Jesu livsførelse
Jesus genspejlede Guds visdom i sin måde at leve på. Visdom virker i praksis; den fører til resultater. "Hvem iblandt jer er vis?" spurgte disciplen Jakob og svarede selv ved at sige: "Lad ham bevise det i praksis ved sin rette adfærd." (Jakob 3:13, The New English Bibel) Ved sin adfærd 'beviste Jesus i praksis' at han lod sig lede af Guds visdom. Lad os se hvordan han viste sund dømmekraft, både i sin livsførelse og i den måde han behandlede andre på.
Har du lagt mærke til at folk der mangler god dømmekraft, ofte går til yderligheder? Det kræver visdom at bevare ligevægten. Jesus, der genspejlede Guds visdom, viste fuldkommen ligevægt. Han satte det åndelige først i livet, før alt andet, og han var travlt optaget af at forkynde den gode nyhed. "Det er med det formål jeg er gået ud," sagde han. (Markus 1:38) Det materielle var ikke så vigtigt for ham; det ser ud til at han kun havde ganske få ejendele. (Mattæus 8:20) Men han var ikke asket. Ligesom sin Fader, 'den lykkelige Gud', var han glad og lykkelig, og han gjorde også andre glade. (1 Timoteus 1:11; 6:15) Da han var til en bryllupsfest - en glædelig begivenhed der blev fejret med musik og sang - lagde han på ingen måde en dæmper på festlighederne. Da vinen slap op, forvandlede han vand til god vin, en drik der "fryder det dødelige menneskes hjerte". (Salme 104:15; Johannes 2:1-11) Jesus tog også imod mange invitationer til at spise i folks hjem, og han benyttede ofte sådanne lejligheder til at undervise de tilstedeværende. (Lukas 10:38-42; 14:1-6)
Jesus viste også altid den rette dømmekraft. Hans indsigt i den menneskelige natur satte ham i stand til at se sine disciple sådan som de virkelig var. Han var udmærket klar over at de ikke var fuldkomne. Men han kunne også se deres gode sider. Han så mulighederne i de mennesker Jehova havde draget. (Johannes 6:44) Trods disciplenes fejl og mangler stolede Jesus på dem. Det viste han ved at betro dem et stort ansvar da han gav dem til opgave at forkynde den gode nyhed. Han havde tillid til at de kunne klare opgaven. (Mattæus 28:19-20) Af bogen Apostelgerninger fremgår det at disciplene trofast udførte det arbejde han havde pålagt dem. (Apostelgerninger 2:41-42; 4:33; 5:27-32) Det var altså rigtigt og víst af Jesus at stole på dem.
Som nævnt tidligere forbinder Bibelen visdom med ydmyghed og mildhed. Jehova er naturligves det bedste eksempel i denne henseende. Men det er også opmuntrende at se den ydmyghed Jesus viste over for sine disciple. Som et fuldkomment menneske stod han langt over dem, men han så ikke ned på dem. Han fik dem aldrig til at føle sig underlegne eller uduelige, men tog derimod hensyn til deres begrænsninger og fandt sig tålmodigt i deres svagheder. (Markus 14:34-38; Johannes 16:12) Det er tankevækkende at selv børn følte sig godt tilpads når de var sammen med Jesus. De kunne helt sikkert mærke at han 'havde et mildt sind og var ydmyg af hjertet'. (Mattæus 11:29; Markus 10:13-16)
Jesus viste også ydmyghed på en anden måde. Han var rimelig, eller eftergivende, når barmhjertigheden gav rum for det. Tænk for eksempel på dengang en ikkejødisk kvinde bad ham om at helbrede hendes datter der var slemt dæmonbesat. Til at begynde med lod Jesus hende på tre forskellige måder forstå at han ikke ville hjælpe - først ved ikke at svare hende; dernæst ved direkte at sige at han ikke var sendt ud til hedningerne, men til jøderne; og tredie gang ved at bruge en illustration der venligt understregede den samme tanke. Men kvinden gav ikke op og viste derved at hun havde en overordentlig stærk tro. Hvordan reagerede Jesus i betragtning af denne usædvanlige situation? Han gjorde netop det som han havde ladet hende forstå at han ikke ville gøre. Han helbredte hendes datter. (Mattæus 15:21-28) Et bemærkelsesværdigt eksempel på ydmyghed! Og som vi har lært, er ydmyghed noget fundamentalt ved sand visdom.
Vi kan være taknemmelige for at evangelieberetningerne åbenbarer hvad det viseste menneske der har levet, har sagt og gjort! Og samtidig må vi huske at Jesus til fuldkommenhed genspejler sin himmelske Fader. Når vi prøver at efterligne Jesu egenskaber, tale og væremåde, vil det hjælpe os til at opdyrke visdommen ovenfra.
Hav en god dag!
_________________
"Jesus forlod nu stedet og tog væk til områderne ved Ty′rus og Zi′don. Og se, en fønikisk kvinde fra de egne kom ud og råbte højt, idet hun sagde: „Hav barmhjertighed med mig, Herre, Davids søn. Min datter er slemt dæmonbesat.“ Men han svarede hende ikke et ord. Så kom hans disciple hen og rettede en anmodning til ham idet de sagde: „Send hende bort; hun bliver jo ved med at råbe efter os.“ Som svar sagde han: „Jeg er ikke sendt ud til andre end de bortkomne får af Israels hus.“ Men kvinden kom hen, og hun bøjede sig ærbødigt for ham idet hun sagde: „Herre, hjælp mig!“ Som svar sagde han: „Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og kaste det til de små hunde.“ Hun sagde: „Du har ret, Herre; men de små hunde æder dog smulerne der falder fra deres herrers bord.“ Så sagde Jesus som svar til hende: „Kvinde, stor er din tro; lad det gå dig som du ønsker.“ Og fra den time var hendes datter helbredt. (Mattæus 15:21-28)
Har du lagt mærke til at folk der mangler god dømmekraft, ofte går til yderligheder? Det kræver visdom at bevare ligevægten. Jesus, der genspejlede Guds visdom, viste fuldkommen ligevægt. Han satte det åndelige først i livet, før alt andet, og han var travlt optaget af at forkynde den gode nyhed. "Det er med det formål jeg er gået ud," sagde han. (Markus 1:38) Det materielle var ikke så vigtigt for ham; det ser ud til at han kun havde ganske få ejendele. (Mattæus 8:20) Men han var ikke asket. Ligesom sin Fader, 'den lykkelige Gud', var han glad og lykkelig, og han gjorde også andre glade. (1 Timoteus 1:11; 6:15) Da han var til en bryllupsfest - en glædelig begivenhed der blev fejret med musik og sang - lagde han på ingen måde en dæmper på festlighederne. Da vinen slap op, forvandlede han vand til god vin, en drik der "fryder det dødelige menneskes hjerte". (Salme 104:15; Johannes 2:1-11) Jesus tog også imod mange invitationer til at spise i folks hjem, og han benyttede ofte sådanne lejligheder til at undervise de tilstedeværende. (Lukas 10:38-42; 14:1-6)
Jesus viste også altid den rette dømmekraft. Hans indsigt i den menneskelige natur satte ham i stand til at se sine disciple sådan som de virkelig var. Han var udmærket klar over at de ikke var fuldkomne. Men han kunne også se deres gode sider. Han så mulighederne i de mennesker Jehova havde draget. (Johannes 6:44) Trods disciplenes fejl og mangler stolede Jesus på dem. Det viste han ved at betro dem et stort ansvar da han gav dem til opgave at forkynde den gode nyhed. Han havde tillid til at de kunne klare opgaven. (Mattæus 28:19-20) Af bogen Apostelgerninger fremgår det at disciplene trofast udførte det arbejde han havde pålagt dem. (Apostelgerninger 2:41-42; 4:33; 5:27-32) Det var altså rigtigt og víst af Jesus at stole på dem.
Som nævnt tidligere forbinder Bibelen visdom med ydmyghed og mildhed. Jehova er naturligves det bedste eksempel i denne henseende. Men det er også opmuntrende at se den ydmyghed Jesus viste over for sine disciple. Som et fuldkomment menneske stod han langt over dem, men han så ikke ned på dem. Han fik dem aldrig til at føle sig underlegne eller uduelige, men tog derimod hensyn til deres begrænsninger og fandt sig tålmodigt i deres svagheder. (Markus 14:34-38; Johannes 16:12) Det er tankevækkende at selv børn følte sig godt tilpads når de var sammen med Jesus. De kunne helt sikkert mærke at han 'havde et mildt sind og var ydmyg af hjertet'. (Mattæus 11:29; Markus 10:13-16)
Jesus viste også ydmyghed på en anden måde. Han var rimelig, eller eftergivende, når barmhjertigheden gav rum for det. Tænk for eksempel på dengang en ikkejødisk kvinde bad ham om at helbrede hendes datter der var slemt dæmonbesat. Til at begynde med lod Jesus hende på tre forskellige måder forstå at han ikke ville hjælpe - først ved ikke at svare hende; dernæst ved direkte at sige at han ikke var sendt ud til hedningerne, men til jøderne; og tredie gang ved at bruge en illustration der venligt understregede den samme tanke. Men kvinden gav ikke op og viste derved at hun havde en overordentlig stærk tro. Hvordan reagerede Jesus i betragtning af denne usædvanlige situation? Han gjorde netop det som han havde ladet hende forstå at han ikke ville gøre. Han helbredte hendes datter. (Mattæus 15:21-28) Et bemærkelsesværdigt eksempel på ydmyghed! Og som vi har lært, er ydmyghed noget fundamentalt ved sand visdom.
Vi kan være taknemmelige for at evangelieberetningerne åbenbarer hvad det viseste menneske der har levet, har sagt og gjort! Og samtidig må vi huske at Jesus til fuldkommenhed genspejler sin himmelske Fader. Når vi prøver at efterligne Jesu egenskaber, tale og væremåde, vil det hjælpe os til at opdyrke visdommen ovenfra.
Hav en god dag!
_________________
"Jesus forlod nu stedet og tog væk til områderne ved Ty′rus og Zi′don. Og se, en fønikisk kvinde fra de egne kom ud og råbte højt, idet hun sagde: „Hav barmhjertighed med mig, Herre, Davids søn. Min datter er slemt dæmonbesat.“ Men han svarede hende ikke et ord. Så kom hans disciple hen og rettede en anmodning til ham idet de sagde: „Send hende bort; hun bliver jo ved med at råbe efter os.“ Som svar sagde han: „Jeg er ikke sendt ud til andre end de bortkomne får af Israels hus.“ Men kvinden kom hen, og hun bøjede sig ærbødigt for ham idet hun sagde: „Herre, hjælp mig!“ Som svar sagde han: „Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og kaste det til de små hunde.“ Hun sagde: „Du har ret, Herre; men de små hunde æder dog smulerne der falder fra deres herrers bord.“ Så sagde Jesus som svar til hende: „Kvinde, stor er din tro; lad det gå dig som du ønsker.“ Og fra den time var hendes datter helbredt. (Mattæus 15:21-28)