til dig selv og huske på at du gjorde det bedste du kunne lige dér hvor du stod i livet(mere kan ingen forvente!) – selvom du stadig føler en stor smerte – og måske ville have taget en anden beslutning senere hen. Dernæst, som jeg ser det, skal du kunne tilgive din kæreste – hvis jeres forhold skal kunne bestå – det er helt op til dig. Det vigtige er at du nu sætter sig selv i fokus og får den hjælp du skal bruge så du kan komme godt videre herfra. Dit parforhold bør du overveje at sætte i anden række lige nu – når du er kommet på banen igen – vil det være nemmere for dig at se det hele klart – og du vil vide dine næste skridt derfra – det er jeg ikke i tvivl om…
Jeg har ikke omhandlet din kærestes forældre da du jo er over 18 og myndig til at træffe dine egne beslutninger – med andre ord har andre ikke bestemmelsesret over dit liv – selv om det kan være svært at fravriste sig påvirkninger udefra…Det er jeg helt klar over! Dejligt at du har de forældre du har!
Det er vigtigt at du begynder at kigge på nuet og ikke på hvad der kunne have været – du holder fast i en dato – og det hjælper dig ikke videre herfra – desværre…Prøv at give slip på de tanker –hvis du kan…jeg har erfaret at det hjælper…
Håber at du vil overveje at finde den hjælp der er rigtig for dig så du kan komme på banen og blive glad igen – du har jo livet foran dig og har fortjent at komme godt videre derfra – du har lidt længe nok og lidt til – som jeg ser det…tænk over det – ikk?
Kærligst
Skytten

Har man gjort en kvinde gravid uanset om det er
enest kærste eller kone,så står man ved dette fuldt
ud og hjælper hende bedst muligt med alt hertil
på godt og ondt.Dette har jeg længe og altid ment
i fuld fortrolighed med bemærkethed.Kvinden,barn
og kærlighed er gaven man bør være om og bruge postivt,seriøst og kærligt i fælles løsninger til
fælles bedste jer selv overfor de troløse.Jeg siger føj for ulækkert for dem det gør dette med
misbrug til miskrediet:Længere er det ikke.
Vh.
Th.Jensen

Kære 19 årige...
Ha det ikk så hårdt med dig selv...
Der kommer jo nok en dag igen i dit liv, hvor du er hos din læge og han/hun siger - tillykke du ska være mor....
Du ved da, at du kan blive gravid - prøv at tænkte på alle de par som har prøvet i flere år og som intet barn har fået...
Så beslut dig om du vil komme videre med dit liv.... og husk at være lykkelig...
og hvis din kæreste vælger udfra hvad hans familie siger, og ikk hvad der gør jer glade og lykkelige så... er han da ikke det vær...
Jeg har selv fået mit ønskebarn for 8 mdr siden.. som 22 årige og har osse altid ville have mit eget barn... men vent til det punkt i dit liv, hvor er du og manden i dit liv er sikker på at i kan give barnet alt det, det har brug for... :)
så du ikke ender som alene mor... det ville være syndt... og nyd dit liv, for vi lever jo kun 1 gang i vores liv....
Alt det bedste for fremtiden....
:)

Fat mod
Jeg fik en provokeret abort som 17 årig og var som du, ved at blive ædt op indeni af fortvivlelse og kunne ikke tilgive mig selv i mange år.
Ligegyldigt hvor længe du plager dig selv med disse tanker bliver barnet ikke levende igen, men måske kunne du tænke som jeg: Når vi oprigtigt angrer og tror på ham, så har Jesus tilgivet vore synder. Så hvis du kan tro det, er du tilgivet og skal derfor ikke tænke mere på det.

Først og fremmest kan jeg godt forstå, at du er ked af det...
Men når det er sagt, synes jeg, at du skal kigge lidt på dig selv. Selvfølgelig er det ikke rart at blive presset ind i noget, man ikke har lyst til, men i sidste ende var det jo din beslutning mht. aborten.
Hvis kæresten ikke kunne leve med, at du fik barnet, er han måske ikke den rigtige kæreste - eller måske gjorde du det ikke klart nok, hvor meget du ønskede barnet.
Du siger oven i købet, at du hader ham og hans familie for den dag i dag, så hvorfor ikke bare gøre det forbi?
Jeg ved godt, at jeg måske lyder hård i min sag, men det er bare generelt fortvivlende, at sagen kun ses fra én side - som det oftest sker i disse situationer.
Selvfølgelig er det pigen, der står med 'lorten', men dybest set er det jo ikke kun fyrens ansvar, at pigen bliver gravid...
Og igen synes jeg, det er værd at understrege, at til syvende og sidst er det jo altså pigens valg, hvorvidt den abort skal foretages eller ej.
Jeg undskylder på forhånd for de lidt hårde ord; jeg ved godt, at der ikke er meget trøst i dem, men jeg bliver bare nødt til at kommentere på sager, der kun ses fra én side... (ca. 90% af indlæggene...)

jeg forsår godt hvorfor du er ked at det.. jeg har selv været ude for det, men der var både mig og kærsten eninge om det, for vi følte os ikke parate til at blive forældre på det tidpunkt.. men den dag i dag fortryder det så meget, at jeg har lyst til at blive gravid igen-men har valgt at vente..
men synes din kæreste er lidt tarvelig ved ikke at støtte dig, i denne svære tid, det er jo ikke ham der har gået med et liv i maven-men dig.. og det er rigtig hådt...
forstår dig og føler med dig..

jeg kan godt forstå du har det som du har. Men der er hjælp at hente, du kan evt. bruge en psykolog eller en terapeut til og få talt ud om det. De forholder sig nemlig neutrale, det gør ens venner ikke altid. Har selv prøvet og få abort 2 gange. første gang som 14 årig 2 gang som 28 årig. jeg mindes næsten altid de dage hvor jeg fik fortaget indgrebet. det er bestemt ikke nogen fed ting, men engang imellem en nødvendighed.
2 gang jeg fik det gjort, var pga min spiral sad forkert, jeg overvejet det nøje, men jeg har 2 dejlige drenge og følte ikke der var plads til et barn mere, der tænker jeg også praktisk. det er jo nemt nok og få et barn, men så kommer der det med økonomi og plads osv. synes du skal overveje det med noget hjælp udefra, det kan være du bliver positivt overrasket.
dullen

du kan og hvor du kan, men jeg tror at det svært for dig at komme videre i livet sammen med din fyr

Kære B.P.
Jeg græder i mit indre over din ulykkelige situation.
Det du mærker er din samvittighed. Og den skal man altså lytte til førend man handler.
Bed til Jesus af hele dit hjerte om tilgivelse, og tilgivelsen vil blive givet dig fordi du bad så inderligt.
Jeg synes at læse i dit indlæg, at hverken du eller din kæreste har været modne nok til fuldgyldigt at ansvarliggøres for aborten. Faktisk havde I brug for ordentlig vejledning fra rigtig voksne.
Ungdommen er på sin vis en svær tid, for man er voksen på nogle punkter og ikke på andre. Jeg for mit vedkommende følte mig først rigtig voksen omkring de 25 år.
Dine forældre havde et fromt ønske om at støtte dig, det havde din kærestes ikke.
De tilsidesatte dig og det ufødte barn til fordel for deres søns lette vej til uddannelse etc.
Alle kunne jo have trådt til, og glædedes over at hjælpe jer begge til uddannelse etc.
Noget andet der narrede dig er også den politiske virkelighed, som gør abort til noget helt naturligt.
Som på samlebånd udføres disse uden råd, vejledning eller støtte.
Var der ikke en læge, sygeplejerske eller anden som gjorde dig opmærksom på alvoren derved (sikkert ikke).
Din kærestes forældres råhed fortæller mig, at du bør "droppe" ham. Ham er du ikke tjent med. Du må videre.
Du er absolut ikke ene om abort. Faktisk bliver der hvert år foretaget et antal svarende til en større provinsby.
Du vil derfor møde mange kvinder, som aggresivt forsvarer aborten under henvisning til ligestilling.
De fleste gør det ubevidst for at undskylde over for sig selv.
I stedet må du fra start erkende at det var noget fælt du blev lokket til.
Bliv stærk af det, kom videre i dit liv. Husk følelsen, og handl, fremover når du ser andre mennesker blive uretfærdigt behandlet. På den måde respekterer du netop din samvittighed, dig selv, og betaler bod af hvad der skete da du var for ung til selv at vælge rigtigt.

lav dig et andet liv.
Gaa fra manden og find terapeut, der kan faa dig tilbage til livet igen og lette din sorg lidt.
Og saa er det ikke for at vaere overfladisk, men jeg taenker, at du heldigvis er saa ung, saa der venter dig mange, fine, gode boern ude i fremtiden, samt en stoettende og dejlig mand.
Op med naebet...fortael ogsaa dine foraeldre, hvordan du foeler, - tingene begynder at loese sig, naar man saetter ord paa.
Kaerlig hilsen

Hvad !! du gjorder det rigtigt du respekteret dit kæreste valg, i er 2 om barnet ikke kun 1 så self. skal du respekter hvad hans valg er. Hvliket du gjoder og det er MEGET flot MEN at du så hader ham bagefter ! og hans mor og far ! de vil jo bare det beste for dig og din kæreste ! du er KUN 19 og du skal nok få flere chancer og måske meget bedre vilkår!!! du skal IKKE går fra din kæreste han prøver måske at hjælpe dig ved at gøre "grin"! han bliver jo nød til at være stærk og sige "ejj kom nu, det er godt vi ikke har det barn kom dog videre" jeg ved det godt det kan lyde ondt og jeg kender ikke ham og din station særlig godt men han prøver måske at få dig på benene på den såkaldte hårde måde ! drenger er jo som reglt dårlige til at vise følser (MIG SELV MEGA DÅRLIG)
du er i en svær periode nu, hvilket er klart at du synes det er svært du er i den alder hvor man tænker over at stifte fam. osv. men når du bliver ældre og du får et barn så vil du takke dig selv for at havde ventet lidt med at få et barn
tak gud for du er frugtbar så heldig er du da !

Jeg synes bestemt ikke at du har en værdig holdning. Situationer er forskellige, og hvis ikke en graviditet er planlagt, er den ikke altid til gavn for begge parter. Det er dog altid i den sidste ende kvindens beslutning der er gældende. Men det kan ikke bebrejdes hvis manden ikke ønsker at være med i forløbet.
I de tilfælde hvor kvinden har løjet om prævention har manden ikke en chance for at undgå graviditet. Iøvrigt er vores samfund opbygget så det er muligt at være eneforsørger, hvilket der er mange der klarer udemærket.

Hvad er det for et lamt svar at komme med! Mage til infantilt indlæg skal man fandme lede længe efter. Det gør mig gal, at nogen kan finde på at svare sådan noget. Selvom det er et frit land, vi lever i. Ytringsfrihed, og jeg skal komme efter dig. Men der må godt nok også være grænser.
Hvordan kan du i dit hoved synes, det er okay, at kæresten gør grin med det hele. Og hvordan kan du synes, at det er okay, at forældrene og kæresten skulle bestemme hendes liv. News for you -det er IKKE andre end pigen selv, der bestemmer. Og forældrene skal sgu bare blande sig langt udenom.
Hvis en kommende far ikke vil have det barn, er det bare trist for ham. Sådan er livet, når man vælger at dyrke sex uden beskyttelse. Man må tage konsekvenserne. Nogle kan mene, at det er synd for drengene, at de ikke har noget at skulle have sagt, men so ist das leben eben.
Jeg har selv stået i samme situation, og hans forældre prøvede også at blande sig. Og han selv nægtede alt omkring barnet. Det ville jeg da skide højt og helligt på, for ingen skal tvinge mig til noget, jeg ikke vil. Det var/er min krop. Hvis ikke han ville, kunne han bare skride. Hvilket han gjorde, og så måtte jeg jo tage konsekvensen af mit eget valg. Hvilket jeg så gjorde, og det er mit bedste valg til dags dato. Vi vælger hver især vores egne veje og valg. Og konsekvenserne deraf, må vi tage med.
Mit råd til pigen er, at du hurtigst muligt skal komme væk fra det rådne forhold. Det kan aldrig blive det samme igen. Og så synes jeg, du skal opsøge din læge med henblik på at få psykologhjælp. Eller anden form for samtale, som kan hjælpe dig videre i livet. Du har i den grad fortjent bedre!!
Held og lykke fremover -og tro på, at begge dele finder frem til dig :)

Det er en ærlighed som din, den der ærlighed, der kommer direkte fra hjertet, der kan hjælpe andre.
Fairy

Kan udemærket forstå dig, har selv 2 børn, men har os prøvet at få abort, og det er bestemt ikke sjovt, så der har man brug for at en nærmeste støtter en, så længe det kræver...
Synes det er utrolig respektløst, urorskammet og barnligt, at han opfører sig sådan overfor dig...
Sådan som jeg sorstår det du skriver, så tror jeg du vil have meget nemmere vedat komme over det, hvis du ikke er sammen med din kæreste...
Ved godt det er svært at gøre det forbi, især når i har været sammen i snart 3 år, men tror virkelig på at det vil være det bedste for dig..
Også når du har fået bearbejdet sorgen, lært at leve med det, indset at du intet kan gøre ved det nu, kan det være du kan åbne dit hjerte for en anden, og få et barn med en der ønsker det...
Ønsker dig alt den kærlighed du fortjener...