Jeg ødelægger mig selv

Hey,
Jeg har et problem, som jeg håber, at I her inde på sol kan hjælpe mig med. Jeg har altid været rigtig glad for søde sager - i hvert fald så langt tilbage som jeg kan huske. Hver gang jeg var i storcenteret med min mor, spurgte jeg altid om jeg ikke måtte få en is eller noget andet usundt.. Heldigvis var hun god til at sige nej.. Men her for ca. et halvandet år tilbage begyndte jeg at spise søde sager i smug - i starten kunne jeg sagtens styre det, og elskede bare, når jeg lige kunne nyde et stykke chokolade eller to for mig selv.. Men denne smugspisning, har desværre taget lidt overhånd, og nu kan der ikke gå en dag uden jeg skal have noget usundt indenbors.. Når jeg har det rigtig skidt, står det værst til.... Det værste ved det hele, er ikke at jeg har taget ca. 15 kilo på, men snarere at min selvledelse og indre styrke er forsvundet så meget, at jeg dårligt har lyst til at leve mere.. Inden jeg kom ud på dette sidespor, var jeg en veltrimmet kvinde, som dyrkede sport på eliteplan, men nu er jeg fuldstændig usikker, og aner ikke hvad jeg vil med livet. Noget inden i mig vil gerne tilbage til elitesportsverden, men en anden del af mig er blevet så doven og selvdestruktiv, at hvis ikke der var andre til at holde mig lidt oppe, ville jeg ikke lave andet end at slappe af og spise usunde sager hele dagen.
Jeg vil rigtig gerne tilbage til min gamle livsstil, men jeg er efterhånden kommet til den anerkendelse, at jeg har brug for hjælp, for at komme videre.. Så jeg ville høre om der er nogen herinde på solen, som kan anbefale en psykolog eller andre personer, som kan hjælpe mig med at komme videre..

Jeg synes det lyder som om, du har brug for en coach.
Prøv at finde en livstilscoach i nærheden af, hvor du bor.
Jeg har selv benyttet en sådan og det ændrede virkelig mit liv.
Jeg var også gået helt i stå. Han hjalp mig til, at finde ud af, hvad det var jeg gerne ville med mit liv. Og hjalp mig, så jeg kom igang.
Held og lykke med fremtiden.

i andre lande dør mennesker, børn, voksne af mangel på mad.
Og her skriver du, at du overvejer at tage dit liv, fordi du ikke kan lade være med at spise for meget?
Verden er sgu da helt af lave... Magen til navlebeskuende overflodssamfundsindlæg....
Gå dog ud og gør noget fysiskt aktivt hver gang du får lyst til at proppe i munden!
Grav have, vask dit tøj i hånden, skovl en bunke jord, og dæk hullet til igen bagefter. Og det er sgu seriøst ment. Brug dog din krop istedet for at sidde og prøve at holde fingrene fra mad!

dig selv om, hvad det er for et følelsesmæssigt hul, du prøver at fylde med de søde sager??
Jeg har selv for år tilbage været MEGET aktiv løber. Men havde i perioder nogle ædeflip af søde sager..
Efter jeg er blevet ældre, har jeg fundet ud af, at min megen aktivitet (løb mv) i bund og grund var et forsøg på at løbe fra nogle indre konflikter og følelser, som jeg på daværende tidspunkt ikke var i stand til at håndtere...
Der er en grund til, at de søde sager "vil i munden på dig"
Men ja, det vil helt klart være klogt med hjælp. Jeg har bl.a. haft megen glæde af at gå hos en Rosenpædagog, som fik låst op til nogle af de gamle følelsesmæssige skeletter...

jeg er glad for at du skriver netop det, som du skriver.. For det har jeg selvfølgelig også selv tænkt på.. Jeg er ikke dum.. Men det der med at tænke på andre fattige mennesker, gør jeg stort set hver dag - og det gør mig ked af det..! For jeg kan ikke hjælpe dem alle sammen.
Jeg har nogen gange ikke lyst til at leve mere, fordi jeg ikke kan se nogen mening med livet.. Jeg ved ikke hvad der er det rigtige for mig.. Jeg vil gerne ned i afrika og hjælpe til, men en dag skal jeg tilbage, og hvad skal jeg så lave.. Jeg har en drøm om at arbejde inden for politiet... Måske vil jeg gerne være elitesportskvinde igen, men så skal jeg lige have ordnet mit spiseproblem først.. Og det er altså ikke så nemt, som du får det til at lyde.. Jeg har prøvet.. Men jeg er hele tiden ked af det, og så hjælper det bare med lidt sødt..
Jeg ved godt hvordan jeg skal træne og hvordan jeg skal spise.. Jeg har været aktiv stort set hele mit liv, og er det egentlig stadig lidt hver dag..
Jeg trænede engang 20-30 timer om ugen og spiste sundt hver eneste dag.. Men jeg kørte død i det, bl.a. fordi jeg ikke kunne se nogen mening med det.. Og nu er jeg så her, og har virkelig brug for hjælp.
Så du behøver altså ikke give mig mere dårlig samvittighed end jeg allerede har...

hej igen. Det kan godt være du synes det er svært. Men jeg tror ikke på at du skal løse dit spiseproblem før du selv tager skovlen i hånden!
Så mit indlæg var faktisk ærligt ment som et redskab du kan bruge. Gør noget fysiskt med din krop. Rejs dig fysisk op og gå ud, væk fra den mad du overvejer, og tag noget i hænderne du skal lave.
Du kan så ved siden af søge mere langsigtet hjælp. Men at sidde på nettet og nøjes med at vente på at hjælpen kommer udefra, den går ikke. Det er dit liv. Og du skal altså selv gøre noget hver gang du får lyst til at sætte fingrene i mad og løfte den mad op til din mund.
At du er ekstrem når du gør noget (elitesport og overspisning) er tilsyneladende et mønster, som du kan bearbejde med fagfolk. Men det er bare ikke nok. Du skal altså selv på banen med ansvar for hvad du gør lige i de sekunder du har den ubærlige lyst til at spise!

ja, jeg har virkelig prøvet at tænke det hele igennem, men jeg synes, at det er svært, at finde den helt rigtige grund. Jeg tror muligvis at det er mange små ting, der gør det..
Jeg har siden jeg var 7år, dyrkede den samme sportsgren indtil for ca. et årstid siden. Lige nu er jeg 19.. Faktisk allerede da jeg var omkring 13-14år, blev det ret seriøst, og siden er jeg bare blevet mere og mere fokuseret på min sportsgren og har næsten ikke koncentreret mig om andet.. Jeg brugte dog også kræfter på skolen og lavede alle mine lektier, selvom jeg ofte var meget væk til konkurrencer og træningslejre.. Men det sociale liv, valgte jeg fra. Jeg elskede at være sammen med min familie, men jeg havde ikke rigtig nogle venner, udover dem, som jeg kendte fra sporten. Det var egentlig også helt fint med mig.
Men da jeg nåede de 16-17 år, blev jeg og mine venner så seriøse, at det begyndte at ødelægge mig mere end det gavnede mig. Især havde jeg en god veninde, som det hele blev ødelagt med. Jeg følte nemlig at vi holdt flere og flere hemmeligheder for hinanden, fordi vi begge ville være den bedste, og vi var aldrig rigtig glade på hinandens vegne, hvis den ene havde klaret det godt.
Samtidig med det her, røg min farfar helt ned kulkælderen. Jeg har altid elsket min farfar rigtig meget og haft det super sjovt med ham, men nu er han bare en helt anden person, som man ikke kan hygge sig med og lave sjov med på samme måde. Jeg tør aldrig spørge ham, hvordan han har det, for jeg ved, at han bare vil sige, at det ikke lige går så godt. Han kan aldrig enes med min farmor, og ofte når vi har familiesammenkomster, er han nødt til lige at gå en lille tur midt i det hele, fordi han har det skidt. Han taler med en psykolog om det, og det hjælper vist nok, men han er bare stadig ikke den samme.
En helt anden ting, som jeg går og bliver ked af det over, er at jeg gerne vil have en kæreste, men bare ikke kan finde en. Når jeg er forelsket i en person, så kan han som regel ikke lide mig, og når der endelig en gang i mellem er en person, som er forelsket i mig, plejer jeg ikke at føle det samme for ham.. Det skal lige siges, at jeg ikke er fed og total grim.. Jeg kunne godt ha været lidt tyndere, men selv den gang, da jeg var tynd og veltrænet, kunne jeg ikke finde en kæreste..
En sidste ting, er det der med, at jeg så gerne vil hjælpe til nede i de fattige lande, men det er et større puslespil, når man samtidig også skal tænke på karriere m.m.
Og oven i alt det her, er så kommet trøstespisningen, som jeg virkelig gerne vil stoppe med..

Jeg er fuldstændig enig med dig.. Men jeg kan virkelig ikke.. Jeg har forsøgt i over et år nu.. Nogle gange er det gået i en uge, men så går det galt igen... Det er virkelig frustrerende, for en gang kunne jeg alt, og nu kan jeg intet.. Jeg dyrker stadig sport, men det hjælper mig ikke med at holde fingrene væk fra de søde sager..
Og det er derfor jeg gerne vil søge professionel hjælp, så jeg måske kan få fat i grundene til, hvorfor jeg er hvor jeg er nu..

så har du mærket noget af bagsiden ved konkurrence- og elitesport - nemlig, at fokus er på, hvor god jeg er/kan blive...
En del af det sociale går ganske enkelt fløjten. Når der så ikke er andre sociale kontakter udover familie, så er man lidt på den...
Det er aldrig rart, når et menneske, man sætter højt, ændrer personlighed. Det er vi mange, der har oplevet og har haft store sorger over. En ting der er vigtig i den sammenhæng, er ikke at gå ind i det projekt, der hedder, at jag vil redde nogen... Det kan du ikke..
Du kan vise omsorg for din farfar og interesse - måske gøre noget af det, som I plejer.. Men hvis din farfar er depressiv, så skal der anden hjælp til at han kommer ud af den tilstand..
Vi vil vel alle gerne have én at dele livet med, men når det ikke sker, så er det ofte, fordi man/du ikke er klar. Forstået på den måde, at hvis der er ubalance indeni, så ved man heller ikke helt, hvad det er man søger. Så går det let hen og bliver en redningsplanke, man får fingrene i, og det holder sjældent..
Du er jo også i en alder, hvor mange brydninger foregår og store beslutninger skal tages. Er du i gang med uddannelse?
Når følelserne er i uføre og ikke kan få indfriet sine behov på én måde, så vil de prøve på anden vis f.eks. søde sager.
Andre tager en ekstra smøg, nogle ta'r en ekstra øl... Der er mange afarter. Fælles for det er, at følelserne ikke har det ok og trænger til hjælp...
Jeg kan varmt anbefale Rosenbehandling, fordi der er tale om kropsarbejde, som får fat i gamle fortrængte følelser, som hovedet har glemt, men som kroppen husker. Du kan læse mere på www.Rosenmetoden.dk
Umiddelbart tænker jeg, at konkurrencesporten har sat dine følelser og sociale liv lidt ud af drift, og nu banker de på og vil lyttes til.

er vel også forbundet med muligheden for at møde nogle, der kan komme med nye inputs og muligheder.
Du har jo ikke indsigt i, hvad "den dovne" ellers foretager sig...

sort/hvid tænkende....
Meningen med livet kan jo smuldre noget, når den aktivitet, du har brugt al din fritid på er væk..
Måske du skal overveje nøje, om din psyke er den rigtige til elitesporten?
Det at du gerne vil tilbage, tænker jeg kan hænge sammen med, at det er her du har lagt så stor del af dit liv, og der er en stor tryghed og noget kendt ved det. MEN det gør noget ved din psyke, som du måske skal ikke kender dybden af...
Du lyder som én der trænger til en tænkepause og give dig selv mulighed for at brede dine muligheder ud....
Hvilke andre muligheder kunne der være for dig i fremtiden....??
Og lad så være med at gå og dunke dig selv i hovedet. Vi er ofte selv den værste dommer, og kan slet ikke leve op til egne forventninger. Og præcis det kan drive én ud i meningsløshed; og depressionen lurer lige under overfladen.

det er så nemt at sige, når du ikke selv har været i den situation.
Er du slet ikke klar over, at trøstespisning kan være ensbetydende med, at man har det dårligt psykisk. Mange har svært ved, at finde en forklaring på, hvorfor psyken er gået ned. Det skal der hjælp til udefra. En nedbrudt psyke tager fuldstændig på kræfterne og livsglæden. Hvis man i den situation, var istand til at grave huller og hvad du ellers forslår, havde man nok gjort det.
Man må ved professionel hjælp, finde ud af årsagen til trøstespisningen, før man kan komme videre. Det er en lang og sej kamp.
Hvordan vil du kunne hjælpe andre, når du ikke engang kan hjælpe dig selv.?
Sådan en situation her, er håbløs at diskutere med andre mennesker, der ikke har været samme tur igennem. De forstår slet ikke, hvad det gør ved en.

løve.... ;-))

hej dovne jeg ville foreslå at du søgte hjelp ved din læge .jeg har eller er selv rant af en depration men er ved at komme oven på igen ..og det kunne godt lyde som om at du måske også lider lidt af det 😉

Jeg sidder også derhjemme prøver at lade være med at tænke på mad. Men uanset hvad går jeg altid ud til køkkenet og æder det jeg skulle have til aftensmad. Jeg tænker bare ikke på at tage livet af mig selv. Jeg har den ide at optage et bånd hvor jeg siger:"Lad Vær Med At Smugspis" Og så ligge mig og sove og lytte til det bånd. Jeg hader mit liv[:*(] Men ved hvordan jeg skal gøre noget 🙂