Kan ikke komme ud af det!

Jeg har været gift i 18 år,levet med ham i 20 år,født 2 dejlige unger,levede lykkeligt i det første 10 år,men så skete det der er typisk i ægteskaber,utroskab,vold og svigt!
Prøvede at komme ud af ægteskabet flere gange,men turd ikke pga.trusler.
Løfter om guld og grønne skove,hjælp fra det offentlige,familieterapi og hvad ved jeg,intet hjalp!
Til sidst mistede jeg jobbet pga depression,derefter mistede han også sit job pga druk(som han ikke vil indrømme,og sir at han blev moppet ud!).Vores økonomi blev ødelagt,vores ene barn blev fjernet.Jeg ved ikke hvor mange overvejelser jeg har taget,men aldrig tør at udfør dem.Jeg har jo ingen steder at tage.
Idag nikker jeg til alt hvad der blir sagt.Familien kender til alt,men har opgivet at hjælpe.
Min selvværd,selvtillid,selvrespekt og gårpåmod er væk.Kan ikke mere.!Findes der mon andre i samme situation som mig?
Hilsen CELLOFAN

kan godt forstå det virker mere end overskueligt for dig. Der er helt sikkert nogen herinde der kan hjælpe dig, stol på det :-)
Held og lykke med det hele
Rotte

Det lyder godt nok ikke særlig mortsom.
Nogen gange er det rart bare at kunne læsse af herinde, men jeg vil nok sige i din situation skal der mere prof. hjælp til.
Men kan jo næsten forstå du har prøvet det hele. Og løber man panden mod muren der, så forstår jeg næsten godt du er blevet en "nikke-dukke".
Sidste udvej er s.. næsten at pakke en taske og troppe op i morgen tidlig hos soc.forv. i kommunen og sige du ikke har noget sted at bo.
Du er nødt til at få prof. hjælp - NU...

Hej,
Jeg synes det ville være rigtigt fint,hvis du kunnefinde en gruppe af kvinder i samme situation, så i kunne tale sammen om tingene og hjælpe med at finde en udvej.
Der er jo mange i din situation, men jeg ved ikke om de er lige her på debatten?
Måske skulle du lave en mail, de kunne henvende sig direkte på?
Man forstår at i har prøvet at få hjælp af det offentlige, og det har ikke været nogen succes? I er fortsat på det, som på fint sprog hedder deroute? Det går ned ad bakke?
Hvorfor har det ikke fungeret? har i været for negative, - eller har de været for inkompetente? Er der slet ikke muligheder her, som kunne udnyttes måske?
Og hvorfor synes du ikke at have tænkt på krisecentre? eller har du også prøvet det?
hej
f
paprik@sol.dk

Jeg er helt enig det er en hård og uretfærdig situation du er havnet i, den er ingen mennesker tjent med.
Det er svært for mig at gi dig nogle gode råd, men svaret er; at du skal ud af det helvede du er havnet i og det i en fart!
Søg prof. hjælp. Der findes hjælp til voldsramte kvinder og jeg sys bestemt du skal søge hjælp der.
Truer han dig så skaf et politi tilhold evt. personbeskyttelse i en tid.
Når det er sagt så vil jeg tilføje at det er på tide at du vælger dig selv, det er på tide du træffer beslutningen om at vælge livet. Det lyder hårdt og det er hårdt. Men når du engang har taget den beslutning, dybt inden i dig selv, skal du handle meget kontant og konkret ved at starte forfra. Helt forfra.
Din mand har ikke mere magt end du giver ham og han har brugt sine chancer. Det betyder ikke at det er din skyld at du er havnet hvor du er. Men det betyder at du skal tage det tilbage der tilhøre dig. Nemlig retten til selv at vælge, vælge livet. Start med at vælge dig selv, ligesom du har gjort i dag ved at skrive herinde. Du kender din situation mange hundrede gange bedre end jeg nogensinde vil komme til. Du har dog kræfterne til at skrive herind og det er netop dette overskud der skal til for at vende det hele om. Du kender dit valg og det er svært, hårdt og uretfærdigt. Enten ... Eller..
Med største medfølelse og dyb beundring over dit mod til at skrive.
Noct.

Hejsa,
Ja der findes andre i din situation. Desværre, ikke at du skulle være alene i den, men desværre at nogen overhovede kommer i den situation. Da jeg læste din mail, kunne jeg mærke alle de gl. minder vælte op i mig, helt uforberedt.
Min mor stod selv i den (næsten) samme situation som du. De havde kendt hinanden i 25 år, gift i 20, fået 2 dejlige børn ( mig og min bror :-)
og havde haft nogle dejlige år sammen, pludselig gik alt galt. Min far faldt i druk tønden, de skændtes om alt, kunne ikke blive enige, min mor blev mere og mere mut, min far mere og mere stædig ( på den dårlige måde) og vi, børn, levede hele tiden i uvished om hvad der ville ske. Min far lovede guld og grønne skove, ligeledes, men intet af det hjælp. Vi frygtede ham alle når han havde drukket. Det eneste jeg kan se forskel på fra din og min historie, er der aldrig var fysisk vold indblandet i min. Men psykisk vold er også slemt.
Til sidst begyndte jeg og bede min mor om at smutte. Jeg fortalte hende, jeg elskede begge to, men hun var bedre tjent uden ham. Hun forstod det, men gjorde ikke noget ved. Hun havde for mange bekymringer om os børn, hvor skulle hun bo, han ville blive tosset. Den dag han røg bag lås og slå, turde hun. Jeg fandt det ekstremt svagt at hun først kunne sige fra, når han ikke kunne svare igen.
Jeg skriver denne historie både for at sige der kan være en lykkelig ende på det hele men også fordi du siger I har 2 dejlige børn. Jeg selv var en af børnene i min historie. Da jeg skulle have hue på ( HF) havde jeg mistet min far, var mor for min mor, havdet intet hjem ( læs: barndomshjem) og følte mig så udenfor og alene. Så moralen er vel også lidt, tænk på dine børn. Min lillebror har stadige store problemer, alt dette kunne sikkert være undgået, hvis min mor havde mandet sig op og sagt fra. Så hjælp dig selv og dine børn. Du skal nok komme ovenpå igen.
Min mor er nu kommet videre, har fået ny kæreste og er så glad så glad. Min far er kommet ud og lever i ro og mag med sin nye kæreste. De kan dog ikke samme og vil aldrig kunne det. Men alle er kommet videre. Mig og min bror ( især min bror) er nok dem der har fået flest ar på sjælen.
Husk du er din egen herre.
Håber du forstå hvor jeg vil hen.
Det kan lykkes, så gør det.
FOR DIG SELV OG DINE BØRN.
Mvh
Datteren i et ulideligt ægteskab