Kan ikke sige nej...

Jeg har et stort problem...
Jeg er en kvinde sidst i 20'erne og gift, men kan ikke sige nej til andre mænd, hvis de vil have sex med mig. Altså det vil sige... Jeg går ikke i seng med Mr. hvem-som-helst, men hvis han på en eller anden måde kan bekræfte mig har jeg lyst til ham og kan ikke få nok af ham. (Dette på trods af at jeg elsker min mand og ikke ønsker nogen andre).
Ligeledes kan jeg ikke sige nej til en mandlig bekendt, da jeg er bange for at skuffe ham. Synes af underlige årsager ikke at jeg kan være bekendt, at afvise et menneske, jeg holder af. Et eksempel: For nogle år tilbage var jeg min stakkels mand utro med en nyskilt kollega igennem 10 måneder...og dette blot fordi jeg syntes det var synd for kollegaen.
Hvordan skal jeg lære at tænke mere på min egen dejlige mand end på andre mænd?
Og hvorfor er det lige, at jeg har brug for bekræftelsen fra andre mænd? (Kan jeg ikke lære at få den på en mere moralsk ansvarlig måde?)
Tak for alle, som vil deltage i denne debat.
Venlig hilsen Benedicte.

Du lyder som en lille pige der gør alt for at få opmærksomhed.
Du skal bare forsætte dit spændende og servicerende liv, og håbe din mand er både blind og døv.
Jeg håber du sover godt om natten, selvom du faktisk ikke fortjener det med den barnlige opførsel, men du føler dig vel skøn og dejlig og hvem vil ikke gerne have et nemt offet at knippe

Nej,det er ikke sjovt at blive afvist af nogen man holder af,men hvordan vil det være at miste "dit livs kærlighed"
At du mener i dig selv,at du har den svaghed, og lige til at udnytte
*selvforstærkende*selvudslettende*
Din krop burde være Særlig.
Find på andet at gøre,eller vi du gå for at være nem og billig*
Du burde måske blive skilt,håber du har venner,eller finder styrken selv,du er en voksen kvinde,og nu er det tid til at du beviser dette for dig selv*

Tak. det var et svar og en mening jeg kunne bruge til noget. Vil tænke over det i nat, for jeg kan jo ikke sove alligevel (Jvf. Torbentorben).
TAK!

Hej med dig Benedicte
Du lyder som én der lider af en udtalt grad af behagesyge. Du vil give folk hvad de vil ha, men vil du i virkeligheden også for alvor selv have det du giver dem?
Jeg spørger mig selv om det dybest nede er et udtryk for lavt selvværd? Mener du ikke at du har andet at byde på end din krop?
Se på hvor mange ofre, din lille talefejl kan have (ikke at kunne sige NEJ)? Vil du udsætte dig selv og dine omgivelser/din mand for det?
Hvad skylder du disse mænd, som du giver din krop som en anden selvbetjenings maskine?
Beklager hvis jeg har været for "tydelig"
Mandrillen

Jeg så kun "Benedicte", og ikke at det var dig N.N.
Vi to kender hinanden fra en anden debat. Jeg tager gerne brodden lidt af mit første indlæg til dig, da jeg aner en baggrund for det du skriver om her.
En mand har vist dig at din krop bare er til for at blive brugt, med eller mod din vilje.
Du har rent psykisk taget den konsekvent, at når han mente det, så havde han vel ret et eller andet sted? Men det havde han ikke!!
Din krop tilhører DIG...og ingen anden. Uanset hvad nogen har gjort mod dig.
Du har dog et ansvar overfor dig selv. Og det er din selvagtelse.
Med venlige hilsener Mandrillen

Du har ret...det er lige præcis behagesyge, jeg lider af...og det er ikke noget jeg selv nyder godt af.
Jeg vil gerne beskrive en situation, hvor jeg kommer hjem til en mand for at have aftalt sex med ham:
På vej derhen føler jeg mig billig, dum og ulækker...men så snart jeg kommer indendørs og flirteriet går i gang, føler jeg mig elsket og som noget særligt...smuk, dejlig o.s.v....Når jeg går derfra igen føler jeg som da jeg tog hjemmefra...og når jeg kysser min mand næste gang kan jeg ikke se ham i øjnene...
Det er virkelig ikke rart, men ved ikke hvad jeg skal sææte i stedet for denne korte kærlighed/opmærksomhed.

Kære N.N.
Det er fanme svært det her, og dog, så er det også såre simpelt. Det falder så nemt at hade sin krop når den har været udsat for overgreb. Men det er oppe mellem ørerne det foregår, og det véd jeg at du ved.
Jeg tror at du bør gøre dig umage for at elske dig selv. Og elske din krop. Det er en hård proces, og den er hård at komme igennem. Spørgsmålet er bare om du kan gøre det når du samtidig har et forhold (din mand).
Du har IKKE behov for de andre mænd, og du ved det godt. Men de fjerner for et øjeblik den tilstand hvor en mand havde magten over DIG. Din nydelse i samværet med disse mænd er at DU har magten over DEM!
Det at du føler lede på vejen derhen og igen når du går hjem, er at du faktisk ikke ser dig meget anderledes end den mand som forbrød sig mod dig?
Jeg taler et tydeligt sprog, men det er for ikke at blive misforstået.
Jeg ønsker dig alt alt godt N.N.
Mandrillen

Hvis du virkelig mener det seiøst det som du beskriver, så skal du godt nok til komme til
en psykolog el. klog mand/kvinde. Der er ingen
tvivl om, at du i din barndom af en el. 2. årsag
har syntes, at du måtte gøre dig ekstra bemærket.
Problemet for dig p.t. er blot, at den opmærksomhed, som du får er udelukkende for din sexydelse. Du kunne såmænd lige så godt tjeme penge på det, da resultatet er det samme følelsesmæssigt for både dig og alle involverede.
Elsker du virkelig din mand må du fortælle ham om dit problem. Elsker han dig vil han støtte dig. Han vil jo før el. siden finde ud af det alligevel. Ellers er der også noget galt med ham.
Jeg har kendt nogle stk`r lig dig i mit liv. Den
seneste kort efter min skilsmisse. Pgr.a. hende talte jeg med andre, der havde ligget i med hende.
Alle betragtede hende som en so. Jeg blev klar over inden for 2 dg, at hun var sexuelt brugt allerede som 11 årig. Idag sidder hun med en bums af en mand med 4 børn, der har hver sin far, i en
dårlig lejlighed i byens værste slum. Tag fat i dit liv og fix det førend du skader dig selv og andre mere. Foruden Aids er der andre alvorlige
sygdomme du kan pådrage dig selv og din mand.

Jeg vil give Torbentoben ret. Tag dig sammen kvinde og tænk på din mand han fortjener meget bedre.At du ikke skammer dig.

Det må være en joke som først skulle været afleveret 1 april. NAR

Ligegyldigt hvad din baggrund er, så er du klar over at du har et alvorligt problem, og at det ikke vil blive ved at gå.
Hvis du ikke kan stoppe af dig selv, så få psykologisk hjælp hurtigst muligt, før det går helt galt.
Jeg synes IKKE at du skal tale med din mand om det endnu, vent til du er holdt HVIS du vil fortælle ham det - det er jo en stor "kamel" at sluge i forvejen (tænk hvis han sagde det samme til dig).
Du har vist erkendt at du har brug for hjælp, så sørg for at få hjælp - det skader jo ikke at prøve :o)
Held og lykke med det.
Mvh.

Sådan i første omgang tænker jeg du blir nødt til at sige til dig selv, at du gør faktisk hvad du gør.
Jeg mener, jeg forstår godt den store splittelse i ikke at kunne sige nej og være behagesyg og være villig til at gå ud over sin moral? for at få en behagelig følelse fra andre...øh,
Måske er der noget der vil rykke dig lidt nærmere mod din indre styrke, hvis du konfronterer dig selv ved at sige, jeg går i seng med mænd som gerne vil i seng med mig. Jeg er villig til at ha sex med folk for at gøre dem glæde/for ikke at gøre dem kede af det/eller...osv.
For det er rent faktisk det der sker.
Det minder mig lidt om ludomani, selv om jeg egentlig ikke ved så meget om det. Men det der med, at der er noget man prøver at opnå, og man blir ved og ved og ved, og man lyver for sig selv, og man lyver overfor andre, fordi man er så fokuseret på den her ting, den her dille, den her illusion man har sat sig i hovedet, som man tror vil føre til lykken? Og måske ER det lykken? For dig?
Det kommer jo an på hvad lykke er for dig? Et eller andet sted tror jeg, du bliver nødt til at imødegå og forstå dit drive, så du ved helt konkret hvad det indeholder, ellers kan du ikke vælge det fra, hvis du ikke ved præcis hvilken rod du skal grave op.
Hvis du undersøger denne side af dig som ikke kan sige nej... eller, som siger ja til at ha sex med andre på bekostning af... om du nu egentlig vil eller hvad?
Forestil dig, hvad ville der ske indeni dig, hvis du afviste en fyr. Hvilken følelse blir fremherskende indeni dig? Hvor slem er den, du kan eller vil åbentbart ikke rumme den, for du vil hellere springe over hvor gærdet er lavest og hoppe i kanen med ham.
Hvad er det for en slem følelse? Er det noget med at føle sig uelsket? Føle sig ansvarlig for andres lykke? Noget med at livet er for kedeligt uden?
Kan du forestille dig hvordan dit liv ser ud, hvad der skal fylde dig med mening og glæde, hvis du om noget tid får gennembearbejdet dette her nok, til at du kan ta vare på dig selv, og sige fra når du mener det osv.
Hvordan ser dit liv så ud, hvordan ønsker du det ser ud, eller hvordan ønsker du at være? Jeg tænker, du må vide lidt om, hvad det er for en kvalitet du arbejder hen imod.
Og hvordan er du? Vil du hellere væk fra det du er?
Hvornår begyndte du første gang i dit liv at "sælge" ud af dig selv for at tilfredsstille andre?
Hvornår begyndte du at beslutte et dybt sted indeni i dig, at der nok ikke var andre veje til at få den særlige opmærksomhed eller kærlighed fra andre, end ved at gøre ting som ... som det du sir? Hvorfor må andre ikke blive kede af det, eller skuffede? Det er da en menneskeret at føle hvad man føler. Følelser er bare en del af livets omskifteligheder, så er man gal, så blir man glad. Men hvad er dybest set sandt for dig at blive guidet af? Ka du blive enig med dig selv? Tag en beslutning.
Hvis du beslutter nu at sige, fra nu af vil jeg ikke gøre noget jeg ikke står inde for, så vil du sikkert føle en masse angst og utilpashed af den ene eller anden ubehagelige art, fordi du har været vant til at overhøre dig selv, og fylde dig selv med skøre overbevisninger om at du blir nødt til at få det "drug" - fyrens flirt og han synes bare du er så lækker og du opfylder hans behov og du gør ham glad - (lækkert og egoistisk for ham)for ellers gir livet ikke mening,... eller hvad ved jeg.
Men du må ta en beslutning. Hvad er rigtigt for dig at gøre? Vil du vælge den vej, selv om den er besværlig? Vil du gå gennem ild og vand i respekt til dig selv, i kærlighed til dig selv?
Det er en vej vi alle går, små skridt, og vi må alle lære at acceptere vores fejltrin og mangler, men der er forskel på hvad vi vil bukke under for. Hvad vejer mest indeni dig? Du er mægtig serviceminded, men synes du selv det holder hvis det ikke er gensidigt?- jeg mener, også rettet mod dig jo.
Det kan også være at du skal stå indefor din trang til at tilfredsstille andre, for at leve det ud... fortælle din mand, kære søde du, jeg har altså denne trang og jeg kan ikke finde ud af andet, er du klar over det? Er du villig til at være sammen med mig på denne måde? For jeg elsker og respekterer dig, så det er et valg du må træffe ud fra hvad der føles rigtigt for dig.
Altså, jeg (Sus) har det jo personligt sådan, at jeg tror ikke helt på den der med at man kan holde sådan nogle ting hemmelige i et parforhold. Jeg tror godt et eller andet sted han ved det... også selv om han måske ikke tror det kan passe osv, men altså...
Tillid og åbenhed mærkes på en helt bestemt konkret måde i et parforhold. Det føles tillidsfuldt og åbent...
Jeg synes også det er meget rammende, hvad ham den anden skriver, at du har magten i det her spil. Man tror det ikke, når man egentlig føler sig lidt som et offer, men... jeg tænker bare, jeg gad sgu ikke være sammen med een som var sådan fokuseret på mig, og at personen solgte sådan ud af sig selv og samtidig følte det var vildt forkert og gerne ville ha min opmærksomhed på en bestemt måde.
Jeg synes du fremtvinger disse fyre nogle roller som handler om at de gør dig magtesløse.
Det er sårende at blive bildt noget ind!
Jeg kender det altså godt, i mindre grad dog, at være så totalt fokuseret serviceminded på andre at man bare ikke kan eller tør sige nej, og det er lidt et kick at folk synes man ER SÅ sød og behagelig og NEM at være sammen med. IH altså! Sådan en flink og sød pige! Godt nok står hun ikke helt inde for denne relation og godt nok er hun overbevisende som om hun får holdt en pistol for panden, men IH hvor kan vi godt li det hun gør, og gid hun blir ved. Vi ved lige hvordan hun er. Hun er sådan en der elsker at gøre os tilpasse. Sådan er hun bare. Herligt.
Nå, Benedicte eller NN eller "pigen der ikke kan sige nej", eller "hende der har sex med mænd som gerne vil ha sex med hende og hun kan bare ikke sige nej, for tænk hvis de blir kede af det eller hun selv blir ked af det, men øh, tænk ikke på om hendes mand blir ked af det -hvem, hendes mand? -hvem er han? Hvad har han med alt det her at gøre, det kan vel være lige meget med ham, han er jo bare hendes mand, hvad det så end betyder.
MEGET lang mail.

at kontakte en psykolog,,, du kan gøre det igennem din læge,,, Det lyder som om du enten er ualmindelig glad for dig selv, eller også er du ualmndelig selvdestruktiv,, hvad enten det er det ene eller andet, har du afgjort brug for en proffesionel til at løse dine problemmer...

det må da være forfærdeligt.
Jeg kan godt følge dig og hvordan du må have det.
Jeg tror at det bunder i at du aldrig har lært at sige nej, ligesom at du har gået for længe i flinkeskolen, måske haft et par ubehagelige sexuelle oplevelser, føler at du ikek kan være bekendt at afvise et andet menneske...MEN det kan du og det skal du, for denne selvdestructivitet gør livet surt for dig.
For guds skyld lad vær med at fortælle manden noget om det, (medmindre du vil have han smutter...) for det kan være meget svært for ham at få at vide.
Men, jeg kan ikke lade være med at tænke, om du bliver bekræftet nok derhjemme af manden??? Det kan osse være derfor du ligesom søger denne bekræftelse andet steds, har du et arbejde? Måske du skulle smide en masse kræfter ud i det, for at få den længe ventede bekræftelse og anerkendelse som du ligesom sukker efter...
Din krop er mere værd end at blive tilbudt til den første og bedste, det ved du udemærket godt, hav det i baghovedet, og husk det er tilladt at sige nej, du bliver jo bekræftet idet du får sexuelle tilnærmelser, du behøver ikke at leve dem ud...!!!

Dette virker til at gå dig på, med andre ord passer det ikke din personlighed.
Du komemr til at gå til hundene på dette, så for at få afklaring på dette burde du starte i terapi.
Desværre vil du nok komem i den situation at du bliver nødt til at snakke med din mand om dette, da det er noget der vedrører jer begge.

så ligetil det her.
Jeg synes bestemt at det må stoppe før det går helt galt, men det er nok ikke så let kan finde en med erfaring på dette område, som det ikke koster en bondegård at tale med.
Jeg mener at der findes kredse af kvinder, som har samme slags oplevelser bag sig som du har, som samles for at have en slags gruppeterapi, men det er nok ikke det man skal starte med.
Man skal starte med at tale længe med en der ved noget om disse ting, men hvor findes sådan en?
Hos Dannerstiftelsen risikerer du ikke at komme i kløerne på endnu en som misbruger din svaghed, de må kunne foreslå noget som bringer dig videre.

Numrene til Dannerstiftelsen er:
Til Huset: 3314 1676
Til krisefolkene: 3337 9060

Krisecenteret er vist næsten døgnbe-kvindet.
Gør nu noget ved det. Mirakler har det med at indtræffe, hvis de bliver hjulpet lidt på vej.
Held og lykke