Kan ikke det her mere

Sidder her, forladt af kæresten. Men det var mig selv der sagde det skulle være sådan.
Vi har en lille datter på 6 måneder sammen som trygt ligger i sin seng og sover.
Han går i byen hver weekend - stort set, de weekender han ikke er ude sidder han foran computeren. Vi er begge 23. Har været sammen i 7 år.
Det er ikke fordi vi ikke elsker hinanden mere, jeg kan bare ikke være lykkelig når han hver weekend smutter og sover hele næste dag væk. Han siger "gi mig nu en chance, jeg elsker dig jo, skal nok la vær med at gå så meget i byen" og jeg siger måske ja, men i dag nej! Jeg blir jo ikk lykkelig af det i længden og hvor længe skal jeg vente, jeg føler lige nu at ingenting blir godt igen, men er fast besluttet på at være stærk for min datters skyld, men hvor længe?
SYnes jeg ar holdt meget ud indtil nu.
Jeg har nok, på visse områder, forsøgt at ændre på ham. Altså be ham lade være med at gå i byen selvom han gerne vil, eller bedt ham bruge mere tid på mig/os end foran computeren. Synes ikke selv det er uretfærdige krav at stille, for har i mange måneder givet ha frimrum og plads til byture mm. men kan mærke at det er ved at være nok nu, jeg er sur og tvær over at stå selv med barnet hele tiden.
Han har hende kun når hun er frisk og vågen, skifter sjældent ble/gir mad, bader hende aldrig, skifter tøj osv. Alt det sjove, så at sige laver han med hende og jeg står med resten (selvfølgelig har jeg også tid med min datter når hun er glad) og det er max en time om dagen han er sammen med hende både weekend og hverdag og JA, jeg er på barsel, men synes heller ikke det kan være rigtig han hjælper så lidt til?!
Alt herhjemme laver jeg også, vasker tøj, laver mad, gør rent, handler ind, ja alt.
Hvis jeg er heldig kan jeg få ham til at bære sin tallerken ud efter han har spist OG sætte i opvaskeren, men for det meste står det klar til mig...
Ja, undskyld det her selvmedlidende indlæg, tror bare lige jeg havde behov for at komme ud med det.
På den ene side orker jeg bare ikk mere og vil bare gerne finde en lejlighed og flytte fra ham og ha et liv med mit barn, Ved at det ikke blir mere hårdt at stå alene med barnet, da han alligevel intet hjælper med, jeg ville bare ha det mindre at rydde og/vaske tøj osv.
Men, på den anden side er jeg bange for at det skal være slut, at stå alene uden ham ved min side, vi kender jo hinanden godt og har været sammen så længe at jeg frygter at blive totalt ensom, bange og aldrig kunne finde kærligheden igen?
Tja, jeg er håbløs. Ved ikke hva jeg skal gøre, fortætte dette her til han (måske) blir voksen, eller komme videre med mit liv, sige stop for det her og se hvad der så sker..
Ved at hvis jeg sagde til ham at jeg gerne ville gi vores forhold endnu en chance, så ville han også.
Er så ked af det. kan ikke snakke med nogen om det.
Nå, nu fik jeg da sat lidt ord på det, tankerne flød vidst bare. Nu må vi se

så du må behandle ham som en dreng.

Men du kan ændre dine egne og din datters miljø. Altså vælge om du vil have to børn(ham og din datter). Eller være alene i hverdagen med din datter. Og han så må se sin datter på samvær i week ender. Eller i vælger at have delt så hun bor henholdsvis hos dig og ham. Eksempelvis 14 dage hvert sted.
På den måde bliver han nok tvunget til at tage hensyn til hende og sørge for nogen af de kedelig ting. Såsom at skifte hende, lave mad og sørge for hun kommer i seng.
Men han kan så også vælge a sige, at han ikke vil se sin datter overhovedt og fortsætte med sin teen age livsstil. Eller kun se hende når det passer ham. Men under alle omstændigheder. Kan det lyde som om det kunne være en god ide at du voerveje at blive alene me dhende. Og så slippe for at han sidder derhjemme somen forvoksen baby. Som skal tages hensyn til og opvartes også.
Du vasker sikkert hans tøj, sørger for der er mad i køleskabet. Så han ikke behøver lette sin dovne bagdel og gøre andet end at tilfredsstille sine behov.
Du må vælge om du er en husholderske eller mere værd. Jeg tænker på at du ikke er sikker på at finde kærligheden. ja vis du kan leve med den pris at du er husholderske og opvartekse for ham. For ikke at være alene. Så fortsætter du bare i forholdet.
Men du vil kun ende alene hvis du selv vælger det. For du er nød til at være udafvendt for at møde nye mennesekr, elelr holde på de venner du har.
Og at tro du ikke finder en ny kærste er lidt søgt. Der er 6 milliarder mennesker i verden. 🙂
Det kan godt være det tager lidt tid.
Så har du så den fordel at hvis kærsten vil vælger at være week end far. Så har han datteren i en week end. Og du har fri til at gå i byen.
Min søster sagde det meget klart. Hun var flyttet fra sin mand. Og han havde så børnene hver 14. Der havde hun fri.🙂Sove week enden væk eller hvad ved jeg.
Så blev de enige om at prøve igen. En søndag, så hun ham sætte sig i bilen og køre uden at sige noget. Og blive væk resten af dagen. Da han kom hjem spurgte hun ham hvor han havde været. Han havde trængt til ro(unger larmer og leger) og var kørt ud til sine forældre og hygget sig med sin far.
Der stod hun så og tænkte hvor når har jeg fri???
De er skilt og hun har nu fri hver 14 dag. Og de dage er guld værd og ungerne hygger sig med far og hans ny kærste og deres børn.
Hun skal aldrig have en mand ind og have noget at skulle have sagt i hendes liv mere. En kærste, ja. Men flytte ind kan han godt glemme. Og det er så 3 år siden nu. Og det går fint for hende og ungerne.🙂🙂🙂🙂
Jeg håber du finder en løsning du kan leve med.Og heldigvis i dag er kvinder ikke stavnsbundet til en mand som vi var førhen.
Det er en tid jeg aldrig håber kommer igen.😉

Hej
Kunne du ikke smutte en tur ud i byen et par dage - f.eks. på et luksus-spa-ophold med en god veninde og lade ham passe hele butikken (incl. baby)?
Så vil han få at mærke hvad det er du går og laver...og måske få lidt større respekt for dit arbejde. Og måske også få et stærkere bånd til sin datter.
Måske det kunne modne ham lidt. Somme tider skal der mere end ord til at få mændene til at forstå.😉

Jeg vil bare lige pointere at det er ikke selvmedlidenhed du har der.
Han har en teen ager mentalitet og bør sparkes ud i verden og klare sig selv.
Han ændre ikke ngoet. For han er sikkert rykket direkte fra mors kødgryder og voer til dine. Han har aldrig skullet gøre noget derhjemme og du har fortsat hvor hans mor slap.
Så han har det fint.
Spar på opvask og rengøring. Så ja du har ret, du vil spare på opvasken.LOL Det var en fin pointe du fik ind der.😃😃😃😃😃😃😃😃
H

Fortæl ham dine tanker og følelser, og tving
ham til at efterleve en ugeplan. Hvor I fordeler
arbejdsbyrderne, og en 14 dages plan for hans
byture. Så han bliver hjemme hver anden weekend.
Ellers bliver du nød til, at finde en anden
løsning for fremtiden.

Jeg er så på den anden side hvor jeg har været ikke særligt "aktiv" med de daglige praktiske opgaver og børnepasning.
Til gengæld slog jeg græsset og ordnede tagrender og den slags.
Det var også mig som sørgede for at vi havde en bil der virkede, og anlagde nye sten hvor traileren så kunne holde.
Men mange mænd "giver op" når de får børn - særligt i jeres alder. Når de har "bakset" rundt hele dagen er det sidste de har brug for "ulvetimen" hvor børn skal overtales til at gå i seng.
Men jo jeg tog mig ikke ret meget af det praktiske indendørs. Til gengæld gjorde jeg det udendørs - og var glad for "fred" når den endelig var der.
Der er ikke noget værre end dagen efter man først kan sove kl 4 eller barnet vågner 4 gange om natten...
Det er derfor der er så mange enlige mødre - og mænd går i en stor bue uden om dem. Nattero er et must, og det er måske ikke særligt fedt at opdrage andres børn i en sammenbragt familie...

- hvorfor i alverden skal han da rende i byen hver anden weekend? Fortæl mig, de har økonomi til det.
- Resten af din plan lyder som sund fornuft, men arbejdsplanen vil nok helt naturligt have nogle skævheder, mens den ene er på arbejde og den anden på barsel. Den tid hun er det, er det så ikke lige byturstid for ham. Det er tid at aflaste hende og være sammen med sit barn i weekenden.

- hvor er din mor? Hvad med en mødregruppe? Er du ikke med i sådan en? Har du ingen veninder, der har barn og er i forhold selv?
- Du skulle måske spørge din svigermor om hun ikke kunne komme og lære ham det, hun ikke fik lært ham, inden han flyttede hjemmefra.
- Det er i hvert fald et syndigt morads du har fået stillet an her. Når han ikke kan finde ud af at tage et ansvar og sin del af opgaven, så må du forklare ham, hvad opgaven går ud på og insistere på han tager sin del - og det er ikke byturene.
- Kan han ikke finde ud af det, så kan I ikke være sammen. Er der nogen af jer, der har hørt om ligestilling som andet end et blog-begreb?

Han er jo stadigvæk ung, og har ikke
fattet at børn kræver et større ansvar.
De kunne også få barnet passet, så de
sammen kunne tage i byen. Hvis det ikke
kan lade sig gøre, så burde de aldrig
have fået et barn.

jo, altså har en mor, men hun har nok i sine egne problemer, så det ville ikke være til nogen gavn at prøve at tale med hende om det. Går også i mødregruppe, men føler overhovedet ikke jeg kan lufte de problemer der. Der går snakken mest om børnenes udvikling, babymad, men har da også gode snakke om holdinger til opdragelse med mere og stemningen er altid så munter at det ville jeg bare ikke ødelægge den med mine problemer. Og veninder, tjaa, de fleste har ikke selv børn, det er uddannelse, arbejde, fyre og byture, så de ville slet ikke kunne sætte sig ind i det - har prøvet at lufte lidt af det, men deres mening er som regel: Han skal nok blive moden på et tidspunkt! og så går snakke videre...
Og ja, han kommer hjemmefra en mor der ALDRIG har stillet krav til ham som teenager.
Han har altid fået han har villet og fået ordnet ALT af hende (mobilregninger, fjernsyn) Ja , selv nu hvor han ikke bor hjemme mere betaler hun gudhjælpemig hans fagforeningskontingent!
Men det er jo ikke bare så simpelt at gå fra ham; for det første elsker jeg ham jo, for det andet, har vi et barn sammen som jeg gerne vil skåne for de kontroverser der uden tvivl blir mellem os, hvis vi går fra hinanden - men samtidig også de skænderier vi kan ha hvis vi blir sammen.
Åhhh, så pokkers svært!!!

Tja, herhjemme er det altså mig der står op om natten, tidligt om morgenen osv. Vores datter når sjældent at skrige meget højt før jeg tager hende op, og det vækker ham altså ikke, han sover bare fra det og hører hende faktisk ikke!
Så med hensyn til nattero får han hvad enhver anden mand eller kvinde får uden børn, altså ro..
Og weekender sover han også til mellem 13- 16 så han får sgu søvn nok og alligevel klager han over at han er så træt og om ikke godt jeg bare lige kan ta mig af barnet så han kan slappe af på sofaen...!
Siger absolut ikke at jeg vil ha han skal stå HVER weekend og tage hende fra morgenen/natten hvis hun vågner, beder bare om at dele det, så jeg en dag i weekenden, bare hver anden weekend ku sove trygt videre velvidende at han tager sig af hende.

Problemet er ikke så meget at jeg gerne vil være "fri" for min datter, kan sagten ta mig af hende 24/7 uden hans hjælp hvis det skulle være, men savner at vi er to om hende. Det er j også hans barn og vil gerne ha han kender rutinerne med hende ligeså godt som jeg i stedet for han spør når han endelig skal prøve at ta hende mens jeg laver mad "Hvor meget mad skal jeg lave til hende" "tror du hun skal skiftes" osv.
Jeg er ikke i tvivl om han elsker sin datter, men det gør det bare svært at leve med at se ham gøre hvad han vil mens jeg kan sidde derhjemme og gko og vente til han kommer.
Vi kan ikke bare lige får passet barnet. Vores forældre bor 100 km væk så det er noget der skal planlægges og med alle hans byture så er det blevet til to gange siden hun blev førdt at vi har været KUN os to og det var en konfirmation og en tur til Tyskland og handle til barnedåb...

Jeg er sikker på jeres unge alder er en væsentlig årsag til jeres problemer og du skriver også selv, at de fleste på jeres alder ikke har børn. Ja vel er han umoden af en 23 årig at være - vel at mærke en 23 årig med barn, men mange unge mænd på hans alder lever et "gå i byen liv" med fest i weekenden, derfor har han svært ved helt at slippe det. Det liv kan han ikke leve, når han har valgt familien! Lav aftaler med ham om, hvornår det er din tur til at komme ud sammen med veninderne og ham der passer barn. Lav spilleregler for hvor ofte I hver især kan gå ud, hvis I skal have en fremtid sammen. Og husk også at I to skal have tid sammen hvis kærligheden skal bevares. FOR DU ELSKER HAM - og i min verden skal man gå efter kærligheden. Hvad er det gode ved ham, det som du elsker. Fokuser på det og dyrk det! Lav aftaler med hinanden, som I begge kan leve med. Hvis han ikke kan det, så bliver det svært, for at være i et forhold er at give lidt af sig selv og samtidig få noget tilbage. Det håber jeg da han kan. Held og lykke til dig og jeg tror du er en dejlig mor der kæmper for dit barn🙂

Det jeg mente er at du er faktisk ene om at tage dig af din datter. For han vil hele tiden gøre som det passer ham. Og når hans så endelig tager sig af hende. Så gør han det der er nemmest. Nemlig som alle andre teen agere, spørger og overlader ansvaret til dig.
Om løsningen er at i flytter fra hinanden kan jeg ikke svare på. Men han vil ikke ændre adfærd, når det nu er så nemt for ham. Han har det jo fint, det er ikke ham der fylder køleskabet, han skal intet og der er ingen krav.
Prøve du vil han opføre sig som teen ageren derhjemme. Sige ja for at få fred og ellers fortsætte som han plejer.
Og det jeg mente med at have fri, var at da min søster var dertil hvor hun så at manden bare gik for at få fred, tænkte hun hvornår er det min tur? For der var sq ingen der gav hende tid til at få fred, manden tog ikke ungerne og hun vidste at de var to om ansvaret. Det samme er med dig. Du er alene med ansvaret for din datter.
Og hvis det er sådan, så hvorfor være to, når man reelt er ene om ansvaret? Og i øvrigt skal være opvarterske for en voksen mand. Der vælger at leve som var han singel, med hensyn til at smutte som det passer ham og ikke have ansvar for sin datter. uanset hvor meget han elsekr hende.
Den situation du har der, er der kun digselv til at ændre. For han gør ikke, så længe du laver mad, gør rent, tager ansvaret og arbejdet med datteren og i øvrigt giver et put ind i mellem de måltider.

Men du må gøre op med dig selv, om du vil løbe den risiko at hans indre drengerøv, endnu engang tager magten fra ham, og han genoptager hans vilde natteliv, og hans pc-afhængighed.
Underligt at nogen mænd aldrig bliver voksne, og at pigerne stadig bliver ved med at falde for den slags mænd.

Desværre. Frygter mere og mere at han aldrig vil ændre sig og frygter alligevel at være uden ham?! Det ville være nemmere hvis han bare sagde "fint, jeg skrider" så var der ikke noget jeg skulle ta stilling til. Men han siger jo at han elsker mig, vi elsker jo hinanden, det er meningen det skal være os og bla, bla, bla... Og det "sjove" er at når han siger det, så føles det virkelig rigtigt, som om han mener det.
Men ja, du har sgu nok ret i at jeg er den eneste der kan ændre situationen for mig selv, er også bare så bange for at ta den forkerte beslutning - at jeg efter et år stadig sidder selv og han bare kører videre med sit liv og har det"fedt". Ja, det lyder måske en smule ledt af mig, men håber sådan at han vil ta ved lærer at han indser nogen ting, at det er ham der forspilder sin tid med sin datter og vores forhold, men ja. Det er ikke nemt..

Det er rart at få afvide.
Nu er jeg ikke længere selv den store gå-i-byen type. Det stoppede faktisk at halvt års tid inden jeg blev gravid, det var bare ikke det samme mere og ku slet skabe mig teenageåndssavg på samme måde - ikke at jeg skal lyde totalt krukket og "voksen" for jeg er stadig ung, men har bare ikke det behov mere. Og det kommer sig da nok til dels af, at jeg er blevet mor, der er bare ting der er vigtigere og fylder mere og betyder mere end en aften med druk, det er alligevel det samme hver gang, med mit barn oplever jeg noget nyt hver dag!
Men jeg har det også som du skriver sådan, at jeg gerne vil gå efter kærligheden, men vil heller ikke stå og føle mig dum fordi jeg gir og gir og han bare tar', og så kan jeg stå der igen og affinde mig med at han har brudt en aftale. Det værste er bare at han tit får det til at lyde som om han blir nødt til det, og øjeblikket han siger det kan jeg nærmest godt forstå ham, at jeg, selvfølgelig blir han nødt til liiige at kigge fordi der og der...
Men ja, jeg har jo lagt ham lidt på is, er kold overfor ham og han "prøver" da, men er bange for det bare er indtil jeg har "tilgivet" ham igen. F.eks. i går begyndte han at lægge vasketøj sammen...😮 og ryddede op i køkkenet efter han havde lavet mad! (Da jeg jo ikke tår ved kødgryderne længere....)
Så, jeg håber bare ikke det blir det samme igen, jeg håber det hele blir godt[l]

Grunden til at jeg i sin tid faldt for ham var nok at vi var 16 og 17 år, og var nok mere på samme niveau, ku godt li at feste og levede det uforpligtende liv, men de sidste to år var han blevet mere moden, hjulpet til, lavet mad osv. men det er nærmest som om at efter barnet er kommet at han er gået tilbage det stadie han var på da vi mødtes. Tænker at det måske er fordi ansvaret har været større end lige regnede med og at han så løber lidt væk fra det hele, men jeg ved det ikke. Han siger bare at han stadig vil ha lov at være ung, og ja, det er også fair nok, men sgu ikk at bylivet fylder mere end hans familie.

- er altid en byrde for både en selv og modparten når man har forventninger til hinanden. Du forventer og håber at han vil ændre sig og at han laver lidt mere derhjemme, og han forventer at du giver ham frirum og ordner hus og barn når du er hjemme på barsel. Hvis du stod alene med barnet og hjemmet var der godt nok meget at se til men du VED at du skal gøre det selv og stiller ingen forventninger, og samtidig er der heller ingen der stiller forventninger til dig. Du bliver ikke stresset af at blive sur over at han ikke hjælper når han ikke er der - vel?. Spørgsmålet er om det er det du vil. Der vil altid være uoverensstemmelser i barselstiden når kvinden går hjemme - kender det fra mig selv . selvom det er 11 år siden.. Jeg håber I finder en løsning

er helt almindelige. Uden at lyde alt for klog vil jeg alligevel som mor til 3 børn give et godt råd. Jeg fik min første datter i rimelig ung alder og jeg følte jeg blev hurtigere voksen end faren til barnet gjorde. En jordemoder sagde til mig, at ingen kvinde gik igennem et småbørnsliv uden at føle sig lidt alene om det hele. Det føles uretfærdigt, men jeg har oplevet at faren tog meget mere over da hun blev ældre. Fortæl ham at det er dejligt når han lægger tøj sammen og laver noget derhjemme. Jeg synes det er positivt at han prøver at gøre hvad du gerne vil have. Mænd (og kvinder) har brug for at blive værdsat. Jeg synes du er sej, jeg ved hvordan det er at blive mor i en ung alder og ville gøre det bedste. man står med mange bekymringer og dem har han ikke - han skøjter lidt hen over det. Hvis du stopper med at elske ham, så stop kampen, men jeg synes stadig kærligheden er værd at kæmpe for. hvis det viser sig, at han ikke modnes og ikke kan overholde aftaler, så sker det af sig selv, for så holder du langsomt men sikkert op med at elske ham. Så er I for ulige, du kommer til at føle dig for moden i forhold til ham. Du ved selv hvornår det sker, men lige nu prøver han. Og måske lykkes det hvis I sammen laver aftaler og de overholdes. Fortæl ham alvoren i det - at du er nødt til at stoppe hvis han ikke kan være med. [l]